Lizette Risggaard Interview Hendes Verden

Foto: Sara Skytte "Han sagde, at det var ham, der havde lavet maden. I virkeligheden kom den fra Søllerød Kro," fortæller Lizette Risgaard om det første møde med sin mand, Per.

Lizette Risgaard: "Der er ikke nogen ny mand i mit liv, men jeg har ikke opgivet"

Lizette Risgaard sagde farvel til fast job, da hun i 2000 stillede op og blev valgt som formand i en lokal HK-afdeling. 15 år senere var hun den øverste i fagbevægelsen. Men hun er altid forberedt på, at det kan slutte brat. Og hvem ved, i så fald er det måske tid til at tjekke dating.dk.

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Selv om jeg er født i Kalundborg, er det Fynsgade og Nørrebrogade i København, jeg kan huske, for vi flyttede til Nørrebro, da jeg var tre-fire år. I dag er det det hippe kvarter, men dengang var det vist mere stille og roligt. I starten var vi min mor og far og mig, men senere bare min mor og mig, for mine forældre blev skilt, da jeg var ti år.

– Det var et rigtigt arbejderhjem i en toværelses lejlighed med bak-ind-toilet og fælles bad i kælderen. Min mor var rengøringsassistent på forskellige skoler, men senere blev hun ansat på en autoindtræks-fabrik, hvor hun syede indtræk og måtter. Til sidst var hun kontorassistent i Husligt Arbejderforbund, hvor hun også blev tillidsrepræsentant. Det var i en stor herskabslejlighed på Sortedams Dossering, hvor hun blandt andet sad og stemplede dagpengekort.

LÆS OGSÅ: Martin Brygmann: "Jeg stod mutters alene og tudede af glæde"

– Hvis jeg selv skal sige det, var jeg et ualmindeligt sødt barn. Jeg hørte efter, hvad der blev sagt, men jeg voksede også op i en tid, hvor piger skulle være søde. Det var ikke min mor, der sagde det til mig, det var bare sådan, at piger ikke skulle gøre for meget væsen af sig selv. Jeg ville gerne gøre alle tilpas og havde ikke et stort oprør over for hverken min mor eller far. Men på et eller andet plan var det alligevel ikke altid sådan. Jeg lærte jo også, at jeg ikke skal finde mig i noget. Så på den ene side ville jeg gerne gøre alle tilpas, og på den anden side kunne jeg også sige fra. I skolen var jeg ofte den, der påpegede i skolen, hvis der skete noget uretfærdigt.

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg blev aktiv i HK Ungdom, og det handlede også meget om, hvad man skal finde sig i fra de voksne og erfarne. Men jeg drømte også om at blive jurist eller gartner. Den dag i dag elsker jeg stadig blomster og grønt, selv om min egen have bestemt ikke er nogen skønhedspark. Så det var nok meget godt, jeg ikke blev gartner. Jeg var også glad for sprog og overvejede at blive korrespondent eller telegrafist. Jeg kom endda i praktik på Søfartsskolen for at se, hvad jobbet indebar, og hvordan det var at morse. Men det blev det heller ikke. Nej, det var nok mere den gamle historie om, at det, du ser dine forældre gøre, bliver du selv.

– Jeg blev tilbudt et sommerferiejob på Husligt Arbejderforbund, hvor jeg havde været med min mor og set hende stemple dagpengekort. Jeg tog telefoner, og jeg kunne hurtigt mærke, at her kunne jeg forene det med kommunikation og mennesker. Så blev det det.

– Jeg har altid været glad for mit arbejde. I starten var det at have kontakt til arbejdsløse og hjælpe dem med at få dagpenge. Så blev jeg også fagligt aktiv i min egen fagforening, HK, så jeg arbejdede i én fagforening og var aktiv i en anden. Senere skiftede jeg til Litografisk Forbund. Det var før dagpengene røg ind på en nem-konto, så folk kom og hentede deres understøttelse i brune kuverter. Selv vi ansatte fik vores løn i brune poser, og så gik du hjem fra lønningsdag med en bunke kontanter i tasken. Det var en tid med et andet nærvær. Vi kendte jo dem, der kom på kontoret, og man lærte i det hele taget mennesker at kende på godt og ondt. Det nærvær burde der være mere af i dag, hvor meget foregår på afstand.

LÆS OGSÅ: Katrine Muff: Det er faktisk det, jeg fortryder mest i livet

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Da jeg gik fra at være funktionæransat, til at jeg kom på valg. I 2000 traf jeg sammen med min mand en beslutning om at stille op som formand for HK Service København. Nu skulle jeg pludselig vælges. Jeg sagde mit faste job op og forlod det og min anciennitet for at komme på valg hvert andet år og kunne jo blive smidt ud igen uden varsel.

