Helle Thorning-Schmidt måtte lægge låg på sig selv, da hun trådte ind i politik

Inde i stuen holder de alle sammen vejret. 

Gardinerne er rullet for i rækkehuset på Østerbro, mens resultaterne langsomt tikker ind. 

Afstemningen er tæt, resultatet svinger mellem blå og rød – og pludselig står det klart. Fra tv-kommentatorerne lyder det: ”Vi er vidne til en historisk ting. Danmark får den første kvindelige statsminister nogensinde.” 

Der går en lykkerus gennem forsamlingen i stuen – det samme gør der ude foran hoveddøren, hvor en større menneskemængde har samlet sig. Naboer, journalister og fremmede, der er mødt op for at være en del af det historiske øjeblik.

– Jeg havde simpelthen ikke fattet, hvor mange mennesker der stod derude. Det var så vildt at opleve – dér gik det op for mig, at det her er stort. Ikke bare for mig, min familie og for Socialdemokratiet. Det her er større end mig, det er danmarkshistorie. 

Overrumplet af, hvad der lige er sket, smyger hun sig igennem mængden med sin mand i hælene og hopper ind i en bil. Hele vejen ind langs søerne i Københavns indre by står der mennesker, som hujer og klapper, når de kører forbi.

– Jeg havde faktisk slet ikke tænkt over, at det ville betyde noget for så mange mennesker, men det gjorde det så. Det forstår jeg der på vej gennem byen. Før de sidste stemmer blev talt op, havde jeg ikke turdet håbe, fordi prognoserne var så tætte. 

Så lige dér er det en kæmpe forløsning. Bilen standser foran spillestedet Vega, der oprindeligt var forsamlingssted for arbejderbevægelsen. 

Kort tid efter står Helle Thorning-Schmidt på scenen foran Socialdemokratiets medlemmer og kan med et stolt smil meddele: ”Vi gjorde det.” Men bag smilet ved hun godt, at hun står foran en svær opgave. 

Mandaterne er kun lige gået op, og der er lang vej til enighed blandt hendes nye regeringsfæller. Men noget, hun på det her tidspunkt endnu ikke kan forestille sig, er, hvor meget hendes køn vil blive omdrejningspunkt de næste fire år. 

– Jeg har et meget klart billede af, hvordan det vil være for mig at blive statsminister, også mentalt. Jeg har forberedt mig. Men der er også alle mulige andre problemer, som jeg ikke kan forudse her, men som bare vil komme til at vælte ind over mig.

Alt stikker ud 

Som den første kvindelige statsminister var der ikke nogen af Helles forgængere, hun kunne spejle sig særlig godt i. 

De var alle mænd, havde dybe stemmer og gik i kedelige jakkesæt. Hun måtte derfor lægge nogle nye spilleregler, som hun kunne se sig selv i – og dermed træde de første skridt på en helt ny sti. 

Vil du simpelthen sige, at dit køn var en af de største udfordringer som statsminister? 

– Mit køn VAR den største udfordring. Det vil de folk, der var omkring mig, også sige. Det lyder så vildt, men folk havde svært ved at se en kvinde på en plads, hvor der aldrig havde været en kvinde før. Det var på en eller anden måde alt, der stak ud – min stemme, mit hår, mine tasker, tøj, sågar mit kærlighedsliv. 

Allerede da hun blev formand, blev hun mødt af én af de første kampe. Sexismen. Særligt øgenavne har hun haft mange af gennem tiden – for blot at nævne et par stykker, har der været navne som Gucci-Helle, dukkebarnet, Hellepigen og bordellomor. 

Journalister skrev, at hun havde ”kom og tag mig-hår”, ”billige bondage-støvler” og en ”lille c-skål”. 

– Jeg var ret ung, da jeg blev formand, og det var nemt at forbinde en yngre, blond kvinde, der gik i pænt tøj, med, at jeg ikke var intelligent, ikke kompetent, og at jeg gik for meget op i mit udseende – alle sammen ting, der devaluerede mine kompetencer og mit lederskab.

Både medierne, offentligheden og resten af Christiansborg gik i kødet på hendes livsstil, designertasker og skatteforhold og tvang hende til at kommentere på sit privatliv i en grad, hendes mandlige forgængere aldrig havde været tvunget til. 

