Ligger lykken i udlandet? 2 kvinder tog springet

Da den engelske journalist Helen Russell ankom til en mennesketom landsby i Jylland på en hundekold dag i januar for et par år siden, troede hun, at der var sket en katastrofe. Men efter noget tid gik det op for hende, at danskerne bare havde barrikaderet sig inden døre under stilfulde PH-lamper og i stearinlysenes skær.

Hendes mand havde lokket hende med til det kolde skandinaviske land for at udleve drømmen om at arbejde for Lego. Fristet af et mindre stressende liv ofrede hun det faste job på magasinet Marie Claire og gik på jagt efter den ombejlede skandinaviske lykke. Det blev til bogen "The Year of Living Danishly", der nu udkommer i Danmark. Bogen er englænderens vittige, skarpe og lidt rosenrøde opskrift på den danske lykke og følger måned for måned parrets første år i Danmark.

Det er langtfra kærlighed ved første blik. Danskerne er ikke sådan at komme ind på livet af, men efterhånden får hun afkodet danske vaner og traditioner og begynder selv at fornemme følelsen af større tilfredshed i en sådan grad, at det lykkes hende at blive gravid og mor efter års forgæves forsøg.

LÆS OGSÅ: "Hvis Søren begynder at tale om kirkebryllup, må jeg forklare ham, at det må blive med hans næste kone"

Efter et hæsblæsende og stressende liv i London, hvor Helen og hendes mand groft sagt holdt sig oppe på kaffe og arbejdede mange flere timer, oplevede de pludselig at leve som en dansk familie. Første gang manden kom tidligt hjem fra jobbet en fredag eftermiddag, sad hun stadigvæk i nattøj ved computeren og troede, at han var syg. Den høje danske tilfredshed bunder i en masse hygge, traditioner og stearin, en høj grad af tillid, godt design og så ikke mindst de perfekte forhold for børnefamilier, konkluderer hun.

Mit år som englænder
Helen Russell kom til Danmark lige i kølvandet på Danmarks helt store "gennembrud", og gang på gang har alt fra Noma, havtorn og levende myrer til nordiske krimier, islandske sweatre og dansk lykke trukket overskrifter i internationale aviser.

"Danmark er et af de bedste steder at have familie, stod der også på forsiden af The Times" en dag i 2006, da jeg selv lige var flyttet til England. Artiklen handlede om en af OECD's
utallige undersøgelser og blev ledsaget af en liste over øvrige landes placering på det lykkebarometer.

Mit blik skulle langt ned på listen, før jeg spottede England. Mit nye hjemland. Så hvad i alverden lavede jeg her med min mand og knap tre år gamle datter, når Helen Russell og resten af verden stræber efter den skandinaviske drøm?

Hvordan kunne jeg forlade et land med et socialt sikkerhedsnet, gode institutioner, ren luft, korte arbejdstider, lækre træ-gulve og en høj æstetisk overligger for at bosætte mig i et land, hvor ideen om isolering i mange huse stadigvæk er gulvtæpper og gardiner så tykke som vattæpper, et sindssygt dyrt og begrænset institutionssystem, skoleuniformer og en høflighedskultur, der kræver en PhD for at afkode, hvad folk i virkeligheden mener?

Det spørgsmål stillede jeg dengang for snart ni år siden og nu igen, hvor jeg har læst Helen Russells bog.

Jeg gjorde det modsatte af hende, droppede mit faste job i forlagsbranchen og flyttede til det sydvestlige hjørne af London, til bydelen Richmond, for at udleve drømmen om at leve mere internationalt og pudsigt nok med samme ambition som den engelske journalist, at finde en anden balance i mit liv. For mig opstod muligheden i en periode, hvor jeg i forvejen var i gang med et større værdiopgør i mit liv efter en stress-sygemelding. Hvis man lige et øjeblik glemmer, at man kan få stress i både England og Danmark, og at alt har fordele og ulemper, så fandt vi begge, hvad vi søgte.

For Helen Russell i en sådan grad, at hun nu bor på tredje år i Danmark, og jeg på niende år i London.

