Caroline Henderson: "Når du som kvinde bliver vred, er du hysterisk"

Der er nogle kvinder, som kalder på at blive hyldet. For deres mod og deres stemme. Billie Holiday, Ella Fitzgerald, Aretha Franklin, Tina Turner, Diana Ross, Sade, Nina Simone og Beyoncé. Blandt andre. Det mener Caroline Henderson, som under titlen Black Voices – A Tribute har taget initiativ til en række koncerter i DR Koncerthuset i København 17., 18. og 19. september og Musikhuset Aarhus den 22. september og samlet et hold af Iris Gold, Nabiha, Karen Mukupa og Barbara Moleko, der skal fortolke ikonernes sange.

"Jeg har et andet udseende og en anden etnisk baggrund end den skandinaviske norm. Jeg ser mig selv udefra og har vænnet mig til at skulle passe ind. Så jeg har længe drømt om at samle nogle ligesindede og hylde den arv, vi tapper ind i. Tiden er nu. Tror jeg. Håber jeg," siger hun.

LÆS OGSÅ: Caroline Henderson om sin mor, sygdom og kærlighed

Caroline Henderson har ikke lyst til at dele konkrete hændelser, hvor hun har følt sig udsat i kraft af sit udseende og sin baggrund. For det er ikke et individuelt problem eller hendes udfordring alene.

"Det er ikke min historie, der skal være den centrale. Når vi bor sammen i et land, har vi et fælles ansvar for, hvordan vi tiltaler hinanden og favner vores fælles historie og samfundsstruktur," siger Caroline Henderson.

Når det er sagt, erkender hun gerne, at hun er vokset op i Sverige og Danmark, hvor hun burde være inkluderet, men hvor hun tit har følt sig ekskluderet.

"Som sort kvinde har du det her stigma. Når jeg trådte ind i et rum som ung, følte jeg, at der var en forventning til, at jeg skulle være eksotisk, mystisk og erotisk – særligt fra hvide mænd, som var en generation over mig. Det er en tung, tung byrde at bære i livet. Især som ung kvinde. I virkeligheden var jeg også bare en svensk pige, der kommer fra en stor bondefamilie i Sverige."

Også som musiker har Caroline Henderson oplevet, at der var begrænsninger for hende og hendes kollegaer med anden etnisk baggrund end dansk.

"Der har altid kun været plads til én sort kvinde. Maks. to. Så har vi opfyldt kvoten. Så var der ikke plads til flere. Ideen om Black Voices er vokset frem i takt med, at verden er blevet mere modtagelig for forandring. Samfundet har jo været multikulturelt i mange, mange år. Men det er, som om det har været rigtig svært at komme igennem den her mur."

Hvor tæt er du på at bryde igennem muren?

"At vi sidder her og taler, er i hvert fald et bevis for, at vi er igennem med en knytnæve. Så følger resten af kroppen forhåbentligt med. Jeg håber ikke, at det er en døgnflue."

Der er en grund til, at Caroline Henderson ikke stiller sig alene op på scenen og fremfører sangene og musikarven. Sammenholdet er vigtigt.

"Det er nemmere at stå op for en sag, når man er flere. Så tør man mere."

Har det krævet mod?

"Ja. Når jeg tidligere har taget initiativer og lavet projekter om at være sort kvinde, er jeg blevet mødt med en patroniserende attitude. Jeg har fået at vide, at jeg har overreageret. Når du som kvinde bliver vred, er du hysterisk. Jeg er ikke vred. Jeg har forsøgt at sætte en grænse. Men jeg er ikke blevet mødt med forståelse, jeg har fået at vide, at jeg skulle tage at slappe lidt af."

Caroline Henderson håber, at koncerterne kan samle mennesker om historier fra kvinder, som har investeret deres liv i at fortælle deres historie gennem musikken. For musikken kan skabe et rum, hvor budskaber kan afleveres og modtages på en kærlig og positiv måde i modsætning til tunge, hårde politiske debatter. Blandt andre Billie Holiday og hendes sang "Strange Fruit", som har særlig stor betydning for Caroline Henderson.

"Billie Holidays liv som prostitueret og narkoman er blevet portrætteret mange gange. Men vi hører sjældent historien om, hvor sej og modig hun også var, og hvor modarbejdet og chikaneret hun blev. Virkeligheden har, som altid, to sider. Min far spillede sangen Strange Fruit for mig og fortalte, at den handler om lynchninger af sorte mennesker i Sydstaterne. Det er en meget voldsom historie."

"Det er først nu, at vi virkelig forstår, hvor modigt det var, at Billie Holiday sang den sang tilbage i 1939. Det har været et af historiens største politiske statements inden for borgerrettigheder, og det ødelagde hendes liv. Tænk, at hun turde gøre det! Heldigvis er musik sådan, at den lever, når du giver stafetten videre, og sangen får en ny historie og betydning, når nye mennesker synger den, og nye mennesker lytter til den. Billies budskab og kamp lever videre."

