Skal vi give vores hund tilbage
Foto: Getty Images Vi kan ikke slippe af med kvinden, der solgte os vores hund, hvad gør vi? Det tager Vibeke Dorph stilling til.

Skal vi levere vores elskede hund retur?

Kvinden, der solgte os vores hund bliver ved med at opsøge os, fordi hun vil have hunden til udstillinger. Fornyeligt stod hun så foran vores dør med tilmeldingspapirerne. Vi vil ikke udstille vores elskede hund, og nu foreslår min mand, at vi leverer hunden tilbage, hvad gør vi? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om en insisterende hundesælger

Jeg skriver til dig, fordi min mand og jeg er ved at blive drevet til vanvid af den kvinde, vi har købt en hundehvalp af. Efter at vi havde mistet vores gamle hund, søgte vi en ny hund og fandt frem til et kuld hvalpe i nabolaget. Her udvalgte vi os den dejligste lille tæve, som nu har været hos os i godt tre måneder.

LÆS OGSÅ: Skal jeg sætte min tarvelige nabo på plads?

Det viste sig så at være den hvalp, som ifølge sælger havde de bedste gener, og vi noterede os da også, at hun lagde op til, at vi skulle udstille den. Vi snakkede hende egentlig mest efter munden og betalte så for hunden. Det skulle vi åbenbart ikke have gjort, for vores problem er, at kvindemennesket nu kimer os ned. Hun sender os også mails og tilmeldingsblanketter til diverse udstillinger landet rundt. Prikken over i’et var, da hun fornyelig stod uden for vores dør med en mappe fuld af papirer, som hun bad os om at udfylde, fordi hun nu vil tage hvalpen med på udstilling!

Det var min mand, der var hjemme, og han tog bare imod papirerne og sendte hende af sted med besked om, at vi ville vende tilbage, selvom vi ikke kunne drømme om at følge hendes ønsker. Vi har ingen købskontrakt, hvori der står noget om udstillinger eller andre forpligtelser, så vi forstår slet ikke hendes opførsel. Min mand er så træt af det hele, at han synes, vi skal tilbyde hende at tage hunden retur, men jeg vil ikke af med min hund. Hvordan håndterer vi det her – helst uden at blive uvenner med sælger?

Vibeke Dorph om konsekvensen ved at tale folk efter munden

Når jeg læser jeres mail, så undrer jeg mig over den måde, I har håndteret det her på. Et er, at I ganske forståeligt nøjes med at tale hundedamen efter munden, da I henter hunden. Noget andet er, at I ikke efterfølgende har fortalt hende, at I ikke har i sinde at rende på udstilling med jeres hund, men bare gerne vil have en kærlig ven, I kan gå tur og hygge jer med.

Nu har I endnu ikke sagt noget som helst til hende, og selvom hun rigtig nok lyder emsig, så kan man derfor ikke bebrejde hende, at hun bliver ved med at presse på for, at I skal udstille jeres hund. For damen ved jo ikke bedre, og hvordan skulle hun også det, når I ingenting har sagt?

Det skal I derfor skynde jer at få gjort, og i den forbindelse skal I huske på, at det at sige fra intet som helst har at gøre med at blive uvenner med folk. Derfor, skriv hende en venlig, men også bestemt mail, hvor I skriver, at I er glade for jeres hund, men at hverken den eller I har tid eller lyst til at deltage i konkurrencer eller på udstillinger.

LÆS OGSÅ: Jeg føler mig ensom i mit forhold

Er hun blot nogenlunde ved sine fulde frem, så respekterer hun det, men skulle hun alligevel henvende sig igen, så må I med lidt større bogstaver gøre hende det klart igen. Om hun så bliver sur eller ej, er mindre vigtigt. Det vigtigste er vel, at I får lov til at beholde den hund, I er gået hen og blevet så glade for, ligesom den sikkert er det for jer.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. Du har også mulighed for at ringe hver tirsdag kl. 10.00-12.00 på tlf. 30 85 19 68.

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i de sidste 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med- og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.

Se, hvad vi ellers skriver om: Brevkasse, Hund og Familieliv