68-årige Charlotte Rampling er ny kampagnekvinde for kosmetikmærket Nars.

68-årig film-ikon er ansigt for ny kosmetikkampagne

Mode- og skønhedsverdens betagelse af "voksne" kvinder vil ingen ende tage. Heldigvis.

Senest er en ny kosmetikkampagne for mærket NARS blevet offentliggjort, og den har ingen ringere end Charlotte Rampling, 68 år, i front, skriver Fashiongonerogue.com.

Tidligere på året var hun en af de "europæiske divaer", som Lene Johansen interviewede til DR K. I portrættet lukkede den ellers meget private Rampling den danske journalist ind i sin eksklusive pariserlejlighed, hvor hun fortalte om sin søsters død i en ung alder, kampen mod depressioner og om karrierens store roller.

Charlotte Rampling er kendt for sine modige valg og for at holde sig på toppen af sin karriere fra en ganske ung alder og frem til i dag. Hun har eksempelvis medvirket i filmen 'Mod syd', hvor hun spillede en aldrende britisk kvinde, som tog til Haiti for at have sex med de fattige lokale mænd. Hun har desuden medvirket i Lars von Triers 'Melancholia' og i den stærkt kontroversielle film 'Hunulven Ilse' med temaer som S/M og nazisme samt et utal af andre filmperler.

Model for berømt (erotisk) fotograf

Hun er født i England men opvokset i Frankrig og taler begge sprog flydende. Kort sagt er Charlotte Rampling meget mere end et smukt ansigt. Og måske er det hendes aura af styrke, sårbarhed og talent, som ligger bag ideen om at hun kan sælge make-up endnu bedre end kvinder der er halvt så gamle, eller yngre.

Charlotte Rampling er samtidig muse for François Nars, der er den kreative direktør bag makeup-mærket, ifølge Huffingtonpost.com. Og han har desuden selv taget de sort/hvide billeder til kampagnen.

Det er langt fra første gang, at Charlotte Rampling står model. Den verdensberømte fotograf Helmuth Newton, som er kendt for sine fotos af stærke, ofte nøgne eller afklædte kvinder, har også haft hende i linsen, se eksempler på de smukke fotoserier her.

Nyheden om kosmetikkampagnen er det seneste eksempel på, at mode- og skønhedsverdenen ikke kan få nok af kvinder med karakter – og den alder som det oftest hænger sammen med. På ALTfordamerne.dk har vi længe fulgt trenden, som har kastet artikler af sig som "Derfor er det blevet eftertragtet at have rynker" og "Slut med unge modeller: Modehusene hyrer voksne kvinder"