Er fordomsfrihed en utopi?
Foto: Flemming Gerny Er fordomsfrihed en utopi?

Så dårligt behandler vi dem, der er anderledes

Klummeskribent, Anne Sofie Allarp, fortæller, hvordan hun blev opmærksom på sine egne fordomme.

En gang langt, langt tilbage i forrige århundrede var jeg på et udvekslingsophold i USA. Jeg var, som læsere af min faste klumme her på siden måske kan forestille sig, en vred ung dame på 15-16 år, som var optændt af flammende indignation over verdens uretfærdigheder. Ven med alle, særligt de svage og dem, andres fordomme og almindelige dårlige opførsel gik ud over.

Otte måneder inde i mit ophold sad jeg i et tog på vej til Washington DC for at besøge min amerikanske fætter Torben, da en sort mand satte sig ned ved siden af mig. Jeg vil aldrig glemme chokket over min egen reaktion på denne ellers helt ordinære begivenhed, at en anden passager satte sig ned, fordi den bestod af en umiddelbar frygt alene baseret på mandens hudfarve. Min hjerne var ved at brase sammen i erkendelse af min egen fordom. Det forhold, at jeg på så kort tid, var blevet så gevaldigt farvet af det hvide, amerikanske middelklasse-miljø, jeg befandt mig i.

Desmond Tutu, den sorte, sydafrikanske biskop og menneskerettighedsforkæmper, skriver i sin selvbiografi, at han havde en lignende oplevelse i et dansende fly. Hans instinktive tanke var, at han håbede, at piloten var hvid.

Vores hjerner er programmerede til at være forudindtagede. Vores mentale univers hænger uløseligt sammen med virkeligheden omkring os, og virkeligheden er den, at mennesker rangordnes efter købekraft, efter køn, efter farve, kultur, religion, højde, objektiv skønhed, sundhed, og så videre..

Det er noget som de anderledes i det danske samfund lever med hver eneste dag. De lever med, at vi andre, selvom vi prøver at kontrollere eller overkomme vores fordomme, er så socialiserede i dem, at det som regel ikke er muligt.

Jeg har en skøn veninde, der over det seneste år har tabt næsten 40 kilo, og hendes fortælling om at gå fra at være en af de anderledes til at være en af os andre er bemærkelsesværdig.

Hun var normalvægtig som barn og ung, men tog 15-20 kilo på på et år efter et tidligt giftermål og derefter to til tre kilo om året, indtil hun vejede godt 110 kilo. Derfor var hendes voksenliv på det vilkår, at hun var større end de fleste.

"Jeg havde oplevelsen af at nye mennesker, steg lidt af på mig i starten, men at de så steg de på igen, når de havde lært mig at kende. Jeg synes, der skulle laves meget benarbejde. Jeg reflekterede ikke grundigt over det, mens jeg var stor. Jeg har samtidig haft den der konkurrerende forestilling om, at det nok handlede om hvordan de andre var, og ikke hvordan jeg var," forklarer hun.

"Men så skete der den voldsomme forandring af mit udseende, og så havde jeg oplevelsen af at blive valgt til. I alle sammenhænge, hvor man skal etablere et fagligt tillidsfuldt samarbejde, var det pludselig meget nemmere. Mennesker, der før ikke rigtigt ville høre på mig fagligt, syntes nu at jeg havde noget at bidrage med. Og folk satte sig tættere på mig. Som om jeg ikke var farlig længere, jeg smittede ikke. Jeg gætter på at folk, der er vanskabte, også må have det sådan. Folk går ikke helt så tæt på en. Der er mere afstand, og man er mindre tilbøjelig til at give en krammer. At jeg var sådan en, der potentielt kunne smitte, blev rigtig tydelig set i bakspejlet."

Jeg spørger hende, om der var nogle fordele i at være stor.

"Jeg savner ind i mellem, at jeg havde en sikker position som kammerat blandt mit mandlige netværk. Nu er jeg blevet bærer af et køn, det var jeg ikke før. Det er ikke alene skidt. Men det er en social faktor. Også i forhold til kvinder og i de nære relationer kunne det give en tryghed, at jeg ikke blev opfattet som et seksuelt væsen. Da jeg begyndte at ligne en, der havde et køn, kunne jeg mærke på nogle, at det virkede som om, de godt kunne tænke sig, at jeg var mit gamle runde jeg," svarer hun.

Hun spekulerer på, hvilke jobs og hvilke muligheder for udvikling, hun ikke har fået på grund af sin størrelse. Og det er de gode spørgsmål, fordi vores fordomme begrænser og skader jo. De skader de mennesker, som lever under det pres på krop og sjæl, som de konstante afvisninger indebærer. Og de skader vores samfund, der ikke får mobiliseret talent og bidrag fra de mange, som holdes tilbage, fordi de er anderledes.

Vi kan ikke blive fri for de fordomme, vi har lært, men vi kan blive bevidste om dem, og derigennem kan vi begynde aktivt at modarbejde dem. Det bliver vi gladere og bedre af. Alle sammen faktisk.

LÆS OGSÅ: Derfor får Christiane hug for sit syn på kønsroller

Anne Sofie Allarp

Om Anne Sofie AllarpAnne Sofie Allarp, 41, er cand.jur. og bor i Madrid med sin spanske mand, fem-årige datter og to-årige søn.

Hun havde en international karriere som embedsmand bag sig, da hun i 2011 debuterede som forfatter med den politiske thriller "Falske Stemmer", der blev nomineret til Debutantprisen. I 2012 udkom den psykologiske gyser "Hændelsen".

Hun er lige nu aktuel med "Den skandinaviske drøm", som er en politisk udgivelse om tidens store spørgsmål.

Når Anne Sofie Allarp ikke skriver bøger, bidrager hun til forskellige skrevne og elektroniske medier om indenlandske og udenlandske samfundsforhold. Hun er desuden forfatter til børnebogsserien om Magda og hendes usynlige ven, der bl.a. udgives i samarbejde med DR-Ramasjang.

Anne Sofie Allarp er fast klummeskribent på ALTfordamerne.dk. Klummerne er alene udtryk for skribentens egne holdninger
Se, hvad vi ellers skriver om: Samfund