– Der var en større palet af ting, jeg skulle leve op til, end der var for mine forgængere. Jeg skulle både have hjertet med og være varm, men samtidig holde hovedet koldt. Folk blev også meget sure, hvis jeg afbrød. 

Der var en debat med Lars Løkke Rasmussen i 2011, hvor jeg helt sikkert gjorde det bedre end ham, men så sad kommentatorerne bagefter og sagde, at jeg afbrød alt for meget.

Det viste sig, at Helle ikke havde afbrudt mere, end Lars gjorde i den pågældende debat, men sådan havde kommentatorerne hørt det. 

De lagde mere mærke til det, når hun afbrød, end når Løkke gjorde det samme. Så fremover holdt hun igen med at afbryde eller tage ordet for meget. 

En tidligere partifælle i Socialdemokratiet, Knud Heinesen, har udtalt, at han aldrig har set en partiformand under et så hårdt personligt pres som hende. Det giver hun ham ret i. 

– Det påvirkede min dagligdag, for kritikken kom blandt andet fra mit eget parti, og det kan være svært at træffe beslutninger eller komme videre med nogle ting, når der er splittelse. 

Men jeg tror ikke, at det påvirkede min vurdering af mig selv. Det er det gode ved at være feminist og vide, at man lever i patriarkatet.

Selvfølgelig var noget af kritikken rigtig, og det lærte jeg af, men meget af det handlede ikke om mig, det var en strukturel del af det at være den første kvinde på posten. 

Udover en kritik, der ikke lignede den, nogen statsminister – eller partiformand – før havde oplevet, blev hun også hurtigt klar over, at hendes alvor blev holdt op imod hendes femininitet.

3 kvinder, der har inspireret mig

1. Min mor: Hun har givet mig nogle rigtig gode hjælpemidler med ud i verden til at være den kvinde, jeg er blevet. Hun sagde til min søster og mig, at vi skulle kunne forsørge os selv. For økonomi betyder også noget for ens frihed. 
2. Kvinder i 20’erne: De gør så meget for at finde ud af, hvordan vi er solidariske, hvordan feminisme ser ud nu og inspirerer mig til hele tiden at udvide min horisont og se på verden på en anden måde. 
3. Madonna i udlandet, Sanne Salomonsen herhjemme: Det er kvinder, der kom før os, og som har givet os tilladelse til at være skøre og sexfikserede og alt muligt andet. Både Madonna, Dolly Parton, Sanne Salomonsen og Anne Linnet har skabt noget helt nyt for os alle sammen.

Går du i lyserødt, er du ikke alvorlig

Hun har vidst, at de eksisterede, siden hun trådte ind i politik. Markører som jakkesættet, slipset, lakskoene, den dybe stemme og de grålige nuancer var lig med seriøsitet. 

Selvom Helle forsøgte at holde fast i sig selv og sit eget udtryk, sneg de normer sig alligevel ind på hende. 

– Der var mange ting, som jeg, måske ubevidst, skruede ned for. Jeg satte håret mere op og brugte mindre parfume. Jeg gik stadig i farver, men jeg var altid ret konservativt klædt. Jeg brugte en del tid på at finde en balance for, hvad der ville være passende i forskellige situationer.

Det er en mental energi, som mænd slipper for at bruge. Helle Thorning-Schmidt har altid elsket farver, glitter, høje sko og designertasker. Men nu handlede det om at finde en mellemvej, hvor hun kunne blive set som den alvorlige leder, hun var, men samtidig ikke kom for langt væk fra sin personlighed. 

– Jeg kunne sikkert også have gjort det nemmere for mig selv. Det tænkte jeg tit over. Jeg kunne nok godt have ladet være med at få min taske til at matche mit outfit hver dag. 

Men det er bare sådan, jeg er, og jeg synes også, at jeg skyldte yngre kvinder at vise, at man ikke behøver at overtage en kopi af mændenes klædedragt, bare fordi man sidder på en lederpost. Jeg måtte stå på skuldrene af de kvinder før mig, der virkelig havde holdt på sig selv. 

Helle Thorning-Schmidts lyse stemme blev også set som mere useriøs. Hun blev rådet til at bruge en talepædagog, og det endte hun med at takke ja til – Margaret Thatcher havde åbenbart gjort det samme, opdagede hun. 

Selvom hun gjorde, hvad hun kunne for at bevise, at hun havde pondus til at klare tjansen, så var heller ikke det nok.

