Lisbet Lundquist: "Sommerhuset er det SIDSTE, jeg vil skille mig af med"

Hulebyggeri og klapsammen madder

– Min barndoms somre foregik mest i Holte, hvor jeg er vokset op. Vi boede ved skoven på en lukket vej, der faktisk bare var en sti, da vi flyttede ind. Huset var ret specielt, og det var på 110 kvadratmeter med kælder. Her boede jeg med mine forældre og mine to yngre brødre Lars og Jesper. Skoven var kæmpestor og vidunderlig, dengang var den ikke ødelagt af mountainbikes og alt muligt, som den er nu. Der var luft mellem stammerne, og der var så mange anemoner, skovmærker og hindbær. Vi byggede huler, vi legede på vores græsplæne, vi havde markerne omkring os – det var virkelig som at være på landet. Nogle somre lejede vi et sommerhus. I Kikhavn, Smidstrup, Liseleje eller Tisvilde, så jeg er kommet i området, siden jeg var barn.

– Men for det meste arbejdede vores forældre hele sommeren, og derfor brugte vi tiden derhjemme. Vi cyklede til Vedbæk og badede. Vi gik hen og købte ind i supermarkedet og mødte altid nogen, vi kendte. Og jeg tilbragte meget tid nede ved Furesøen. Jeg cyklede derned med min veninde Mette, og så havde vi en fest. Vi havde klapsammen madder med eller tomater og hårdkogte æg, og så sad vi og kiggede ud over vandet og så på dem, der stod på vandski. Da vi blev lidt større, sad vi og kiggede på de drenge, der sejlede, og valgte, hvem vi skulle være kærester med. Det var dejligt at drømme om det. Jeg var meget uskyldig og naiv. Jeg har heller aldrig senere i livet tænkt, orv nu skal jeg lige forføre ham eller ham, slet ikke. Men jeg var god til at forelske mig. Man siger jo, at kvinder leder efter deres far i de mænd, de finder, og måske havde det noget med det at gøre. Jeg havde ikke nogen stor kontakt med min far, han var fjern og distræt, men mine forældre elskede hinanden højt. Jeg tror ikke, han så mig som en pige. Jeg var der bare. Når jeg senere spejlede mig i drengenes øjne, kan det vel i nogle tilfælde have været af mangel på nærvær af en far. Måske. Det har jeg i hvert fald tænkt siden. Jeg kunne ikke få min far til at give mig lov til at gå i biffen eller noget ved at lægge mine tynde pigearme om halsen på ham, ligesom de andre piger, jeg kendte, kunne med deres far. Han så på mig, som man ser på en ret, man ikke har bestilt. Men jeg kunne "få" ham med humor, hvilket havde den sidegevinst, at jeg hele tiden arbejdede på at få udviklet min humoristiske sans, ligesom mine brødre fik udviklet deres. Det kan vi nok takke ham for.

– Jeg følte dog bestemt ikke, at jeg manglede noget som barn. Børn accepterer jo, hvordan det er, og jeg kan roligt sige, at det var en lykkelig barndom med orden i tingene. Masser af vitaminpiller og mange grøntsager. Vores hjem var sådan et kulturradikalt miljø, som var langt forud for sin tid. Sommetider spiste mine forældre inde i stuen – bare de to – og så spiste vi andre i køkkenet, fordi de gerne ville have lidt ro. Sådan var det dengang. Der var ikke noget pusse-nusse kys og kram, slet ikke, men det var vilkårene dengang, og det var fint nok. Så fik man også et rum til sit eget liv i forhold til børn i dag, der bliver overvåget hele tiden. Dengang havde man sit eget liv, man legede ude, og kammeraterne kom bare og ringede på døren. Man blev kun afbrudt, når man skulle skrælle kartofler, dække bord, vaske gulv eller stryge. Jesper og Lars skulle det samme som mig, sådan var det, det gik min mor meget op i. Da jeg var flyttet hjemmefra, elskede jeg at komme hjem til mine forældre, på samme måde som Lars og Jesper gjorde.

