Sådan lever vi det simple liv

Sådan lever vi det simple liv

Har "Bonderøven" og hans familie også vækket dine drømme om at holde høns, få gang i strikketøjet og være selvforsynende med grøntsager? Så er du måske klar til det første skridt i retningen af et lidt enklere liv – for dig? Med hjælp fra to modige kvinder får du her inspiration til, hvordan hverdagen også kan skrues sammen.

"At gå hjemme føles rigtigt. For mig"

Lisbeth Hammer, 32
Kæreste gennem 17 år med Jannik Boysen, der arbejder som HR-leder i Røde Kors' asylafdeling.
Bor i Humlebæk med deres tre børn på 1,6 og 8 år.
Blogger om sit liv på Smilerynker.dk

Lisbeth Hammer og hendes mand har valgt, at deres børn skal opleve det gode, enkle liv fra barnsben. Mors – næsten – udelte opmærksomhed er den luksus, hun har valgt at give dem frem for Tivoliture og eget værelse. Også for sin egen skyld.

Rækkehuset i Humlebæk af gule mursten er et af mange hundrede. På en ganske almindelig hverdag er her alligevel ganske stille. Husene står tomme, mens beboerne er ude og tjene penge til fladskærmen, den næste ferie og afdragene på bilen. Hos Lisbeth og Jannik er der stort set altid nogen hjemme. Parret har valgt at prioritere deres børn frem for to fuldtidsjob. Derfor er fjernsynet af den gamle tykke slags, ferierne går allerhelst til Sverige, og bilen er kun anskaffet for at kunne køre de to ældste børn sikkert i skole på Rudolf Steiner-skolen i Kvistgård.

Hjemme går lille Martha på snart to år og hendes mor Lisbeth Hammer, 32.

– Det føltes ikke naturligt for mig at aflevere mine børn i institution i en tidlig alder. Vi har så travlt i vores samfund, og det skal børnene bare indfinde sig under, også selv om de måske slet ikke er klar til at komme hjemmefra endnu. Jeg er glad for at kunne give Martha muligheden for at møde andre børn og voksne i legestue – sammen med mig. Alma, vores ældste, begyndte i vuggestue 20 måneder gammel, og Storm kom af sted efter 18 måneder. I begge tilfælde var det en stor udfordring for både dem og mig, men dengang havde vi bare ikke de samme muligheder økonomisk som nu, fordi vi begge læste.

Siden har kæresten fået fast job.

– Det, at jeg går hjemme, betyder selvfølgelig, at jeg må udskyde nogle af mine egne behov. Både rent materielt – og det er faktisk ikke svært – men også personligt. Jeg fik på et tidspunkt mulighed for at lave en bog, et tilbud jeg blev rigtig glad for, men tiden var bare ikke til det. Jeg har valgt at gå hjemme med Martha, for hendes skyld – men også for min egen!

Hjemmesyet tøj og snittet legetøj

Hos familien er hverdagen præget af hyggelige rutiner, naturoplevelser og en masse kreativitet. Det meste af tøjet er hjemmesyet, og legetøjet ligner noget, Emil har snittet i Lønneberg. Selv om der er legehjørner i både køkken og stue, er det ikke her, man falder over Legoklodser og larmende plastikbiler.

– Jeg vil gerne have, at man kan finde en glæde i det, man har og ikke skulle have nyt for at blive glad. Storm fik sit første Lego som 4-5 årig, efter at vi oplevede, at nogle af de børn, der var med hjemme og lege, syntes, at han havde noget kedeligt legetøj. Den største udfordring er alt det, de andre har, og det de andre må.

Storesøster Alma er kravlet ud af mors designs til fordel for HM's, men lille Martha virker nu ganske tilfreds, som hun tøffer rundt i sit hjemmesyede tøj, der lige så vel kunne være købt dyrt i en af Københavns eksklusive børnetøjsbutikker. Da Lisbeth blev gravid med den lille efternøler, læste hun til Rudolf Steiner-børnehavepædagog, et studie som nu er på standby. På ubestemt tid.

– Vi har det rigtig godt, som vi har det nu. Alle sammen. Mange vil sikkert tænke, at alt i mit liv drejer sig om mine børn, men det er ikke sådan, at de styrer hverdagen. De er en del af den og det fællesskab, en familie er. Jeg henter dem allerede klokken to, så kommer de hjem på et tidspunkt, hvor de stadig har energi og overskud og kan deltage i de daglige gøremål og samtidig har lysten til det. De oplever de daglige rutiner som rengøring og madlavning som noget hyggeligt, og de oplever, at der bliver stillet krav til dem. At de er betydningsfulde i vores familie og ikke kan undværes.

