Anette Jensen
SPONSORERET indhold

Kære datere: Husk at møder i den virkelige verden forpligter

Ordentligheden ryger sig en tur, når vi afslutter en kærlighedsrelation over SMS. Det mener klummeskribent Anette Jensen, der mener, at hvis vi møder andre mennesker i den virkelige verden, skal vi også kunne afvise dem - ansigt til ansigt.

Af:: Anette Jensen Foto: Privat
09. dec. 2020 | Livsstil | ALT.dk

Du sender en SMS – nogle ord og en emoji. Det er det samme som at ringe op, sige ordene med dine stemme og høre reaktionen i den anden ende, ikke?

SMS’er erstatter en telefonsamtale – tror vi.

Måske er det tilfældet, når det handler om praktiske ting: ”Vi mødes klokken 16 på Kultorvet” og ”okay” lyder det bekræftende hos modtageren.

Men når det handler om følelser og andet end praktiske ting, fejer SMS’er ordentlighed ned af bordet. For sandheden er den, at vi slipper for at høre modtagerens reaktion.

SMS’er er på afsenderens præmisser; vi får sagt det, vi vil sige, og modtagerens reaktion kan vi ignorere.

Vi kan slippe for at forholde os til den. Lyden af hendes stemme, skuffelsen, modargumenterne, spørgsmålene, der opstår, når modtageren bliver overrasket, vil stille spørgsmål eller lyden af en stemme, der knækker og siger: ”Mener du virkelig det?”.

Omsorgen forsvinder

Alt det slipper vi for at forholde os til med vores ører. I SMS’er kan vi nøjes med at læse ordene, vi kan endda slette dem, inden vi læser dem. Vores øre bliver ikke ramt. Vi slipper for at blive ramt ved at sende en SMS.

SMS’er drager ikke omsorg for modtageren. SMS’er er uforpligtende.

SMS’er kan få ens verden til at ændre sig, uden vi ved, om et svar tilbage gør nogen forskel. Hverken ord eller velvalgte emojis ændrer dette. Der skal to til en samtale, kun én til at sende en SMS.

Sådan har jeg oplevet ”kærestemarkedet”.

SMS'er er det mest uforpligtende

I en klumme har jeg skrevet om Tinder, som jeg flirtede med i to timer. Selve klumme om Tinder har kastet flere invitationer af sig; jeg er blevet inviteret ud.

Jeg har oplevet, at virkelige fine møder i den virkelige verden er blevet afsluttet med en SMS. Møder i den virkelige verden, som jo i hvert fald i den tid, de står på, forpligter.

Vi siger ting til hinanden, det fysiske nærvær siger noget, og vi forpligter os på sin vis til hinanden. Disse bånd, vi binder, kan med ét klippes over med én SMS fra den ene side. Og der er ingen synlig omsorg for den, der holder i den anden ende af båndet.

Det uforpligtende, den manglede omsorg, præger vores møder. Selvfølgelig må vi sige ”stop” eller ”jeg trækker følehornene til mig”, men du må være mand nok til at gøre det på andre måder end blot ved at sende dit eget budskab afsted i en SMS.

Du må være villig til at se ind i den andens øjne eller lytte til den andens stemme, efter du sendt dit budskab ud.

Virkelige møder med virkelige mennesker forpligter. Og SMS’er er noget af det mest uforpligtende, vi har.

Anbefalet til dig