Bagedyst-Andrea om sin TV-persona: "Det prædikat kunne jeg slet ikke have siddende på mig!"

For siden glastrofæet blev halet hjem, har der stået kager øverst på dagsordenen. Og det store, moderne industrikøkken blev en nødvendighed, da ordrerne pludselig hed kage til flere hundrede personer. 

Hun serverer frisk kaffe i hvide nede-på-jorden-krus med håndtag, dækker op med hvide kagetallerkener og -gafler og løfter en hvid opsats ud af køleskabet, som holder en imponerende kreation af en kage. Med spejlblank, bærfarvet marmorglaze, perlekant og kunstfærdig blomst i hvid chokolade. En rigtig wauw-kage bagt til dagens anledning.

Hun skyller kniven længe under den varme hane. Vi nænner næsten ikke at skære i den. På den anden side… så er mundvandet sat i svingninger, vil jeg gerne afsløre. Og på tallerkenerne står nu tre smukke stykker med perfekt snit. Fotograf Peter Nørby og jeg lærer, hvordan gaflen skal sættes i oppefra, så alle lag kommer med, når den rammer smagsløgene. Åh Guder… så let og luftig og perfekt afstemt med sødt og syrligt. Et sandt masterpiece.

LÆS OGSÅ: Signe Wenneberg: "Jeg har aldrig haft lyst til at dele selfies, for så interessant er mit ansigt heller ikke"

Kreativ opvækst

Det var nu ellers slet ikke kager, der optog Andrea Søllested, da hun meldte sig til DR’s seermagnet. Hun havde fulgt de tidligere programmer og var meget betaget af den udvikling, deltagerne gennemgik. Den kreative proces, som altid har været den, der har drevet hende, siden opvæksten i Værløse med to søstre, faren, der var civilingeniør, og moren, der var hjemmegående. 

Foto: Peter Nørby.

– Min mor var nok det menneske, som påvirkede mig mest i retning af det kreative. Hun var selv kreativ, men fik aldrig tilladelse fra sine forældre til at søge ind på Kunstakademiet. Eller også har hun ikke turdet. Hun tegnede og malede, syede tøj til mine søstre og mig og var interesseret i kunst, historie, klassisk musik og opera. Min far var mest til jazz og ikke altid til at lokke med ind at se opera. På en eller anden måde lykkedes det mig at bilde min mor ind, at jeg godt kunne lide opera, så hun inviterede mig med i Det Kongelige Teater i stedet for min far. I virkeligheden sagde opera mig ikke så meget, men jeg elskede de aftener, hvor jeg havde min mor helt for mig selv. Elskede at skulle have pænt tøj på, at jeg fik en sodavand i pausen, lyden fra orkestret, når de varmede op, kostumerne og hele stemningen i teatret. 

Andreas mor tog også de tre døtre med på kunstudstillinger og små kunsthåndværkergallerier, hun tog dem til Toscana på sommerferie og lærte dem om Michelangelo, historien bag Marcus Paladset, Sukkenes Bro og Picasso. Men hun havde også en god, gammeldags Singer-symaskine af den mekaniske slags, som Andrea allernådigst fik lov at låne, og med tiden udviklede datterens dukketøjskreationer sig til tøj til hende selv. Til sidst blev hun ret ferm, købte sine egne maskiner og skabte en levevej ved at kreere kostumer til teater og marketing.

Talent!

Den kreative åre har altid haft frit løb, fortæller Andrea, mens vi nyder den 
sidste bid af vores kagestykke. Fra de utallige timer som barn med papir og tusser, til de skitser, hun som ung sad og kreerede på Thorvaldsens Museum og på rejser i Mexico og Cuba, hvor hun tilmed slæbte rundt på staffeli og oliefarver. 