Deres, vores og mine behov

Lisbeth føler på ingen måde stress i forhold til sin egen karriere eller omgivelsernes forventninger. Hun bidrager til den stramme økonomi, så godt hun kan ved at sælge ud af sin produktion af bløde dukker og holde sykurser.

– Det betyder meget for mig at have andet at gå op i også. Jeg tror, det er naturligt for min generation, hvis mødre arbejdede, at selv hvis vi går hjemme, så vil vi også kunne identificere os med noget andet.

Derfor begyndte Lisbeth for tre år siden at blogge om sit (familie)liv på Smilerynker.dk.

– Min blog har givet mig et stort netværk, og jeg har lært andre hjemmegående mødre at kende. Dem er der ikke så mange af. Min blog er samtidig til for at inspirere andre og få folk til at tænke mere over det, vi giver vores børn. Hvad er egentlig det vigtige? Hvad er det, der giver os den oprigtige glæde og lykke i livet? Mange har dårlig samvittighed over for deres børn, fordi de ikke tilbringer nok tid med dem. De følelser skal væk, for vi gør alle det bedste, vi kan. Men alle kan tænke over, at børn ikke behøver underholdning for at føle sig værdsatte. Min blog clasher jo lidt med det med det enkle liv. Jeg er bevidst om først at åbne computeren, når børnene sover, og så siger jeg stort set nej til alle, der vil annoncere på min side.

Også spilproducenten, der troede, at de havde fundet den perfekte kampagnefamilie i rækkehuset, der i den grad ånder afslappet livsstil.

– Jeg har ikke lyst til at udstille vores liv for at tjene penge på det. Når jeg møder nye mennesker og fortæller, at jeg går hjemme, kan jeg mærke, at det stikker til folks dårlige samvittighed. Men vi lever jo ikke sådan her for at fremstå perfekte. Jeg føler ikke, jeg har svaret – det er bare den rigtige løsning for os.

 

Læs mere på næste side

"

Jeg vil hellere sidde ude i engen og blomstre en hel dag end at skrabe penge sammen til en ny taske


Lone Vitus

, 43, uddannet mejeriingeniør og agrarøkonom (landbrugsdrift og økonomi).

Bor med kæresten Søren Kvist på Brandbygegård, hvor de blandt andet byder på café, vineri og catering. De har tilsammen fem børn.

Omgivet af skøre høns, kælesyge hunde og kæresten bor og arbejder Lone Vitus på sin egen gård udenfor Horsens. Her er det vejret, der bestemmer dagens opgaver og regningerne der bestemmer, hvor meget der skal arbejdes. For Lone er livet på landet ikke enkelt – men det er frit!

"

Midlerne der var afsat til en moderne postkasse blev omprioriteret.

Til hvad tænker du måske? Nyt batteri til traktoren, vind til vejrhanen, et boltsortiment, en tønde smøreolie eller hofteholdere til hønsene?

Næh må jeg svare – langt fra rigtigt gættet.

Ikke noget erhvervsmæssigt. Vi er ovre i afdelingen for privatkøb. Luksus kan man kalde det.Ser du, der har i lang tid været gennemtræk i butikken. Kolde lår og manglende stemme.

Men det er slut nu. Postkassepengene er omsat til to par jeans. Uden huller. Indtil videre. Må dine lår også være i læ

".

Lone

Sådan skrev Lone Vitus på sin blog Lonelandmand.dk den 4. januar i år. En blog, hvor hun dagligt fodrer byboere og andre hungrede sjæle med smukke billeder fra hverdagen på gården Brandbygegaard, der har været hendes hjem og arbejdsplads i snart 17 år. Med Lones egne ord en blandet landhandel, som både rummer café, vineri, kogekonekøkkenet, lageret med Lones selvopfundne og patenterede skulderbeskyttere til grise og skrivestuen, hvor foreløbig Lones kogebog "Hønsefødder og gulerødder" er blevet til.

– Vi har ingen løn eller indtægter udefra, så alt hvad vi skal have ind til at betale vores regninger, skal vi tjene her på gården. Indtil sidste år pløjede jeg selv markerne, men jeg har fundet ud af, at det er meget bedre – for min sjæl og for min økonomi – at lave mad, og derfor er jorden nu forpagtet ud.

Hverdagsglæder

I Lone og kærestens hjem, som også rummer den yngste af Lones tre børn og af og til kærestens to små, handler det om at have det godt.

– Vi skal have en god morgen, formiddag, eftermiddag, aften og nat. Der er ikke noget, der er ligegyldigt. Jeg glæder mig over dagen. Alle dage er arbejdsdage og dermed hverdage i en eller anden form. Det går ud i ét. I perioder kan der være ting i kalenderen, der skal passes – madlavning til forskellige arrangementer, udvikling af opskrifter og møder, men som udgangspunkt er dagene åbne for det arbejde, de passer bedst til. I sommerhalvåret er det ofte vejret, der afgør dagens valg af arbejde.

