Anders W. Berthelsen
SPONSORERET indhold

Anders W. Berthelsen efter 20 års ægteskab: Her er mit bedste trick til at holde liv i kærligheden

Skuespiller og instruktør Anders W. Berthelsen er en kæmpe romantiker, som har let til tårer. Og så har han et helt bestemt trick til at holde liv i kærligheden mellem ham og hustruen, Christina. Det fortæller skuespilleren i denne uges ALT for damerne.

Af: Ditte-Marie Ascanius og Amalie Louise Larsen Foto: Peter Nørby
21. aug. 2019 | Livsstil | ALT for damerne

Anders W. Berthelsen var ikke et sekund i tvivl, da han en helt alminelig eftermiddag i slutningen af 1995 mødte kvinden i sit liv.

Dér, midt i kantinen på Nørrebro Teater, blev han ramt af uhelbredelig Christina-epidemi.

Der var noget ved hendes øjne. Måden, hun kiggede på. Og så var det ganske vidunderligt, at hun skulle være påklæder på forestillingen ”John, Paul, George, Ringo … and Bert”, hvor Anders W. Berthelsen gjorde sig som George Harrison.

Det fortæller skuespilleren, der er aktuel med filmatiseringen af Puk Damsgårds bog ’Ser du månen, Daniel’, i denne uges ALT for damerne.

– Jeg gik ned i garderoben, hvor Peter Mygind, der spillede John Lennon, sad, og så sagde jeg til ham: ”Jeg har fundet den kvinde, jeg skal giftes med”. Hun var det smukkeste og det blideste, jeg havde set i mit liv, fortæller han i magasinet, der er på gaden torsdag.

LÆS OGSÅ: Peter Mygind: Denne ting bør alle kvinder vide om mænd

Det vigtige kys

I dag har Anders W. Berthelsen været sammen med sin Christina i 23 år. 20 af dem har været som ægtefolk, og 11 som forældre til datteren, Vigga.

Hemmeligheden, afslører manden med det lange skuespil-cv, ligger i kysset.

– Vi blev gift ved et klassisk kirkebryllup med en masse mennesker. Det var en fantastisk dag. Hun har vist sig at være alt det, jeg forestillede mig. Jeg tror, at vi er gode til at se hinanden. Vi siger altid godmorgen og godnat og husker også at kysse og kramme hinanden. Det, tror jeg, er vigtigt, for man kan så nemt komme til at tage hinanden for givet og tænke, åh, jeg ligger lige så godt, så jeg gider ikke vende mig om og kysse hende godnat – hun kan få et kys i morgen. Jeg er faktisk meget bevidst om at huske at gøre de ting alligevel, fortæller han til magasinet.

LÆS OGSÅ: Troels Lyby: "Vi bliver så akavede omkring jer, fordi I betyder så meget for os"

Kæmpe romantiker

Generelt er Anders W. Berthelsen pjattet med det der kærlighed, og ofte følger der gerne tårer i kølvandet på store, romantiske gestusser. Det være sig alt fra en helt særlig tv-serie til nogle af de største øjeblikke i hans næres liv, fortæller skuespilleren til ALT for damerne.

– Jeg er en kæmpe romantiker. Altså KÆMPE romantiker. Jeg elsker at se romantiske komedier, og når folk er ude at finde deres forældre i ”Sporløs” – det kan virkelig ramme mig … Jeg bliver let rørt til tårer. Den kanal er meget åben. Jeg er MEGET sentimental og følsom, når jeg først lukker op. ALT der handler om familie og kærlighed. Folk, der bliver gift, taler til hinanden … uha … jeg kan slet ikke klare det … Jeg synes bare, at det er så smukt og rørende at se voksne mennesker stå og sige, hvor meget de betyder for hinanden. Det er noget af det mest vidunderlige i verden.

Læs hele interviewet med Anders W. Berthelsen i denne uges ALT for damerne, som er på gaden torsdag. Her fortæller han også om en grundlæggende generthed, om at være far til Vigga og om at blive ældre uden at blive bitter.

Anbefalet til dig