– Jeg har været på valg lige siden, og det lever jeg efter. Jeg skal ikke være mere afhængig, end at hvis jeg taber et valg, så skal jeg kunne finde et andet arbejde. Det har jeg fra min mor, for hun sagde altid: "Det værste, der kan ske, er, at du skal finde dig et andet arbejde". Det gjorde hun selv flere gange i sit arbejdsliv. Jeg har da heller ikke hverken uro eller ondt i maven. Nu er jeg på valg hvert fjerde år, så næste år er det tid igen. Men når jeg når pensionsalderen, skal jeg gå af, og det er fint nok, for jeg er her ikke som et Lizette-projekt – det er for fællesskabet. Og med pensionen kommer så den tredje alder, hvor jeg selv kan bestemme over min tid.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Da jeg mødte Per, fandt han vejen. Det gjorde han blandt andet ved at udgive sig for at være stjernekok. Vi mødtes til hans brors housewarming, hvor han sagde, at det var ham, der havde lavet maden. I virkeligheden kom den fra Søllerød Kro. Per syntes, det skulle være os to, men jeg sagde bare ja-ja og tog hjem den aften, men et par dage senere hang der blomster på min dør, og så var vejen banet, og vi blev et par. Udover et lille afbræk, hvor vi i en periode ikke boede sammen, var vi et par fra 1987, til han døde i 2011.

– Nu er mit hjerte hos min søster, min gamle mor og mine to voksne sønner og min gamle hund. Der er ikke nogen ny mand i mit liv, men jeg har ikke opgivet, selv om jeg har svært ved at se mig selv som formand for FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation, som tidligere hed LO, red.) på Tinder eller Dating.dk. Måske bliver det en dag comme il faut for magtfulde kvinder at være de steder. Lige nu går det bare ikke.

Hvordan var kommandovejen hjemme hos jer?

– Det havde jo konsekvenser på hjemmefronten, da jeg blev valgt til HK. Det var en stor arbejdsbyrde, og vi havde to små børn. Men allerede i 2000, da jeg skulle på valg første gang, besluttede vi, at Per var den, der var mest derhjemme. Det var en god aftale. Han lavede mad og kørte drengene til fodbold, og jeg købte ind og havde kontakten med skolen. I et topjob gælder det om at have en god partner. Vælg den rigtige partner! Med to fuldtidsjobs er der al for stor risiko for, at det er børnene, der betaler prisen.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Fint! Men man skal lige tænke lidt over det med at gå udenfor uden makeup. Alle i mit nabolag har dog mødt mig i det, jeg kalder hundetøjet. Nogle gange siger folk: "Hvor er der nu, jeg kender dig fra?" Så får vi en sludder om det. Der kan også være nogle, der fortæller om nogle dårlige oplevelser på jobbet, og det stiller jeg gerne op og lytter til. Jeg tilbyder også altid folk, at de gerne må skrive en mail direkte til mig, og det er der mange, der gør. Det er jo ikke altid, jeg kan gøre noget for dem, men indimellem lykkes det da.

– De fleste, jeg møder på gaden, er rigtig søde, og de ubehagelige oplevelser er få. Men jeg har fået hemmelig adresse, fordi der en dag pludselig stod en ældre mand ved min hoveddør og truede mig og skældte mig hæder og ære fra over, at jeg ikke ville hjælpe ham med hans sag i kommunen. Ham kunne jeg godt klare, men jeg tænkte alligevel: "Hvad bliver det næste gang?" Der har også været et par andre oplevelser, så til sidst anbefalede politiet, at jeg fik hemmelig adresse.

– Jeg tænker også over det, når jeg skal på ferie, for der vil jeg gerne have lidt privatliv. Derfor vælger jeg steder, hvor jeg ikke skal høre folk hviske: "Er det ikke hende LO-formanden?" Jeg har for eksempel rejst til Monenegro, og der mødte jeg max tre danskere på hele turen.

LÆS OGSÅ: Marianne Jelved: "Jeg blev politiker, fordi jeg en dag sad i linje 6..."

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– Ja, da min mand døde i 2011. Der skulle jeg lige undgå at køre helt i grøften. Selv om han havde været syg, kom det som et chok. Men noget i mig sagde, at jeg blot skulle fortsætte på den vej, jeg var på. Det havde Per også hele tiden sagt til mig: ”Bliv ved og fortsæt rejsen mod formandsposten.” Alternativt kunne jeg havde valgt at være hjemme hos børnene. Ja, andre ville måske have valgt anderledes og taget orlov, men jeg lavede en aftale med familie og venner om, at de hjalp til med børnene. Den store var 18 år og havde stadig brug for en arm omkring sig, og den lille var kun 13 år.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Tilbage på arbejdet, hvor jeg kom fra, for jeg har stadig et par opgaver, inden jeg kan holde fri i eftermiddag. Jeg er også på vej til at følge mine voksne børn ind i fremtiden, og jeg håber, de tager mig med på deres rejse og bruger mig til råd og sparring. Jeg har desuden stadig min mor, som jeg har stor glæde af at mødes med. Min søster, mor og jeg aftalte fra starten, at vi ville blive ved med at ses under corona, så vi hygger med både kaffe, kage og gode snakke om gamle dage og passer på hinanden. Jeg laver mad til hende, og min søster ordner hendes hår.

Hvem er Lizette Risgaard?

Lizette fakta.jpg

  • Født i 1960.
  • Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation – tidligere LO, hvilket hun blev valgt til i 2015 efter at have været LO’s næstformand siden 2007.
  • Kontoruddannet og har hele sit liv arbejdet i og med fagbevægelsen.
  • Hendes mand, som hun har to sønner med, døde i 2011.
Se, hvad vi ellers skriver om: Karriere, Kærlighed, Kendte og Interview