Der vil altid dukke ting op, jeg synes knap så godt om, men jeg forsøger hele tiden at manøvrere i retning af det, jeg føler for, og væk fra det, der slider. Det er nødvendigt at tjene nok til at betale den mad, vi ikke selv kan dyrke, og vores regninger, men længere rækker mine ambitioner ikke. Jeg vil hellere kunne sidde ude i engen og blomstre en hel dag end at skrabe ekstra penge sammen til en ny taske.

Anstændige drømme

Penge, titler og ting prioriteres lavt hjemme på Brandbygegaard. De to nye par jeans var en nødvendig udskrivning, fordi de gamle var slidt op, og alle genbrugsbutikkens for store. Ud over den stadig manglende postkasse står en sø mellem stuehuset og markerne og en lille vindmølle højt på ønskesedlen. Når tid kommer.

– Når jeg gerne vil noget, forsøger jeg at arbejde mig derhen. Men de små beslutninger udspringer i én eller anden form af de håb, ønsker og drømme, man har og får gennem livet. Helt overordnet vil jeg gerne leve et kærlighedsrigt liv – det er langt vigtigere end de ydre rammer. Og helt overordnet ønsker jeg, at min tilværelse former sig på en anstændig måde i forhold til planter, dyr og denne vidunderlige planet. Det er drømmene, der styrer beslutningerne – i løbet af dagen, ugen, måneden, året og livet.

Og det har de gjort. Lige siden Lones barndom i et helt almindeligt hus og på en helt almindelig skole i Nordsjælland.

– Efter gymnasiet læste jeg til mejeriingeniør, fik børn og fandt ud af, at jeg havde fået dem for at være sammen med dem. Da vi flyttede til Jylland, arbejdede jeg hjemmefra som videnskabelig forskningsassistent. Da børnene var lidt større, fik jeg tilbud om at passe naboens grisebesætning på omtrent 1.400 dyr. Og sagde ja, fordi det foregik om morgenen, hvor børnene sov, og fordi det handlede om dyr. Siden blev jeg tilbudt at overtage naboejendommen. Og sagde ja, fordi jeg altid – derinde hvor man ved, hvad der er rigtigt – gerne ville være landmand.

Lone brugte fem år på at læse til agrarøkonom for at få det krævede "grønne bevis", men da det kom til stykket, kunne hun ikke leve med dyrenes rammer, som ikke var til at ændre på. I stedet plantede hun en vinmark og begyndte at hånddyrke frugt, bær, grøntsager og kartofler. Og lave rødvin. Sammen med sin far ombyggede Lone gårdens gamle kostald til vineri, godkendt køkken og café, og i dag laver de mad ud af huset og har selskaber i cafeen.

– Egentlig er det spøjst, at livet på landet ofte fremstilles som enkelt. Livet på landet som selvstændig erhvervsdrivende er udfordrende og krævende. Men det er – og det er kernen – et frit liv. Det er frit, fordi jeg står op med glæde hver morgen, kigger på vejret og beslutter, hvad der skal laves. Det er frit, fordi det er mit liv.

Glæden i de små ting

En del af Lones tid går med at fange de mange skønne øjeblikke på gården. Det er ikke på Lones blog, du finder opdateringer om rudekuverter eller Roskildesyge.

– Min hverdag ser billedskøn ud, men det er, fordi det er det, jeg fokuserer på. For min egen skyld. Der vil gennem livet dukke ærgerlige og ødelæggende ting op. Ting, det tager tid at løse og komme igennem. Men de skal ikke have lov til at stå i vejen for glæden over en tåbelig hund eller dugkugler for enden af græsstrå. Det vigtige for det gode liv er at gøre sig umage med sin hverdag og få det bedst mulige ud af hvert øjeblik.

Hvad mener Landmanden om Bonderøven?

– Jeg beundrer Frank for hans evne til at formidle, hans glæde ved det hele og hans ihærdighed. Flere har sammenlignet min livsstil med Franks. Ved første øjekast er det måske også nærliggende. Vi har begge en gård på landet, er selvforsynende, arbejder for mange timer og viderebringer gerne det hele. Franks udgangspunkt er, at han vil gøre det hele mere enkelt. Jeg mener, man gør det hele mere kompliceret ved at vælge det enkle liv på landet. Men det er det hele værd!

Læs mere på

Lonelandmand.dk

og

Brandbygegaard.dk

Se, hvad vi ellers skriver om: Psykologi