Kære bloggere og selfiepiger: Hvem gør I det egentlig for?
Laura Møller nægter at få Instagram, fordi hun ikke vil bidrage til det pres, det lægger på særligt unge piger.
En perfekt anrettet avocadomad med den helt rigtige Chanel-taske i baggrunden.
#Healthyliving
En spejl-selfie fra træningscentret med et snorlige Colgate-smil og et veltrænet vaskebræt.
#Justdoit
Lange, slanke, glinsende brune stænger på stranden med azurblåt hav i horisonten.
#beachbody
Hvis man er velbevandret i Instagram-land, vil man vide, at en variation af ovenstående opslag er svære at undgå.
Det sociale medie bugner med gennemredigerede glansbilleder af farverige måltider, veltrænede kroppe, misundelsesværdige ejendele og eksotiske feriedestinationer.
Det er ofte både smukt og dragende, men kan også føre til en syg kultur, hvor alle stræber efter det ”perfekte” liv og aldrig bliver tilfredse med dem, de er, og det, de har.
Det mener 28-årige Laura Møller, der er uddannet sygeplejerske og tidligere har arbejdet på en ungdomspsykiatrisk afdeling, hvor hun blandt andet har mødt unge piger med kropskomplekser.
- Instagram repræsenterer jo ofte en kunstig og overfladisk verden, der har meget lidt at gøre med virkeligheden. Jeg har for eksempel set adskillige morgenmadsbilleder, der er anrettet i nærmest OCD-præget orden, og så er der lige en designerhåndtaske i baggrunden og en latte ved siden af og friske blomster i vasen. Men det er jo de færreste af os, der spiser morgenmad på den måde, siger Laura Møller.
Hun har selv fravalgt Instagram, fordi hun ikke har lyst til at bidrage til det pres, det sociale medie kan lægge på særligt unge piger.
- Alt det, vi deler, bliver præget af, hvad andre tænker om det, vi lægger ud. Jeg har hørt om flere, der sletter billeder eller opslag, fordi de ikke fik nok likes. Men hvorfor har de så delt det i første omgang? Var det ikke fordi, det var vigtigt for dem selv? Pludselig bliver det mere vigtigt, hvad andre synes, og det er rigtig ærgerligt, synes jeg.
Hvorfor er det egentlig et problem?
- Fordi helt unge mennesker, der ikke har nået at skabe sig en identitet og finde ud af, hvad deres værdier er, bliver påvirket af det. Det er jo klart, at bloggerne kan vise billeder af en perfekt morgenmad, træne i timevis og have alle deres designervarer, når de lever af det, og får meget af det tilsendt. Men unge piger spejler sig ofte i nogle mennesker, som de egentlig ikke har noget til fælles med, eller ikke har mulighed for at minde om, og så er det jo svært at leve op til de krav.
Hvorfor tror du, at så mange vælger at følge dem?
- Man bliver selvfølgelig draget af det, og det sætter gang i nogle drømme om, hvor man selv kunne nå hen, eller hvordan man selv gerne vil leve sit liv. Men jeg tror bare, at det kan gå hen og blive usundt. For nyligt var jeg på ferie på Rhodos, og her så jeg adskillige piger posere nede på stranden eller ved poolen. Først med solhat og så med solbriller, og så skulle de også lige have strandtasken med og en drink, og så når man dertil, hvor man tænker: Du tager ikke det her billede for din egen skyld, fordi du gerne vil huske det her øjeblik som noget særligt eller hyggeligt, men for at få den helt rigtige vinkel, så du kan dokumentere på de sociale medier, at du har været her, og at det var fantastisk.
Hvad tror du, det bunder i?
- Det handler jo om anerkendelse, og det tror jeg, de fleste af os jagter. Det gør jeg da også selv. Det skal jeg ikke sige mig for god til. Men jeg tror bare, at det er rigtig usundt, at vi efterhånden er så styrede af, hvad andre tænker om os.
- Der findes jo hashtags som #thighgap og den slags, og det er jo sygeligt, fordi vi rent fysiologisk er bygget forskelligt. Nogle har fra naturens side mellemrum mellem lårene, og andre har ikke, og uanset hvor meget man træner, og hvordan man spiser, så er der bare nogen, der ikke kan få det der mellemrum. Men det kan hurtigt komme til at præge, hvordan folk tænker, de skal se ud.
Du er selv på Facebook. Hvad er forskellen på det og Instagram?
- Der er jo nok ikke den helt store forskel, fordi størstedelen af det, der bliver delt på Facebook, også er succeshistorier eller opture. Jeg er heller ikke typen, der hænger mit beskidte vasketøj til tørre, og det tror jeg, de færreste ønsker. Men Facebook har alligevel et stort socialt aspekt og er ikke nødvendigvis selvpromoverende. Hvis du går på et studie, bliver der for eksempel tit oprettet en gruppe, hvor man deler vigtige informationer om undervisning eller eksamener, så der er mange informationer, der vil gå tabt, hvis ikke du er en del af det fællesskab.
Hvad deler du selv på Facebook?
- Det seneste, jeg har delt, er, at jeg lige har aflevereret speciale. Ikke noget med karakterer, men bare at det var overstået, og at jeg nu skulle have sommerferie og på barsel. Og det er vel et eller andet sted en succeshistorie. Men jeg deler det, fordi det er vigtigt for mig, og fordi jeg gerne vil dele det med mine venner. Ikke kun for at få likes.
Men bloggerne ville jo nok sige, at det er ligeså vigtigt for dem at dele deres indhold?
- Det må de også gerne. Men jeg synes, det er ærgerligt, hvis man får for meget fokus på, hvad andre tænker om én i stedet for at gøre det, fordi det betyder noget for én selv. Hvis du står og poserer i din solhat og dine solbriller og din strandtaske, fordi det er vigtigt for dig at få det helt rigtige billede, og det gør dig lykkelig, jamen så fint med mig og fred være med det. Jeg synes bare, at man har et ansvar, hvis man har ekstremt mange følgere på Instagram eller Facebook, for også at fortælle en lidt anden historie, eller at man indimellem også skriver, hvordan man har mulighed for at få og gøre alle de her ting. Man kunne godt prøve at nuancere fortællingen om én selv, så det hele ikke bliver rosenrødt, uden at man igen behøver at udstille alle de negative sider. For det forstår jeg godt, at man heller ikke gider.
LÆS OGSÅ: Petra Nagel om Instagram: "Det er usundt for os at kigge så meget på andre mennesker"
LÆS OGSÅ: 10 spørgsmål du ikke tør stille en modeblogger - nu har vi gjort det for dig