Hvad stiller jeg op med min nærige mand?

Spørgsmål om økonomi i parfarhold 

Min mand og jeg har levet sammen i 30 år. Vi har en fælles konto, hvorfra faste udgifter til bil, vand, varme m.m. bliver betalt. I de første 25 år har jeg handlet ind til husholdning hovedsageligt betalt af min egen løn. Han har kun handlet ind, hvis han alligevel skulle i byen, og jeg har så spurgt, om han ville tage noget med hjem. Vi har hver sin lønkonto. Han tjener en del mere end mig. 

LÆS OGSÅ: Min mand vil ikke deltage i sociale arrangementer

Nu er det så, at jeg er blevet bevidst om, at det hovedsagelig er mig, der står for at betale for mad og husholdning. Jeg har jo betalt af min løn, hver gang jeg har købt mad, maling, tøj til børnene og ting til vores hjem. Derfor fik jeg min mand til at sætte 1.500 kroner ind på min konto til mad, men det vil han nu ikke længere. Nu er det derfor blevet sådan, at han handler ind, betaler og laver mad hver anden dag. Når vi er ude på restaurant, betaler vi hver især af egen konto. Vi har ikke meget i vores køleskab, for vi køber jo kun det, vi selv spiser. Førhen købte jeg is og lagde i fryseren, og så spiste min mand og børn dem som regel. Nu kommer der navn på. Jeg synes, det er en frustrerende måde at leve på, der ikke får det bedste frem i nogen af os. Hvad tænker du?

Vibeke Dorph råder til at tale om det og lave en fælles konto

Nej, det lyder ikke som en sjov situation, I står i, men jeg kender godt problematikken. Min mand og jeg levede nemlig i mange år efter mottoet: Den, der laver mad, køber også ind. Det var ikke som sådan en udtalt aftale, det blev bare sådan, da vi flyttede sammen. Alt gik da også fint, problemet var blot, at jeg til forskel for ham elsker at lave mad og derfor endte med at gøre det fem-seks ud af ugens syv dage. Først da jeg på et tidspunkt begyndte at undre mig over, hvor alle mine penge forsvandt hen, fandt jeg ud af, at det meste af min løn blev brugt på at forsøge min familie på fem. 

LÆS OGSÅ: Jeg blev smidt ud af min venindes mand

Nu er min mand en ordentlig én af slagsen, så da jeg satte ham ind i sagerne, kunne han godt se problemet. I dag har vi en konto, som vi hver især har adgang og kort til, og som vi hver måned indbetaler et beløb på, der kun bliver brugt på mad og husholdning. Jeg kan love dig for, at jeg har kunnet mærke det økonomisk! 

Jeg synes helt sikkert, at du og din mand skulle skynde jer at gøre det samme og smæk endelig lidt ekstra oveni, så der er til regningen, når I går ud og spiser. Den ordning burde din mand skynde sig at sige ja til. For jeg skal ikke putte malurt i bægret, men taget i betragtning, at du igennem så mange år har betalt for stort set alt, så er det ucharmerende og nærigt, når han reagerer, som han gør, så han skal hurtigst muligt lægge sin stil om. På den anden side så har du selv ansvaret for din egen økonomi. Så i stedet for at dvæle ved fortidens fejl, så se fremad og skynd jer at få lavet en fælles konto således, at I kan bruge jeres tid på sjovere ting end at skændes om penge.