Samuel ringer til kvinderne i 'Kærlighed hvor kragerne vender'.
Samuel fra "Kærlighed hvor kragerne vender!

Samuel fik hjertebanken og svedeture: Det føltes som "Paradise Hotel"

Samuel var en aldeles presset herre, da han skulle sige farvel til én af kvinderne. Nu forklarer han baggrunden for sit valg. 

logo herognu HER&NU HN

Der er glitter, galla og gråd på programmet i det nyeste afsnit af "Kærlighed hvor kragerne vender", hvor en ellers festlig aften tager en nedslående drejning. 

Artiklen fortsætter under videoen:

Her skal 22-årige Samuel Bruus Hald nemlig vælge, hvem af de fem kvinder han vil tage med videre på gruppedate. 

– Det var forfærdeligt. Det var simpelthen det mest pressede, jeg nogensinde har været. Alene bare at se det igen fik jeg hjertebanken og svedeture. Det var helt ubehageligt at se det igen, siger Samuel til HER&NU og tilføjer: 

– Der var hyggelige aspekter i det, men det var primært en voldsom og stressende dag. Det var ikke særlig mange timer, man havde til det, og det føltes mest af alt som en episode af "Paradise Hotel", hvor man skulle nå at snakke med alle. 

Allerede inden gallaaftenen startede, havde Samuel en idé om, hvem han ville sige farvel til, medgiver han. 

– Det var en idé, jeg havde, som jeg ville sikre mig, at jeg havde ret i, efterhånden som jeg fik snakket med de forskellige kvinder i løbet af aftenen, forklarer Samuel om beslutningen.

– Men den tanke, jeg havde fra morgenstunden, var også det, der endte med at ske. 

Forskellige drømme

I programmet får hverken seerne eller Amalie Fie Flamming en forklaring på, hvorfor Samuel endte med at sige farvel til netop hende. 

– Amalie er supersød, mega rart og sympatisk. Hun har så mange gode kvaliteter, men der var ikke den kemi, som jeg følte med nogle af de andre. Og så er der dele af samtalen, der er blevet klippet fra, siger Samuel, som oplevede, at de havde forskellige drømme: 

– Vi snakkede om rejser, for hun er vild med at rejse, og jeg deler ikke samme rejselyst. Måske en uge om året, men tre uger til Bali er ikke lige mig, og jeg havde aldrig nogensinde blaffet til Japan, siger Samuel, der refererer til en rejse som Amalie er på netop nu, hvor hun tumbler til Japan med en veninde. 

Derfor udeblev forklaringen

I situationen fik Samuel ikke fortalt Amalie den præcise årsag til, hvorfor han endte med at sende hende hjem. Noget, som Amalie savnede en smule.

– Når vi sidder, som vi gjorde, følte jeg, det var svært at komme med en egentlig forklaring. Det ville være mærkeligt at begrunde foran de andre på en eller anden måde, medgiver han og tilføjer:

– Jeg tror heller ikke, jeg var helt klar over, hvad den præcise årsag var til det, før det var kommet lidt på afstand. Jeg havde mere bare en mavefornemmelse. 

Du kan se, hvordan det går Samuel i jagten på kærlighed hver mandag klokken 20.00 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.