– Min mor viste mig fra en tidlig alder en verden, der ellers var et lukket land for de fleste af mine jævnaldrende. Mine søstre er ikke udpræget kreative, men fra vores mor fik vi en viden om, at kunst og kultur eksisterede. Hun har aldrig opmuntret mig til at forsøge at få en levevej ud af min kreativitet. Tværtimod husker jeg, at hun altid sagde, at ”kunstnere bliver først anerkendt, når de er døde”. Hun mente, at jeg burde tage mig en uddannelse, ”så jeg havde noget at falde tilbage på”. I hendes verden var kunst nok noget, alle vi dødelige kunne nyde at se på. Udformningen og tilblivelsen var de få forundt, og det kom med en pris – nemlig armod og evindelige afvisninger. Det var, i hendes øjne, langt bedre at udleve sin kreativitet på hobbyplan. Så på den ene side var min mor det menneske, der såede kimen i mig, på den anden side var hun hamrende borgerlig og dybt tryghedssøgende. Hun var urimeligt kritisk og pessimistisk omkring alt, hvad jeg gik i gang med, og alligevel revnefærdig af stolthed, når hun ankom til fernisering på mine udstillinger eller så mine historiske dragter udstillet på museum. 

Foto: Peter Nørby.

Klikker man ind forbi Andrea Søllesteds hjemmeside, bliver man ret imponeret over, hvor alsidigt hun kan udtrykke sig. Og hvor talentfuld hun er! Fra illustrationer i farvekridt og fine akvareller over opulente klædedragter til kunstfærdige og skarpe kager med sirlige chokoladesnirkler og helt uhørt livagtige blomster af marcipan. Alligevel stopper hun lidt op, da jeg spørger hende, hvornår det egentlig gik op for hende, at hun havde et kreativt talent. 

– Vi lever jo med Janteloven her i Danmark… Jeg kan ikke huske, at nogen nogensinde har sagt til mig, at jeg havde et talent. Jeg har heller aldrig tænkt det selv. Folk har nok sagt, at de var tilfredse med det, jeg lavede – at kostumerne var flotte til forestillingen, at teatermaskeringen virkede rigtig godt og sådan. Og jeg har haft en blind tillid til mine egne evner i forhold til altid at ”knække nøden”, når det angik udførelsen af kreative opgaver. Også selvom de skulle laves af materialer, jeg ikke havde arbejdet med tidligere.

LÆS OGSÅ: Amalie laver personlige vaginasmykker

Kagekunst og Jante

En egentlig uddannelse er det aldrig blevet til. Andrea Søllested betegner sig selv som Kreativ Cand. Alt. Hun har været selvstændig skrædder og kostumedesigner, arbejdet som illustrator og på teater som makeupartist og hårstylist og lavet bodypainting til reklamebrug. Men for fem år siden stod hun pludselig et sted i livet, hvor det ikke lå så lige for, hvilken vej hun skulle gå. Hun havde lige solgt sin kostumeforretning i Næstved og følte måske, at de kreative evner havde spredt sig lidt rigeligt. Det gik imod tidens trend på arbejdsmarkedet, hvor specialister var i høj kurs. Tankerne snurrede. Skulle hun søge arbejde som rejsekonsulent, sælger, gartner eller læse til lærer? 

– Men så fik jeg en snak med min fantastiske lillesøster, som har arbejdet med HR og ledelse hele sit liv, og hun udtalte for første gang ordet talent. Hun fik mig tilbage på sporet og gjorde det klart for mig, at min profil er helt unik. Jeg besad jo et åbenlyst talent, sagde hun, så jeg skulle bare kridte skoene, pudse selvtilliden af og opsøge de opgaver, som naturligt lå til mig. 

Og skæbnen ville, at det blev kagerne, der tog over. For siden hun løftede det famøse glastrofæ og kunne kalde sig vinder af Den Store Bagedyst 2017, har hun ikke syet ret mange meter. Hun har købt en van, som hendes mand har indrettet med hylder, og kagebestillinger til bryllupper, sølvbryllupper, runde fødselsdage, konferencer og events tikker stødt og roligt ind i ordrebogen. Umiddelbart kunne man tænke, at hendes liv har slået en vild kolbøtte, men sådan ser hun det ikke selv. 

– Jeg oplever, at der er rigtig mange paralleller til det, jeg lavede tidligere. Det kreative er stadig omdrejningspunktet, ligesom det at være selvstændig er velkendt. Jeg har jo ikke skullet sige farvel til et godt, fast job med pension og barns første sygedag. Jeg har stadig de halvårlige momsregnskaber, skiftende deadlines, kontraktformuleringer med kunder og bestilling af varer hos leverandører. Produktet er et andet, men formen er tilsvarende. Og som i min tidligere business er der rugbrødsarbejde side om side med spændende og sjove opgaver. 

