Ninka-Bernadette Mauritson

I siger nej tak til "fri kærlighed"

ALT for damernes læsere er ikke til fri kærlighed og åbne parforhold, hvis man skal tro størstedelen af de kommentarer, som I har givet til vores uddragaf interviewet med Ninka-Bernadette Mauritson.

"Måske er det sådan, at vi er mange, der er vokset ud af den parforholdsskabelon, som vores bedsteforældre og forældre har lavet. Der er jo heller ingen af ens venner, man kunne holde ud at være sammen med dag ud og dag ind. Sidde på toilettet med, sove med og høre på. Så jeg er nysgerrig: Okay, nu har vi prøvet den skabelon i mange år, kunne man prøve at gøre det på en anden måde?"

Sådan spørger forfatteren til bogen 'Kernesund familie' Ninka-Bernadette Mauritson i et stort interview med ALT for damerne, hvor hun fortæller om sin skilsmisse fra sin mand og sit forhold til sin italienske kæreste. Her vil parret prøve at bo hver for sig og holde liv i kærligheden ved at leve i et mere åbent parforhold. Ninka-Bernadette Mauritson understreger, at hun ikke er sikker på, at det er svaret, men vi har spurgt jer, hvad I mener.

Og det er ikke så lidt!

"Det nytter ikke at ride på for mange heste"

På ALT for damernes Facebook-side skriver Metteline Ronja Dyrgaard Severinsen, at "hvis man vil være rigtig god til noget, så nytter det ikke at man ridder på for mange heste. Man kan ikke både være god til fodbold, tennis, badminton og kunstmaleri, ej heller Kasper, Knud, Erik og Hans."

Hun tilføjer:

"Håber bare Ninka er ærlig overfor sig selv og ikke pludselig er til åbne forhold fordi hun har forelsket sig i Don Juan der tydeligvis ikke har nok i en. At være polyamorøs har ikke noget at gøre med at man absolut skal elske alle mænd, kærlighed er også at sige nej tak til dem der tilbyder sig ."

Troskab ikke det modsatte af frihed

Pia Roskjær, der har været gift i 40 år, mener ikke at ægteskabet er en modsætning til at bevare friheden. Hun skriver: "For mig handler det om, at der i et par-forhold = ægteskab er noget vi har sammen, og så er der noget vi hver især også har lyst til (og her mener jeg ikke andre partnere, for så var vi jo ikke i et par-forhold)."

Diana Christina Ehlers gør kort proces og skriver bare: "Hvis man får klaustrofobi er det måske fordi man er i det forkerte forhold."

"Får pip" af at parforholdet forherliges

Men der er også opbakning til Ninka-Bernadette Mauritson fra Stine Lukowski Grønn, der skriver på Facebook, at hun får klaustrofobi bare ved tanken om parforhold og "pip af at høre alle øko-mødrene forherlige det!!!"

Og det lyder Lisbeth Neel Bang Madsen som om hun er enig i:

"Ja, vil være sammen med ham jeg elsker når der er tid til det. Resten af turen klarer jeg selv!" skriver hun.

Læs og kommenter på ALT for damernes Facebook-side. Eller under uddraget af interviewet med Ninka-Bernadette Mauritson.

Du kan læse interviewet i sin fulde længde i ALT for damerne 19/2012.