Få ferietip fra 4 globale trendspottere
De rejser verden rundt og lader sig inspirere af farverige kulturer og eksotiske folkefærd. De har en forkærlighed for det traditionelle håndværk, som de kombinerer med tidens ypperste tendenser, og du finder dem oftere i klipklappere end i stiletter. Fire danske designere inviterer dig med til deres yndlingslande og giver deres bedste tips til, hvad du skal opleve, mens du er der.
Naja Munthe, munthe plus simonsen
Naja Munthe står bag Munthe Plus Simonsen og designer selv alt tøjet til mærkets fire årlige kollektioner. Når Naja rejser på ferie er yndlingsdestinationen Ibiza.
"Jeg opdagede Ibiza første gang på en ferie med en veninde. Da taxaen, vi tog fra lufthavnen, snørklede sig gennem den gamle, hvidkalkede by og satte os af ved en lillebitte lejlighed med altaner med udsigt ud over hele byen, blev jeg forelsket. Og det har jeg været lige siden. Jeg har været på Ibiza flere gange om året de sidste 12 år, og jeg drømmer om at købe mit eget hus på øen.
Ibiza har det perfekte miks af alt det, jeg godt kan lide. Der er en fed afslappethed og en snert af moderne flowerpower. Og så er det en smeltedigel. Der kommer folk fra hele verden – Argentina, New York, Californien, Australien og Indien. Der er unge mennesker, som kommer for at feste, og der er stinkende rige overklassemennesker, som kommer for at nyde vejret. Og så er der en masse hippier, som aldrig rigtig er kommet videre siden 1960’erne. Blandingen af alle de forskellige typer giver en helt unik tolerance og stemning.
Læs også: 10 tip til bedre feriefotos
Jeg finder en kæmpe inspiration i menneskene på Ibiza. Jeg synes generelt, folk på Ibiza har en ret fed stil, og det sker ofte, at jeg vender mig om og kigger efter en pige på gaden og tænker: ”Det var da en fed nederdel, hun har på”. Koncentrationen af inspirerende mennesker er simpelthen så høj. Og så har de nogle fantastiske markeder, hvor man kan gøre de fedeste secondhand-fund. Men samtidig er der også high-end-butikker som Lanvin, Givenchy og Christian Dior.
Mangfoldigheden i mine kollektioner stammer fra den dobbelthed, der dyrkes på Ibiza. Jeg elsker at kombinere ting, der har et udpræget etnisk look, med mere rå og moderne udtryk. Jeg køber ofte ting på de mange markeder, som jeg laver om. Det kan være en secondhand-bluse i de helt rigtige, brændte farver, som jeg syr læderkanter på, eller det kan være, jeg lader mig inspirere af en superfin kjole, der er kombineret med klipklappere."
Naja anbefaler
OPLEV Markedet Las Dalias byder på både tøj, friskpresset olie og håndlavede lædervarer, og man kan få massage og blive spået i hånden. Det er helt klart en oplevelse. Læs mere på Lasdalias.com.
SPIS La Paloma er et fantastisk lille spisested, der ligger i en oase med appelsinlunde og citrontræer så langt, øjet rækker. Alt er økologisk og hjemmelavet, og det er fantastisk at sidde og høre cikaderne synge. Læs mere på Palomaibiza.com.
SE Stranden Las Salinas har det hele – går du til venstre, er der høj musik og unge mennesker, der danser klokken fem om eftermiddagen. Går du til højre, skal du betale 100 kroner om dagen for en liggestol, og folk går på toilettet i stiletter.
SOV Atzaró er et superfedt sted midt på øen. Meget lounge-agtigt med fine huse og god stemning. Læs mere på Atzaro.com.
Få inspiration til ferien i Indien på næste side.
Minna Hildebrandt, Bungalow
Bungalow laver indisk-inspirerede accessories til hjemmet som æsker, puder, plaider og keramik med farverige print. Og designer Minnas yndlings feriemål er da også Indien.
"Jeg opdagede Indien, da jeg var på den store backpacker-tur efter gymnasiet. Det var meningen, jeg skulle have været videre til Indonesien og Thailand, men jeg tabte fuldstændig mit hjerte til Indien og blev der alle de seks måneder, min rejse varede. Siden har jeg været i Indien mere end 20 gange, og jeg har også mødt min mand der. Han er flyttet med mig til Danmark, men vi snakker ofte om, at vi gerne vil bo i Indien. Det bliver nu nok først, når vi skal pensioneres.
Jeg elsker farveorgiet i Indien. Det bugner med farverige frugter, krydderier og tekstiler, der hænger i lag på markederne, og inderne er utrolig dygtige til både at bruge nuancer og kontraster i deres påklædning. Hvis man var maler, ville der være motiver alle vegne i Indien.
