Marie Carmen Koppel: "Jeg behøver ikke være verdensstjerne for at være lykkelig"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det må have været Carl Bernhards Vej mellem Frederiksberg og Valby, hvor jeg boede i et tofamiliershus med mine forældre og to søskende og en anden familie nedenunder. Min far spillede i band og er i dag komponist, og min mor laver teater. Det var mit første rigtige barndomshjem, hvor vi boede, til jeg var ni år. Det hus, det område og den gård er mine barndomsminder. Der var et godt sammenhold og fællesskab. Det var et hjem med mennesker, musik, liv og knald på. Meget 70’er-agtigt, uden at være helt flippet. Det var en fed tid, hvor vi ikke var så materialistiske. Det der store nye køkken var bare ikke moderne. I dag vil vi have alting, og det er på bekostning af så meget. Dengang havde vi også en frihed, som børn ikke har i dag. Der var ingen forældrekontrol, og når vi legede ude fire gårde væk, kom vi bare hjem, når vi kom hjem. Vi havde vores eget liv. Hvis jeg var barn i dag, ville jeg være misundelig på børn dengang.

Din levevej?

– Jeg har sunget, fra jeg var lille. Jeg fandt tidligt min stemme og tog beslutningen om at blive sangerinde. Nogle gange tænker jeg: ”Gud, kunne jeg være blevet noget andet?” Jeg spillede klassisk violin som lille, og som 14-årig var jeg i gang med at lave bands og synge kor på plader. Da jeg flyttede hjemmefra som 16-årig, havde jeg allerede fuld gang i karrieren. Unge mennesker i dag har mere ungdomsliv, end jeg havde. Jeg har aldrig taget en uddannelse, men jeg kommer ud af en familie, hvor flid og det at kunne sit håndværk sættes højt. Jeg har prøvet at gå til sang et par gange, men jeg følte faktisk, det ødelagde mere, end det gavnede. Jeg øver mig stadig meget, for det er et livsværk at forbedre sit håndværk hele tiden.

– Jeg holdt op med at synge kor for andre i 1993. Jeg er solist, og det har jeg altid været. Det var let at være fristet af penge og store turneer, og der er intet i vejen med at synge kor, det skulle jeg bare ikke.

LÆS OGSÅ: Mø: “Dér nåede jeg grænsen. ”Karen, du er helt fucked!”, sagde mine forældre til mig”

Hvad er dit livs omvej?

– Jeg tog til New York, da jeg var 22 år. En amerikaner havde hørt mig synge i Danmark, og han anbefalede mig at synge på klubben Chaz & Wilson i New York. Jeg havde allerede sunget meget sort musik, så det gjorde jeg. Men der havde aldrig været et hvidt menneske i den klub – da slet ikke for at synge – og klubben var kendt for nogle gange at buhe folk ned fra scenen. Men det gjorde de ikke med mig. Det var en hård scene at stå på, og det blev min uddannelse at synge der. Man bliver bare en bedre sangerinde af at stå på en scene, som Chaka Khan også lige har stået på. Alle de store stjerner spillede i den klub, og det gav mig nogle vilde oplevelser. Jeg ville aldrig have været foruden de to år. Jeg arbejdede også lidt på restaurant og hutlede mig lidt igennem, men det, tror jeg også, er meget sundt.

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Da jeg var 18 år, ville jeg være verdensstjerne. Men da jeg var i USA, fandt jeg ud af hvor meget, det betyder for mig at være tæt på familien. Jeg elsker at turnere på Sjælland, Jylland og øerne, og jeg behøver ikke være verdensstjerne for at være lykkelig. Jeg laver det, jeg elsker, og det giver mig meget. Jeg har sagt nej til meget i livet – for eksempel at spille steder i udlandet, for jeg er den hjemlige type, og jeg havde faktisk ikke lyst til at stå på en scene i Abu Dhabi og spille. Livet er fuld af valg, men med alderen er jeg blevet bedre til at beslutte hvad, der er bedst for mig.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Ja, så absolut, da jeg var ved at dø for seks år siden. Der var jeg virkelig nede og bide i asfalten. Jeg havde en syreforgiftning i kroppen, og jeg opdagede det ikke i tide. Jeg havde hele tiden forskellige symptomer, og jeg havde det elendigt. Da der var gået halvanden måned på den måde, kom jeg på intensivafdeling, hvor jeg fik konstateret diabetes 1. Jeg var indlagt i otte dage, men allerede 14 dage efter jeg blev udskrevet, var jeg på juleturné. Det betyder meget for mig at vende tilbage til det, jeg er god til.