Billie Holiday er ikke den eneste musiker, der har haft stor betydning for Caroline Henderson.

"Mange af de kvinder, vi fortolker til koncerterne, er forbilleder, jeg har haft gennem hele mit liv. Jeg har beundret deres styrke og deres mod. Nina Simone, Diana Ross og Tina Turner har været superstjerner i en tid, hvor det virkede umuligt som sort kvinde. Og Beyoncé! Beyoncé har formået at gøre det, ingen anden sort kvinde har formået siden Josephine Baker. Beyoncé har slået an globalt på tværs af racer og sat nye standarder for kvinder i alle hudfarver."

Iris Gold

Hvilken sang har haft særlig betydning for dig?

"Feeling Good" af Nina Simone (1965)

"Da jeg flyttede fra London tilbage til Danmark i 2018, havde jeg lige slået op med min kæreste, og jeg skulle spille en masse koncerter i Danmark. Det var rimeligt nervepirrende, og jeg lyttede til sangen på repeat, inden jeg skulle på scenen. Jeg gik nærmest i ét med den sang, som en slags trance, og mit band blev sindssyge af at høre den hele tiden. Men til sidst bandt den os sammen. Det er en storslået sang, og den kan få mig til at have det godt og føle mig fri."

"Efterfølgende har jeg fundet ud af, at det er en frihedserklæring, som kom ud omkring borgerrettighedsbevægelsen, og at det er en coversang, som også Sammy Davis Jr. og John Coltrane har sunget. Nina Simones version er James Bond-agtig, og den giver mig selvtillid og storhedsfølelse som en heltinde. Det har jeg brug for, inden jeg går på scenen. Den sang har fået mig til at turde tro på mig selv igen."

LÆS OGSÅ: Iris Gold: ”Min søn skal ikke have for løse rammer og for meget ansvar i en tidlig alder”

Hvilken kvinde er din største inspiration?

"Maya Angelou (amerikansk forfatter, poet, skuespiller, instruktør og aktivist, red.) Når jeg går på scenen, forestiller jeg mig, at jeg har en håndfuld historiske mennesker omkring mig. Hun er én af dem. Jeg er ret hyped og har meget energi, og Maya Angelou er the calm factor. Hun er den der grounding mother, det røde chakra, bjerget med rødderne ned til moder jord."

"Jeg har hørt hende læse sit digt "Still I Rise" op mange gange med sin rolige stemme. "Does my sexiness upset you? // Does it come as a surprise? // That I dance like I’ve got diamands // At the meeting of my thighs." Så jeg går ind på scenen, som om jeg har diamanter mellem benene. Det giver mig styrke og stolthed. Still I rise. Jeg står her. Og det gør jeg, fordi der er mange før mig, der har gået rigtig meget igennem, for at jeg kan få lov til at vimse rundt på scenen. Så jeg siger til mig selv: Tag dig sammen! Gør dig umage!"

Karen Mukupa

Hvilken sang har haft særlig betydning for dig?

"(Hey you) The Rock Steady Crew" af Rock Steady Crew (1983)

"Jeg faldt for det nummer, for det var en helt anden genre end alt det andet, der blev spillet i radioen som Kim Larsen og Boy George. Jeg blev forelsket i rap og hiphop-genren, og det startede primært med den sang. Det var ikke bare musik, det var en kultur. Det var breakdance, electric boogie, graffiti og rap. Siden da har jeg været hiphopper i hjertet, og det var nemt for mig at dyrke det."

"Jeg behøvede ikke en stor sangstemme som for eksempel Whitney Houston. Jeg kunne bare sætte mig ned og skrive det, der faldt mig ind, og så rappe det. Jeg skrev min første tekst som 12-13-årig. En af de første sange, jeg skrev, handlede om min afrikanske baggrund. "It ain’t a black or a white thing, that is why we are fighting." Jeg fandt mig selv i rappen, måske også fordi den tog ejerskab på sort kultur og gik imod det pussenussede og artige. Jeg ville være sej, ligesom mine forbilleder Rock Steady Crew, LL Cool J og Run-D.M.C."

LÆS OGSÅ: "Min pige skal aldrig tvivle på, at jeg støtter hende lige meget hvad hun vælger at blive her i livet"

Hvilken kvinde er din største inspiration?

"Min mors lillesøster Auntie Dilly. De kommer ud af en børneflok på 12 og voksede op i en fattig landsby i det nordlige Zambia uden elektricitet og fik deres første par sko, da de skulle starte i skole som 8-årige. Min moster blev gravid som 15-årig, og så var hendes fremtid ligesom bestemt. Troede man. Hun endte med at få fem børn, inden hun blev 25, og boede sammen med sin fordrukne mand, indtil han en dag forlod hende til fordel for en anden kvinde og efterlod hende som enlig mor og forsørger."

