Danmarks første kvindelige ambassadør i USA: "Jeg er både kvinde OG enlig mor, og det kan godt lade sig gøre at komme opad"

Det Hvide Hus, Washington, den 8. april 2019

Lone Dencker Wisborg ankommer til Det Hvide Hus i Washington i en bil med både det danske og det amerikanske flag på. Hun bliver ledsaget ind i The Oval Office, hvor hun trykker USA’s præsident Trump i hånden og overrækker ham et brev fra Dronning Margrethe, som beder præsidenten om at tage godt imod Lone som repræsentant for Danmark. Lone er nu formelt kongerigets ambassadør i USA.

Udenrigsministeriet, København, den 4. marts 2019

Der er mindre end en måned til, at Lone Dencker Wisborg skal tiltræde som Danmarks første kvindelige ambassadør i USA med 55 ansatte under sig. Hun har indvilget i at mødes i Udenrigsministeriet for at fortælle om sig selv og sine tanker om det nye job, der venter, og hun lover, at hun også vil sende sine dagbogsnoter for de første 100 dage i jobbet.

Lone bruger de sidste uger op til afrejsen på bl.a. at tygge sig igennem Erling Bjøl og Niels Bjerre-Poulsens 750 lange bog om USA’s historie, for hun er ikke nogen naturlig historie-freak, afslører hun, så der er lige et par ting, hun gerne vil læse op på.

Det første, man lægger mærke til ved Lone, er hendes markante højde, de stålgrå-blå øjne og det faktum, at hun mangler en del af venstre arm. Det sidste ser på ingen måde ud til at begrænse hende, og direkte adspurgt konstaterer hun da også bare, at hun er født uden halvdelen af venstre arm. Længere er den historie ikke.

Lone bor på Amager med sin 15-årige søn, Oscar, og sine tre hunde, hvoraf den ene er en gigantisk Grand Danois ved navn Cæsar. Både sønnen og de tre hunde skal naturligvis med til Washington, og Lone er ved at få specialbygget et 90 kilo tungt bur til Cæsar, så han kan komme med i flyets lastrum. Naturligvis for egen regning, understreger hun.

– Og så må vi se, hvad jeg stiller op med buret, når jeg ankommer til lufthavnen i Washington, siger hun grinende.

– Det mangler jeg lige at finde en løsning på, men det skal nok gå.

Tryg opvækst - stor utålmodighed

Tankerne om hundeburet er ret sigende for Lones tilgang til livet. Hun er ikke typen, der er bekymret for nye udfordringer eller lader sig begrænse af, at noget kan virke uoverskueligt. Hun er opvokset i Brønderslev med mor, far og en fire år ældre storebror, og hun har for nogle år siden bidraget til bogen ”Barn af Vendsyssel” med sin historie.

– Det var en tryg og nok meget traditionel opvækst i et lille samfund, hvor man cyklede til alt, og hvor sport var vigtigt. Både min mor, min bror og jeg spillede rigtig meget tennis, og jeg havde mange venner gennem sporten. Min bror og jeg elskede og hadede hinanden, som søskende nu gør, og jeg følte ikke rigtig, at han var fire år ældre end mig. Hver gang han måtte eller kunne et eller andet, så syntes jeg også, at jeg var klar til det.

LÆS OGSÅ: USA's ambassadør: Danmark har været godt for mig og min datters forhold

Da han fik kørekort, holdt jeg lange foredrag, hvor jeg argumenterede stærkt for, at det var latterligt at have et alderskriterium. Det samme skete, da min bror flyttede til Aarhus som 19-årig for at bo på kollegium og læse. Der var jeg også meget klar til at rykke hjemmefra. Jeg har i det hele taget altid været ret utålmodig. Der skal ske noget, og helst lidt før, det egentlig kan lade sig gøre. Jeg er altid klar på noget nyt. Utålmodig efter det næste.

Hvordan giver det sig udslag i dag?