Jeg synes, det er så smukt, at inderne holder fast i deres traditioner. De tager ikke bare internationale trends til sig uden nærmere overvejelse. De har for eksempel deres egen version af McDonald’s, og de har bevaret deres gamle traditionshåndværk, mens konkurrerende lande som Kina får produceret alle deres varer på fabrik. Vi bruger mange af deres produktionsmetoder i vores design – vores tekstiler er for eksempel håndtrykte med en slags træblokke, som de bruger, og vores papirvarer er enten lavet af genbrugspapir eller genbrugstekstiler. I Indien har det altid været en tradition at fremstille papir på den måde, og jeg kan godt lide idéen om, at det er genbrug.
Læs også: Sådan kommer du godt gennem ferien
Man kan tydeligt se inspirationen fra Indien i mine designs. Den skinner igennem i brugen og glæden ved de mange farver og mønstre. De fleste af de mønstre, vi bruger, er traditionelle indiske, som jeg så laver lidt om på og ændrer farver på. Ofte forenkler jeg designet en del i forhold til, hvordan det ville se ud i Indien, for at give det et mere enkelt look, der er brugbart i de danske hjem. Man kan sige, at den indiske overdådighed møder den skandinaviske minimalisme."
Minna anbefaler
OPLEV De gamle basarer i Old Delhi med deres små, overfyldte gyder er et must. Lajpat Nagar Market er et miks af tøj, tekstiler, køkkengrej og røgelse, og Greater Kailash Market og Khan Market er moderne shoppeområder med en blanding af internationale mærker, indiske designere og gode souvenirs. læs mere på Khan-market.com.
SPIS Sydindisk mad er efter min mening den bedste mad i Indien. Prøv Sagar Ratna på Defence Colony Market i det sydlige Delhi eller et af de 5-stjernede hoteller for overdådige buffeter – en god måde at blive introduceret til indisk mad på. Læs mere på Sagarratna.in.
SE den gamle, charmerende havneby Cochin, der ligger i delstaten Kerala. Se også Kovalam, der er en turiststrand i Kerala a la Goa. Mange turister kommer her for at få ayurvediske behandlinger. Læs mere på Gracetours.com.
SOV På Ambassador-hotellet i New Delhi er der en hyggelig atmosfære og bekvem beliggenhed. Læs mere på Vivantabytaj.com.
Klik videre og læs, hvorfor Bali er en dejlig feriedestination.
Birgitte Raben, Rabens Saloner
Rabens Saloner laver kvalitetsbevidst tøj, der ofte er håndlavet af lokale håndværkere i Østen. Birgitte finder inspiration til sine kollektioner på Bali.
"Jeg har et hus på Bali, så Bali er min base på samme måde, som Danmark er. Jeg er her fem-seks måneder om året, og jeg synes, det er den mest fantastiske ø. Det er fedt, at vi bor indonesere, balinesere og vesterlændinge side om side i ét stort miks. Det er ligesom at bo i New York. Der er fyldt med forskellige kulturer og nationaliteter. Her er plads til alle. Og så er balineserne helt fantastiske. De har et fantastisk sind og er meget smukke både indeni og udenpå. Jeg elsker dem simpelthen.
De laver det mest fantastiske håndværk med masser af farver og perler. Jeg arbejder ofte sammen med familier, der har været håndværkere i mange generationer, og jeg elsker at få input fra dem og deres verden. Jeg kan enormt godt lide at spørge dem, hvordan de synes, et item skal se ud. Jeg har jo selv en idé om, hvor designet skal ende, men ofte kommer der noget ret fantastisk ud af sådan et samarbejde, fordi balineserne kommer med input, jeg aldrig selv ville have tænkt på. Jeg synes også, det er fedt at bruge deres teknikker – de laver for eksempel tie dye på den gammeldags måde med elastikker. Jeg kan godt lide at mikse den vesterlandske designside med den asiatiske skønhed inden for håndværk. Det er så smukt sammen.
Læs også: Brug for alenetid? Prøv en klosterrejse
Mange af farverne i mine kollektioner har jeg fundet på Bali. Her er grønt virkelig grønt, og brunt er virkelig brunt. Balineserne har en meget smuk måde at se farver på og en lige så smuk måde at sætte dem sammen på. Det hele er fuldstændig farveladeland, og det er især de mange solbrændte, slidte farver, der er en stor inspiration for mig. Jeg kører rundt på øen på min scooter og stopper, når jeg ser en gammel væg eller en dør, som jeg bliver inspireret af. Der er mange smukke træudskæringer i døre og porte, så der kan man også finde enormt meget inspiration til print, og jeg elsker at lede efter detaljen i detaljen."
