Margrethe Vestager blev bedømt som ”en kold kælling” på grund af én særlig sætning

Man siger, at klæder skaber folk. Det gør sprog også. Sådan er det jo. Lev med det.  

Netop sætningen ”sådan er det jo” har været med til at definere Margrethe Vestager. På samme måde, som ”lev med det” uløseligt vil klæbe til Mette Frederiksen. Og netop det, at man meget hurtigt kan blive defineret, er ikke blevet mindre aktuelt i en tid, hvor alle offentligt kan lufte deres meninger om alt og alle døgnet rundt. For politikere er det en del af jobbet at blive set udefra, at blive bedømt og dømt, men det betyder ikke, at det ikke også somme tider kan være svært for mennesket bag. Det er det, Margrethe Vestager gerne vil tale om under temaet ”Den anden sandhed”, for hvad er egentlig sandheden bag et citat som ”sådan er det jo”? Kan man ud fra det konkludere, at Margrethe er kold og arrogant, sådan som hun blandt andet blev beskyldt for at være, efter hun havde sagt de fire ord, der i øvrigt senere blev kåret som ”Årets citat 2012” af Politikens læsere?  

Når Margrethe Vestager træder op på en talerstol, ser det ud som om, det er det mest naturlige i verden. Men det har været en lang rejse for hende at finde sig til rette som offentlig person, for som barn og ung var hun bestemt ikke vild med at stikke ud og blive set.  

"Jeg er vokset op i Vestjylland, og begge mine forældre var præster. De satte nogle gange om året en annonce i avisen om, at der var åbent hus i præstegården, og i løbet af fire dage kom der så 300-400 mennesker til kaffe, boller, kringle, småkager, rundgang i haven, sang og fortælling. Der skulle dækkes bord og laves kaffe, og mens min far og mor var inde midt i konfirmandstuen, hvor der skulle synges og fortælles, elskede jeg at være ude i køkkenet og sørge for, at der blev fyldt op med kaffe. Jeg kunne godt lide at sørge for flowet og at tingene klappede. Jeg ville gerne strukturere ”eventen”, som man nok ville kalde det i dag, men jeg havde ikke noget behov for at stå i konfirmandstuen og sige: ”Se mig, se mig”."

"Men jeg synes, jeg har en god adrenalin i kroppen i sådan en situation, og jeg synes ikke længere, at det går i benene på mig."

Som konkurrencekommissær i EU og ledende næstformand i Europa-Kommissionen er Margrethe i dag langt væk fra dansk politik. Men i 2012, hvor ”sådan er det jo” kom ud af hendes mund, var hun politisk leder for Radikale Venstre samt økonomi- og indenrigsminister, og hun stod foran en større forsamling garvede politiske journalister på pressemødet efter partiets sommergruppemøde i Nyborg.

"Der var lagt op til, at nu skulle jeg grilles på det med dagpengeperioden, og vores partis holdning var, at der skulle gøres mere for, at folk kom tilbage til arbejdsmarkedet. Det var efter vores opfattelse ikke en løsning at blive ved med at forlænge dagpengeperioden, og i den forbindelse sagde jeg noget i retning af: ”Uanset om dagpengeperioden er tre, fire, seks eller otte år, så slutter den på et tidspunkt, sådan er det jo, og man skal hjælpe folk tilbage i arbejde i stedet for at diskutere dagpengeperiodens længde”."

Så det berømte citat var en indskudt sætning? 

"Ja, det var fuldstændig en indskudt sætning, som jeg ikke havde forberedt, men ja, jeg sagde det jo. Det var sagt på sådan en ”alting har en ende, kun en regnorm har to”-agtig måde, og det, jeg mente, var bare, at på et tidspunkt hører ting op. Der er ingenting, der bliver ved for altid. Uanset hvad. Så lad os nu diskutere det, som det egentlig handler om, nemlig hvordan vi får folk i arbejde. Det handlede ikke om de arbejdsløse eller om, hvordan jeg så på arbejdsløse, det handlede om, hvad man gør for at få folk i arbejde. Og ingen tog notits af det ”citat”. Bortset fra en praktikant fra Ritzau, der havde lavet sin historie – som blev breaking news – på det: ”Vestager om dagpengeperiodens længde: Sådan er det jo”."

