SPONSORERET indhold

Finalist til Danmarks sødeste kassedame 2019: Flemming hygger om kunderne

Hos Irma i Vanløse har Flemming Rosleff gjort det til sit varemærke at folde bonen pænt sammen, inden han giver den til kunden.

Af: Lise Petersen Foto: Sara Skytte
08. mar. 2019 | Livsstil | Hjemmet

Vil du have bonen med?

Mon ikke vi alle får stillet det spørgsmål, når vi betaler for vores varer i supermarkedet. Svarer man bekræftende, får man gerne en lang strimmel stukket i hånden, som man kan bakse med – samtidig med, at varerne skal pakkes sammen. Men sådan behøver det ikke at være:

“I kassen hos Flemming får man altid bonen sirligt foldet sammen,“ har mange læsere skrevet til os om Flemming Rosleff fra Irma i Vanløse, som de har indstillet til Danmarks sødeste kassedame.

Flemming bliver også rost for sin venlighed, sin gode service og for sin opmærksomhed over for børn, der altid får en frugtstang ved hans kasse. „At handle i Irma med Flemming bag kassen er mere end bare at købe mælk og brød“, hedder det blandet andet.

Nu kan du stemme: Hvem er Danmarks sødeste kassedame 2019?

Med sine 74 år og en baggrund som bl.a. læge og hospitalsdirektør er Flemming da heller ikke en typisk kassemedarbejder.

– Jeg gør mig umage med at være til stede i mødet med kunden. I virkeligheden er der ikke så stor forskel på at være serviceorienteret i sundhedssektoren og i detailhandlen. Det handler om at sætte sig i den andens sted og levere det, folk kommer for, på en måde, der opfylder deres behov, mener Flemming.

Flemming Rosleff
– Alle de erfaringer, jeg har bygget op gennem et langt arbejdsliv, bruger jeg her ved kassen, siger Flemming. Foto: Sara Skytte.

Et lille trick

At han overhovedet er at finde bag kassen i et supermarked, skyldes et opslag, han lagde mærke til i en Irma-butik for små fem år siden. 

– De søgte medarbejdere. Gerne ældre, stod der. Jeg tænkte, at det kunne være sjovt og har siden været ansat på halv tid, siger Flemming, der udover kassejobbet også arbejder i et fitnesscenter og har en konsulentvirksomhed.

Endvidere har han udvidet jobbet ved kassen i Irma, så han også fungerer som vinkonsulent i butikken.

– Jeg interesserer mig for vin og foreslog vores bestyrer, at jeg skulle lave vinsmagning hernede hver anden fredag eftermiddag. Så vælger jeg vine, jeg synes, kunderne skal smage, skænker op for dem og snakker med dem. Det er vældig hyggeligt, forklarer Flemming.

Nu kan du stemme: Hvem er Danmarks sødeste kassedame 2019?

Han hygger sig også, når han står ved kassen. Flemming fortæller om 90-årige kunder, som ”sætter pris på den tid og den service, de gerne vil have”. Om travle forældre han giver små fif til, hvordan de kan peppe færdigretterne op. Og om kongelige skuespillere, der fortæller om de stykker, de arbejder med – og som får en tilbagemelding, hvis han senere ser stykket.

– Arbejdet her ved kassen er et lille møde med mange forskellige mennesker. Jeg nyder den brede menneskelige kontakt – og har så lært mig et lille trick, så jeg hurtigt kan folde bonen, så kunderne slipper for at have den flagrende efter sig, siger Flemming.