Jeg vil nok ikke gå så langt som at kalde det for årets mest beundringsværdige bedrift, men i 2021 lykkedes det mig ikke desto mindre at fake et migræneanfald for at slippe væk fra en parmiddag. Jeg har det nu ellers fint med parmiddage, problemet er bare, at jeg som regel altid bliver temmelig træt, når klokken nærmer sig de 22, hvorefter jeg gerne bare vil i seng fremfor at føle mig forpligtet til sidde til langt ud på natten og plapre løs om stigende coronasmitte, faldende boligpriser, og hvad man ellers forventes at mene noget begavet om for tiden.

Men da det jo ikke betragtes som god etikette at sige tak for i aften lige midt i culottestegen, uanset hvor klatøjet man end måtte være, følte jeg i min pludselige desperation, at der skulle desperate midler i brug. Først en lang række demonstrative gab, derefter hentydninger til alle de vigtige ting, jeg skulle nå næste morgen, og til sidst altså et moderat migræneanfald. Det havde jo også været under opsejling siden forretten, som jeg elegant fik sagt til selskabet, inden jeg undskyldende og underdanigt, men også ganske tilfreds, fortrak til soveværelsets mørke.

Og nej, selvfølgelig er det ikke okay at simulere anfald af alvorlig hovedpine, især ikke, når man rent faktisk lider af migræne og ved, hvor ondt den slags anfald kan gøre. Men det føltes alligevel virkelig rart, måske endda ligefrem befriende at give sig selv lov til at blæse på både takt og tone, uskrevne regler og god parmiddags-skik og bare skride i seng inden opvasken og lad-os-gøre-det-igen-snart-krammerne. Ikke fordi selskabet kedede mig, tværtimod, men fordi jeg simpelthen var dødtræt.

Men vi gør det jo alle, ikke? Går rundt og stikker hinanden små uskyldige undskyld-ninger for at slippe ud af kaffeaftaler, gåture og fyraftensøl, vi ikke orker, selvom vi har haft aftalen i kalenderen i flere uger.

Det er et helt normalt menneskeligt vilkår alligevel ikke at gide ting, når det kommer til stykket, især når vi når en vis alder og derudover også godt ved, at dem, vi brænder af, måske i virkeligheden havde tænkt sig at gøre præcis det samme. At lyve sig til et migræneanfald for at komme lidt tidligere ud af en middagsaftale med et par ellers gode venner er vel ikke værre end at stjæle et ekstra stykke kage fra kantinen, flirte med praktikanten, tage den på taxa-gult, og hvad der ellers hænger af lavthængende forbudte frugter for alle os i 40’erne.

Det kan godt være, at det ikke er god stil, men det er ikke desto mindre bekymrende vanedannende, ikke mindst i denne tid, hvor man altid bare kan stikke folk en plade om, at man er lidt sløj og snottet og således egentlig gør både venner og samfundet en tjeneste ved bare at gå i seng.

Måske når vi alle en dag til et punkt, hvor det er socialt acceptabelt at aflyse aftaler i sidste øjeblik eller gå i seng midt i den mellemgode rødvin uden at skulle føle sig hensat til desperate undskyldninger om coronasmitte, syge børn og migræneanfald, men jeg frygter, at den slags sydeuropæiske tilstande endnu har lange udsigter. Så stik din omgangskreds en plade og gå hjem i seng, hvis det er det, du har brug for. Hvad folk så end måtte tænke, kan ikke være din hovedpine, vel?

ALT for damernes klummeskribenter

Sine Gerstenberg

Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre, superløber og superlæser.

Nillou Zoey Johannsen

Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.

Mette Kirstine Goddiksen

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

Journalist, gift og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.