For meget af det gode
Vi kan meget hurtigt blive enige om, at Danmark er et rigtigt fedt land at bo i. For mit vedkommende manglede der bare noget. Tid og mod. Tid til at nyde mit fantastisk privilegerede liv. Mod til at designe mit liv på min egen måde. Jeg var også typisk dansk lykkelig. Spændende job, vuggestuebarn klædt i Milibe-striber og ofte hentet i christianiacykel. Egen lejlighed med friværdi i en smuk overskuelig storby omgivet af lækre butikker, cafeer, Frederiksberg Have og zoologisk have i min baghave. Jeg var bare ikke så god til det der med to karrierer og den daglige trummerum, der ofte indebar, at jeg cyklede med tungen ud af halsen gennem København for at hente barn i vuggestuen og ofte gik i gang med at arbejde, når hun var blevet puttet. Jeg ved fra veninder, stress-statistikker og debatter om trængte børnefamilier, at jeg langtfra er alene og trods de korte arbejdstider, gode institutionsforhold og fokus på fritid ser noget mere kritisk på forholdene for danske børnefamilier, end Helen Russell gør. Men var det så meget bedre, da jeg en solrig oktoberdag stod på en legeplads ved Themsen i smukke Richmond i udkanten af London med min knap 3-årige datter og var blevet delvis hjemmegående? I de tre uger, der gik, før min datter kom i deltids-nursery/preschool, opdagede jeg hurtigt, at jeg muligvis ikke var skabt til den danske model, men at jeg nok var endnu mindre skabt til at gå hjemme og hænge ud til kaffe i timevis med andre mødre hver dag. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde, men konklusionen er i hvert fald, for mit vedkommende, at for meget af det gode er for meget. Uanset om det er i England eller Danmark.

LÆS OGSÅ: Alberte om sin 20 år yngre kæreste: "Aldersforskellen er fuldstændig ligegyldig"

I Danmark følte jeg, at jeg svigtede hele feminismen, hvis jeg havde overvejet (hvad jeg aldrig gjorde) at gå på deltid. I dag er jeg som mange af mine veninder et miskmask af selvstændig, forfatter, journalist, deltidshjemmegående, yogi i "arbejdstiden" og så videre. Et simpelt spørgsmål som, "arbejder du fuld tid?", tager mig en halv time at besvare. Det tætteste, jeg kommer en arbejdsrutine, er, at jeg efter aflevering af den mindste som regel går i cafeen i det økologiske supermarked WholeFoods og skriver. Jeg kniber også mig selv i armen over, at det virkelig er mit liv og arbejde.

Kunne jeg ikke have fundet alt det i Danmark?

Sikkert. Det forestiller jeg mig faktisk. Men der er bare færre forskellige accepterede (mulige) måder at være mor på i Danmark, og jeg kender personligt INGEN hjemmegående. I England er der på godt og ondt (det kunne jeg skrive rigtig meget om) flere valgmuligheder.

Det ville også have taget mig noget længere tid at gøre op med min egen forestilling, forventninger, perfektionisme og normer. At flytte gav mig et skub og modet til at prioritere de ting, som er vigtigst for mig.

Ikke mindst modet til at æde de kompromisser, der følger med. Jeg har 21 års erfaring som journalist, og min løn er stort set tilbage, hvor den i sin tid begyndte, jeg har ingen bil, ejer ikke længere min egen bolig, jeg bor med gulvtæpper og laksefarvede klinker med fiskemotiver i badeværelset, jeg savner min familie og mine danske venner, mine døtre vokser ikke op med Pippi som deres stærke kulturelle søster, deres modersmål halter, de får helt sikkert for meget hvidt brød i skolen... og der er flere. Men listen over plusser er langt større. Ikke mindst de tre vigtigste: frihed, fleksibilitet og tid til min familie.

Lykken er en proces
Jeg spørger også Helen Russell, om hun kunne have opnået det samme ved at flytte på landet i England eller for eksempel til Madrid?

