Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Eske Willerslev
Foto: Jens Rosenfeldt, Svend Runder, Claus Andreassen og private

Interview med Eske Willerslev

Danmarks Indiana Jones

Eske Willerslev er optaget i en indianerstamme, har været pelsjæger i Sibirien og under beskydning på en af sine ekspeditioner. Mød den verdensberømte videnskabsmand, der er åben for alt – også Gud og tankelæsere.

Eske Willerslev var inviteret til USA for at holde et oplæg på en stor og meget fin konference. Da han var på vej ind i konferencebygningen, kom nogle store vagter løbende. De greb fat i ham og trak ham hurtigt ud af bygningen. Eske forstod ikke, hvad der skete, og sagde igen og igen, at han var forsker og invited speaker.

– Ja, ja, den er go' med dig, sagde vagterne. De troede ikke på det, for dengang havde jeg helt langt hår og gik i hullet og laset tøj. Jeg tænkte aldrig over mit udseende, men den oplevelse lærte mig, at jeg af praktiske årsager var nødt til at få klippet mit hår og købe en jakke og nogle bukser uden huller.

Den – i dag – verdensberømte professor og DNA-forsker griner højt, da han fortæller historien om, hvordan han lærte, at udseende betyder noget. Om ikke andet, så for andre mennesker. Selv er han stadig ret ligeglad, men et hurtigt blik på ham afslører, at han har lært lektien. Når han er på arbejde, ser han meget nydelig ud. Det er noget andet derhjemme og på ødegården i Sverige, fortæller han. Der ligner han stadig noget, der er løgn, synes hans kone i hvert fald. På en eller anden måde overrasker det ikke. Eske er ofte blevet omtalt som forskningens Indiana Jones. Han har været tæt på at dø, da han var pelsjæger i Sibirien, han er blevet optaget i en indianerstamme, han har set Sitting Bulls ånd, han har hentet knogler og andet DNA-materiale hjem fra hele verden for at bruge det i sin forskning, og så er han medlem af Eventyrernes Klub.

Vi sidder i Eskes kontor på Grundforskningscenter for Geogenetik, og på væggen hænger en forstørrelse af forsiden af det videnskabelige tidsskift "Nature" med et fortidsmenneske i profil. Manden, som er blevet døbt Inuk, er 4.000 år gammel, og han er en af Eskes vigtigste opdagelser. I 2010 kortlagde Eske nemlig, som den første i verden, arvemassen i et fortidsmenneske ud fra en 4.000 år gammel tot hår fra Grønland og fandt ud af, at de første mennesker i Grønland ikke er forfædre til de nuværende inuitter. Den bedrift gjorde den danske biologiprofessor verdensberømt, for indtil da havde andre forskere kun kunnet kortlægge arvemassen på et nulevende menneske. Derudover har han fundet ud af, at man ud fra en klump jord på størrelse med en sukkerknald kan rekonstruere fortidens dyre- og planteliv, og så har han fastslået, at det ikke var menneskets jagen, som man hidtil havde troet, men klimaændringer, der for 10.000 år siden gjorde det af med mange store pattedyr, herunder mammutten.



LÆS OGSÅ: “Uanset hvor umage jeg gør mig, vil jeg altid være anderledes”

En blød far
Historien om Eske Willerslev er historien om en dreng, der blev opdraget med kæft, trit og retning af sin far, der ellers var en noget så fredelig historiker. Det var noget med at lære at hugge brænde, klatre i træer og lave kuglestød med kampesten – og så fik Eske og hans tvillingebror, Rane, ellers stukket både knive og geværer i hænderne i en meget ung alder. For at gøre drengene hårdføre smed faren dem i Øresund gennem en våge i isen, da de var seks år og lavede "forhindringsbaner" med svære fysiske udfordringer. I dag er Eske selv far til to drenge på syv og tre år, som ikke får en helt så hård opdragelse. Men så alligevel...

– Der er nogle ligheder med min egen far, og så er der nogle meget store forskelle. Der er ingen tvivl om, at jeg er en meget mere kærlig far, end min egen far var. Altså, jeg tror egentlig, at min far var kærlig nok, han viste det bare ikke så meget. Men det gør jeg. I mit barndomshjem var min mor den bløde, og min far var den hårde. Hjemme hos os er det omvendt. Der er jeg den bløde, og min kone er den hårde i forhold til børnene. Det er helt sikkert, fordi hun har børnene til daglig, for jeg er rigtig meget væk, og så er det jo nemt at komme hjem og være hyggeonklen, der siger ja til slik og andre ting, de ellers ikke må. Ligheden med min far er, at jeg heller ikke vil have, at mine drenge giver op, når de møder modstand. Jeg vil have, at de skal yde deres bedste. Det var sådan, jeg selv blev opdraget, og det har givet mig meget i livet. Du skal være stædig, hvis du vil kunne noget, blive god til noget og opleve noget. Du kan ikke forvente, at det hele bare er rart og godt og bliver serveret for dig på et sølvfad. Du bliver nødt til at gå igennem ting, som måske er svære og ikke så rare, men når du så når dine mål bagefter, er det en kæmpe glæde.