Og hvad skal dit brand være kendt for? 

– Jeg vil gerne arbejde med kagekunst. 

Hun stopper op og smager lidt på ordet. 

– Jeg er lidt bange for at bruge ordet kunst. Det er igen det her med Janteloven her i Danmark…. At vi for Guds skyld ikke må blive for højtravende, for så bliver vi oplevet som så skrækkeligt selvforherligende. For hvis du fortæller, at der er noget, du er dygtig til, skal du skynde dig i samme åndedrag at fortælle om det, du er dårlig til, ellers er du bare en pralhals. Men jeg kan godt lide at beskæftige mig med det her kunstneriske islæt. Jeg vil have, at folk skal sige ”wauw!”, når jeg afleverer en kage. Det er dét, jeg vil huskes for og kendes på. Det vigtigste for mig er, at jeg fremstår troværdigt som kunsthåndværker. 

Foto: Peter Nørby.

Kreativitet er vel på en måde også et tveægget sværd – både en velsignelse og en forbandelse, et drive og en stressfaktor, fordi du hele tiden skal overgå og genopfinde dig selv? 

– Interessant. Det tankesæt har jeg aldrig været i… Men når du siger det, kan jeg mærke, at jeg lever det. Når det drejer sig om kunst og kunsthåndværk, har vi en forventning om, at det bevæger os. Det skal flytte os, for os til at undre os eller ytre en mening. Vi skal ikke genopfinde os selv hele tiden, for der vil også være noget, der bare virker, og som vi kører videre med og finpudser, men når det handler om kunst og kunstnere, har vi også en forventning om, at der sker en udvikling. Og den forventning vil der også være til mig.

LÆS OGSÅ: Ditte og Louise om at blive udskammet: Mange kvinder på vores egen alder synes, at det er ”klamt”

Five minutes of fame

– I løbet af bagedysten opdagede jeg til min rædsel, at jeg blev betragtet som en superperfektionistist, som var top ambitiøs. Det prædikat kunne jeg slet ikke have siddende på mig! Jeg er jo bohême, flippet kunstner, Christiana længe leve! Men så måtte jeg alligevel tænke efter, og gu’ fanden er jeg ambitiøs! Og jeg stoler på mig selv. Jeg fik da dommerkritik undervejs i programmerne for noget, jeg selv var kisteglad for. Fordi jeg havde lavet det projekt, jeg ville. Ligesom jeg gerne selv vil afgøre, hvornår noget er færdigt. Det er ikke nogen lineær proces at skabe noget kreativt, og jeg synes, det er træls, når nogen står og siger: ”det er godt nok, bliv nu færdig”. Jeg vil gerne selv afgøre, hvornår noget er færdigt. Kurt Trampedach havde et vidunderligt udtryk for det. Hans malerier var somme tider flere centimeter tykke, fordi han blev ved og ved, og pludselig var det for ham, som om maleriet lukkede sig, og han ikke kunne komme ind i det mere. 

Nu er den nye sæson af ”Den Store Bagedyst” skudt i gang. Ti nye deltagere får deres shine i prime time på DR’s hovedkanal, og om otte uger står vi med en ny vinder. Hvilke tanker har hun egentlig gjort sig om det? 

– Det er da også en bekymring, der har optaget mine tanker. At forløbet er kort, og at det handler om at udnytte det lille lufthul, der opstod, da jeg vandt sidste efterår. De fifteen minutes of fame, hvor jeg både har pressens bevågenhed og endnu er i folks bevidsthed. Jeg har da en løbende dialog med mig selv – får jeg nu eksponeret mig fornuftigt, brandet mig tilstrækkeligt? Får jeg nu sagt ja til de rigtige opgaver og nej til dem, hvor jeg følte, at de ikke havde noget med mig at gøre? Jeg er med vilje gået uden om bagebøger, som så mange andre har udgivet – det er ikke mig, føler jeg. Og jeg har sagt nej til opgaver, der handlede om at stå i et storcenter med en bradepandekage og være månedens ansigt. Det vigtigste for mig har været at slå mit navn fast som hende, der leverer en wauw-kage på alle planer. Og min påstand er, at dem, der får de bedste kager, er dem, der har tillid til mig og siger, ”you’re the artist, dazzle me, baby!”.