– For mig handlede det om at tage en timeout fra mit hektiske liv og finde ud af, hvordan jeg kunne blive mindre stresset, mere afslappet og sundere. Jeg er sikker på, at jeg også kunne have fået noget af det ved at flytte på landet. Det er netop en stor del af mit budskab i "I mit år som dansker", at du ikke behøver flytte til Danmark for at blive lykkeligere (selvom det uden tvivl hjælper). Det handler om, hvordan du vælger at leve dit liv, og hvilke værdier, du beslutter, er vigtige for dig. Lykken er en proces og noget, du skal arbejde på. Men når det så er sagt, mener jeg, at Danmark er et specielt sted. Det høje niveau af tillid, den skattefinansierede velfærdsstat, som betyder, at alle passer på hinanden, i hvert fald i sammenligning med England og USA. Det er noget nemmere at være tilfreds, når du ikke skal bekymre dig over et sted at bo, at give din familie mad, eller om du kan komme til lægen, hvis du bliver syg. I Danmark er work-life-balancen også meget bedre end i mange dele af verden, så du har mere tid til at dyrke en hobby eller motion og virkelig nyde tid med familie og venner. Det var at leve mere dansk, der gjorde mig gladere, at det var i Danmark, var en bonus. Jeg er kommet til at holde af landet. Selvom Spanien ville have været meget varmere.

Bare ben og flagregler
Jeg smiler lidt over, at hun i bedste danske folkesportsstil nævner vejret. For mig er det totalt omskiftelige vejr i London trods et noget mildere klima også en udfordring, og jeg kommer aldrig til at forstå, hvordan "rigtige" engelske skolebørn går i nederdel og shorts året rundt.

For en, som har gået i dansk folkeskole i hjemmesyede fløjlsbukser i 70'erne, var uniformerne og et skolesystem, der hver uge deler udmærkelser ud til udvalgte elever, en stor udfordring. Men jeg blev hurtigt fan af, at der aldrig er kamp om tøjet om morgenen, og pudsigt nok lever vi mest engelsk, når det gælder netop skoleområdet.

For samtidig er min ældste datters skole et spraglet miks fra hele verden. Jeg elsker det internationale miks og den åbenhed, puls og foranderlighed, det er med til at give.

Den puls har Helen Russell forladt. Hvis hun var flyttet til København, kunne hun selvfølgelig have fået noget af den, men slet, slet ikke i London-doser.

Til syvende og sidst har både Helen Russell og jeg fået noget forærende ved at være outsidere, der kan genopleve glæden ved noget for første gang, få åbnet øjnene for nye måder og sætte fornyet pris på små ting og traditioner, som man ellers altid har taget for givet.

Jeg er outsider i hendes hjemland, men jeg havde designmøbler og min grundlæggende danske tryghed og tillid med i mit flyttelæs. Jeg har cyklet, inden de tohjulede pludselig ramte Londons gader som en trend, og spist rugbrød, inden alle bagere og madmarkeder tog det brune brød til sig.

For Helen Russell var hele pointen med bogen da også at finde et sæt livslektioner, som hun kunne tage med sig, uanset hvor hun ender med at bo.

– Jeg kommer ikke til at bo i Danmark altid, fordi jeg savner min familie i England. Jeg ved, at jeg vil savne dansk wienerbrød, godt design og alle de gode danske ting, når jeg flytter. "Mit år som dansker" handlede om at finde en slags metode til at finde lykken, som kunne hjælpe stressede, udbrændte mennesker som mig. Jeg får stor respons fra læserklubber og læsere, som fortæller, at de allerede har forsøgt at leve på den danske måde. Bogen er for eksempel ude i fjerde oplag i England og er også lige udkommet i USA. Så jeg kan godt lide, at jeg har ramt noget i så mange mennesker. Jeg tror, at vi står ved en fortravlet, trættende og forvirrende skillevej i det 21. århundrede, hvor mange af os har brug for at trykke på pauseknappen og overveje, hvad der virkelig gør os lykkelige. Det er noget, danskerne er gode til. Uanset om de selv er klar over det eller ej, siger Helen Russell.

LÆS OGSÅ: Har kendt sin mand, siden hun var 6 år: "Pludselig vidste jeg bare, at det skulle være ham”

LÆS OGSÅ: Rikke var prostitueret: "Jeg ville gøre det igen anytime"

LÆS OGSÅ: Det er blevet in at være introvert og særligt sensitiv