Marias kæreste faldt i døden på en ferie: ”Det hjemsøger mig, at jeg ikke gjorde noget anderledes”

Maria J. Andersen vil slet ikke til Sverige. Faktisk er der heller ingen reel grund til, at hendes nye kæreste, Youtuberen Albert Dyrlund, skal til Italien for at hjælpe en kollega med at skyde videoer til hans kanal.

Alligevel beslutter parret sig for at tage hver til sit. Det er jo bare et par dage, og lidt familietid i det svenske gør sikkert også godt, tænker Maria.

Sommerfuglene flagrer i hendes mave, da Albert kysser hende farvel på Helsingør Station og dytter en sidste gang, inden han kører videre. Som hun står dér – forelsket til op over begge ører – har hun ingen anelse om, at det øjeblik er sidste gang, hun ser ham.

Da hun senere forøger at tale med Albert over en knasende internetforbindelse fra en ødegård i Sverige, ved hun heller ikke, at det er sidste gang, hun hører hans stemme.

Alberts sidste ord tikker ind på hendes telefon i form af en sms. Han vil ringe til hende, når han er nået toppen af det bjerg i Dolomitterne, hvor han og hans kollega skal skyde deres videoer, skriver han.

Men Albert når ikke at ringe. Han når heller ikke at få skudt sine videoer færdigt. Den 28. juli 2021 glider han ned ad den skrænt, han filmer fra. Han bliver erklæret død på stedet, 22 år gammel.

Det er svært for Maria at fortælle om Alberts ulykke. Såret er stadig råt og åbnet, men hun er fattet, når hun taler. Hun rømmer sig lidt.

”Det hjemsøger mig stadig, at jeg ikke gjorde noget anderledes, for jeg havde ikke lyst til at tage af sted. Man tænker jo aldrig, at det er sidste gang, man ser dem, man elsker, og man tænker ikke over ”Ej, nu har han kun snakket et par minutter. Vi må hellere lige snakke lidt mere,” siger hun til alt.dk og fortsætter:

”Der er ikke noget godt tidspunkt, at ens kæreste dør på, men vi gik fra at leve i en perfekt verden med det perfekte parforhold og det perfekte job til det stikmodsatte. Vi var nyforelskede og talte om at flytte sammen og at blive gift. Kontrasten var for sindssyg. Jeg tror, det er det bedste ord at bruge. Det er bare sindssygt og surrealistisk.”

Hvornår skal vi giftes?

Maria og Alberts første møde er på mange måder et tidstypisk billede på dating. Corona har lukket landet ned for anden gang, da Maria en aften falder over én af Alberts videoer på YouTube. Hun bliver betaget fra første sekund og tager så et valg:

”Jeg følte, at der var en kemi, selvom jeg aldrig havde mødt ham, fordi han talte lidt om de samme ting, jeg gik og tænkte på. Så jeg følte, at han forstod mig, selvom vi ikke kendte hinanden. Og det var den kemi, tror jeg, som gjorde, at jeg tog skridtet og skrev til ham på Instagram.”

Først ville hun bare rose Alberts video, men så griber det om sig, og Maria ender med at invitere ham på en øl i Spanien efter nytår.

Klokken fem næste morgen tikker Alberts svar ind:

”Hvornår skal vi giftes,” spørger han.

Fordi landet er i lockdown – og det i øvrigt er isnende koldt udenfor, kræver deres første date lidt planlægning. Som de spontane personer både Maria og Albert er, ender de med at leje et sommerhus på Fanø.

”Da jeg kyssede ham farvel efter sommerhusturen, var jeg bare forelsket. Jeg kan huske, at jeg sad i toget og havde så mange sommerfugle i maven. Jeg var overhovedet ikke mig selv. Og efter det var vi egentlig bare sammen mere eller mindre hver dag indtil hans tur til Italien. Det var en date, der aldrig sluttede.”

Albert begynder hurtigt at tale om fremtidsplaner. Han vil giftes og fortæller Maria, at han har tænkt sig at fri en dag. De taler også om at flytte sammen, og Albert går i gang med at søge efter lejligheder.