– Hvis der er nogen, der spørger mig, om jeg kunne tænke mig at prøve et eller andet, så er svaret rigtig ofte: Ja, det kunne jeg godt tænke mig, det lyder vildt spændende. Jeg trives med at blive placeret i noget nyt og sige, okay, hvad gør vi så? Nogle mennesker trives bedst med at kunne noget i dybden, og stor respekt for det, men det er ikke mig. Når jeg er blevet rigtig god til noget, så er det time to move on. Så keder jeg mig. Det må godt være lidt svært og uoverskueligt. Hvor jeg tænker, puha, hvorfor blev jeg ikke bare siddende med det, jeg kunne? Som jeg også skriver i ”Barn af Vendsyssel”, så var det første, sundhedsplejersken sagde, da hun så mig i vuggen: ”Hun bliver en livlig én, hende der!”

Hvordan passede det temperament ind i Brønderslev?

– Det stod mig relativt hurtigt klart, at jeg måtte ud og kigge på noget andet end Brønderslev. Når man bliver ældre og selv får børn, forstår man bedre, hvad der er af fordele ved sådan et trygt og nært miljø, men da jeg var ung, handlede det om at komme ud og opleve noget. Og det præger mig jo stadig. Både min søn og jeg elsker at rejse. Vi har en bucket list så lang, at vi er nødt til at have ti liv for at komme igennem den. Vi kan slet ikke forstå dem, der bliver ved med at tage de samme steder hen, for der er så ufattelig mange spændende steder ude i verden.

Det vanvittige valg

Måske var det midt i argumentationen for et tidligt kørekort, at det gik op for Lone, at hun ville læse jura. I hvert fald var det sådan, det endte, efter at hun havde været en tur omkring økonomistudiet, som hun syntes var kedeligt og alt for teoretisk.

– Men jura var lige mig. Retssystemet er rygraden i ethvert demokrati, og hvis det ikke fungerer, så smuldrer alt andet. Det gode ved jurastudiet er, at det er meget konkret. Det interesserer mig ikke med store fine teorier. Jeg er meget sådan, okay, skal vi gå til højre eller venstre? Og hvis det, jeg læser, kan hjælpe mig til at finde ud af det, så er det godt.

Der er også mange veje, man kan gå, som jurist. Og det var det bedste – og måske eneste – karriereråd, jeg fik af mine forældre. De sagde, at jeg skulle vælge noget, hvorfra der var mange døre, når man var færdig. Man aner jo typisk ikke, hvad man vil lave, når man er 18-19 år. Og faktisk har jeg ikke beskæftiget mig særlig meget med jura, siden jeg blev færdig. Jeg var advokatfuldmægtig i halvandet år, men jeg var ikke særlig optaget af at tjene penge, og jeg syntes, at der var for mange sager, som var utrolig kedelige.

Jeg tog til Frankrig og læste fransk i tre måneder, og da jeg kom hjem, søgte jeg uopfordret ansættelse i Udenrigs- og Justitsministeriet. Jeg fik tilbudt en syv måneders stilling i Udenrigsministeriet og en fastansættelse i Justitsministeriets departement, og så valgte jeg Udenrigsministeriet. Min mor og far var ved at dø! De syntes, det var det mest vanvittige, at jeg ikke tog den faste stilling. Men jeg kunne mærke, at der var noget, der trak i mig, når jeg gik på gangene i Udenrigsministeriet, og der blev talt om eksotiske steder som Ouagadougou og Bangkok.

Hvad driver dig i dit arbejde?

– Det er de store linjer. Krig og fred. Hvor skal verden hen? Og hvad er Danmarks interesser? I Udenrigsministeriets mission står der, at vi kæmper for Danmarks interesser og værdier i verden, og det, synes jeg, er fantastisk. Det kan jeg godt sætte mit vækkeur efter hver eneste morgen. Jeg synes, det er sindssygt spændende, at vi giver vores bidrag til, at verden indretter sig på en måde, der er til gavn for Danmark, og at vi kan være med til at præge den med de ting, vi synes, vi gør godt og rigtigt.

LÆS OGSÅ: Michelle Obama i ALT for damerne: "Det er fantastisk at mærke, at vi stadig er forelskede"

Noget andet, som jeg har opdaget hen ad vejen, er, at det her hus er befolket af en flok kollegaer, som er helt unikke. Spændende, dygtige, begavede, tolerante mennesker, som har en hel masse ting i bagagen. Når man arbejder på den måde, vi gør, og bor mange år i udlandet, så oplever man meget. Det holder jeg virkelig meget af. Jeg er ikke så god til det der leverpostej. Der må godt være nogle udsving. Hvilket så også nogle gange ikke er så sjovt, men sådan er det. Det hører med. Og så er der selvfølgelig også noget med den måde, vi lever vores liv på. Kollegaerne bliver næsten som en familie. Især når man er ude, kommer man rigtig tæt på hinanden, fordi man ikke har den omgangskreds og det netværk, som man ellers har.