Én af de sætninger, som Helle oftest hørte, var, at folk ikke kunne mærke hende. Når de mødte hende i virkeligheden, var de overraskede over, hvor sød hun egentlig var. 

– Min familie syntes, at jeg skulle vise alle, hvor sød og mild og glad jeg var derhjemme. Men at være statsminister er et ret alvorligt job, og der er grænser for, hvor meget man kan fjolle rundt. 

Hvert ord tæller, hver mimik tæller. Det gjorde det særligt for mig, og så bliver man lidt mere påpasselig med både ord, ansigtsudtryk og alt muligt andet.

LÆS OGSÅ

Da hun portrætterede dronning Margrethe, hørte hun dødsmetal: ”Det er i dronningens ånd”

Det er ikke hver dag, man skal skabe et portræt af dronningen. Men den opgave blev Nikoline Liv Andersen sat på for at kreere jubilæumsforsiden til denne uges ALT for damerne. Det var både en eventyrlig og langsom proces – med masser af dødsmetal.

Helle Thorning-Schmidt lærte at styre sine ansigtsudtryk, så hun altid var i kontrol over, hvordan hun så ud, hvis hun var træt, blev overrasket eller utilfreds, når hun sad i Folketingssalen, stod til et pressemøde eller blev spottet på gaden. 

– Jeg var nødt til at have styr på mig selv. Det er også et spørgsmål om, hvor meget du egentlig giver af dig selv. Lars Løkke Rasmussen er for eksempel meget mere udtryksfuld og har altid været det. 

Jeg har det meget bedre med, at folk ikke skal se på mit ansigt, hvad jeg tænker og føler. For så kan jeg selv vælge, om de skal vide det eller ej. 

Hen mod slutningen af sin embedsperiode oplevede hun selv, at der skete en opblødning i hendes udtryk. Men der gik lang tid, før folk følte, at de kendte hende.

– Det er en meget svær balance, som det kun er kvinder, der skal finde, fordi vi har accepteret, at vi ikke kan mærke mændene. Vi var ligeglade med, at vi ikke kunne mærke Anders Fogh Rasmussen, men vi er vant til at kunne mærke noget varme hos kvinder – samtidig med, at de skal være lige så klare i hovedet og følelsesmæssigt upåvirkede, når de træffer svære beslutninger. 

Hver gang vi klæder os en lille smule mere anderledes og feminint på, på arbejdspladsen eller i andre sammenhænge, tror Helle Thorning-Schmidt på, at vi giver alle andre lidt mere tilladelse til at gøre det samme.

– Der er en risiko forbundet med at klæde sig anderledes end normen, og der må hver kvinde finde ud af, hvor meget hun kan udfordre de rammer, hun er i. 

Og så handler det også om, at vi virkelig skal tage os sammen – også kvinder – når vi for eksempel ser nogen i det, man i gamle dage ville beskrive som en lidt for kort eller nedringet kjole. Så skal vi ikke udskamme eller instinktivt tænke, at vedkommende ikke kan være topchef. 

Kvindepolitiker eller statskvinde 

Selvom Helle Thorning-Schmidt har været feminist, siden hun var 10 år gammel, og i dag kæmper mange sager i feminismens navn, så var det ikke så ligetil, dengang hun sad ved magten. 

– Jeg var simpelthen for meget kvinde til at tale om kvindeting. Det er det samme, Obama har oplevet med race. For folk hører, at det er dit vigtigste emne, og at du ikke kan have andre emner i hovedet. 

For mig var det ekstremt vigtigt, at folk hørte, at jeg havde noget at sige om økonomi, immigration og samfundsforhold i det hele taget. 

Var det en formodning, du havde, eller oplevede du faktisk, at folk synes, det blev for meget? 

– Vi havde et forslag, hvor vi gerne ville have haft, at mænd fik øremærket barsel, men folk var virkelig imod det. Så vi måtte erkende, at det her, det kan vi ikke gennemføre. 

De følte, at vi trådte ind over dørtærsklen til køkkenbordssamtalerne og blandede os i, hvordan de skulle fordele deres barsel. Så kom der så et EU-direktiv senere, men jeg tror, at vi var ti år for hurtigt fremme. Det var det rigtige ikke at dø på den bakke. 

Endnu en gang stod hun på ustabil grund og måtte afgøre, hvordan hun bedst fandt balancen. Snakkede hun for meget om feminisme, lukkede folk ørerne for alle andre emner, hun også havde noget at sige om. 