LÆS OGSÅ: Hanne-Vibeke Holst: "Jeg har en intens kærlighedsaffære med det her sted"

Da forældrebyrden til en vis grad var taget fra dem, slappede de af og så os mere, som dem vi var.

Lisbet Lundquist. Foto: Franne Voigt.

Huset med de syngende nattergale

– Søren og jeg blev kærester i 1987, og mens vi var meget nyforelskede, lånte vi et sommerhus heroppe i Hornbæk af en af vores venner. Vi gik lange ture, hvor vi blandt andet fik øje på det hus, vi har nu. Vi syntes, det lå fantastisk, men det var ikke til salg dengang. Det var til gengæld et andet hus, som lå på Strandvejen overfor 3. Tangvej. Dengang vidste jeg ikke, at Søren ikke kan gå forbi en ejendomsmægler uden at standse og kigge. Fuck, hvor har jeg kigget på mange huse igennem årene med Søren. I alle lande! Da han så, hvor billigt huset ved 3. Tangvej var, sagde han, aj, det må vi lige kigge på – det kostede vist omkring 300.000 dengang. Vi tog hen og så det, og pludselig havde vi købt det. Det var et traditionelt sommerhus, som vi satte i stand og indrettede helt vidunderligt med stor køkkenhave, blomster, hængekøje og med et ekstra lille hus, hvor min datter, Marie, og hendes veninder kunne være.

– Nogle år senere kom vi så forbi ejendomsmægleren igen, men jeg tænkte, at der ikke var fare på færde, for vi havde jo et hus i Hornbæk. Men så sagde Søren: "Hov, prøv lige at se der, det er jo det hus, vi har set på vores gåture." "Nå ja, men vi kan da ikke komme til at bo bedre, end vi gør nu", svarede jeg. Men jo, Søren syntes, vi skulle se det, så han lavede en aftale med ejendomsmægleren. Da vi kom hen for at se huset her, hørte vi nattergalene synge, og så begyndte jeg at græde, fordi jeg vidste, at nu blev vi nødt til at flytte. Jeg har det frygteligt med at flytte – det er en stor eksistentiel krise for mig, jeg knytter mig til tingene, og jeg synes, det er ondt overfor et hus at forlade det. Men nattergale er udtryk for den smukkeste natur, de er meget sjældne efterhånden, og da jeg hørte dem, vidste jeg, at vi skulle bo her.

– Vi købte huset og flyttede ind. Og jeg kan huske, at jeg lå inde i sengen den første morgen, fuldstændig ødelagt over, at jeg ikke var i det gamle sommerhus. Jeg vidste godt, hvor skønt her var, men jeg syntes, det var forfærdeligt. Men så
havde Søren dækket op med morgenmad, han var så sød, og efterhånden begyndte jeg at vænne mig til at være her. Og nu elsker jeg det. Jeg har det sådan med det her hus, at det er det SIDSTE, jeg vil skille mig af med, lige meget om vi skulle miste alt andet. Jeg ville slet ikke kunne bære, hvis vi blev nødt til at sælge det.

Alenetid

– Jeg elsker at være her i sommerhuset. Freden. Den fantastiske natur. Køerne dernede på marken, som er hjemme midt på dagen for at blive malket og måske sove middagslur. Og Tegners Museum, hvor vi plejer at kunne se toppen af
skulpturen "Sejren", men nu er det hele vokset så meget til, at den er blevet væk. De burde klippe de egetræer lidt. Jeg vil melde mig ind i Naturfredningsforeningen, har jeg besluttet. Jeg er også medlem af Dansk Ornitologisk Forening. Jeg elsker fugle. Her til morgen var der en fugl, jeg ikke kunne decifrere. En fantastisk fugl, måske en Sangdrossel eller en Munk, som har en meget, meget varieret sang. Det var helt vildt. Fugle er fantastiske. Da jeg var barn, udgav Gyldendal en bog med danske fugle, og jeg lærte alle fuglenavne udenad. Jeg har også alle mulige blomsterbøger, og jeg elsker at gå en tur og finde nogle blomster, jeg ikke kender, og så gå hjem og finde ud af, hvad det er for nogen. Selvom der bestemt ikke er så mange forskellige som tidligere.