Mor med donor

Lone har kun haft to små afstikkere fra Udenrigsministeriet, siden hun blev ansat i 1992. I et år var hun sekretær for Forsvarsudvalget, og i ni måneder var hun fondschef i Bikubenfonden. I sin tid i Udenrigsministeriet har hun været udstationeret som ambassadesekretær i Estland, som ambassaderåd i Polen og som Danmarks ambassadør i Spanien.

Sønnen Oscar var med som helt lille i Polen og senere i Spanien, hvor både han og Lone var glade for at være. Lone har altid været alene med Oscar, for han er donorbarn.

– Jeg var blevet 37 år og tænkte, okay, nu kan jeg ikke lade det bero på skæbnen længere, om jeg møder prinsen på den hvide hest. For mig var det helt afgørende og nærmest eksistentielt at få børn. Sådan lidt det-er-vel-derfor-vi-er-her-agtigt. Jeg har en veninde, der havde fået barn alene året før, og det ligger nok meget i min natur, at det ikke skal være skæbnen, der bestemmer, om jeg skal have et barn eller ej. Så jeg bestemte, at jeg ville få et barn med en donor. Med alle de overvejelser, der ligger bag sådan en beslutning.

Det er ikke noget, man bare lige gør. Jeg var åben for, at der senere kunne støde en mand til, men det er så bare ikke sket. Så det er ikke et bevidst fravalg, at jeg lever alene med min søn, det er bare sådan, det er blevet. Når det er sagt, er det klart, at med min livsstil – med mange udstationeringer – er det heller ikke super nemt at få og bevare et parforhold.

Er det prisen værd?

– Det synes jeg. Det må jeg indrømme.

Hvordan er det altid at have været alene med sit barn?

– Da han var helt lille, syntes jeg, det var hårdt. Ikke på grund af de praktiske ting med bleskift og tøjvask, men jeg savnede nogen at dele alle de gode og fine øjeblikke med. Det første smil. Det første ord. Det var ikke altid, der lige var nogen, når det opstod. Og det var meget ensomt, måske også mere, end jeg havde forestillet mig. Mine forældre involverede sig meget, og vi så dem tit, men der var jo kun mig i hverdagen.

Efterhånden som Oscar er blevet ældre, er der et helt andet modspil i vores samvær, og det nyder jeg utrolig meget. Vi er en lille meget, meget tæt enhed, så nu synes jeg bare, det er fantastisk, at vi kun er os to. Og uden at det på nogen måde er derfor, så har det altså også bare vist sig at være temmelig meget nemmere, når man lever det her liv i Udenrigsministeriet. Der er ikke andre end os to at tage hensyn til. Og konkret i forhold til Washington var det faktisk Oscar, der startede med at sige, at han godt kunne tænke sig at bo nogle år der, hvis jeg kunne få en udstationering. At der så samtidig skulle skiftes ud på posten, var jo bare heldigt.

Har det nogen omkostninger at skulle udstationeres hvert fjerde år?

– Ja, det har det. Man kan ikke være med til alle fødselsdage, bryllupper og den slags, og man kan heller ikke bare lige komme forbi til en kop kaffe. Det betyder noget i forhold til familie og venner.

Selvfølgelig får man nye venner der, hvor man er, men det bliver aldrig dybe venskaber. Man ved, at man er der fire år, og så er det videre. Jeg synes dog, at det er prisen værd. Men igen, det er nok også, fordi jeg ikke har nogen partner. Jeg kan jo se på mine kollegaer, at det er partneren, der betaler den største pris ved at skulle rykke til steder, hvor man måske slet ikke kan få arbejde.

Rollemodel

Det er første gang nogensinde, at Danmarks ambassadør i USA er en kvinde. Det har Lone gjort sig nogle tanker om.

– Jeg synes, det er godt hver gang, at der er en ”første kvinde”, der gør et eller andet. Det er vigtigt, synes jeg, for man må gå ud fra, at kompetencer og evner er nogenlunde ligeligt fordelt mellem kønnene, og derfor skal vi selvfølgelig også udnytte det, som kvinderne kan. Det er godt, hver gang vi træder ind på nyt territorium og viser, at man selvfølgelig, som kvinde, kan indtage poster som den her. Og jeg håber da, det kan være et signal til andre kvinder om, at man skal række ud efter det, man har lyst til og synes, man er kvalificeret til.