"Så gik der et par dage, der skete ingenting, og jeg havde det sådan, hvad skulle der også komme ud af det, det er jo bare en talemåde og sagt i en sammenhæng, som jeg kunne stå fuldstændig inde for. Sandheden om det citat var, at der ikke VAR noget citat. Men så interesserede Ekstra Bladet sig for det, og vi lavede et skriftligt svar med blink i øjet, hvor der stod: ”Som politiker bliver man jo tillagt meget, også måden, man gør tingene på, sådan er det jo”. Det lavede Ekstra Bladet en forside på, hvor der stod: ”Vestager fremturer mod de arbejdsløse – sådan er det jo”."

Hvordan håndterede du det?  

"Uanset hvad der ligger bag sådan et citat, så kommer det til at definere en, og derfor bliver man nødt til at eje det. Tidligere finansminister Thor Pedersen blev tillagt citatet ”Vi kan købe hele verden”, og han blev ved med at kæmpe imod det: ”Det var ikke det, jeg sagde. Det var ikke det, jeg mente”. Det var heller ikke det, han rent faktisk sagde, og hver gang nogen nævnte det, sprang han op som trold af en æske. Da jeg så blev konfronteret med ”sådan er det jo”, tænkte jeg, at jeg måtte håndtere det på en anden måde. Uanset hvad der var op og ned, så måtte jeg bare omfavne det."

"Når man bliver tillagt noget, uanset hvordan man har ment det, og uanset hvad man sagde før eller efter, så afspejler det en måde, som folk ser en på. Derfor gav det ikke nogen mening at sige: ”Nej, det var jo ikke ment på den måde, det er taget ud af en sammenhæng, det er bare en talemåde”. Så i stedet for at lægge mig ned og rulle – som man siger nu om dage – tænkte jeg, at jeg blev nødt til at tage det tilbage til sproget. Som noget, alle mennesker siger."

"Da jeg skulle holde landsmødetale nogle uger efter, skrev jeg derfor ”sådan er det jo” ind i talen hele ni gange. Og det sjove er, at da jeg havde sagt tak for ordet efter talen, kommenterede Hans Engell det på News og sagde, at det var genialt, ha ha. Men når det er sagt, så ændrer det ikke på, at folk i dag – ti år efter – stadig siger: ”Margrethe Vestager – sådan er det jo”."

Hvordan er det?  

"For mig er det en konsekvens af at være tydelig i debatten. Når man er det, bliver man tillagt noget, som ikke slides af igen. Og det er både godt og skidt. Det er svært at være i den offentlige debat uden samtidig at være villig til, at folk tegner sig et billede af en. Det er alt for håbefuldt, hvis man tror, at alle mennesker er interesserede i alle nuancer af, hvilket menneske man er. Folk hører, hvad man siger, og så tager de stilling til det."

Sådan er det jo? 

"Ja, lige præcis!"

"Og under alle omstændigheder synes jeg, at hvis man har retten til at udøve magt og tage beslutninger, som vedrører andre mennesker, så må man også være villig til selv at være derude og tage noget af den storm, der selvfølgelig kan komme, når folk så er uenige. For hvis man ikke – også personligt – vil være til stede som en, der udøver magt, så bliver det meget svært for folk at forholde sig til, hvem det er, der har fået lov til at udøve magt i en given periode."

Når Margrethe i dag er i stand til at børste kritik af sig og rejse sig igen, handler det ikke om, at hun har fået en stor portion selvværd i vuggegave. Det handler derimod om hårdt arbejde, vilje og evnen til at kigge indad. Det har hun haft brug for gang på gang, også når kritikken har været mere personlig, og hun f.eks. er blevet kaldt ”en ravnemor”.