LÆS OGSÅ: Jes Dorph Petersens Læsø: "Her finder jeg ro, når alt andet forandrer sig"

– Jeg er i Hornbæk så meget som muligt om sommeren. Søren er her slet ikke nok, heller ikke efter hans egen mening. Jeg siger tit til ham, at han bliver nødt til at holde lidt ferie, men det vil han ikke. Han elsker sit Zirkus Nemo, som han rejser med hele sommeren. Jeg tror også, han mener, at det er bedst at arbejde i et langt stræk. Også økonomisk. Nå, det må han jo selv ligge og rode med. Han er væk fra slutningen af april til midt september. Jeg har det fint med at være her alene og med, hvad der kommer forbi af familie og venner. Det er ikke, fordi jeg ikke elsker Søren. Det bedste i hele verden er, når vi er her sammen, men han fylder meget, ha, ha.

Lisbet Lundquist. Foto: Franne Voigt.

– Mit behov for at være sammen med andre mennesker er aftaget med årene. Min sociale muskel – som jeg kalder det – er ved at være godt slidt. Gennem mange, mange år har jeg talt med så mange mennesker, sørget for, at alle havde det godt og bare været på. Men på et tidspunkt fik jeg det sådan: Neeej, fuck, det gider jeg simpelthen ikke gå til, når jeg blev inviteret til et eller andet. Jeg bliver hjemme. Søren er mere selskabeligt anlagt, og han kan finde på at invitere folk, uden at sige det til mig først. Så siger jeg: "Det har du simpelthen ikke gjort...?" Men så laver jeg jo alligevel mad og er på, og det er da også hyggeligt, når det er mennesker, jeg elsker. Der er nogle mennesker, der altid kan komme ind ad døren, og som aldrig er i vejen. Men der er også mere pligtagtige ting... og så vil jeg altså bare hellere sidde her alene. Det er så fedt! Jeg er i gang med at læse Herman Bangs samlede værker, som Marie gav mig til min meget, meget høje fødselsdag tidligere i år. Hun, Søren og jeg var ude og spise inden fødselsdagen, og hun havde en stor taske med. På et tidspunkt tog hun en kæmpe pakke op og sagde: "Mor, jeg vil så gerne give dig den her gave nu, for der er sikkert rigtig mange andre mennesker på din fødselsdag." Og så havde hun købt Herman Bangs samlede værker. Jeg er fuldstændig vild med Herman Bang. Det var så sødt, at jeg måtte fælde en tåre. Det kom sådan bag på mig, at hun havde været rundt og lede og lede efter de bøger. Det var så smukt. Så dem læser jeg med stor fornøjelse, og jeg vil sige, havde jeg ikke været alene heroppe, så kunne jeg godt sige godnat til det. Når Søren er her, foregår det sådan her: "Hvad med frokost? Laver du eller skal jeg? Jeg kører lige ned og henter sild..." Og det er hyggeligt, men når jeg er alene, kan jeg bare skide fuldstændig på det. Så tager jeg lige en happer, når jeg er sulten, og så læser jeg videre.

Eftermiddagslure og kærlighedserklæringer

– Jeg bruger også meget tid i cirkusvognen, som står ude foran sommerhuset. Den fik vi af en gammel dame for mange år siden, næsten samtidig med vi købte sommerhuset her, og den er indrettet til mig, så jeg kan sidde der og skrive mine bøger. Jeg sidder der hver dag, selv når jeg er alene heroppe. Nogle
gange bliver jeg hængende, og så er klokken pludselig 23, og jeg har bare skrevet og skrevet. Andre gange lægger jeg mig et øjeblik på den skønne seng derude, læser lidt og falder i søvn.