Jeg har også oplevet, at det kan være en fordel at være kvinde i et job som ambassadør, for der er ikke så mange kvinder, så folk kan bedre huske en. Det er ret praktisk, for det vigtigste for en diplomat er netværk og forbindelser.

Hvor meget tænker du over det med kønnet i forhold til dit arbejde?

– Det er noget, jeg har lært at synes, er vigtigt. For helt ærligt, jeg blev opdraget til, at der ikke var en pind forskel på min bror og mig. Jeg tror, at jeg var ret gammel, før det overhovedet gik op for mig, at der var en forskel.

Mine forældre var meget ligeværdige, og min bror og jeg blev opdraget ens. Jeg mødte heller ikke spørgsmålet om køn i min tidlige karriere. Men da jeg så blev chef og begyndte at interessere mig for ledelse, gik det op for mig, at der jo var nogle udfordringer for kvinder i forhold til at komme karrieremæssigt frem. Derfor har det været vigtigt for mig at stille mig frem som en rollemodel. Jeg er både kvinde OG enlig mor, og det kan godt lade sig gøre at komme opad, så kom nu!

LÆS OGSÅ: Lars Løkke: Sådan var mit første møde med Michelle Obama

Der er to ting i det her med ligestilling. De mandlige chefer skal være opmærksomme på, at de ikke bare kigger sig i spejlet og ansætter en, der også har slips på. Og kvinderne skal selv række ud. Der er noget om, at en mand søger en stilling, hvis han bare kan én ud af de ti ting, man skal kunne, hvorimod en kvinde typisk kun søger, hvis hun kan alle de ti ting. Jeg vil gerne vise, at man godt kan være en okay mor og have et krævende job. Og ja, så kan det da godt være, at man ikke kommer til alle forældrearrangementer på skolen, men det går alligevel.

Hvad vil du helt konkret arbejde for som ambassadør i USA?

– Politisk synes jeg, at det er vigtigt at holde sig for øje, at USA er vores sikkerhedsgarant her i verden. De er helt afgørende for vores eksistens, og vi er på den måde dybt afhængige af dem. Der er områder, hvor vi ser helt ens på tingene og arbejder for de samme mål, og hvor vi har en meget stærk interesse i at arbejde sammen. F.eks. i kampen mod terror og i vores samarbejde i Arktis. Og så er der nogle områder, hvor vi er uenige. Klimapolitikken er et af dem. Spørgsmålet om fri abort og familieplanlægning er et andet.

For mig er det vigtigt, at vi kan arbejde sammen med amerikanerne på den store bane, vi har til fælles, og at vi samtidig kan drøfte de emner, hvor vi ikke er enige. Jeg kommer til at gøre begge dele. Det helt overordnede formål er at prøve at tydeliggøre værdien af det multilaterale samarbejde. Det er det allervigtigste for mig.

Når man er et lille land som Danmark og helt afhængig af samhandel med omverdenen, så gælder det om, at der er nogle spilleregler, ellers bliver vi kørt over af alle de store. På det kommercielle område vil jeg arbejde for at hjælpe de danske virksomheder, som er på det amerikanske marked. Jeg vil også gerne være med til at promovere de styrker, vi har i Danmark. Energi. Klima. Miljø. Sundhed. Fødevarer og landbrug. Design. Forsvarsindustrien.

Hvad tænker du om den siddende præsident?

– Der er mange holdninger til præsident Trump, og jeg tænker egentlig relativt kælderkoldt, at han står i spidsen for den amerikanske administration, og den skal vi samarbejde med. Det er vores opgave som udenrigsministerium. Og der tror jeg netop, det er vigtigt, at det samarbejde bliver facetteret. Der, hvor vi er enige, skal vi selvfølgelig bare give den fuld gas og trække i samme retning. Samtidig skal vi være åbne og ærlige om de områder, hvor vi ikke er enige og holde fast i vores synspunkter. Det er opgaven for mig. Uanset hvilken administration, der sidder i Washington.

Det var et dejligt diplomatisk svar…

– Yes.