Heather Penney skulle have været selvmordspilot den 11. september

Himlen var smuk og blå den morgen for 15 år siden, husker Heather Penney tydeligt i dag.

Måske husker hun den særligt tydeligt, fordi hun dengang havde en klar formodning om, at det var den sidste himmel, hun nogensinde skulle se.

"Kære Gud, lad mig ikke fucke up," sagde hun til sig selv, inden hjulene løftede sig fra landingsbanen den 11. september 2001 og hun fløj ud på en mission, som ingen i det amerikanske militær var forberedte på: At finde det fjerde passagerfly, United Airlines fly nr. 93, som fire terrorister havde kapret, og som havde kurs mod Washington D.C. med 44 passagerer ombord – og, vigtigst af alt, at nedlægge det.

Mens panikken bredte sig på jorden, og verden forsøgte at begribe, hvorfor tre passagerfly tidligere den morgen var fløjet ind i World Trade Center i New York og Pentagon i Pennsylvania, forsøgte Heather Penney, som dengang var nybegynder og pilotelev, at holde hovedet koldt i luften. Hænderne arbejdede, som de skulle, og hun spekulerede ikke på, om hendes elskede var blandt ofrene i de to tårne. Hun skænkede det heller ikke en tanke, at hendes far, som også var pilot, fløj ruter langs den amerikanske østkyst for United Airlines og i teorien kunne være ombord på det kaprede fly, hun var på vej ud for at destruere.

For tanken om en fejlslagen mission var værre end noget andet for den dengang 26-årige Heather Penney, som var afklaret med, at hun aldrig – hvis alting gik, som det skulle – ville sætte fødderne på jorden igen.

Heather Penney savner at flyve F16-fly hver eneste dag. Det føles som at "spille skak i himlen", siger hun, fordi der er så meget matematik og taktik involveret. Hun elsker den måde, man føler sig i ét med flyet - at menneske og maskine næsten "smelter sammen" - fordi den gør præcis, hvad man tænker, siger hun. Foto: YouTube / Fairfax Network

Fire ord ændrede alt
Tidligere på morgenen havde hun og kollegaerne ikke til fulde forstået situationens alvor. De havde siddet til et møde på luftvåbnets Andrews-base nær Washington D.C., da det pludselig bankede på døren, og de fik en besked, som umiddelbart ikke gav mening: Et fly var fløjet ind i World Trade Center.

- Vi tænkte: "Hvordan er det muligt?", husker Penney, der troede, at et fly uheldigvis var kommet på afveje. Den slags fly, der ofte landede på Hudson River i New York, og som var så små, at de ikke kunne gøre stor skade ved at ramme en bygning. Måske havde piloten været uopmærksom? Måske var der tåge i New York?

- Vi forstod slet ikke, hvad der var sket, fordi vi ikke så det, fortæller Penney og forklarer, at hun og kollegaerne rystede nyheden lidt af sig og først forstod at noget var helt galt, da det andet fly fløj ind i tårn nummer to, og de fik beskeden om, at det var en bevidst handling.

- De fire ord: "Det var med vilje" – det var dem, der ændrede vores verden, fortæller Penney, der gik ud i loungeområdet på flyvestationen for at følge med på tv-skærmen, hvor virkeligheden ramte hende: Sorte røgskyer, kaos, to tårne der var ved at styrte sammen. USA var under angreb.

I dag er Heather Penney underdirektør hos den amerikanske kampflyproducent Lockheed Martin, hvor hun blandt andet arbejder med trænings- og kampfly-programmer. Foto: PR-foto

Ventede på grønt lys
Det er svært at huske det præcise tidsforløb den morgen, fortæller Heather Penney, som jeg møder på Marriott Hotel en eftermiddag i oktober. Hun er i København i forbindelse med konferencen Women's Board Award, hvor den nu 42-årige tidligere F16-jagerpilot skal tale om lederskab og mangfoldighed. Hun hilser storsmilende i hotelbaren i en mørkegrøn cardigan og cowboynederdel og giver hånd, inden hun sætter sig i lænestolen og med rolig stemme genkalder minderne fra den morgen, USA blev ramt af det største terrorangreb i landets historie.

- På det tidspunkt vidste vi, at vi var nødt til at gøre noget, siger Heather Penney og forklarer, at hun forholdt sig roligt i situationen, selvom adrenalinen kørte rundt i kroppen. Hun mærkede ingen panik, siger hun, og det var ikke følelsesudbrud, men praktiske spørgsmål, der meldte sig først: Hvordan kommer vi i luften? Hvordan får vi grønt lys?

LÆS OGSÅ: "Der er lidt DSB over Hillary, hvor Obama var lidt som Apple eller Nike"

Situationen var nemlig et "dramatisk" eksempel på, hvor vigtig organisation og lederskab er, mener Penney og forklarer, at hun og kollegaerne fra flyvevåbnet var i venteposition alt for længe, fordi det amerikanske militær ikke var forberedte på et angreb af den slags.

- Jeg tror slet ikke, at det faldt dem ind at få os i luften, så vi prøvede selv at arbejde os opad i kæden for at få godkendelse og for at lade dem vide: Vi er her. Lad os flyve, siger hun.

Det var først, da det tredje fly havde ramt Pentagon, at hun og kollegaerne fik ordren. Og så gik det stærkt.

Let's go
- Ok Lucky, du kommer med mig, beordrede kollegaen Marc Sasseville, som kaldte Heather Penney ved sit jagerpilotnavn.

De havde lagt en plan, mens de ventede på at få grønt lys, og eftersom missilerne ikke var klar til angreb endnu, måtte de flyve med det eneste våben, de havde: Dem selv.

- Jeg skulle i bund og grund være en kamikazepilot, har Penney tidligere udtalt til Washington Post med henvisning til japanske selvmordspiloter.

LÆS OGSÅ: P-piller øger markant risikoen for at få depression 

Hun husker, at tiden frem til afgang gik stærkt og langsomt på samme tid, og at hun omhyggeligt dobbelttjekkede, at hun ikke havde glemt noget vigtigt: Seletøj, tjek. Hjelm, tjek.

- Jeg tager cockpittet, sagde Sasseville, mens hun besluttede sig for at sigte efter flyets hale.

- Han tog selvfølgelig cockpittet, så ingen ville kunne kontrollere flyet længere, og jeg gik efter halen, for når et fly ikke har sin hale, så kan det ikke længere svæve, fordi det er halen, der balancerer aerodynamiske kræfter. Uden halen ville flyet gå direkte i jorden, siger hun.

Og så var der ingen vej tilbage.

- Let's go, sagde Sasseville, og Penney satte sig ind i F16-flyet og lettede fra jorden.

- På det her tidspunkt var det mere end et job. Jeg tænkte for mig selv: Hvis jeg gør det her rigtigt, så kommer jeg ikke tilbage. Det her er meningen med mit liv.

En flygtig tanke
Heather Penney svarer roligt og selvfølgeligt på spørgsmålet om, hvorfor hun ikke vendte om. Hvorfor hun overhovedet var villig til at flyve i døden, når der jo var et alternativ: At lade være.

- Fordi der er ting i denne verden, der er vigtigere end os selv, siger hun og minder om, at alle i militæret afgiver løfte om at beskytte deres land for enhver pris.

- Der findes vigtigere ting end mig. Jeg tror, at vi i vores verden i dag er så fokuserede på os selv, at vi let glemmer, at vi alle er i samme båd.

- På det tidspunkt var jeg del af noget større end mig selv. Meningen med mit liv var mere end bare mig, siger Penney, der i et kort øjeblik overvejede, om hun kunne katapultere sit sæde og udløse sin faldskærm, lige inden hun ramte flyets hale og dermed undgå døden.

- Men min tanke lige bagefter var: Hvad så hvis jeg sigtede dårligt? Hvad hvis jeg missede? Så ville jeg hænge i mit seletøj under min faldskærm og se mit fly svæve forbi målet. Så ville der være ingen vej tilbage, siger Penney, der besluttede sig for at droppe ideen.

Tanken om at missionen mislykkedes var nemlig værre end alt andet.

Heather Penney elsker stadig at flyve. Man føler sig fri og får et helt andet perspektiv på de bekymringer og overvejelser, man har nede på jorden, siger hun. Foto: YouTube / LiveAirShowTV 

Tænkte ikke på sin far
Derfor var der heller ikke plads til at spekulere i, om hendes far, John Penney, som var pilot for United Airlines, kunne være ombord på det kaprede passagerfly.

- Tanken strejfede mig ikke engang, husker hun og forklarer, at hendes far er tidligere jagerpilot, og at det derfor – selvom det kan lyde følelseskoldt og ubarmhjertigt – er "fuldstændig irrelevant", om han var ombord på det fly eller ej.

- Han havde også taget sit løfte og svoret, at han ville vie sit liv, hvis det blev nødvendigt, og jeg tror, at vi alle forstod, at de ekstraordinære omstændigheder under 9/11 krævede ekstraordinære beslutninger, siger hun i dag.

- Folk har spurgt mig: "Jamen, hvad hvis du havde vidst det? Hvad hvis det havde været ham?" Det ville ikke have ændret resultatet. Det ville ikke have ændret, hvad jeg var villig til at gøre, siger hun og påpeger, at hendes far allerede havde været død, hvis han havde været på flyet, fordi terroristerne dræbte piloterne ombord.

LÆS OGSÅ: Bliver du "phubbet" af din partner? 

Siden hun var fire år gammel har Heather Penney vidst, at hun ville være jagerpilot ligesom sin far. Forældrene grinede først af det – hun ville nemlig også være ballerina og eje en hest som barn – men drømmen om at blive jagerpilot hang ved.

Heather Penneys far, John Penney, er også uddannet jagerpilot. Foto: YouTube / LiveAirShowTV 

Og hendes forældre forstår godt, at Penney gjorde som hun gjorde den morgen,

- Hun vidste godt, at jeg fløj den slags ruter. Men vi brød aldrig sammen følelsesmæssigt på grund af det eller noget som helst. Hun er jagerpilot; jeg er jagerpilot, har John Penney tidligere udtalt til Washington Post, som moderen, Stephanie Penney, også har udtalt sig til:

- Jeg sagde til Heather: "Vi er rigtig glade for, at det ikke var din far, og at du ikke behøvede at tænkte på det."

Hun forklarede, at hendes datter havde svaret: "Mor, jeg kunne ikke tænke på det. Jeg havde et arbejde, jeg skulle passe."

- Det er det, vi er mest stolte af Heather over: At hun passede sit arbejde, sagde moderen til avisen.

Fløj under radaren
Det kom dog aldrig så vidt, at Penney måtte ofre sit liv i luften den morgen. For United Airlines fly nr. 93 lå så langt under radaren, at Penney og Sasseville ikke kunne finde flyet og måtte vende om. De kunne ikke flyve for langt væk fra det centrale Washington D.C. og risikere, at fjenden sneg sig forbi dem.

Det var først senere, at de fik besked om, at passagerne ombord flyet selv havde overmandet terroristerne, og at flyet var styrtet ned på en mark i Pennsylvania uden nogle overlevende.

- Vi vidste ikke, at fly nr. 93 gik ned. Vi havde ingen ide om det, siger Penney og fortæller, at hun i dag anskuer missionen som mislykket, fordi det ikke lykkedes dem at nå frem i tide, så passagerne ombord selv måtte tage affære.

- De skulle ikke have været nødt til at træffe det valg.

LÆS OGSÅ: Noor er muslim og skal optræde i Playboy med hijab

Og det er det mest fascinerende og inspirerende ved den morgen, mener den tidligere jagerpilot: At "helt almindelige mennesker" udviste så stort et mod, når situationen virkelig krævede det.

For heltemod findes i alle mennesker under de rette omstændigheder, siger Penney, der ikke selv mener, at hun gjorde noget ekstraordinært den 11. september 2001.

Det var passagererne ombord på United Airlines fly nr. 93 et bevis på.

- De vidste også, at der var noget, der var vigtigere end dem, og de var villige til at ofre sig selv for det.

Penney arbejder aktivt for at fremme mangfoldighed blandt ledere i virksomheder, blandt andet ved at deltage på konferencer som her ved Women's Board Award i København i oktober 2016. Foto: Pamela Juhl 

LÆS OGSÅ: Få looket - 6 streetstyle-stjernes overtøj

LÆS OGSÅ: 10 kunstneriske Instagram-profiler du skal følge

LÆS  OGSÅ:9 vanvittige Justin Bieber-øjeblikke fra Parken