Hun oplevede, at snakke om feminisme hurtigt kunne afskrække, også kvinder, og derfor holdt hun sig fra det. 

Du har været feminist, siden du var 10 år gammel – er der ikke en del af dig, som synes, det var svært ikke at kunne få lov at gøre mere, når du sad på landets mest magtfulde post?

 – Jeg har altid tænkt på kvinder i alt, hvad jeg har gjort. Jeg har forfremmet rigtig mange kvinder, og jeg var der jo også selv og tog nogle slag på baggrund af det. 

Så jeg synes, jeg har kæmpet det, jeg kunne. Men man kan ikke forvente, at den person, som bryder glasloftet, også er hende, der tager alle de feministiske kampe.

Jeg synes, vi skal overdrage noget af ansvaret til mændene. Jeg blev beskyldt rigtig meget for ikke at tale nok om det her emne, men hvorfor var jeg den eneste, der skulle bære den byrde?

Jeg tror, at det er nemmere for Mette Frederiksen i dag at tage nogle flere kvindekampe, for heldigvis bygger vi videre på det, der allerede er, og tiden er mere moden til det i dag. Folk er mere klar til de snakke nu. 

Den dumme stemme i hovedet

 Én ting er, hvad dem omkring dig siger. Pressen, offentligheden, kulturen, dine partifæller. Men en helt anden ting er, hvad du siger til dig selv. Og selvom Helle Thorning-Schmidt måske er definitionen på selvtillid og stålfasthed for mange, har tvivlen og selvkritikken fulgt hende så længe, hun kan huske. 

Også da hun var statsminister. 

– ”Hvad har du egentlig at fortælle”, kunne jeg tænke. Hvis der sidder en masse mennesker fra en eller anden stor, fin sektor, som jeg skal tale til, siger stemmen: ”Hvad kan jeg egentlig sige, som vil berige deres liv?” Det er jo en hård stemme at have med sig, og den bryder jeg mig ikke så meget om. 

Hun kan stadig have den lille, onde stemme i sit hoved, når hun skal holde et foredrag eller en tale. Stemmen er en del af det, man kalder for imposter-syndrom. 

Et syndrom, Helle oplever særligt rammer kvinder. Stemmen har været der, siden hun som barn skulle på scenen til korkoncerter eller til danseoptrædener. Men hun har bevidst øvet sig i, at tvivlen ikke bliver til selvkritik. 

– Den er også tit kommet midt om natten, når man ligger der og analyserer alt, hvad der er sket den dag. ”Hvorfor gjorde du det?”, ”Hvorfor sagde du ikke bare det?”, ”Kunne du ikke have gjort det lidt hurtigere?”. 

Med årene er det som om, at den hårde stemme i Helles hoved lige så stille er forsvundet. Noget af det handler om erfaring – når hun har holdt tilpas mange foredrag, der har været vellykkede, er erfaringen begyndt at tage over og har skruet ned for stemmen. 

– Jeg prøver at huske mig selv på, at jeg ikke skal tale hårdere til mig selv, end jeg ville gøre til min gode veninde. Jeg har ikke altid været god til det. Min mand siger, at jeg er meget hård ved mig selv, og jeg øver mig også i at tale pænere – men jeg kan også godt lide at forlange meget af mig selv. 

For faktisk ser Helle også en positiv side i at have et imposter-syndrom. For tvivlen kan også være en styrke, der får os til at gøre os umage og blive imponeret over os selv, når de ting, vi har tvivlet på, lykkedes. 

– Jeg bliver tit imponeret over andre mennesker og føler, at jeg kan lære noget af dem. At jeg bør læse lidt ekstra op på tingene og stramme mig lidt an. 

Jeg tror, at den dag, jeg holder op med at føle nervøsitet eller tvivl, så udfordrer jeg ikke mig selv nok. Jeg synes, at man kan finde en energi i imposter-syndromet, og det forhindrer, at man bliver selvfed, hvilket er ret skønt. 

Men det er en svær balance, erkender Helle. Faktisk den sværeste, hun har måttet finde her i livet. Balancen i at lære af sine fejl uden samtidig at slå sig selv i hovedet. 

Tid til at være vred og egoistisk 

Lige knap fire år efter den historiske aften på scenen i Vega, var det slut. Ikke bare med statsministerposten, men med Helle Thorning-Schmidts tid i dansk politik. Fra den ene dag til den anden stoppede telefonen med at ringe, og så var der bumstille. 

