Tv-vært Anna Lin: ”Det er en dårlig måde at bygge et lykkeligt liv op på”

Da Anna Lin i går sad på en café alene, kom en kvinde løbende ind fra gaden. Hun måtte bare fortælle Anna Lin, at det, hun gør, inspirerer hende helt vildt. Men hvad er det, Anna Lin gør? Hun ved det ikke engang selv.

Uforvarende er hun blevet et forbillede for en hel generation; store børn og unge, der har set hende formidle svære emner som seksualitet i øjenhøjde med målgruppen i programmer som 'Under Dynen med Anna Lin' og 'Alle de andre'.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Siden måske for endnu en generation, der har set hende som vært på 'Kender Du Typen?', hvor hun med den største naturlighed danser en blanding af zumba og jazzballet, mens hun introducerer et afsnit, eller set hende gå hen over en gletsjer i Island for at tale om konsekvenserne af klimaforandringerne i Den grønne optur. Men hvordan lærer man at hvile i sig selv på den måde?

For Anna Lin har det hjulpet at huske på, hvordan hun var som barn, nemlig umiddelbar. Anna Lin turde meget, hun vidste, hvad hun syntes, var sjovt, og det brugte hun som pejling. Hun elskede at optræde, stå i centrum og underholde, og da hun 10 år gammel begyndte til teater, fik hun med det samme hovedrollen – og elskede det.

Venner havde hun i sin egen klasse, i klasserne under, over og på andre skoler. Hun var ikke bange for, om folk ville være venner med hende. Det antog hun bare, at de gerne ville, og den gode energi formåede hun at holde fast i. Indtil gymnasiet.

Her begyndte andres mening at betyde noget. Hun blev bevidst om, hvordan det, hun gjorde, blev opfattet af andre, men andres hoveder er ikke et sted, Anna Lin kan anbefale at bruge sin energi. Selv om hun elskede teater, meldte hun sig ikke til casting til skolens musical, for tænk hvis hun ikke kom med. Så ville alle vide, at hun havde været til audition, og hun ville være en fiasko. Hun fik også at vide, at hun var for meget og fyldte for meget.

“Det gjorde mig ked af det, for det havde undertoner af, at jeg havde taget over. Og så gjorde jeg mig selv mindre, for det, at jeg eksisterer i verden, skal ikke gøre, at andre føler, at der ikke er plads til dem,” siger Anna Lin.

Det var også sjovt at drille hende med, at hun lagde mange billeder på Facebook og tilmed havde en fotoblog. For hvor spændende troede hun lige, at hun var? 2. g var et dyk følelsesmæssigt. Hun lod sig styre af andres forventninger og lagde bånd på sig selv. Indtil hun en dag mindede sig selv om, hvem hun faktisk var engang. Dengang hun ikke bekymrede sig om andres mening. Tilbage til den 10-årige Anna.

“Jeg må gerne gå til verden på min meget umiddelbare måde, mine intentioner er gode, og jeg må gerne få hovedrollen,” opsummerer hun.

Den tilgang til livet har bragt Anna Lin langt omkring i det danske tv-landskab. Alle de programmer, hun har lavet, har haft det tilfælles, at Anna Lin kom som den pakke, hun er: befriende naturlig, farvestrålende i tøjet og med en umiddelbarhed, som ikke kan købes for penge.

Da hun blev vært på 'Kender Du Typen?', var det ikke kun seerne, der blev overraskede over DR’s valg af et ungt og for et voksent publikum ukendt navn. Det var hun også selv. Da casteren ringede, troede Anna Lin, at de ville have hendes lejlighed i Nordvest med i programmet, og da hun blev tilbudt en casting som vært, tænkte hun, at det kunne være fedt at øve sig i at gå til casting, og: Sødt af dem at ringe, fordi de havde fået et afbud. Efter én casting, hvor hun havde åbnet et køleskab, taget en remoulade ud og kaldt den jydepesto, var jobbet hendes.

Personlig er hun også på TikTok, hvor 102.000 unge følger hendes videoer og bedyrer, at de “elsker alt” ved hende, eller på Instagram, hvor 46.000 følger med i hendes hverdag, som hun generøst og stolt deler ud af. Som dagen før dette interview, hvor hun i sin story lagde et billede op fra sin læges badeværelse. Iført gul imiteret pels holdt hun mellem sine lange lakerede negle en klamydiatest og lignede på ingen måde en, der skammede sig over at blive testet. Hvad der jo ikke er nogen grund til.

