Jeg elsker min kæreste, men vil bo for mig selv

Spørgsmål om at flytte sammen med kæreste

Jeg er en kvinde i 50’erne, single med voksne børn og børnebørn på vej. Min skilsmisse var udramatisk. Min eksmand og jeg var enige om, at vi var vokset fra hinanden. Vi er dog stadigvæk særdeles gode venner, vi kan sagtens mødes over en middag og engagerer os også begge i vores børns liv både sammen og hver for sig. 

Selvom der er gået fem år, så har ingen af os været involveret i nye faste forhold, så der har heller aldrig været nogen, der har kunnet blande sig i, hvordan vi valgte at leve. Ikke før nu, hvor jeg har mødt en dejlig mand. Selvom vi kun har kendt hinanden i et halvt års tid, så kan jeg sagtens se, at det er ham, som jeg skal følges med fremover. Vi har masser af fælles interesser, vi elsker at hygge os sammen med madlavning og god vin, og jeg er parat til at gå langt for at holde forholdet ved lige. 

LÆS OGSÅ: Tør jeg leve min drøm ud?

Der er blot en udfordring. Min kæreste er begyndt at tale om, at vi skal flytte sammen. Jeg har det ikke på samme måde, lige så glad, jeg er for at være sammen med ham, lige så glad er jeg for mine alene stunder hjemme hos mig selv. Min kæreste forstår mig, men han mener, at et rigtigt forhold kræver, at man bor sammen. Indtil videre har jeg holdt ham hen med, at jeg endnu ikke er klar, men sandheden er, at det bliver jeg heller ikke. Derfor føler jeg nu, at jeg holder ham for nar. Jeg vil bare nødigt miste ham, og det frygter jeg, at jeg gør, hvis jeg fortæller ham, at jeg aldrig bliver klar til at flytte sammen. Hvad gør jeg?

Vibeke Dorph råder til at tale åbent om det

Det her problem har jeg mødt flere gange i min brevkasse, men da også i mit private liv. Voksne mennesker, der forelsker sig, og hvor den ene part ønsker at blive boende alene, mens den anden ser det som det naturligste, at de skal flytte sammen. 

Min erfaring er, at det tit er kvinderne, der tøver, mens mændene – som din kæreste – presser på, for at der skal rykkes under samme tag. Hvorfor det er sådan, ved jeg jo ikke, men de kvinder, jeg kender, har tit i forvejen en god alenetilværelse, som de ikke har lyst til at opgive, mens mændene synes, at deres liv ikke føles helt rigtigt, medmindre de bor og deler deres tilværelse med en kæreste. 

LÆS OGSÅ: Jeg magter ikke, at min mands datter flytter hjem til os

Nu synes jeg ikke, at din kæreste har ret, når han siger, at et forhold kun er rigtigt, hvis man bor sammen. Om et forhold er rigtigt eller ej, beror vel kun på, om det føles rigtigt, for de to, der er en del af det. Med det som udgangspunkt, så synes jeg, at I skal se få talt sammen om jeres fælles fremtid. Her skylder du din kæreste at spille med aldeles åbne kort. Fortæl ham det, som det er: Du elsker ham, du vil gerne dele din fremtid med ham, men du vil blive boende for dig selv, og hør så, hvordan han reagerer på det. Her kan det være, at du må vise dig fleksibel og finde en måde at leve på, der også tilfredsstiller nogle af hans behov. Måske I kan bo sammen hver anden uge. Måske I vælger at købe et lille kolonihavehus eller et andet sted, som I kan have sammen. Måske I finder på noget helt tredje. Vigtigst er det, at du er ærlig om dine egne ønsker, men også er åben for hans. For ingen af os kan ikke få både i pose og i sæk, så elsker du manden, må du nok indse, at du også må komme ham og hans behov i møde.