På ekspedition i Sibirien.

LÆS OGSÅ: “Stefans død er hele udgangspunktet for, hvor vi er i dag”

Afsavn
Eske var ikke noget lys i skolen, han kedede sig og fik dårlige karakterer, men da tysklæreren sagde, at han nok skulle ned på B-niveau – det dårlige niveau i klassen – blev hans kampgejst vækket til live, og han besluttede at vise verden, at han kunne noget. Han sagde til sig selv, at han måske ikke var den klogeste, men hvis han bare arbejdede tre gange så meget som alle dem, der var klogere, så ville han kunne gøre det bedre end dem. Og sådan har hans fokus været lige siden. Han arbejder ekstremt meget og er i udlandet tæt på halvdelen af året. Ikke mindst nu, hvor han også er blevet professor på Cambridge ved siden af jobbet herhjemme.

– Jeg er rigtig meget væk. Også for meget. Jeg prøver kun at sige ja til ting, som, jeg mener, er absolut nødvendige. Men selv når jeg gør det, så er det meget.

Hvordan får I det til at fungere derhjemme med to mindre børn?
– Hjemmet er min kones domæne. Meget klassisk. Hun bestemmer præcis, hvordan tingene skal foregå, hvordan hjemmet skal indrettes, og om vi skal have rengøringshjælp, og hvem det i givet fald skal være. Og hun styrer også indkøb, madpakker og alt muligt andet. Hun lægger en kæmpe indsats, ellers ville det aldrig nogensinde kunne fungere.

Og det gør hun gerne?
– Hun har i hvert fald fundet en glæde i det på en eller anden måde. Jeg ved ikke, om det har været mere tvunget, end det har været frivilligt, men vi har fundet en eller anden grad af balance, som, jeg synes, fungerer for os begge to. Og når jeg så endelig er hjemme, er jeg meget på. Det er en af de ting, Ulrikke har lært mig. Før i tiden sad jeg fjern i blikket, når vi spiste, men jeg er blevet meget bedre til at være nærværende.

– Når det er sagt, ja, så betaler både familien og jeg en pris for, at jeg brænder så meget for mit arbejde. Jeg ville ønske, at jeg kunne være der mere, og jeg savner det også selv. Før i tiden følte jeg i virkeligheden ikke noget særligt stort afsavn, men det gør jeg i dag. Jeg kan også se, at børnene savner mig mere, nu hvor de er blevet større. Jeg bliver først for alvor bekymret den dag, de holder op med at være kede af det, når jeg skal rejse, for så er det nok et signal om, at de er blevet helt ligeglade. Før i tiden arbejdede jeg nærmest hele tiden, også i ferierne, og der er jeg altså blevet bedre. Men det skal stadig styres, jeg skal somme tider have nogle slag af min kone.

– Man kan jo undre sig over, at jeg ikke bare arbejder noget mindre, men når jeg har valgt at være professor og direktør for et stort foretagende inden for forskning, så har jeg samtidig sagt ja til at arbejde virkelig meget. Det er ikke muligt at være topforsker, hvis du ikke lægger alle de timer i det, og indtil nu har jeg bare ikke været parat til at lægge det liv fra mig. Jeg finder utrolig stor glæde i mit arbejde. 


Eske har fundet et fossilt træ, der indeholder rester af fortidige organismer, i Peary Land, Nordgrønland.

LÆS OGSÅ: Ole Henriksen ventede ti år på at få sit Green Card, fordi han var homoseksuel

Lykken ligger i modpolerne
Eske havde ikke nogen drøm om at studere videre, da han blev færdig med gymnasiet. I stedet tog han og hans bror, som i dag er professor i social antropologi, som 19-årige på deres første ekspedition til Sibirien. Det var målet at gå i tidligere forskeres fodspor, og turen blev blandt andet finansieret af deres børneopsparing. Eske blev grebet af livet i ødemarken. Én ekspedition blev til flere, og da han på et tidspunkt blev tilbudt at prøve at leve som pelsjæger, sprang han til. Det var en gammel drøm, der gik i opfyldelse, og turene til Sibirien lagde fundamentet for det arbejde, han har i dag.