LÆS MERE: de danske sydhavskyster: Weekend getaway til De Danske Sydhavskyster

– Jeg kunne rejse med Zirkus Nemo hver eneste dag hele sommeren. Det ville Søren helst have. Men det gør jeg ikke, for så får jeg ikke ro. Alt det sociale med cirkus er enormt hyggeligt, det er slet ikke det, men det kan også blive for
meget. Søren har faktisk foræret mig en lille vogn, der følger med Zirkus Nemo. Sidste år, da jeg kom kørende til Aarhus for at besøge ham, opdagede jeg en lille, sort campingvogn med lidt rødt på, der stod ved siden af de andre vogne. "Hvad er det for en nuttet lille campingvogn?", spurgte jeg Søren. Og så tog han mig hen til den, så jeg kunne se det lille skilt, hvor der med guldbogstaver stod: "Lisbets vogn". Det var så sødt! Han ville så gerne have, at jeg havde et sted, hvor jeg kunne arbejde, så jeg kunne være lidt mere med rundt i landet, som han så gerne vil have. Samtidig forstår han godt, at jeg ikke kan være med hele tiden, og han ville også gerne selv være her i sommerhuset lige nu, hvor det hele er så skønt. Jeg har optaget nattergalenes sang til ham og sendt det som lydfil, så han kan høre dem.

– Når Zirkus Nemo slutter, tager Søren og jeg altid til Italien. Vi lejer det samme lille hus hvert år, og det ligger så højt oppe i bjergene i det nordlige Toscana, at man næsten kan se fuglene oppefra. Det ligger fuldkommen isoleret. Jeg er bange for højder, men det lykkes os altid at komme derop. Jeg sidder med lukkede øjne hele vejen. Vi køber rigtig meget ind på vejen og tager så ind på marked en gang om ugen. Ellers er vi bare sammen i huset. Vi spiller kort, hvilket jeg aldrig havde troet skulle ske for mig. Men det gør vi, et fransk spil, der hedder Bezique. Så sidder vi udenfor under et halvtag og kan høre uglerne og har tæpper rundt om os, fordi det er lidt køligt på den årstid. Og vi ligger i liggestole og læser og læser. Jeg har læst Dickens samlede værker højt for Søren dernede. Sommetider kommer der også skyer ind i huset. Vi kan ligge i sengen, og pludselig kan jeg se, at en sky er på vej. Så står jeg op og åbner vinduet og siger: "Værsgo, kom indenfor."

– Når Søren stopper med Zirkus Nemo om nogle år, kan vi være mere her i Hornbæk. Men det går ikke lige nu. De gange, vi har prøvet at holde ferie her i efteråret, er vi altid blevet forstyrret. Folk kommer lige forbi, og Sørens telefon ringer hele tiden. Så bliver han nødt til liiige at køre ind til byen. Sidste år prøvede vi at lade, som om vi var taget på ferie langt væk, selvom vi bare var her, men det kunne ikke lade sig gøre. Det er derfor, Italien er godt for os, der er vi helt væk. Problemet er, at jeg sommetider får tilbudt forskellige roller, og de ligger altid i september/oktober, når vi er i Italien. Og det kan jeg så ikke. Det er en deal, Søren og jeg har, ellers har vi aldrig ferie sammen. Søren rejser nemlig også til Thailand i januar og er væk to måneder for at skrive Zirkus Nemo. Jeg besøger ham tre uger. Længere kan jeg ikke holde varmen ud. Jeg er meget følsom overfor solen. Jeg er syltet ind i faktor 50, så jeg ligner en marmorstatue, når solen skinner. Lige meget hvor i verden, det er. Også her i Hornbæk.