”Det er noget af en kontrast – at gå fra at tale om fremtid og nye kapitler i vores liv. Det var lagt klar foran os, og nu skulle vi bare ud at leve. Vi glædede os virkelig meget, men så døde Albert.”  

Et hjælpeløst barn

Dommedagsregn falder fra sommerhimlen den 29. juli. Maria er taget på café for at arbejde og venter på, at Albert skriver fra Italien. I stedet modtager hun en besked fra hans kollega, den amerikanske YouTuber Tucker, som er med på turen til Italien.

”Det er en lang, men lidt underlig besked. Den siger ikke noget specifikt, men han fortæller, at han er her, hvis jeg har brug for ham. På det her tidspunkt ved jeg ikke noget, men det tror han, at jeg gør. Jeg tænker først, at de prøver at pranke mig. At Albert har fået ham til at skrive til mig som en joke. Men der er noget i den her besked, som bekymrer mig.”

Imens hun venter på svar fra Tucker, ringer Alberts mor, Vibe. Maria kan høre panikken i hendes stemme, da hun fortæller, at Albert er død.

”Jeg går i en form for choktilstand og står lige pludselig i døren til caféen. Jeg græder ikke, jeg går bare i panik. Det hele sortner, og jeg kan faktisk ikke huske, hvordan jeg kommer hjem, eller hvor lang tid jeg er i min lejlighed, før jeg bliver hentet af en taxa med en af Alberts bedste venner. Jeg tror måske stadig, at jeg håber på, at det hele er en joke. Der er jo aldrig nogen, der vil joke med sådan noget, men jeg er desperat. Min hjerne kan slet ikke forstå det.”

I dagene efter er Maria lammet af sorg. Hun græder, når hun er vågen, og vågner om natten, fordi hun begynder at græde i søvne. Hun flytter ind hos Alberts forældre for at være tæt på nogen, der forstår, og her bor hun i de næste to måneder. Hendes søster flytter også ind og hjælper med at holde sammen på tilværelsen for Maria og Alberts forældre.

”Jeg har faktisk aldrig sagt det til nogen, men jeg følte det, som om jeg var blevet et hjælpeløst barn igen. Jeg blev nærmest handicappet, glemte om jeg havde børstet tænder, og om jeg havde været i bad og spist. Det hele var bare uoverskueligt, og jeg kunne ikke noget selv. Jeg kunne ikke betale regninger, og jeg kunne ikke handle. Jeg sidder egentlig bare og er i min sorg.”

Medierne flår i familien, og Maria har svært ved at håndtere opmærksomheden midt i sorgen. Pludselig er hun på forsiden af Ekstra Bladet, og der dukker fotografer op til Alberts bisættelse, som tager billeder af en tid, hun allerhelst vil glemme.

Huset summer også af mennesker i de første uger efter Alberts ulykke. Det er rart, at de kan mindes sammen, og derfor føles det tomt, da livet pludselig begynder at gå videre, og Alberts død mister sin nyhedsværdi.

”Det var lidt underligt. Der var i hvert fald en tid, hvor det føles, som om alle andre var videre, men hvor vi – Alberts tætteste – stadig stod midt i det hele. Alt var stadig kaos for os, men folks liv gik videre, og det kan jeg godt forstå. Det havde mit nok også gjort, hvis det var omvendt. Men det var lidt deprimerende pludselig at sidde fast, mens andre levede.”

For risikabelt

Et par dage efter Alberts død får Maria hjælp af en krisepsykolog. Hun slutter samtalen af med at sige, at Maria nok skal få en kæreste igen en dag. Måske vil hun bare slutte samtalen positivt, men lige dér tager Maria et valg.

”Jeg fik det faktisk værre af det, for min kæreste var jo lige død. Jeg var stadig forelsket, men han var her ikke, og jeg havde ikke brug for at blive mindet om, at min fremtid er uden ham. Så dér gik det op for mig, at det er så fint med psykologhjælp, men hvis du taler med en forkert, så kan det også gøre det hele værre.”