– Det var en rigtig stor omvæltning, som var forbundet med en sorg. Mange ting stoppede på én gang. Det var et meget specielt tidspunkt i mit liv, hvor jeg samtidig nærmede mig de 50 år, og jeg skulle til at finde ud af, hvem jeg var nu.

Men selvom Helle ikke kendte alle svarene, var der én ting, hun var helt sikker på. I sin afskedstale til Socialdemokratiet rundede hun af med at sige, at det ikke var sidste gang, en kvinde havde siddet på den post.

Det blev det heller ikke, for fire år senere blev Mette Frederiksen udnævnt som statsminister. Klar til at træde den sti, Helle startede, endnu bredere.

– Jeg tror, at jeg har gjort banen lidt nemmere for Mette Frederiksen og andre kvinder i politik. Jeg oplever, at der er sket en større disciplinering af, hvad man egentlig kan kritisere en statsminister for. 

Det har været én af årsagerne til, at Helle har brugt energi på at blive ved med at gøre opmærksom på sine oplevelser fra dengang. For så ville folk måske stoppe op næste gang. 

– Da Mette Frederiksen engang viste tårer på tv, kørte det lidt op, men så stoppede det også sig selv igen. Jeg tror, jeg havde den effekt, at medierne stopper sig selv lidt tidligere, hvor man for 10-15 år siden bare var gået helt amok. Der er kommet en bremseklods ind tidligere. 

Imens stien for en kvindelig statsminister i dag er dét bredere, end den var, dengang Helle trådte til, er der kvinderettigheder mange andre steder i verden, der er på tilbagetog. Men det giver netop Danmark og resten af Skandinavien en mulighed for at gå forrest, mener Helle Thorning-Schmidt.

– Imens man tager abortrettigheder fra kvinder globalt, synes jeg, at det danske folketing gør det rigtige ved at udvide rettighederne herhjemme. Også ved at have fokus på vold mod kvinder og ved at have indført samtykkelovgivningen. 

Når verden er imod flere og bedre vilkår til kvinder, skal vi blive ved med at tale om, at vi ikke er i mål. 

Hvor har du personligt dit blik rettet hen i kvindekampen lige nu? 

– Jeg er optaget af, at kvinder skal blive venner med deres vrede. For jeg tror, at vejen til ægte frihed og venlighed kommer, når vi kan mærke, hvem vi er, og kan stå ved alle vores facetter. Historisk har kvinder skullet lægge låg på alting og passe ind i nogle sort-hvide kasser, men vi har så mange nuancer. 

For Helle Thorning-Schmidt har det helt personligt haft en kæmpe betydning, at hun fik lov til at være vred og rase ud som barn. Som den yngste i en søskendeflok på tre kunne hun ofte finde på at råbe og smække med dørene, når hun tabte en diskussion eller i spil. 

Men hun blev aldrig gjort forkert af den grund, og det har givet hende en stærk kerne. 

– Det er ikke nødvendigvis alle reaktioner, som er gode, men alle følelser er velkomne, og det er rigtig vigtigt at blive gode venner med dem, fordi de fortæller os noget om, hvordan vi egentlig har det. 

Vi kvinder især skal blive meget bedre til at udtrykke vores behov og sige, hvad vi egentlig har og ikke har lyst til. 

Selvom det lyder vildt at sige det, skal kvinder være mere egoistiske og sætte sig selv først i mange sammenhænge.

Helle Thorning-Schmidt

• Danmarks første kvindelige statsminister fra 2011 til 2015. 
• Tidligere direktør i Red Barnet International. 
• I dag er hun bestyrelsesmedlem i Oversight Board, Vestas og Edelman og vært på podcasten ”Styr på verden” på Podimo. 
• Vinder af ALT for damernes Søstersindpris i 2021. 
• Bor i København, er gift med den britiske politiker Stephen Kinnock
• Mor til Milo og Johanna.

LÆS OGSÅ

Maren Uthaug har skrevet en trilogi om at udfase mænd: "Når du først får øje på det, kan man ikke "afse" det

Maren Uthaug er aktuel med den sidste bog i ”procent-serien”. I denne uges ALT for damerne kan du møde forfatteren, der har helt et særligt blik for kønsforskelle.