"Hver gang jeg hører en helikopter, tænker jeg, om det mon er blevet min tur?"

–Giv mig lige to sekunder, siger stemmen i den anden ende.
Jeg afventer.
–Så er jeg her igen.

Kristine sidder i dialyse, mens vi taler sammen.

–Det gør ikke ondt. Jeg kan højst komme til at fryse lidt, fortæller hun.

I fire år har Kristine tre dage om ugen mødt op på Frederiksberg Hospitals Dialyseafsnit for at få renset sit blod, fordi den nyre, hun fik af sin mor, da hun var ni år gammel, kun virker ti procent. Sådan er det med donororganer. De har en udløbsdato som en karton mælk på køleskabshylden.

LÆS OGSÅ: Da Dittes hoved ramte asfalten, blev hendes liv ændret for altid

Dialysen tager fire timer, og selvom det er den, der afholder 31-årige Kristine fra at have et fuldtidsjob og et begyndende familieliv som sin omgangskreds, har hun lært at værdsætte de mange timer i den hvide seng.

Kristine sidder i dialyse i programmet "Indefra med Anders Agger" på DR 1.

–For lang tid siden besluttede jeg mig for, at jeg ville have det bedste ud af dialysen. Det er på en eller anden måde blevet et frirum for mig, hvor jeg ved, at der ikke er nogen, der forventer noget af mig, når jeg sidder her.

Kristine har lært at holde af roen under det lyseblå sengetøj, fordi hun sørger for, at alle andre områder af hendes liv er i bevægelse.

–Det er vigtigt for mig, at mit liv ikke står stille, fordi jeg er syg. Jeg bliver ved med at have ambitioner om ting, jeg gerne vil. Jeg har måske større bakker, jeg skal over for at lykkedes med de ting, men det stopper mig ikke, siger hun og forklarer, at styrken stammer fra hendes barndom:

–Mine forældre har altid gjort meget ud af at opdrage mig til at leve et almindeligt liv. Jeg er ikke blevet pakket ind i vat, og jeg har altid skullet færdiggøre mine lektier, selvom jeg var træt. Det har givet mig et drive til at gøre min universitetsuddannelse færdig. Lige nu er jeg ved at finde min plads på arbejdsmarkedet i praktik i en analysevirksomhed.

Ventetiden er den værste
Kristine erkender, at det kan være en sej kamp at skulle acceptere, at hun, uanset hvor højt hun ønsker det, ikke er som alle andre.

–Jeg er ikke god til at indfinde mig med, at mit liv er sådan her. Jeg sammenligner mig jo altid med mine veninder, som ikke er syge. På de dårlige dage kryber jeg ned under dynen og bliver der, lige indtil jeg bliver sur og vred over, at jeg jo er nødt til at tage på hospitalet.

Siden januar 2011 har Kristine stået på venteliste til en ny nyre. Og hun er ikke bleg for at indrømme, at ventetiden er det mest invaliderende ved sygdommen, fordi hun aldrig ved, hvornår hun bliver ringet op.

Kristines navn står på denne venteliste ved siden af mange andre danskere, der ligesom hende mangler en nyre. Billedet stammer fra "Indefra med Anders Agger."

–Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg seks år senere stadig ville vente på dét opkald, der skal redde mit liv. Jeg troede, at der max ville gå et halvt år, inden jeg havde fået en ny nyre og var rask igen. Nu har jeg været stavnsbundet til Danmark i seks år, fordi jeg ikke vil rejse væk i tilfælde af, at de ringer. Når folk spørger, hvordan ventetiden føles, sammenligner jeg min situation med asylansøgerne, der venter på, om de er købt eller solgt. Men for mig er det bare et spørgsmål om, hvor længe jeg får lov til at være her, siger hun og fortsætter:

–Hver gang jeg hører en helikopter, tænker jeg, om det mon er blevet min tur?

I modsætning til en andelsforening, hvor man kan glæde sig over at rykke op af listen, er der intet, der hedder køkultur på donorlisten. Her er alt styret efter, hvilke patienter der matcher organerne bedst. Nogle venter uger, andre år og nogle når slet ikke at få dét organ, der passer ind i deres krop, før det er for sent.

Kristine har to muligheder
Kristine har to muligheder: Hun kan enten håbe på, at hun vinder i lotteriet, og at telefonen ringer med nyheden om, at en anden persons ulykke er hendes held. Eller hun kan vælge at række hånden ud mod mulige organdonere blandt venner og familie. Mulighed nummer to er mere kompliceret end som så, hvilket Kristine allerede har erfaret, da hendes storebror bød sig til som doner.

–Min bror har valgt ikke at ville hjælpe alligevel, fordi han er blevet far. Jeg har selvfølgelig været ked af det, men det er befriende, at han gør det, der er rigtigt for ham, selvom jeg ville ønske verden var anderledes.

–Jeg har også oplevet et par gange at få et tilbud om at få en nyre til en fest. Men så siger jeg altid til folk, at de skal gå hjem og tænke over det. Og at de kan ringe, hvis de mener det. Jeg har lært ikke at sætte mine forhåbninger for højt, når mine venner eller bekendte giver mig tilbuddet. Det er sjældent en reel mulighed, men jeg bliver alligevel glad og smigret.

De få, der har budt sig til, har efterfølgende valgt anderledes, og det har jeg stor respekt for, men på de dårlige dage tænker jeg nogle gange: "Hvorfor er der ikke nogen, der vil hjælpe mig?" Måske skal jeg være mere opsøgende i forhold til at spørge folk, om de vil give mig en nyre, men det kan jeg ikke få mig selv til. Desuden ville jeg ikke kunne leve med, at folk gik over deres egne grænser for at hjælpe mig.

Fremtiden
Præcis ligesom alle andre har Kristine store drømme for fremtiden, men de ligger på den anden side af operationsdagen.

–Lige nu går min tidsregning kun til den dag, hvor jeg skal opereres. Selvfølgelig drømmer jeg om at få børn med min kæreste, rejse rundt i hele verden og få mig en karriere. Men livet har lært mig at være mere, der hvor jeg er lige nu og ikke tænke så meget på, hvordan dagen i morgen ser ud.

–Jeg planlægger sjældent kaffeaftaler flere dage frem, og min kalender for 2017 står tom, for jeg ved jo aldrig, hvornår de ringer.

LÆS OGSÅ: "På de dårlige dage tænker jeg: "Hold kæft, du er tyk, Sine"

LÆS OGSÅ: "Hvis det her bliver din diagnose, er der ingen hjælp at hente"

LÆS OGSÅ: Giv et blad i gave