Lad os indrømme det: Vi mødre har ingen anelse om, hvad vi laver

Dette er en kronik og repræsenterer forfatterens meninger.

Lad os indrømme det en gang for alle: Vi mødre har ingen anelse om, hvad vi laver. Men på en forunderlig måde har vi fået lov til at bære et barn eller flere, og i kraft af denne præstation har vi fået titlen "mor".

Og verden ser på os og tænker: "Der er moderlig kærlighed i aktion. Her ser I et kompetent menneske med medfødt omsorgsevne." Så forkert som det kan være.

For vi ved jo alle, at det er rivende galt.

Vi får bare leveret en bylt på brystet og et klap på skulderen for så at blive sendt ud i verden med en dugfrisk livsopgave i vores småtrætte arme.

LÆS OGSÅ

Mit barn er bange for en ansat i børnehaven. Hvad skal jeg gøre?

"Min datter synes, han er uhyggelig, og at han har et uhyggeligt skæg," siger fortvivlet forælder. Læs her, hvad børnehavepædagog Ragnhild Finstad Eikås svarer.

Så er det bare at smøge ærmerne op og gå i gang. 

Moderrollen er at prøve og fejle og lykkes og ramme ved siden af. Vi googler os fra forstanden og grubler os i søvn. Og sådan fortsætter vi, indtil vi dør. Havde jeg vidst, hvor meget arbejde det ville blive at være mor, så tror jeg måske, jeg havde tænkt mig lidt bedre om.

Men heldigvis er jeg omgivet af flere mødre, der prøver og lærer og forstår mere og mere af denne evige udfordring, det er at være mor.

Så i dag vil jeg takke alle mine "medmødre". Mine medsammensvorne i kampen for at opretholde et indtryk af, at vi ved, hvad vi laver, mens vi roder rundt i gylp og søvnmangel og forsøger at dække en uendelig række behov. 

Så tak.

Til dig, der tager mit barn med i bilen, fordi du forstår, at jeg har glemt, at træningen var færdig en halv time tidligere og stadig står uvidende i køkkenet, mens jeg prøver at komme til bunds i opvasken.

Tak til dig, der åbner dit hjem uanset tilstand og lader mig mærke skuldrene sænke sig af lettelse. For jeg indser, at det ikke kun er hos os, at entréen ligner et krater fra første verdenskrig.

LÆS OGSÅ

Ét spørgsmål fra sønnen ændrede Maibritt Saerens: ”Jeg ramlede ind i en form for depression”

Hele vejen rundt: Der findes omveje, afveje, lige veje og genveje. Kommandoveje og veje til hjertet. Vi spørger Maibritt Saerens om hendes veje rundt i livet.

Til dig, der leger med mit barn, så jeg kan lægge mig på sofaen under et tæppe og få et tiltrængt hvil af øjnene. Du forstår, at bare det at kunne lægge sig ned om dagen og ikke skulle tage ansvar for andre end mig selv er som en uopnåelig drøm.

Tak til dig, som faktisk har tjekket Aula og opdager, at der er arbejdsdag denne uge. Og som i stor omtanke sender mig en lille påmindelse, fordi du ved, at jeg synes, det kan blive lidt for meget med "notifikationer" og forventninger derinde.

Tusind hjertelig tak til dig, som sendte den iPad med film over gangen til vores sæde, da vi skulle flyve til Spanien med en kogende varm og overtræt 1-årig. Din erfaring blev min og hele flyets redning.

Tak til dig, som stadig tager initiativ og spørger, om jeg vil finde på noget, selvom du ved, at jeg i 90 % af tilfældene takker nej, fordi livet er for meget, og søvnen er for dyrebar.

Tak til dig, som sender mig forstående og ikke-dømmende blikke, når mit barn får et fuldstændigt sammenbrud på gulvet i supermarkedet, og lydniveauet sprænger alle grænser.

Til dig, som skriver : "Vi er hjemme, bare kom her med ungerne og slap af." Du ved, hvor meget det hjælper, at der er andre børn. Og bare det, at nogen andre laver middag, er i øjeblikket den ypperste form for luksus

LÆS OGSÅ

Er det ok at indlede et forhold til min venindes eks?

En læser er ved at udvikle følelser for sin venindes eksmand. Kan hun tillade sig at gøre noget ved sine følelser? Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

Tak til dig, som rækker en hjælpende hånd, når du ser, at jeg har to børn for meget med mig ind i bruseren i dameomklædningsrummet. Jeg stod der nøgen, rådvild og drivvåd, og du formåede at vende en toårigs raserianfald til en relativt vellykket tur i badeland.

Tak til dig, som jeg ved, jeg kan ringe til, når jeg sidder fast i trafikken, og børnehaven lukker om 12 minutter. Og selvom jeg siger ting som "undskyld, at jeg spørger", så ved jeg, at du siger "selvfølgelig", når jeg ringer i min desperation

Det kræver en landsby, siges det. Jeg har i hvert fald fundet min landsby. 

Et smukt netværk af erfarne og nybagte, omsorgsfulde og opmærksomme mødre. Jeg kender ikke jer alle, men jeg kalder jer alligevel for mine "medmødre". I ved, hvem I er, og nu ved I, at jeg sætter så utrolig stor pris på det, I gør for mig og for hinanden

Så tak, I gør mig til en meget bedre mor.

Denne artikel er først publiceret hos Klikk.no. Dette er en redigeret udgave.