"Det har da ramt mig, men jeg kan ikke leve med det, hvis det får lov til at ramme mig." 

Hvad gør du, hvis det rent faktisk alligevel rammer dig?  

"Ja..."

Hun holder en lille pause.  

"Jeg tror, at årene har lært mig at flytte mig fra det."

Men ravnemor rammer vel ekstra hårdt, fordi det siger noget om den måde, man er mor på?

"Det har jeg tænkt meget over. Og det er virkelig uretfærdigt at dømme andre på deres moderskab, for man ved jo ingenting. Og det andet er, at jeg ikke rigtig ved, hvor den målestok er kommet fra, som vi bruger til at måle moderskabet med. Min mor levede et andet liv, end jeg gør, men min mormor levede også et andet liv, end min mor gjorde. Der er levet så mange forskellige kvindeliv bare gennem de sidste tre generationer, så forestillingen om, hvordan man skal være den gode mor, er i mine øjne nærmest fiktion. Man kan være mor på så mange forskellige måder, og de fleste af os er vel i sådan et midterfelt, hvor man synes, at det lykkes nogle dage, og så er der andre dage, hvor man tænker, hvad gjorde du lige der? Og så lykkes det ikke. Jeg tror ikke, det er ret mange af os givet at være, som vi gerne vil være, alle ugens dage hele året rundt."

"De kender mig jo. På godt og ondt. Som jeg også kender dem på godt og ondt. At have sådan en base betyder, at jeg kan blive ved med at køre på."

Du har tre døtre, hvordan har du talt med dem om den kritik, der somme tider har været?

"Maria, min ældste, var fem uger, da hun var med på Bornholm til et politisk møde første gang. Det virker vanvittigt i dag, men dengang syntes jeg, at det var vigtigt at tage til det møde. På den måde har mine piger altid været vant til mit arbejde og det, der følger med, og når vi er sammen i det offentlige rum, er folk faktisk enten ret venlige eller ligeglade. Det kan tælles på én hånd, at nogen har sagt noget direkte væmmeligt til mig, når jeg har været sammen med min familie. Men det er sket. Og så har vi snakket om det. Og som regel – uanset hvad jeg selv mener om det eller bruger det til – så har jeg overfor mine piger henvist til, at ”det havde han sikkert lige brug for at sige”. Jeg har simpelthen vist det tilbage til den person, der har sagt det."

Har du nogensinde tænkt, at det havde været bedre at have en karriere udenfor rampelyset? 

"Ja ja, for det var jo planen, ha ha, dengang jeg stillede op som kandidat i Vestjylland og ikke ville vælges. Og for så vidt jeg overhovedet har haft en plan med mit arbejdsliv, så har det aldrig været en plan om at blive politiker."

Du ville hellere have været behind the lines dengang? 

"Ja."

Ville du også hellere have haft det sådan, når du kigger tilbage i dag?  

"Det er et meget godt spørgsmål. Jeg bruger ikke så meget tid på at tænke på, om tingene kunne have været anderledes. Men det, som mine jobs har bragt med sig, er, at jeg har mødt så mange mennesker fra hele verden og alle samfundslag, som jeg ellers aldrig ville have mødt, og det er utroligt berigende. Men når man stikker ud, forholder folk sig også til en, og de er ikke altid enige. Da jeg var indenrigsminister i 2011, var jeg med til at lave efterlønsforliget, og det var der mange, der var åbenlyst uenige i. Bl.a. en afdeling under 3F, som gav mig deres pris det år. Det viste sig, at prisen var en virkelig fint lavet skulptur af en mandehånd, der gav en fuckfinger. Den pris står på mit kontor i dag, fordi den er en meget god påmindelse om, at der altid er nogle derude, der er FULDstændig uenige. Den står selvfølgelig sådan, så folk ikke bliver forvirrede og tror, at fingeren er fra mig til dem, når de kommer ind på mit kontor."

Hun slår en høj latter op.  

Er der en gang eller to, hvor du har været virkelig ked af kritik?