Klumme: Derfor skal du og dit barn se årets vigtigste dokumentar
SPONSORERET indhold

"Man sidder tilbage med en stor knude i maven efter at have set årets måske vigtigste dokumentar"

Ni modige unge kvinder står frem i en ny undersøgende dokumentar på TV 2 og fortæller om magtmisbrug, krænkelser og seksuelle overgreb i de danske ungdomspartier. Som seer sidder man tilbage med ondt i maven og en enorm indignation over, at kvindernes historier lader til at have fået NUL konsekvenser for overgrebsmændene. Hvor skandaløst kan det blive?, spørger ALT.dks livsstilsredaktør Sara Wilkins i denne klumme

Af: Sara Wilkins Foto: DocEye TV 2
17. nov. 2020 | Livsstil | ALT.dk

Man sidder tilbage med en stor knude i maven efter at have set årets måske vigtigste dokumentar ”Partiernes skjulte overgreb” på TV 2.

I kølvandet på et efterår, hvor #MeToo, seksuelle overgreb og chikane i den grad har været på dagsordenen, kunne timingen på TV 2s undersøgende dokumentarserie – som er halvandet år undervejs – ikke være bedre.

Her møder vi ni unge kvinder, der beretter om det magtmisbrug og de seksuelle krænkelser og overgreb, som de som helt unge piger – mellem 14 og 19 år – blev ofre for i de danske ungdomspartier.

Vi møder fx ”Johanna” fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), der fortæller, at hun efter et seksuelt overgreb har været indlagt på psykiatrisk afdeling 21 gange og blandt andet har skåret i sig selv. Hun får stadig daglige flashbacks og har mareridt hver nat.

Vi møder også 22-årige Caroline, tidligere medlem af Liberal Alliance Ungdom (LAU), som blev fundet bevidstløs med underbukserne nede om lårene i en kælder til en fest hos ungdomspartiet, hvor en mand ifølge Carolines veninde med det samme udbrød: "Jeg har en god advokat", da hun og to andre venner fandt dem i et øde omklædningsrum.

De ni kvinder fortæller om det, de kalder en ”syg” kultur, hvor seksuelle overgreb og en generelt sexistisk tone har hersket i ungdomspartierne. De fortæller blandt andet om at være blevet opfordret til at smide undertøjet til fester for at få gratis drinks, om sange med budskaber om at intropiger ”skal ned på alle fire”, og så beretter de ikke mindst om flere situationer, hvor de har følt sig presset til sex, og om frygten for de konsekvenser, det kunne få, hvis de sagde nej.

Et modigt og nødvendigt opgør

Det er både inspirerende og respektindgydende, at kvinderne i dag har fundet modet til at stå frem og kræve et opgør med den rådne magtkultur, de bevægede sig rundt i som politisk engagerede unge mennesker, der drømte om at gøre en forskel – og endte med at betale den højeste pris for det.

Derfor er det også så nedslående at se, hvordan deres oplevelser er blevet mødt af dem, der har siddet på magten undervejs – og hvor få (læs: ingen) konsekvenser, det lader til at have fået for dem.

De anklagede mænd nægter – uden undtagelse – at stille op og lade sig interviewe i dokumentaren og beskriver i flere tilfælde, at de har opfattet episoderne som ”frivillig sex” og derfor ikke har yderligere kommentarer.

For slet ikke at nævne partiernes interne håndtering af sagerne, som vist bedst kan beskrives som ”way too little way too late”.

Hvor skandaløst kan det blive?

”Partiernes skjulte overgreb” udstiller magtmisbrug af allerværste skuffe.

Og det er takket være kvinder som Caroline, Mathilde, Tine, Rikke, Helene, ”Eva”, ”Johanna”, Freja og ”Anna”, at det kommer frem i lyset.

Tredje og sidste afsnit af ”Partiernes skjulte overgreb” rullede over skærmen den 5. november og kan fortsat ses på TV 2 Play.

Anbefalet til dig