Ditte Bjerregaard

Foto: Privat 30-årige Ditte Bjerregaard er antropolog og arbejder med voldsudsatte.

30-årige Ditte: Kvinder siger hele tiden fra overfor mænd – også når vi ”spiller død”

Kvinder er opdraget til at tale mænd efter munden for at undgå, at deres grænser bliver overskredet – eller i værste fald blive udsat for overgreb. Men at gøre det, overgrebsmanden ønsker, er også en form for modstand. Det mener klummeskribent Ditte Bjerregaard.

Han får ret.

Vi får fred.

Men det koster vores frihed.

Så let kan det næsten siges, for efter at hashtagget #dajegsagdefra i sidste uge spredte sig på de sociale medier, er mistroen til kvinder, der udsættes for vold og disse handlingsmønstre, atter blevet vakt. 

Mistroen ses særligt i den offentlige debat.

Senest har komiker Brian Mørk, i efterdønningerne på den konservative politiker Naser Khaders anklager om vold mod kvinder, sat spørgsmålstegn ved, hvorfor kvinder ikke bare siger fra over "creeps".

Mørk ytrer sig undrende: ”De sidder bare og tager imod og lader idioten tro, at det er ok at være klam. Kan vi træne vores døtre til at være klare i spyttet? Der er rovdyr derude, og det hjælper faktisk ikke at spille død.”

At placere et medansvar hos den, der udsættes for vold, er – først og fremmest – et klassisk eksempel på offerbebrejdelse og mistro.

Dernæst er det en måde at afspore debatten, for lad mig understrege: Den udsatte har aldrig noget med volden at gøre.

En ønske om fred

Gennem smertefuld erfaring har jeg nemlig lært at danse med voldsudøvende mænd for at minimere voldens karakter og skade på mig. 

Jeg lærte, at hvis jeg kunne lade som om, at mænds vold ikke var så voldsom, som den føltes på min krop og mit sind, ville den voldsudøvendes frustration hurtigere passere, og jeg ville være fri for den dårlige stemning.

Og mere vold.

Så til dem, der som Mørk undrer sig over, at kvinder ikke kæmper, er mit bud, at vores børn, særligt unge piger, opdrages til at undgå mænds voldelige adfærd ved at tale mænd efter munden for at opretholde en form for "fred".

Og nu skal I høre, hvordan det hænger sammen.

Var jeg selv skyld i volden?

Den vold, jeg har været udsat for, startede, da jeg begyndte at stille spørgsmålstegn ved mænds dårlige adfærd.

Først i familien og senere hen i parforhold til mænd.

Spørgsmål, der altid har og stadig udløser vold, drejer sig om mine drømme, begær, grænser eller politik og feminisme.

I min barndom ville mændene omkring mig blive vrede, når jeg ikke hjalp til med huslige pligter. Jeg ville undrende spørge: "Hvorfor hjælper du ikke selv til?"

Det kunne udløse vold.

I de flest tilfælde før volden ville folk omkring mig komme mig til undsætning og sige: "Lad ham være, ellers ved du godt, hvad der sker". Alt sammen kodet sprog for, at han går amok, hvis jeg ikke gør, som han siger.

Mine spørgsmål og grænser blev på mange måder grund til, at jeg var skyld i den vold, jeg blev udsat for. Og fordi jeg – helt overordnet – var en kvinde, der undersøgte og udfordrede de grænser og normer, jeg forventedes at indgå i.

Eksempelvis ved at insistere på at have personlige grænser, der ikke måtte overskrides.

Men med tiden gav jeg slip på mine kritiske spørgsmål og grænser og navigerede uden om de emner, der ville gøre mændene vrede, for at undgå konflikter.

En konsekvens af volden og folks råd til mig om ikke at reagere var og er til stadighed, at jeg har lært at underkende mine intuitive reaktioner på dårlig adfærd, og at jeg stadig den dag i dag diskuterer, hvad rigtig og forkert adfærd er.

"At spille død" er også modstand

Men volden gjorde også, at jeg tidligt i livet lærte at fawne for at undgå den.

At fawne betyder at "spille med på overgrebspersonernes ønsker" for at undgå at blive udsat for vold.

Fawning er en tilføjelse til traumemønstrene flight, freeze, fight.

Psykolog Pete Walker beskriver, at børn, der vokser op omgivet af giftige mennesker omkring sig, lærer at fawne: "Fawn types seek safety by merging with the wishes, needs, and demands of others."

Der er altså god grund til at fawne, fordi kvinder, der siger fra (fights), får langt flere personskader end dem, der fryser eller samarbejder.

Når jeg igennem mit liv har sagt fra overfor dårlig adfærd, har jeg erfaret, at risikoen for flere fysiske former for vold øges. Hvis jeg derimod ikke har sagt fra, forblev volden "kun" psykisk og usynlig.

Ikke at reagere, fx ved at fryse eller fawne, skal altså også forstås som modstandsformer, fordi de er strategier til at undgå volden, på samme måde - som at gøre fysisk modstand eller flygte.

Derfor er det et stort problem, når offentlige personer som Brian Mørk udviser mistro til kvinders modstand på de sociale medier.

For med det er han med til at gøre det endnu sværere for kvinder fremadrettet at stå frem og holde fast i, at når vi siger fra – også selvom det ikke bliver hørt eller imødekommet – er det stadig en form for modstand mod det, vi bliver udsat for.

Også når den kommer til udtryk ved at "spille død". 

Om klummeskribenten

Ditte Bjerregaard, 30 år

Antropolog og medstifter af Center for Magtanalyse og Social Consulting, der blandt andet har samtalegruper til voldudsatte

Står også bag podcasten ”Hvad er Vold?”

Se, hvad vi ellers skriver om: Vold - #talhøjtomvold