– Jeg har altid haft en enorm nysgerrighed. Allerede som 13-årige var min bror og jeg alene på en ekspedition til Lapland, så min nysgerrighed på verden startede tidligt. Vores mor var bekymret, men vores far syntes, at det var en god ide, at vi tog ud og blev til mænd. Vi klarede turen på trods af dårligt udstyr og uerfarenhed, og det lærte mig meget om, at man kan gennemføre det, man sætter sig for. Nysgerrigheden på det tidspunkt handlede meget om, at jeg dengang troede, at jeg kunne finde et sted på jorden og en måde at leve på, der kunne gøre mig lykkelig. Når man så bliver ældre, finder man ud af, at lige meget hvor man kommer hen på jorden, så er der både lykke og ulykke. Så simpelt er det jo. Sidenhen er min nysgerrighed blevet til en nysgerrighed på at prøve at forstå verden ved hjælp af videnskab.

Fandt du lykken nogen steder?
– Jeg vil sige, at jeg fandt elementer af lykke. Når jeg var ude i ødemarken, fandt jeg lykken i harmonien. Jeg hvilede i mig selv. Livet i ødemarken er meget, meget simpelt. Sove, jage, spise, skide, og så det samme forfra igen. Mange af de bekymringer, jeg har i Danmark, eksisterer ikke derude. Der ligger en utrolig lykke i, at livet er meget simpelt. Men når tingene bliver meget simple, kommer der også et tab. Du bliver ikke intellektuelt udfordret, synes jeg, og for mig ligger der derfor også en kæmpe lykke i at lave videnskab. Pludselig ser man noget, man ikke så før, og pludselig forstår man noget helt nyt. En helt tredje slags lykke ligger i at få børn og se dem vokse op og blive til mennesker. Med lykken følger også altid noget andet. Som videnskabsmand er der masser af bekymringer om, hvorvidt jeg nu får penge til min forskning, om jeg kan levere til tiden, og om jeg vinder en eller anden videnskabelig konkurrence. Med børn følger der også masser af bekymringer. Men bekymringerne er nødvendige for, at du kan føle lykken. Der skal være de to modpoler. Hvis det hele går alt for godt, begynder jeg i hvert fald at kede mig.

En stille bøn til Gud
De mange rejser rundt i verden betyder, at Eske næsten ikke orker at rejse, når han har fri. Han gør det dog for familiens skyld, men allerhelst vil han være hjemme eller på ødegården i Sverige. Det var også her, han mødte sin kone første gang.

– Vi mødte hinanden gennem en fælles ven på en ø i nærheden af min ødegård for omkring 12 år siden. Ulrikke er meget, meget smuk og meget sofistikeret, det faldt jeg for, og så faldt jeg også for, at hun er meget, meget begavet. Og hun er begavet på en helt anden måde end mig. Hun er meget matematisk begavet, og det fascinerede mig med det samme, at hun tænker på en helt anden måde, end jeg gør. Jeg havde ikke lyst til at finde sammen med en, der var ligesom mig selv. Det ville der ikke komme noget godt ud af, ha, ha.

– Da vi skulle giftes i 2007 var det også oppe på ødegården. Vi fik transporteret 20 kanoer derop, og brylluppet blev holdt på den ø, hvor vi fandt sammen. Med orgelspil og præst midt ude i den svenske skov. Det var helt fantastisk, for det havde øset ned i to uger, men lige præcis den dag, hvor brylluppet skulle stå, var der fuldstændig klar himmel. Dagen efter regnede det igen. Det var helt symbolsk og nærmest lidt overnaturligt.

Tror du på mere mellem himmel og jord?
– Ja, det gør jeg, og det er noget af det, min nye bog "Historien om det hele" handler om. Som videnskabsmand skal man blive ved med at være åben overfor, at verden hænger anderledes sammen, end vi går rundt og tror. Jeg mener ikke, at man bare skal affeje overtro eller ting, man ikke kan forklare. Hvis man f.eks. bare afviser en mand, der siger, at han kan læse tanker, er det efter min opfattelse udtryk for en enormt uvidenskabelig tilgang til verden. Som videnskabsmand er noget af det vigtigste, at jeg bliver ved med at være nysgerrig og åben overfor, at vi ikke har forstået verden korrekt. Hvis jeg siger okay, jeg har forstået verden, som den er, så kunne jeg lukke min computer og gå hjem. Og så kunne det hele være ligegyldigt. Så ville hele min nysgerrighed være forsvundet og dermed min begrundelse for at lave det, jeg gør.