"Det viste sig, at Auntie Dilly var god til tal og startede en lille business ved at sælge tørrede fisk. Hun var god til at lægge penge til side, og inden længe blev hun en af de rigeste forretningskvinder i Lusakas slumkvarter med tre biler, stort hus og råd til at sende sine børn på privatskole. Auntie Dilly døde desværre af aids i midten af 90’erne, men hun var familiens stolthed og gjorde det selv, og det er sejt. Når jeg har ondt af mig selv, tænker jeg på Auntie Dilly. Så er hun med mig."

Nabiha

Hvilken sang har haft særlig betydning for dig?

"Doo-Wop (That Thing)" af Lauryn Hill (1998)

"Lauryn Hills musik kom ind i mit liv, da jeg var helt ung og søgte forbilleder at spejle mig i. Hun kunne synge og rappe og være pissecool uden nødvendigvis at have det rigtige tøj på. Bare en undertrøje, et par jeans og sneakers. Det var hendes personlighed, der brændte igennem. Først som kvindelig forsanger og rapper i The Fugees, siden med sit soloprojekt. Hendes første album The Miseducation of Lauryn Hill er nok et af de albums, der har gjort mest indtryk på mig. Hun er en sindssygt dygtig, personlig og reflekteret sanger og sangskriver. Og som ung sort kvinde og mor i musikbranchen med noget på hjerte, fandt jeg hende stærk og dybt inspirerende."

"Jeg kan huske første gang, jeg hørte hendes stemme og så musikvideoen til "Doo-Wop (That Thing)" i fjernsynet. Jeg var helt oppe at køre. Sangen handler for mig om flere ting, men særligt stiller den spørgsmålstegn ved, hvorfor vi har brug for at søge anerkendelse hos andre. Linien "How you gon’ win when you ain’t right within?" er så præcis og tidløs. Den rammer mig lige i hjertet. Jeg fik én at se op til, der hvilede i sig selv og havde en ro, som jeg søgte, da jeg var 15."

LÆS OGSÅ: Østers til morgenmand med Nabiha

Hvilken kvinde er din største inspiration?

"Min mor. Hun er magisk. Jeg er vokset op med hende som enlig mor i en lille utæt lejlighed på Vesterbro. Selv om der ikke var mange penge, har hun altid fået det til at fungere. Jeg har aldrig følt, at vi manglede noget. Der var kærlighed i overflod. Hun havde fuldtidsjobs, og nogle gange også flere deltidsjobs, og hun var altid overskudsagtig."

"Hun har også altid vist stor interesse for mine venner. Når de var på besøg, sad de tit ude i køkkenet hos hende og snakkede. Hun var oprigtig interesseret, og hvis der var brug for en krammer, fik de det. Jeg er stolt af min mor og hendes tilgang til livet. Vi får noget tildelt og får det bedste ud af det. Vi har tag over hovedet, og vi har hinanden. Det er det vigtigste."

Barbara Moleko

Hvilken sang har haft særlig betydning for dig?

"Green Eyes" af Erykah Badu (2000)

"Jeg elsker det nummer! Det er en smuk og skrøbelig måde at beskrive jalousi og heartbreak på. Det der med at skifte mellem at være pisseglad og pisseulykkelig over det. Hun synger: "My eyes are green. It doesn’t have anything to do with your new friend. I don’t care, I swear." Det er en fornægtelse af følelser og stolthed. Og så kombinationen af hendes helt skrøbelige stemme og den styrke, hun udviser. Musikalsk er sangen en rejse. Hun er meget ærekær omkring sine kompositioner, en klog og ekstremt dygtig sanger og sangskriver, historiefortæller og musiker, som tager højde for hele atmosfæren. Hun gør sig fucking umage. Jeg vil gerne ende der, hvor jeg har tid og overskud nok til at hvile i at give musikken plads."

LÆS OGSÅ: Barbara Moleko: Det gav mig optur, når folk sagde, at jeg ikke måtte tabe mig mere

Hvilken kvinde er din største inspiration?

"Min farmor. Hun var familiens backbone og havde en hård jargon, "I'm gonna whip your ass"-agtigt. Hun har aldrig sagt: "Jeg elsker dig," men jeg har aldrig været i tvivl om hendes kærlighed. Hun havde et værdisæt, som jeg har taget med mig. Alle er velkomne, og man lukker alle ind. Hun var det mindst fordømmende menneske, og der var altid mad nok og altid plads nok. Hun holdt ligegyldigheder og sladder for døren. Hvis man begyndte at bagtale, sagde hun, "UD!" og pegede på døren. "Det vil jeg ikke have i mit hjem!" Hun holdt kontroverser og konflikter væk."

"Egentlig var hun min stedfarmor, fra det øjeblik jeg trådte ind i hendes liv, blev jeg en del af familien. Jeg er vokset op i Sydafrika, og vi boede i hendes baghus. Hun satte sig ned og ordnede mit hår og sørgede for, at jeg fik alle mine vitaminer. Familie er ikke blod, mente hun. Familie er kærlighed og hjerte. Familie er, hvad du gør det til. Men så snart du er blevet en del af familien, sidder du fast. Så har du et ansvar for at respektere og udvise kærlighed over for din familie."