Essay af Emma Rosenzweig: At bevæge sig som et dyr

Jeg tænkte om ham, at han skiftede ind og ud af forskellige roller, netop som jeg selv gør. Jeg følte, at vi kunne se alt det, som gjorde ondt i hinanden, alt det, som gjorde, at vi havde gjort andre ondt. Jeg mærkede, at vi var tiltrukket af dét i hinanden. Af dét, som andre hadede ved os, og som vi selv havde lært at løbe fra. Alt det grimme i hinanden blev for os også alt det smukke. 

Jeg har ikke lyst til at stille min mand spørgsmål og lave et interview med ham i et magasin, men jeg kan skrive om ham, jeg kan fortælle om ham gennem mig selv, ligesom han tegner mig og dermed fjerner min stemme, gør mig til en tegning, et maleri, en skulptur. Jeg kan skrive om ham, som han bruger mig og gør mig til en figur, noget, der engang var mig, og som så ikke tilhører min krop længere. 

Da jeg mødte ham, som jeg senere ville blive gift med, vidste jeg ikke noget om ham og endnu mindre om den kunst, han lavede. Jeg kendte hans navn, jeg havde hørt perifert om ham, men hans kunst havde jeg aldrig interesseret mig for. Første gang jeg stod foran et af hans værker, sagde han til mig: “Folk skal bare kigge på mine malerier, for i dem finder de svaret på alt om mig.” Jeg var 24 år gammel, han var 48, og jeg tænkte, at det lød ret banalt, ja faktisk klichéagtigt. Jeg tænkte selvfølgelig også på, hvad svaret mon var. Det var en form for gåde, han havde udfoldet, for det lød, som om han udgav sig for at være en anden end den, han virkelig var. Jeg kendte ham ikke, jeg vidste ikke, om han var den ene eller den anden, og jeg var også ligeglad. Jeg vidste, at han altid havde en kasket i fløjl, gerne i orange eller brun, på sit skaldede hoved, og at han havde en guldring med et hestehoved udsmykket med sorte diamantøjne på sin lillefinger. 

Når jeg kigger tilbage nu, som 30-årig, tror jeg ikke, at jeg kan give ham helt ret i, at svarene på ham findes i hans malerier, jeg tror, at de findes mere i malerierne, end de gør i hans ord, men det sted, hvor jeg finder allerflest svar på mine spørgsmål om ham, er, når jeg kigger på ham bevæge sig. Især når han bruger sine hænder. 

Da han var i starten af 20’erne, kort inden han fik sit første barn, tilbragte han al sin tid med at bruge sine hænder til to ting; tegning og kinesisk boksning. Kinesisk kampsport består af langsomme, glidende bevægelser og stillinger, som umiddelbart virker ganske enkle. De forskellige øvelser skal dog udføres meget præcist og efter særlige anvisninger. Skyggeboksning, som han kalder det, talte til ham, fordi han taler med sine hænder. Det er inspireret af den måde, dyr bevæger sig på. Han boede i Kina på et værelse i en lille forstad i udkanten af Shanghai, og hver dag cyklede han igennem byen for at komme ud til enten sin tegnelærer eller kampsportslærer med de få penge, han havde på lommen, som han udelukkende brugte på disse to ting. Jeg tror, at han i den tid lærte at forsvare sig selv. Mod andre og mod sig selv. At forsvare sig mod sin egen vrede. At bruge hænderne som forsvar i en lige linje mellem kampsport og tegning. 

Jeg mærker en forandring i mit liv, i rytme og i forventning, jeg mærker at være hans mor, jeg mærker at blive misforstået, jeg dufter til hans armhule, den dybe duft af en dags arbejde, han arbejder, men det er ikke arbejde for ham, det er lykke, jeg mærker at være moderen, det gør mig magtesløs, til tider rasende, at have denne rolle, jeg ser på min søn, jeg ser mine egne øjne, jeg ser min søns fars øjne kigge tilbage på mig, som om jeg kan svare ham på alt, vores søn elsker at have sine kostumer på, at skifte karakter, at danse i sin isblå Elsa-kjole. Jeg ser hans far, jeg tænker, at jeg slet ikke kender hans far, og at hans far slet ikke kender mig, jeg mærker en forandring i mit liv, jeg er okay med det, vi er her, vi kommer måske kun til at kende en meget lille del af hinanden i den tid, vi får sammen. Jeg synes, det er okay, at det er sådan, det er. Jeg håber, at det kan blive ved med at være sådan. Jeg mærker i denne tid, at vi lærer af hinanden, af verden, at vi skændes, der er så meget uretfærdighed, uvidenhed, jeg ved, vi begge mærker det, magtesløsheden, følelsen af skam, af ansvar. Jeg læser en bog skrevet af Hilton Als, han skriver om kvinderne i hans liv, om hans mor, hans søster, om hvordan disse kvinder lever i ham, hvordan de skaber ham. Jeg græder meget, når jeg læser bøger lige nu, jeg tænker, om det altid har været sådan, eller om det kommer med moderrollen, den rolle som kom til mig som en form for snigende bagholdsangreb. Jeg ved, at den her tid minder min mand om noget, han kender fra sig selv, den her tid fyldt med vold og foragt, jeg ved, det minder ham om et ekko i hans familie, hvor barndommen er det dyrebareste eje. Jeg ved, at vreden og selvforsvaret begynder ved den fortælling. Det går op for mig, at en masse mennesker, som er omkring min mand og jeg, ikke kan adskille mig fra min mand. At de tror, vi er en og samme person. Jeg mærker, at min mand hader, når vi skal diskutere, fordi han ikke kan bruge sine hænder som selvforsvar. I stedet for snakker vi sammen i søvne, det sagde han, da vi blev gift, i sin tale. At vi kan snakke sammen i søvne, at vi finder hinanden, når vi ikke er ved bevidsthed.