Birgitte anbefaler
OPLEV Bestig den aktive vulkan Batur, der ligger nordøstligt på øen, men husk varmt tøj, for der er koldt deroppe. Læs mere på Nakbali.com.
SPIS på La Lucciola i Seminyak. Det er den mest klassiske restaurant på Bali. Der er fantastisk mad og udsigt over vandet. Adresse: Oberoi Road, Kayu Aya Beach, Legian, Seminyak.
SE Tag nordpå og snorkl i nationalparken Bali Barat National Park. Der er så få rev tilbage, at det gælder om at se dem, hvis man har chancen. Tag også ned til Candidasa, hvor der ligger en strand med helt hvidt sand og turkisblåt vand. Læs mere på Wonderfulbali.com.
SOV Villa Bali Asri er et fantastisk sted, der ligger midt i Seminyak lige ud til stranden. Der er 11 små villaer, og nummer syv er min favorit. Læs mere på Villabaliasri.com.
Klik videre på næste side og læs, hvorfor Thailand er en fantastisk feriedestination.
Sofie Lund, Sakdidet Road
Sakdidet Road er opkaldt efter den første gade, designerduoen bag smykkemærket, Sofie Lund og Noah Frydendahl, boede i, da de flyttede til Thailand i 2009.
"Vi flyttede til Thailand i oktober 2009, fordi vi trængte til eventyr. Jeg havde en ven, som boede på øen Phuket, og ham tog vi ned og besøgte. Egentlig gad vi slet ikke Phuket, for vi troede, det var turisme og sexturisme det hele, og det var vi slet ikke interesserede i, men min ven bad os give ham 14 dage til at vise os en anden side af Phuket. Og det gjorde han. Vi fandt ud af, at sexturismen er begrænset til én gade i én by, og resten af øen er superfantastisk. Vi fandt et lille hus, hvor vi var de eneste hvide mennesker, og så blev Phuket vores base.
Folk i Thailand er utrolig hjælpsomme og meget afslappede. Udtrykket Mai pen rai betyder noget a la: ”Det er lige meget.” Eller: ”Ingen bekymringer”. Det skal man lære at leve efter, hvis man vil være en del af deres kultur, og det var det, vi faldt for. Når man kommer fra Danmark, hvor alting er så stresset, og alt skal fungere så effektivt som muligt, er det superfedt at opleve den afslappethed. Der er også noget meget mildt over thaierne, fordi de er buddhister. Man føler sig utrolig tryg, og der er aldrig nogen, der er truende. Vi har færdedes overalt på alle tider af døgnet og kun mødt hjælpsomhed.
Læs også: Koh Samet i Thailand: En perle i paradis
Den thailandske natur er en kæmpe inspirationskilde for vores design. Alt er meget voldsomt og forstørret i forhold til herhjemme, og det kribler og krabler alle vegne. Der er altid biller, der flyver ind i hovedet på én. Vi lader os inspirere af de forvoksede insekter og planter. I vores kollektioner har vi smykker med alt fra søheste til biller og hunde. Inspirationen fra den thailandske natur blander vi med gamle illustrationer eller fotos og imaginære verdener som Alice i eventyrland."
Sofie anbefaler
OPLEV Tag en tur op til fastlandet og besøg nationalparken Khao Sok National Park og den kæmpe kunstige sø Khao Sok. Overnat i tømmerflådehytter på søen og vågn op til abernes snakken og det smukkeste syn af disen, der letter fra de omgivende bjerge. Læs mere på Khaosok.com.
SPIS På Kata Beach ligger den mest romantiske restaurant, Bella Vista. Man spiser under et kæmpe, oplyst træ, hvorfra man har udsigt over hele stranden. Læs mere på Phuketvilla-elisabeth.com.
SE Vandfaldet Bang Pae er det fineste vandfald på Phuket med flere pools, man kan bade i. På vejen op kan du besøge gibbon-reservatet og få en snak med frivillige om, hvorfor man ikke skal betale penge for at få taget billeder sammen med aber i turistområderne. Adresse: 12/3 Moo 5, T. Srisoonthorn Road, Phuket.
SOV På vestsiden af øen Phuket er der meget lidt turisme, og der findes mere originale og hyggelige resorts, hvor man føler sig som en del af familien. Der er længere til stranden, men hvad gør det, når turen til øens lækreste strand tager 20 minutter på scooter og er ubeskriveligt smuk? Tjek Shanti Lodge, som har fantastisk mad og en afslappet, uhøjtidelig stemning. Læs mere på Shantilodge.com.