Hun sukker.

”Jeg har brugt psykologhjælp før – og har været glad for det – men lige nu har jeg ikke mentalt råd til, at det bliver værre. Måske ændrer jeg holdning i fremtiden, men lige nu har jeg virkelig, virkelig ikke behov for at snakke med en eller anden psykolog. Det er simpelthen for risikabelt, for jeg ved ikke, hvem jeg kommer i dialog med.”

I stedet begynder Maria at tegne og spille guitar. Hun lærer også sig selv at spille Green Days ’Stop When the Red Lights Flashes’ på trommer. Tegningerne kulminerer i børnebog om en pige, der ser livet i sort og hvid, men som møder en dreng, der tager hende på eventyr og lærer hende at se farverne i tilværelsen. 

”Jeg har altid været kreativ, og det hjalp mig virkelig. Jeg brugte musikken til at slappe af og til at fokusere. Når jeg skulle lære en ny sang på trommer, så gik al min koncentration jo med det. Med trommerne kunne jeg også få nogle aggressioner ud, mens jeg slappede af med guitaren. Børnebogen lyder overskudsagtigt, men det var det egentlig ikke. Jeg sad bare og tegnede ting, der mindede mig om Albert.”

Hvor går man hen med sine følelser?

Hjælpen kommer også fra en uventet front, da Maria er gæst i podcasten 112 for knuste hjerter. Pludselig begynder det at tikke ind med beskeder fra andre, som har mistet en kæreste.

Det er første gang, Maria finder nogen at spejle sig i – og det har givet hende et mod, hun ikke tror, at nogen psykolog vil kunne mestre.

”Hvis man ikke gider at gå til psykolog, så ved jeg ikke, hvem man ellers kan tale med, som forstår det fuldstændig. Jeg har selvfølgelig venner, familie og Alberts familie, men de har jo ikke mistet en kæreste. De har mistet en søn eller en ven. Der findes ikke andre, der kan relatere til, hvordan det er at miste Albert som kæreste.”

”Så jeg vidste ikke rigtigt, hvor jeg skulle gå hen med mine følelser, eller hvad jeg skulle bruge min energi på. Men fordi de fortalte deres historie, så følte jeg mig mindre alene. Det er rart, og det er også derfor, jeg vælger at dele min egen historie.”

De andre kvinder kan blandt andet nikke genkendende til den forelskelse, Maria stadig føler. For hvor går man hen med dén, når personen pludselig ikke længere er i live?

”Mine tidligere forelskelser er jo forsvundet over tid, men min kærlighed til Albert er her stadig. Jeg er stadig forelsket, og det er supersvært, at det ikke går væk. Bare fordi han dør, betyder det jo ikke, at mine følelser for ham dør. Men der sker hverken mere eller mindre, og jeg har ikke noget sted at gå hen med dem. Så jeg er nødt til at lukke lidt ned for mine følelser. Sætte lidt låg på.”

”Nogle gange kommer det alligevel frem, hvis jeg fx kigger på et billede eller kommer i tanke om et minde, jeg har med Albert. Så kan jeg lige pludselig få den dér gode følelse indeni, men jeg bliver også ekstremt ked af det, når min krop husker, hvad der er sket. Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg skal gøre med det. Mine følelser giver bare ikke rigtig mening.”

For ikke at dvæle alt for meget i den type følelser, er Maria begyndt at arbejde igen. Hun er også begyndt at genoptage de ting, hun holder af; at rejse, endda alene, og at være sammen med sine venner.

Ødegården i Sverige, der er blevet billedet på hendes sidste tid med Albert, har hun også besøgt igen.

”Nu er tanken om, at jeg en dag skal derop igen, lidt nemmere. Det tager rigtig lang tid at være okay med at opleve de ting, der minder mig om Albert, men på et tidspunkt vil det være en følelse, jeg kender, om ikke andet. Og næste gang vil jeg både have Albert og mine andre nye minder med om de steder, vi har oplevet sammen.”