Nærkontakt
SPONSORERET indhold

Manu Sareen fik kontakt til sin afdøde mor i nyt tv-program: ”Jeg var ikke et sekund i tvivl”

Den tidligere minister er ”pisseligeglad” med, om du tror på det eller ej, for oplevelsen ændrede hans liv.

Af:: Sara Wilkins Foto: Kanal 4/Lotta Lemche
20. feb. 2017 | Livsstil | ALT.dk

Manu Sareen sidder i et stort hvidt hus med udsigt til vandet.

Over for ham sidder den clairvoyante vejleder Sebbastian Lorantius, der hævder at kunne komme i kontakt med de døde.

Anledningen for deres møde er det nye tv-program "Nærkontakt" på Kanal 4, hvor en række kendte danskere møder tre clairvoyante vejledere i et forsøg på at komme i kontakt med den åndelige verden.

På bordet mellem den clairvoyante vejleder og Manu Sareen ligger en kuvert med et fotografi af den person, som den tidligere minister vil i kontakt med. Det er hans mor, som døde i 2008 af blodpropper i hjernen. De to var meget tætte, men deres sidste samtale, inden hun gik bort, var et skænderi, og det har irriteret ham "grænseløst" lige siden.

Sebbastian lukker øjnene og Manu Sareen lægger armene over kors, afventende og skeptisk.

LÆS OGSÅ: 22-årige Sebbastian lever af at tale med de døde: "De kommer ofte til mig bagfra, og så overskygger de mig"

Clairvoyanten får kontakt til en "meget kærlig kvinde", siger han, og så begynder han at grine, fordi kvinden giver ham lyst til at kramme og kysse Manu Sareen på kinderne.

Den kærlige kvinde er meget stolt af sin søn, siger Sebbastian på et tidspunkt, og Manu Sareen smiler, så rynkerne omkring øjnene bliver helt tydelige.

Kvinden døde af noget i hjernen, fornemmer clairvoyanten.

Og så gik hun i træsko.

Sebbastian laver nogle bevægelser, som Manu Sareen kan genkende som sin mors, og så ser øjnene mindre skeptiske ud.

Han beder på et tidspunkt om en Kleenex for at tørre dem.

"Jeg er rystet i min grundvold", siger han efter at have forladt lokalet.

"Det er fucking vildt".

Luften blev "tyk og elektrisk"


Vi fangede Manu Sareen, som du kan se på skærmen den 28. februar i program 3 af "Nærkontakt", over en Skype-forbindelse fra Thailand for at spørge ind til oplevelsen. Den sidder stadig i ham, fortæller han, for som "et spirituelt menneske med en sund skepsis" var mødet med de tre clairvoyante vejledere – og særligt Sebbastian – "rystende" og "meget voldsom" for ham.

- Ligeså snart Sebbastian havde kontakt med min mor, så ændrede stemningen sig i rummet. Det var virkelig som om, at luften – bogstaveligt talt – blev tykkere eller elektrisk. Og husk: Han vidste jo ikke, at det var mig, der skulle komme. De fysiske bevægelser, han lavede, svarer fuldstændig til sådan nogle, som min mor lavede. Det var virkelig ulækkert, siger Manu Sareen.

- Jeg havde haft ondt i nakken i den uge, det har man jo nogle gange, men så siger han: "I øvrigt. Din mor siger, at du skal læse nogle bøger og slappe af. Det hjælper på din nakke." Hvordan tror du, jeg havde det? Det var så sindssygt. Han fortalte nogle ting, som jeg er den eneste, der ved.

Hvad sagde han ellers, som man ikke bare kunne have Googlet sig frem til?

- Nogle meget private ting. Jeg har været tæt på at miste livet engang, og det har jeg aldrig delt med nogen. Jeg vil heller ikke gå tættere ind på det, men han henviste til det, og det var virkelig voldsomt. Han fik også kontakt til min farfar og sagde: "Jeg kan mærke, at han døde af et eller andet omkring hjerteregionen", og der er ingen, der ved, at han døde af et hjerteslag.

Så du er slet ikke i tvivl om, at han fik kontakt til dine afdøde familiemedlemmer?

- Jeg var ikke et sekund i tvivl. I dag er jeg ikke engang sådan "hey, hvad skete der?" For jeg ved det. Det er jo fantastisk, for det er "bare" et reality tv-program, men det er et program, som har forandret mit liv. Det havde jeg slet ikke set komme.

Hvad sagde du så til din mor, da du følte, at du havde kontakt til hende?

- Jeg kan ikke engang huske det. Jeg må indrømme, at jeg var rystet i min grundvold. Jeg havde sådan en ud-af-kroppen-oplevelse, fordi han kunne sige ting, som jeg ikke har delt med nogen.

Men har du flere konkrete eksempler? For den skeptiske læser vil jo sidde og tænke: "Det kan ikke passe".

- Hvis du vil have det frække svar, så er det: "Jeg er pisseligeglad." Men det er det der med nakken og det med at henvise til dødsfaldet og til nogle meget konkrete episoder, som kun min mor og jeg delte med hinanden. Han kunne have sagt alt. Han kunne have sagt: "Dig og din mor, I kunne lide at rejse meget." Det kunne vi ikke. Men: "Din mor hun elsker at lave mad til dig" – ja. Hun elskede det over alt på jorden og meget mere end de fleste. Hun kom med mad til mig, og jeg har lavet en kogebog efter min mors opskrifter. Han sagde også: "Jeg ser en kvinde i træsko." Når jeg var sammen med min mor havde hun altid træsko på. Det havde hun ikke med andre! Det er sådan nogle åndssvage små ting.

Blev du ikke bange? Det lyder umiddelbart lidt uhyggeligt.

- Jeg har altid troet, at hvis jeg nogensinde skulle opleve sådan noget, så ville jeg blive sindssygt bange og løbe ud af rummet. Men det virkede naturligt. Det virkede som om, at min mor var kommet tilbage, og det var mere følelsen af: "Ah, jeg har savnet dig, mor."

Kunne du finde på at gøre det igen?

- Der er ingen tvivl om, at jeg kunne finde på at gøre det igen, siger Manu Sareen og forklarer, at han altid har haft en meget naturvidenskabelig tilgang til verden, men at programmet har overbevist ham om, at der findes en "spirituel indgriben, der er uforståelig for os."

- For mig er det her et bevis på, at der er noget, der er større, end vi forstår.

Bør andre gøre det samme og opsøge deres afdøde, synes du?

- Det ved jeg ikke. De sidste to år har jeg været på en spirituel rejse, og det var jeg ikke klar til, da jeg var 20 eller 30. Det er jeg først blevet klar til i 40'erne. Jeg tror, man skal være klar til det. Men jeg har været på en voldsom spirituel rejse, og det her var ligesom kulminationen på det.

Hvad er det for en spirituel rejse, du har været ude på?

- Det er næsten en artikel i sig selv. Da jeg ikke blev valgt ind i Folketinget efter at have været minister og efter at have været politiker i 15 år, så havde jeg tid til at søge indad. Jeg har egentlig aldrig troet på sådan noget, men jeg mødte en masse mennesker, som var meget spirituelle, som tog mig i hånden og førte mig steder hen, som jeg ikke havde regnet med. Det har været igennem clairvoyance, meditation, yoga, alt muligt. Det er en rejse, som kun lige er begyndt. Det eneste, jeg er ked af, det er, at den ikke startede for 30 år siden.