Louise Rygaard Jonas
SPONSORERET indhold

Kvinder mangler realistiske lederrollemodeller

Kvinder, der både vil have en karriere og være en nærværende mor, mangler rollemodeller, de kan spejle sig i, mener Louise Rygaard Jonas.

Af: Louise Rygaard Jonas
03. maj. 2016 | Livsstil | ALT for damerne

To gange om året afholder jeg et ledelseskursus på CBS Executive. Deltagerne er karrierebevidste kvindelige ledere. Et tema, som uundgåeligt dukker op er "work-life balance" og manglen på rollemodeller, som kvinder, der både vil have en karriere og være en nærværende mor, kan spejle sig i.

Lad mig komme med nogle eksempler på kvindelige topledere, som ofte interviewes og fremhæves i magasiner og aviser. Jeg læste for et stykke tid siden en artikel om Soulaima Gourani og hendes mand, Brian, som tager ansvaret for familiens hjem og to børn, mens hun rejser verden rundt og mødes med store personligheder såsom Bill Clinton. Der er ikke mange som Soulaima og Brian, tænker jeg. Er Soulaima en rollemodel for fremtidens kvindelige ledere? Er Soulaima en bedre rollemodel end den kvindelige topleder, vi kan kalde hende Jane, der lever et liv som Soulaima langt fra børnenes hverdag, men som har valgt en aupair til at sikre, at hjemmelogistikken spiller? Den sidste type kvindelige topleder, som ofte fremhæves, er Anne - kalder vi hende. Anne har aktivt fravalgt børn til fordel for at vie sig til en imponerende og spændende karriere, der optager hele hendes tid.

Er de tre kvindetyper rollemodeller for fremtidens ledere? Jeg tillader mig at drage en konklusion på baggrund af min tætte dialog med kvindelige mellemledere på mine kurser. Lige meget hvor mediepopulistisk og sejt det end er at være Soulaima, Anne og Jane, så er de ikke entydigt de rollemodeller, som de kvindelige mellemledere – fremtidens (top)ledere - spejler deres ønsker i. Da jeg overtog ansvaret for at få flere kvinder i ledelse i Coop for en del år siden, gjorde vi os en vigtig erfaring i forhold til at bruge kvindelige topledere som rollemodeller på forsiden af vores personaleblad. For mens vi havde tænkt kommunikationen som inspiration til dygtige mellemledere med (top)lederpotentiale om at turde byde ind på lederkarrieren, så blev kommunikationen modtaget anderledes: Vores rollemodeller "var urealistiske" – i deres ekstremitet som også er gældende for Soulaima, Anne og Jane - i forhold til mellemledernes egen situation og "worklife-balance". (Top)lederjobbet blev derfor "læst" som værende endnu mere uopnåeligt.

Denne erfaring har jeg taget med mig. På mit tredages lederkursus for kvinder er oplægsholdere og undervisere derfor valgt med omhu. De er alle kvinder med succes, men de har truffet nogle forskellige valg i livet og har meget forskellige personligheder. Så jeg håber, der forhåbentlig er én, som deltagerne kan delvist spejle sig i – eller i det mindste lade sig inspirere af. Det er nemlig altid individuelt, hvem der er ens rollemodel. Og så prøver jeg at vække deltagernes indre rollemodel!

Jeg læste for nylig om en kvindelig CEO, som havde valgt ikke at gå på barsel, men tage babyen med på kontoret fire timer hver dag. Hun havde valgt ikke at passe ind i omverdenens skabelon af forventninger hverken til morrollen eller rollen som chef. Hun lavede sin egen skabelon for hendes worklife-balance og var sin indre rollemodel.

Jeg vil gerne vække din indre rollemodel med inspiration af dette. Kunne det ikke være forfriskende, hvis vi alle udfordrede vores egne og andres forventninger til manuskriptet om vores roller som karrierekvinde, mor eller kone? Som den kvindelige mor og CEO, jeg lige nævnte, som bryder normerne for at holde barsel. Er hun en rollemodel for fremtidens karrierekvinder – kunne man fristes til igen at spørge? Ligegyldigt svaret, så lad os holde fast i, at hun er er en rollemodel, fordi hun traf et valg, som gjorde det muligt at indfri hendes ambitioner. Hun skrev et nyt manuskript, der også stiller krav til hendes omverden om at forandre sig med hende, i forhold til hvordan vi taler om og iscenesætter den typiske topleder. Hun er et eksempel på det, jeg i daglig tale kalder "en kønsballademager" – én der inspirerer os alle til selv at udfordre vores eksisterende forestillinger om "worklife balance" og én, der får os til at skrive vores eget manuskript til, hvordan vi vil leve vores karriere på jobbet og på arbejdet.

LÆS OGSÅ: Sådan får du en bestyrelsesplads

LÆS OGSÅ: 6 råd til jobsamtalen: Skal jeg fortælle, at jeg er blevet fyret?

LÆS OGSÅ: 10 råd der optimerer dit arbejde og giver dig mere fritid