Når mobning ødelægger alt: Louise skiftede navn og flygtede til udlandet

Især en pige skilte sig ud. Hun var ikke, hvad man ville kalde et begavet barn. Snarere langsom rent akademisk. Men hun var udspekuleret. Og manipulerende. Uden at sige noget direkte formåede hun at sno klassens andre elever om sin lillefinger og sortere dem i en rangorden, som ingen talte om, men som alle vidste eksisterede. I bunden af hierarkiet placerede hun en lille, tilbageholdende, lidt buttet pige med kalveknæ og briller. Og der lod hun hende blive. På bunden. 

Louise Winther er stadig lille af statur. En slank kvinde med let til latter og et opvakt blik bag brilleglasset. Hun ligner ikke et menneske, der tidligt i livet blev slået ud af kurs. Tværtimod. Som hun sidder og smiler i solstriben, der falder ind gennem de store vinduer i den enorme lejlighed på Frederiksberg, omgivet af designmøbler og kunst på væggene, ligner hun et menneske, der på alle måder er lykkedes.

LÆS OGSÅ: "Jeg tudede hele vejen hjem, for det føltes så forfærdeligt"

Minderne kom frem

Det er hun også, fortæller hun. Men hun er lykkedes på trods. Som barn blev hun nemlig udsat for en ubønhørlig mobning frem til den dag, hun forlod folkeskolen. Og oplevelsen har trukket lange spor i hende ungdoms- og voksenliv.

– Havde du mødt mig for 30 år siden, havde du mødt et helt andet menneske, siger den i dag 57-årige kvinde.

– Den tillid og det selvværd, jeg kan møde verden med i dag, har jeg arbejdet hårdt for, for det blev alt sammen taget fra mig. De efterlod intet tilbage.

Erindringerne fra dengang begyndte at pible op til overfladen for godt fem år siden, da Louise og hendes mand pakkede deres villa gennem 20 år ned for at flytte i lejlighed. Mellem voksenlivets stakke af breve, dokumenter og kontrakter dukkede også barndommens arkiver op: Dagbøger, poesibøger og Mayland-kalendere, der pirkede til noget dybt i underbevidstheden.

Frygtelig invitation

– Nogenlunde samtidig fik jeg en invitation til en klasse-reunion. Og den reagerede jeg fysisk på. Med noget, der føltes som frysende angst og dybt ubehag, fortæller Louise.

– Jeg tog aldrig til reunion, men fik svaret nogle af de værste af mine plageånder, at jeg ikke havde nogen positive erindringer om dem. Det gjorde, at jeg endelig tog hul på noget, jeg godt vidste, at jeg altid havde båret med mig, men som jeg aldrig havde turdet se på før. 

Louise, der var midt i livet, gik i terapi. Og så skrev hun en roman. Om den barndom, hun havde gennemlevet i noget nær fuldstændig ensomhed, og de spor, den havde trukket i hendes voksenliv.

– Jeg havde allerede gået meget i terapi, men jeg havde aldrig turdet røre ved mobningen. Det siger meget om, hvor dybe sår mobning efterlader, konstaterer Louise.

– Det er hele dit selvværd, der bliver rystet. Faktisk udslettet. Det, at andre fortæller dig, at du intet er værd, sætter sig i dig, så du får svært ved at blotte det for dine nærmeste og sågar din terapeut. Det er alt for ømt, alt for skamfuldt.

Tsunami af ord

Da ordene først begyndte at tage form, kunne de imidlertid ikke stoppes igen. Hverken i terapien eller på papiret. De væltede frem.

– Det var som en tsunami, siger Louise.

Hun kunne pludselig huske, næsten mærke, hvordan det føltes at møde op i klassen med fødselsdagsinvitationer i tasken for kun at finde ud af, at hele klassen allerede skulle til fødselsdag den dag. Hun var bare den eneste, der ikke vidste det. Fordi hun var den eneste, der ikke var inviteret. Hun huskede øgenavnene, fornedrelsen og den håbløse følelse af ensomhed.