“Jeg synes ikke, at det er pinligt at blive testet, jeg synes ikke, det er pinligt, hvis man har klamydia, jeg synes ikke, det er forkert, hvis man boller med mange, eller hvis man ikke boller. Det er all good,” siger Anna Lin, der syntes, at det gav mening at dele i øjeblikket, fordi hun for nyligt har læst, at klamydia for tiden er meget udbredt blandt unge.

Men hvad hun ikke delte fra samme lægebesøg var, at hun også var der for at tale om panik- og sygdomsangst. Ikke fordi angst er et tabu, men fordi hun ikke har behov for til hver en tid at “smide alt på bordet.”

“Det, tror jeg, er en ret klog beslutning for at passe på mig selv. Det at jeg gerne vil være en personlig vært, gør også, at jeg skal holde på nogle hemmeligheder. Det er vigtigt, at jeg ikke bare smider alt ud for at bryde tabuer,” siger hun.

Noget af det, der har udviklet Anna Lin allermest, er at rejse alene. Selv om hun er meget social, er det, når hun er alene, at hun lærer mest om sig selv. Det oplevede hun første gang, da hun efter gymnasiet spontant tog til Australien. Første dag sad hun alene på en café i Melbourne klar til at have det helt cool med at sidde der selv, være ligeglad med sine omgivelser og bare have det fedt i sit eget selskab, men i stedet fokuserede hun indgående på, hvad folk omkring hende måtte tænke om hende: At hun var ensom, blevet brændt af eller ikke havde nogen venner.

Hun tog videre på en backpackerrute, hvor hun mødte en masse andre unge, som hun rejste med, og dermed lærte hun, at det at være alene for det første var det perfekte udgangspunkt for at møde andre mennesker og for det andet en god måde at lære sig selv at kende på i forskellige situationer. Ganske symbolsk sad hun tre måneder senere tilbage på samme café i Melbourne. Helt alene og hvilede i det.

At rejse alene er en måde at helgardere sig på, siger Anna Lin. Det lærer hende at stå stærkt selv – uafhængigt af hvad hun arbejder med. Hun var kun 20 år, da hun kom ind på DR Talentholdet og har lavet tv lige siden, hvorfor meget af hendes identitet uundgåeligt er bygget op omkring hendes arbejde.

“Hvis alt det her skulle blive taget fra mig, skal jeg have bygget noget stærkt op, som står, uafhængigt af hvad jeg arbejder med. Det er virkelig vigtigt.”

Om hun vil giftes og have børn, ved hun ikke. Det kunne da være fantastisk, siger hun, at møde en, som man vokser parallelt med resten af livet, men samtidig synes Anna Lin, at det er meget at lægge over på én person. Og hun har ikke lyst til at putte en kernefamilie eller en bestemt partner op på en piedestal. Og vente på den dag, det sker, hvor alt falder i hak, og hun bliver lykkelig.

“Jeg vil gerne have det fedt nu,” siger hun og prøver at styre udenom ultimative mål for, hvad der skal ske, før hun bliver hel eller glad. Hun vil gerne vokse hele livet, både før og efter en eventuel fast partner. Det er heller ikke sådan en, der skal afgøre, om Anna Lin må tage til Paris og kysse. Hun kan bare tage derned og finde en anden at kysse med, siger hun.

“Det er en dårlig måde at bygge et lykkeligt liv op på: At gå og vente på noget, du alligevel ikke kan planlægge.”

Det samme gælder hendes arbejdsliv. Konkrete drømmeværtsroller vil hun ikke tale om, for så kan hun komme til at bygge et specifikt job op til noget, der vil gøre hende gladere, når og hvis det sker. Men det er ikke målet, der skal være forløsende. Det er hverdagen. Da hun blev tilbudt jobbet som vært på 'Kender Du Typen?', var det på mange måder en drøm, der gik i opfyldelse, men alligevel blev hun – ud over glad – bange og urolig. En dag sagde hendes bror til hende, at det jo var det værste, der var sket: At hendes drøm var gået i opfyldelse.

“Og så gik det op for mig, at mine drømme er gået i opfyldelse hele mit liv. Og det er faktisk en ret skræmmende oplevelse, for når du når de der mål, er det en ret uforløsende følelse. For du er stadig dig, og du har stadig de samme tanker. Du forventer at blive en anden version af dig selv, når du træder ind i den her nye rolle, men du har jo dig selv med alle vegne.”

Derfor er Anna Lin stoppet med at drømme om noget konkret. Hver dag skal være en dag, der rykker hende et skridt tættere på, hvem hun selv er.

“Jeg skal være et forbillede for mig selv, tage mig selv seriøst hele tiden og ikke vente på, at der er noget i mig, der bliver bedre på et andet tidspunkt.”