LÆS OGSÅ: Luise bor stadig med mand, børn og Mads: "Vores familie har bare en anden form"

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Jawad fra Marokko, som er min søde kæreste, jeg mødte i Venligboerne. Jeg mødte ham faktisk, da jeg havde et knust hjerte, men han fik mig til at grine. Det var så dejligt at grine i stedet for at være ked af det. På første date fik jeg en pakke humus i dategave. Jeg døde af grin. Næste date fik jeg 36 æg. Det skyldtes, at jeg skulle gå lidt tidligt, fordi jeg skulle nå at købe æg. Da han hørte det, åbnede han sin taske, og så havde han tilfældigvis 36 æg liggende, han lige havde købt. Så fik jeg dem og blev lidt længere. Vi har kendt hinanden i halvandet år, og til næste år skal vi giftes. Jeg har altid drømt om at blive gift, og det bliver et multikulturelt bryllup, hvor jeg skal have en pakistansk festdragt og marokkanske snabelsko på. Jeg er for gammel til at være traditionel hvid brud. Jeg ville jo ligne en idiot.

– Jeg kan godt lide kulturforskelle og lære noget om hinanden. Jeg er for eksempel ateist, og min datter er kristen og blev døbt for to år siden på eget initiativ. Jawad er muslim, og jeg synes, det er fedt, at han tror på noget. Jeg skal bare ikke have noget af det. Men jeg elsker fremmede kulturer, musik og kunst. Der er skatte i det.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Bortset fra mine forældre og mine venner er det nok musikken. Jeg bruger musik til forskellige sindstilstande, og jeg kan sætte et nummer på for at komme et nyt sted hen. En god koncert kan også rykke mig helt vildt.

Hvilken vej bor du på nu?

– Min datter og jeg er lige flyttet til en lejlighed i Sydhavnen i maj. Det var hårdt at skulle pakke hele sit liv ned og rykke det videre. Man går gennem alle livets faser og kigger på hver en børnetegning og minder i kasser undervejs. Men jeg er glad for, at jeg gjorde det. Nu bor jeg til leje, selv om jeg godt ved, at jeg aldrig kommer ind på boligmarkedet igen. Men jeg var alligevel så træt af et liv styret af penge. Det gælder jo ikke om at have mest friværdi og pension. Jeg er så lykkelig hver gang, jeg går ned på gaden og hver gang, jeg går ind i opgangen igen. At være glad er vigtigere end penge. Vi må håbe, at min datter bliver succesfuld, så hun kan skaffe mig tag over hovedet, når jeg bliver gammel.

LÆS OGSÅ: Sebastian Jessen: "Det overgår alt at skabe et liv med den, man elsker"

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Fint, for jeg lægger ikke rigtig mærke til det. Kun når nogen kommer og siger søde ting til mig – og hvor er det flot at gøre. Når jeg ikke har makeup på, er der i øvrigt ingen, der genkender mig. Måske er det aldrig gået helt op for mig, at jeg bliver genkendt, eller også er det bare navnet Koppel, der er genkendeligt – stadigvæk. Vi har lige medvirket i et familieportræt på DR, og da jeg så det, kunne jeg godt se, at det er interessant med en hel familie, der laver noget med musik. Det er da vildt. Men det er aldrig noget, jeg selv havde tænkt over før.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej på juleturné – fysisk og mentalt. Sidste år spillede jeg 34 julekoncerter på en måned, og i år er det vist ”kun” 27. Nogle dage synger jeg to eller tre koncerter på én dag. Men jeg sørger altid for at komme hjem til min datter og sove, selv om det er midt om natten, for at jeg kan stå op med hende næste morgen. Jeg har heldigvis gode folk omkring mig til at hjælpe mig med at få det hele til at hænge sammen i december, når jeg har travlt. Jeg kan først puste ud i juleferien.