– Min værste plageånd var en pige, som jeg har kaldt Laila i min bog. Hun sørgede konsekvent for at holde mig uden for fællesskabet; hun nedgjorde og isolerede mig, og hun havde en magt over resten af klassen, der betød, at hendes handlinger aldrig blev modsagt, fortæller Louise.

LÆS OGSÅ: Katrine Muff: ”Nogle dage var jeg inde i varmen, og andre dage ikke”

Mor hjalp ikke

Louises eneste succes i skolen – hendes faglige dygtighed – blev også pillet fra hinanden. Hun blev udskammet som en dengse, en nørd og en vigtigper. Også selv om hun forsøgte at gøre så lidt væsen af sig som muligt. Det hjalp ikke, at lærerne fremhævede hende som et eksempel til efterfølgelse; det gjorde bare kløften større.

– Mine forældre blandede sig ikke, for det gjorde forældre jo ikke dengang, konstaterer Louise.

– Efterkrigstidsgenerationen råbte ikke op; de accepterede tingene og forsøgte i tavshed at samle deres børn op, når de slog sig på livet, fortsætter hun.

– Da der ingen klassekammerater kom til min fødselsdag, inviterede min mor nogle af vejens børn i stedet. Hun prøvede, men evnede ikke at beskytte mig. Der var ikke et rum til den samtale, for det føltes som et uløseligt problem. Vi vidste det alle sammen derhjemme, men ingen af os sagde noget, og det gjorde på mange måder følelsen af ensomhed større.

Grænseoverskridende mænd

Louise hed Susanne dengang i skolen. Det blev til "Susanne kaffekande", "Susanne stegepande" og alle andre ord, der rimede på hendes navn. Som ung kvinde tog hun et nyt. For at krænge sin ødelagte identitet af sig. Hun rejste også til England for at studere og for at komme væk fra Danmark. Og sig selv. Louise betyder "den berømte kriger".

– Jeg forsøgte at skabe mig selv på ny. Bide tænderne sammen, studere, dygtiggøre mig, bevise mit værd, siger Louise.

Det lykkedes. Louise uddannede sig til jurist med eksaminer fra både København og London. Hun blev gift, blev mor, etablerede en karriere. Hun blev kort sagt en succes. Man taler om, at mobning er drivkraften bag succesen. Men Louise køber ikke præmissen. 

– Jeg har hele mit liv kæmpet med et dårligt selvværd og en følelse af at være uønsket i andres selskab. Den følelse findes stadig i mig. Det, jeg er lykkedes med, er ikke sket på grund af Laila og mobningen, men på trods af det, siger hun.

– Jeg har kæmpet og tvunget mig selv til at turde vise tillid og lade andre vise mig kærlighed. I lang tid forstod jeg ikke, at det var mig forundt. Før jeg mødte min mand, havde jeg været gennem en perlerække af forhold til mænd, der overskred mine grænser og behandlede mig dårligt. Fordi det var sådan, jeg troede, verden var. Eller sådan jeg troede, jeg var i verden.

LÆS OGSÅ: De gik over til mine forældre og spurgte: "Hvor har I købt hende henne?"

Drop tavsheden

Den mobning, nogle børn oplever, og som kryber ind under huden og forvrænger deres selvbillede, er ikke opbyggelig og karakterskabende. Den er ødelæggende, mener Louise.  

– Derfor er det også på tide, at min generation tager fat på den. For det var i høj grad et vilkår i vores opvækst, siger hun.

– Skolerne var ikke gearede til at håndtere mobning. Vores forældre magtede ikke at involvere sig. Vi var overladt til os selv. Og derfor udsatte. Det skal vi tale om, fortsætter hun.

– Så finder vi måske også ud af, at selv om vi var alene med det dengang, så behøver vi ikke at være alene med det i dag.