Jeg var lidt ældre end Sofie Linde, da jeg første gang blev udsat for seksuel chikane på en arbejdsplads.

Jeg var ung og grøn og stivnede totalt, da en mandlig ”kollega” pludselig – og totalt uprovokeret – kørte sin hånd op og ned ad mit lår, et par minutter før jeg skulle lave et interview.

Jeg fjernede ikke hans hånd og sagde ingenting. Dengang var jeg nederst i hierarkiet og nærede stor ærefrygt for dem, der var ældre og mere etablerede i deres karriere end mig, så tanken om at sige fra lå mig meget fjern.

Jeg fortrængte episoden i årevis, før #metoo-bevægelsen i 2017 fik mig til at huske den igen – hånden på låret – og på de andre episoder, jeg senere i livet har oplevet: en upassende mail, en grænseoverskridende introleg, et klem i røven på et diskotek, et nej, der ikke ville accepteres, et misforstået ”netværks”-møde.

Gang på gang har jeg fejet det væk og tænkt, at det jo var småting, fordi det ikke var et seksuelt overgreb på linje med en voldtægt; at jeg sikkert selv havde sendt nogle forvirrende signaler, og at det ikke var værd at gøre noget ”større” ud af.

Derfor var det tankevækkende for mig, da #metoo rullede, og kvinden bag bevægelsen, Tarana Burke, bl.a. udtalte følgende i et interview med ALT.dk:

”Cat calls og uønskede befamlinger er indgangen til en form for vold, der er meget værre. Det er med til at skabe en kultur, der siger, at den slags er acceptabelt (…) så jeg tager afstand fra det, når folk siger, at vi skal skelne mellem en berøring af et bryst og voldtægt af et barn – for selvfølgelig er der en forskel. Det er to meget forskellige ting, der kan have enormt forskellige konsekvenser, men vi kan heller ikke adskille de to. De falder begge under den samme paraply, og det er den paraply, vi prøver at demontere.”

Vi er mange, der ikke har sat navn på

Derfor gør det en forskel, at Sofie Linde – og andre tv-værter – stiller sig frem og fortæller om den sexisme og seksuelle chikane, de har oplevet på arbejdspladsen.

Og vi er mange, der godt kunne have brugt de historier tidligere i livet, så det måske havde været lettere at sige fra og tage problemet up-front.

Derfor er det også så nedslående at se den kritik og skepsis, som Sofie Linde (også) er blevet mødt med i den offentlige debat, efter hun stod frem med sin fortælling om seksuel chikane.

Som når hun fx kritiseres for at være en slags opmærksomhedskrævende narcissistist, der – som Pia Kjærsgaard formulerede det i Debatten torsdag aften– ”gør sig selv til offer” og allerede dengang burde have sagt fra.

Eller når tv-vært Adam Holm sætter spørgsmålstegn ved, om Lindes oplevelse overhovedet er ”en sag”, eller om det ”dybest set er et udtryk for den sjofelhedskultur, som er normen ved mange julefrokoster” og direkte negligerer hendes fortælling ved at kategorisere den som en ”halvbagt” anekdote, der ”mest af alt forekommer at være trukket op af skuffen til lejligheden”.

Og når komiker Uffe Holm simpelthen beskylder Linde for at ødelægge den (forstås: hans) gode stemning til den årlige Zulu Comedy Galla (”jeg troede, at vi skulle se noget sjovt og grine”).

I stedet kunne de have spurgt: Hvorfor mon seksuel chikane (stadig) er så svært at tale om i dag? Hvorfor mon så mange kvinder ikke har overskud til at sige fra? Hvad er omfanget af problemet herhjemme i 2020? Og hvordan kan vi blive bedre til at beskytte vores egne døtre, søstre og mødre?

Det er dem, ikke Linde, der gør hendes person til centrum for et strukturelt problem, der desværre er meget større end en forfærdelig klam trussel til en julefrokost for 12 år siden.

Vi er mange, der ikke (altid) har sagt fra – og vi er mange, som ikke har sat navn på.

Og så længe de kritiske røster kaster mudder mod de modige kvinder, der står frem, så bliver det desværre ved med at være sådan.

Om skribenten

• Sara Wilkins er journalist og livsstilsredaktør på ALT.dk

Indlægget er blevet præciseret i forhold til både at omtale sexchikane og sexisme i bredere forstand - opdateret den 5. september.