Jeg har kigget på så mange af hans lyserøde papirer, i starten lå de på gulvene i hans værksted, der var tegnet kvinder på dem, ofte var de nøgne, det rørte mig ikke, jeg var ikke begyndt at tænke over det endnu. Jeg ved ikke, hvor mange museers vægge, jeg har stået og kigget på med tegninger, min mand har lavet af kvinder fra tiden, inden vi mødte hinanden, altid de lyserøde papirer og altid kvinder set med hans øjne. Langsomt begyndte jeg at tænke over det. Mange mennesker omkring mig på museerne, til åbningerne, som kiggede på mig betragte disse kvinder, de gav mig et blik, som om jeg søgte efter et svar i tegningerne. En form for medlidenhed. For hvad, begyndte jeg at tænke. Det gjorde jeg måske. Der er mange, der mener, at der findes svar i malerier, i tegninger, i kunst. Jeg tror ikke selv på det, jeg tror på spørgsmålene. Men jeg fandt et svar for nylig, det kom, efter jeg havde læst Hilton Als’ bog, hvor han skriver om sin mor, et svar som kan være nyttigt, måske for mig selv, måske for andre; jeg tror, der bor andre kvinder indeni den mand, jeg elsker. Og jeg mærker, at det er en af de ting, som jeg elsker ved min mand. Selv som ung fandt min mand næring i at være besat af kvinder, han stod og solgte softice på Strøget for at tjene til dagen og vejen, og der stod han, bag disken i den lille isbutik, og forelskede sig intentionelt, ulykkeligt i pigerne, der kom ud fra Magasin. Hans øjne fulgte dem længselsfuldt, og når han havde fri, fulgte hans krop efter dem og forestillede sig dem, det var forestillingen om dem, som nærede ham. Min mand var forelsket i sin skolelærer, da han var barn, han taler stadig om hende den dag i dag, hun lever indeni ham, ligesom hans mor gør, ligesom mødrene til hans andre børn gør. De bor alle sammen indeni min mand. Som spøgelser eller som figurer med skygger, der bevæger sig, nu også indeni mig. Jeg mærker en forandring indeni mig selv, en ro over at være her. 

Siden sidste sommer har han tegnet og malet blomster. Vi leger en leg, vores søn, ham og jeg; vi finder blomsterne, og han maler dem. Vi plukker dem i skoven på vores tur fra sommerhuset, forbi myretuen, på de lange snoede gåture med vores to hunde, vi tager blomsterne med tilbage, ofte er de helt udmattede de stakkels blomster efter at være blevet slæbt igennem skoven, eller vi køber dem i blomsterbutikken. Hver gang jeg falder over smukke blomster, tager jeg dem med hjem til ham, så han kan tegne dem. Hvis valmuen bliver i sin grønne kapsel lidt for længe, åbner jeg den blidt, når jeg sidder ved bordet om morgenen med vores søn, mens min mand, maleren, stadig sover, så de røde bløde blade hænger og er klar til at blive portrætteret, når han vågner og melder sin ankomst ved bordet. Der ligger bunker af tegninger af blomster i vaser i vores hjem, i vores lyserøde sommerhus, vaserne er et kapitel for sig, blomsterne er et kapitel for sig. Både min søn og jeg elsker ritualerne ved at finde blomster, som han kan tegne. Vi kigger på hans hænder, når han tegner dem, på hans bekymrede blik, imens vi spiser pif paf puf. 

Jeg tænker på mænd og på deres mødre. Jeg tænker på min mand og hans mor. På mig og min søn. At skulle opdrage et barn, som er født som dreng, og at skulle lede ham igennem det hen til det sted, hvor det skal ende, som det bedst kan for ham. Jeg håber, at det sted findes. Forleden tog jeg med min mand Tal, kunstneren med kasketten i fløjl, ind for at se hans nye udstilling på et museum i København. Siden jeg var gravid for fire år siden, har Tal arbejdet på de mange figurer, som nu står og danner en underlig hemmelighedsfuld formation oplyst af lamper midt i to store mørke rum, og dem skulle jeg se, alene, sammen med ham, som vi plejer, når han eller jeg har lavet noget. Hans udstilling hedder Dyr og mennesker. Jeg var nødt til at skynde mig hjem og finde en gammel tekst af Marguerite Duras, som jeg kom i tanke om i det øjeblik, jeg stod og kiggede ind i øjnene på fløjtende gedemand med ryggen til en sort skikkelse af noget, der engang var mig, som dansede; 

“At der også er et dyr uden identitet, opsvulmede lommer, mildheden i et meget gammelt maleri, som kunne identificere dem. Tegn, som ser ud som ting. Træstammer, som bevæger sig, forsvinder. Stykker af søslanger i fugtigheden fra kilder, fra skum. Rislen, pludselig opdukken, mulige tilnærmelser om idéen, tingen, tingens bestandighed, dens tomhed, materien i idéen, i farven og i lyset.”