Fortæl om nogle oplevelser, hvor du har oplevet noget, der måske ikke kan forklares?
– Jeg har f.eks. været ved at dø af kulde i Sibirien, jeg har ligget i bunden af en motorbåd, der blev beskudt, jeg har ligget i telt uden gevær, mens der gik en bjørn rundt udenfor. Og når du først er så meget på røven, så beder du til Gud. Det gør du altså. Jeg har fundet håb og tryghed i at bede til nogle højere kræfter end dem, vi kender til, og jeg føler, at jeg har fået hjælp. Og jeg er ellers blevet opdraget med den fuldstændigt modsatte overbevisning af min far, som var indædt ateist. Men jeg har fundet styrke i troen i de situationer, og derfor lod jeg mig faktisk døbe, da jeg var 32 år.

– Jeg har også været sammen med oprindelige folk rundt omkring i verden og mærket værdien i, at man accepterer det overnaturlige eller det, som vi ikke kan forklare. Da jeg f.eks. havde skudt en bjørn i Sibirien, fik jeg at vide, at hovedet skulle bankes op i et træ, for så kunne bjørnen se ud over sine vante jagtmarker. Det ville jeg ikke, jeg tog hovedet med hjem som trofæ, og så begyndte alt at gå ad helvede til. Kæresten skred, og jeg fik dårlige karakterer på studiet, så jeg skyndte mig at banke hovedet op på et træ i Sverige. Rent videnskabeligt giver det jo ikke mening overhovedet, men ud fra trial and error vil jeg sige, at jeg flere gange har oplevet på egen krop, hvad der sker, hvis man ikke følger de skikke, der er. Det går galt. Så kan vi altid diskutere, om der vitterlig er ånder eller ej, eller om det bare er noget, der giver dig ro i hovedet. Men jeg tror simpelthen på, at de her overbevisninger ville være forsvundet, hvis man ikke fik et eller andet ud af dem. Det er det samme, som at være religiøs. Lige meget hvor du går hen i verden, så tror folk på et eller andet. Og jeg tror, at der er en grund til det, altså at det har en positiv effekt. Og hvorfor skulle man bekæmpe noget eller tage afstand fra noget, som har en positiv effekt?


Peary Land, Nordgrønland i 2006.

Ødemarken rumsterer stadig
Det er efterhånden tre år siden, Eske sidst har været på en af sine vilde ekspeditioner. Og...

– For at være helt ærlig, så er det en af de ting, jeg savner allermest. Det er det. I mange år havde jeg det sådan, at hvis jeg ikke var af sted en gang om året, så følte jeg virkelig, at der manglede noget. Når du står i en ødemark og kigger ud over bjergene eller på solnedgangen, så forstår du pludselig, hvor fuldstændig ubetydelig du selv er, og hvor fuldstændigt ubetydelige mange af dine problemer er. Da jeg var yngre, var hele den der machoting også en stor del af det. At jeg skulle ud og skyde noget og være mand. Men den del har jeg ligesom udlevet, det behøver jeg ikke mere. Jeg kan godt gøre det, hvis det kræves, bevares, men det er ikke på den måde noget, jeg søger specifikt. Ikke mere.

– Når jeg er på ekspedition, er jeg væk i ret lang tid, og det har jeg ikke rigtig optjent mandat til derhjemme de senere år, for jeg er jo så meget væk i forvejen. Men jeg håber meget, at jeg kan tage mine drenge med på ekspeditioner, når de bliver lidt ældre. Det ville være fantastisk. Og så håber jeg, at jeg ikke selv er blevet alt for gammel til vildmarkslivet til den tid.

LÆS OGSÅ: Robert Hansen om at leve med en kunstig hjerteklap og dødsangst
LÆS OGSÅ: Lone Frank: "I starten tænkte jeg, hvad formålet var med at leve videre"
LÆS OGSÅ: ”Det er bare ikke sandt, at mænd kun vil have små bitte Vogue-modeller uden kød på knoglerne. Jeg ved, at det er ikke sandt”

Eske Willerslev

44, er verdensberømt DNA-forsker og professor ved Københavns Universitets Center for Geogenetik under Statens Naturhistoriske Museum. Har siden oktober også været professor ved University of Cambridge i England, hvor han er ved at bygge en forskningsenhed op. Allerede som 33-årig blev han udnævnt til professor, som Danmarks yngste.

Gift med Ulrikke, som er uddannet retsgenetiker, men som nu studerer økonomi. Sammen har de sønnerne Rasken på 7 og Bror på 3 år.

Eske holder foredrag om sit arbejde og mange eventyr, og så har han er aktuel med bogen "Historien om det hele", som er skrevet i samarbejde med Kristian Leth. Bogen udkom den 17. marts.

Læs mere på Eskewillerslev.dk.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview