Få uger efter brylluppet tager Kåre Quist og Vibeke Lentz fusen på alle: ”Vi er blevet gift igen!”

Det er under to måneder siden, at tv-vært Kåre Quist og model Vibeke Lentz første gang sagde ja til hinanden. Lørdag formiddag gjorde de det igen – denne gang under mere formelle rammer ved en smuk vielse i Christiansborg Slotskirke omgivet af venner og familie.

alt.dk logo

Det vakte både stor interesse og en god portion mystik, da Kåre Quist og Vibeke Lentz i juli delte en række romantiske billeder på deres respektive Instagram-profiler, som kraftigt hentydede til, at parret var blevet gift.

Men var der rent faktisk tale om et bryllup – eller havde parret blot inviteret venner og familie til en stor sommerfest?

Det viste sig at være det første.

Parret var nemlig rigtig nok blevet gift ved en spontan og intim vielse, og efterfølgende havde de fejret kærligheden til en fest med venner og familie.

Gift igen

Men lørdag den 5. september kl. 9.30, mindre end to måneder efter det første bryllup, har parret endnu en gang sagt ja til at dele livet i medgang og modgang. Denne gang er de blevet viet i Christiansborg Slotskirke af præst Kathrine Lilleør, og det er ikke tilfældigt:

– Kåre og jeg er kristne. Og derfor vil vi gerne sige ja i en kirke.Vi er meget begejstrede for Kathrine Lilleør, og det er en stor glæde, at det er hende, der skal velsigne os, lyder det fra Vibeke Lentz, og Kåre Quist tilføjer:

– Vibeke og jeg blev gift på den smukkeste, spontane sommerdag på Fejø. Det var så romantisk som noget kunne være. Men det var så spontant, at meget familie og mange venner ikke kunne nå at være med.

Derudover håber tv-værten, at den anden vielse kan fjerne enhver tvivl om, hvorvidt parret rent faktisk er blevet gift. 

– Nu gør vi det på en mere tydelig måde. Der er stadig mange, der spørger os, om man godt må sige tillykke, fordi folk er i tvivl om, hvorvidt vi egentlig blev gift første gang.

Meget forelskede

Det nyslåede ægtepar lægger ikke skjul på, at de har fundet en stor kærlighed i hinanden:

– Kåre er den flotteste, mest kærlige og omsorgsfulde mand. Og han haft min hånd fra første dag vi så hinanden. Nu tager han også min hånd når vi bliver velsignet i kirken. I evig kærlighed, lykkelig kaos og troskab, lyder det fra Vibeke Lentz, og Kåre Quist stemmer i:

– Vibeke er det smukkeste og bedste, der er sket for mig. Hun gør store beslutninger nemme. Og jeg er verdens lykkeligste mand. Det er una storia de grande amore.

Efter vielsen er alle gæsterne inviteret til reception i nærheden af kirken. Men fejringen skal ikke vare hele dagen. For kort efter receptionen vil brudeparret forlade selskabet for at sætte kurs mod lufthavnen.

– Vi gør det på en måde, som de fleste nok ikke ville gøre. Vi flyver simpelthen til Toscana samme eftermiddag, og vi rejser i fuldt bryllupsoutfit. Eller det siger Vibeke i hvert fald, og hvis det sker, så får I billeder, siger Kåre Quist og griner.

Havde set kjolen på forhånd

En bryllupsrejse samme dag som vielsen er ikke det eneste atypiske valg, som parret har truffet i forbindelse med bryllup nummer to.

Kåre Quist havde nemlig allerede set brudekjolen inden den store dag.

– Vibeke ligner en drøm i kjolen, som er et vintagefund - ligesom hendes mand, siger tv-værten og griner.

Nu venter der brudeparret en uges romantisk samvær i Toscana, inden hverdagen igen melder sig.

Vi ønsker Kåre Quist og Vibeke Lentz et stort tillykke med brylluppet – endnu en gang!

Se endnu flere billeder her: