
"Robinson"-deltagere afslører: Forberedte sig slet ikke
Flere af deltagerne i årets ekspedition havde aldrig haft et tændstål i hænderne, før de satte fødderne på de malaysiske strande.
Selvom man aldrig kan vide, hvad der skal ske i "Robinson Ekspeditionen", så er der alligevel nogle ting, man med garanti kommer til at stifte bekendtskab med undervejs.
Èn af de ting er et tændstål, som både er vigtigt til overlevelse på øen og i konkurrencer, og derfor skulle man tro, at deltagerne havde øvet sig i at bruge det lille redskab hjemmefra.
Artiklen fortsætter under videoen...
Det er dog ikke altid tilfældet. Det fortæller Marco, Andreas og Anton om i ugens afsnit af "Marcus og Realitypanelet" til værten Marcus Eklunds store overraskelse, da han påpeger, at det første man øver sig på hjemmefra da selvfølgelig må være at bruge et tændstål.
– Det tænker man jo. Men så kunne jeg ikke lige – hvor får man fat i sådan noget? Og så tænker man, at der er nok en af de andre, der kan finde ud af det, og jeg har nok tid til at lære det dernede, fortæller Anton, mens de andre stemmer i.
Er der ingen af jer, der har øvet jer på noget hjemmefra?
– Næh, lyder det fra Marco.
– Ikke af os her, tror jeg, tilføjer Anton.
En forbløffet Marcus spørger, hvordan det kan være, at de tre gutter slet ikke forberedte sig.
– Man ville jo gerne, men alle har også sin hverdag. For mit vedkommende så var det bare lige pludseligt nu, vi skulle afsted, og jeg skulle også nå at pakke, og så var det afsted til lufthavnen, forklarer Andreas og tilføjer:
– Jeg havde mange gode idéer om, hvad jeg skulle forberede mig på, og forberedte mig overhovedet ikke.
Se, hvordan det går de tre deltagere med at bruge tændstål, i "Robinson Ekspeditionen" hver mandag på TV 3 og Viaplay.
Podcasten "Marcus og Realitypanelet" er leveret i samarbejde med Just Eat.
Lyt til afsnittet af "Marcus og Realitypanelet" med Anton, Marco og Andreas herunder, eller hvor du normalt hører dine podcasts.