"Jeg husker tydeligt, hvad mine fire veninder fra New York gav mig i starten af 00'erne..."

Jeg husker tydeligt, hvad mine fire veninder fra New York gav mig i starten af 00’erne. De fire kvinder, der hed Miranda, Samantha, Charlotte og Carrie. Jeg var i starten af mine 20’ere og boede på Egmont Kollegiet i København, da de frisindede, åbenmundede og sexede veninder fra New York limede mig og min amerikanske ven Brian til skærmen. Han var lige sprunget ud som bøsse; og jeg var lige sprunget ud som voksen, mente jeg.

Med en ægte husleje, et ægte universitets-studium, min egen Apple-computer, min Nokia-telefon, en relativt ny hotmail og vigtigst af alt – min egen økonomi, garderobe og livsstil. Ja, det var netop min nye ”livsstil”, som de fire kvinder, der konverserede kækt, humoristisk og altid med effektive punchlines, støttede mig i.

LÆS OGSÅ: "Jeg hader dem og kommer aldrig til at investere i dem igen"

De mente, at det var okay, at jeg kyssede flere frøer, end jeg selv var stolt af. Og det var helt tilforladeligt, at jeg forelskede mig dramatisk og hjerte-skærende i en lidt ældre fyr samtidig med, at jeg også konstaterede, at han og jeg var uendeligt fejlbarlige og ualmindeligt umulige til at være kærester. Carrie og Aidan, Charlotte og Trey, Samantha og Richard … de viste vejen.

Og redningen var altid nem og kun et svirp med plastikkortet væk. En cosmopolitan, et par Manolo Blahniks, en middag på Sushi Samba, en tur igennem en smart secondhand-butik med det perfekte sortiment af vintage-Dior, -Chanel og -Versace, og de eksistentielle kvaler var væk. Sturm und drang kunne shoppes væk. Jeg havde hverken Carries budget eller eklektiske stil – men jeg gjorde mit bedste for at ligne en dansk kopi på SU.

LÆS OGSÅ: Klumme: Tvivler du også konstant på dine egne bedrifter og talenter?

I dag, når man siger, at gammel kærlighed ikke ruster, trækker jeg på skuldrene. For jeg fandt hverken sammen med den tids Aidan eller Mr. Big, og jeg er ikke længere slyngveninde med ”Sex and The City”. For den serie, der i mere end et årti kunne få mig til at foretrække, at en fredag aften blev tilbragt hjemme foran skærmen med neglelak ved hånden, en muddermaske i ansigtet og snacks og vin inden for rækkevidde – og gerne med Brian ved min side – synes pludselig ualmindeligt tonedøv.

Er sidste års cancel-culture gået i blodet på mig? Skal alt nu bare udskammes, hvis det ikke er inkluderende eller politisk korrekt? Nej. Absolut ikke. Michael Jacksons ”Dirty Diana” er fortsat et af mine foretrukne popnumre, jeg elsker stadig Madonnas selviscenesættende dokumentar ”Truth or Dare”, og jeg synes stadig, at Karl Lagerfeld var et geni, selvom han var evigt upassende i sin dom over tykke kvinder og lave mænd. Men måske er det fordi, at jeg kan adskille kunst fra kreatør, når det gælder disse tre ikoner?

LÆS OGSÅ: Klumme om #metoo: ”Det er tydeligt, at der er forskel på generationerne”

Anderledes svært er det med ”Sex and The City”.

Da jeg besøgte min ven Brian, før corona lukkede New York ned, var det ikke bare os, der var vokset, blevet gift og ikke mindst modnet. Det var verden også. Vi havde på ingen måde lyst til at eftergøre de fire pigers håbløse aftener som selviscenesatte skueretter, der skulle sluges af en mand, og det syntes ikke længere som indbegrebet af en kollektiv drøm at vælte op og ned af Fifth Avenue med et flammende mastercard og en tung last af logoficerede poser proppet med løfter om, at endnu et par af sæsonens tøjkriser var afværget.

Alle problemer kan ikke længere knaldes eller købes væk. Og ”Sex and The City”s primære pointer er derfor hverken seværdige eller inspirerende længere. Heldigvis.