Martin Brygmann: "Mit liv er simpelthen for kort til at gå rundt og lege macho"

Mor: Helga Brygmann, 89 år, pensioneret fritidspædagog
– Min mor har aldrig lagt skjul på, at jeg skulle have været en abort. "Ja, Martin, du skulle jo have været en plet på lagnet." Det har hun sagt til mig mange gange, og selvom det måske lyder lidt voldsomt, så gør det mig ikke noget. For jeg har altid følt mig enormt elsket, og jeg ved, at min mor er glad for, at hun fik mig. Ellers er hun i hvert fald ekstremt god til at lyve.

– Jeg var den sidste af en søskendeflok på fire, og min mor har altid forkælet mig meget. Jeg var hendes "Lille Martin", og nogle gange fik mine søskende skældud, selvom det i virkeligheden var mig, der havde fortjent det. Faktisk var det vildt uretfærdigt, og det ­kunne jeg godt se allerede dengang, men jeg nød det bare. Når man er barn i en stor ­søskendeflok, så er der lidt junglelov over det, og alle kneb gælder.

– Begge mine forældre var ­pædagoger, og når de kom hjem fra fritidshjemmet, hvor de arbejdede, kunne jeg godt mærke, at de havde haft 60 børn rendende omkring fødderne hele dagen. De var trætte, og der var ikke altid så meget overskud til mig og mine søskende. Alligevel var de gode til at vise, at de elskede os, og det vigtigste for dem har altid været, at vi var glade. Da jeg for eksempel kom og sagde, at jeg gerne ville være trommeslager, så kunne de sagtens have begyndt en prædiken om, at det ikke var en sikker levevej. Men det gjorde de ikke. I stedet gav de mig et trommesæt og sagde, at hvis jeg blev glad af at spille trommer, så var det det, jeg skulle gøre.

– Jeg havde et utroligt tæt forhold til min mor, især da alle mine søskende var flyttet hjemmefra. Hun vidste nok godt, at det snart ville være slut med hjemmeboende børn, så hun brugte meget tid sammen med mig, og det var virkelig hyggeligt. Vi talte tit om følelser, og selvom det hele foregik lidt i koder, fordi min mor er vokset op i Sønderjylland og ikke har været vant til at tale så direkte om tingene, så forstod vi altid hinanden.

– Uanset hvor meget man holder af sine forældre, tror jeg, at der kommer et tidspunkt, hvor man har brug for at gøre oprør. Det skete også for mig. Kort efter at jeg var flyttet hjemmefra, besluttede jeg mig for, at jeg aldrig ville se mine forældre igen. Nogensinde. Jeg følte, at de snagede i mit liv, når de ringede og spurgte, hvordan jeg havde det, og de var simpelthen for irriterende! Men mine forældre hørte slet ikke efter, når jeg sagde, at vi ikke skulle ses mere. De var ligeglade og blev ved med at ringe, og jeg var helt målløs over, at de ikke forstod, at jeg tog endegyldigt afsked med dem. Efter et par måneder faldt jeg lidt til ro og indså, at de jo egentlig var meget søde. De elskede mig ubetinget – også selvom jeg opførte mig dårligt over for dem.

– I dag er mit forhold til min mor, ligesom det altid har været. Jeg er stadig hendes "Lille, bitte Martin", og hun er stadig min lille, søde mor. Men hun er gammel nu. 89 år. Hun er frisk nok i hovedet, men hun kan næsten ikke gå mere, og det er lidt mærkeligt at se hende blive så gammel, for jeg har jo kun én mor, og jeg ved ikke, hvordan jeg kommer til at reagere, når hun ikke er her længere. Det er umuligt at forberede sig på, så lige nu forsøger jeg bare at se hende og min far så tit som muligt og nyde den tid, der er tilbage.

LÆS OGSÅ: Giv et abonnement i gave

Hustru: Marianne Lykkesfeldt, 39 år, arkitekt
– Marianne er den kvinde, der betyder allermest for mig. Det er helt vanvittigt. Hun passer så perfekt til mig, og hun er virkelig et specielt menneske. Altså på den underlige måde. Hun er meget, meget langt ude oven i hovedet. Hun griner af de mærkeligste ting og har en vildt syret humor. Hvis vi sidder og har en helt almindelig samtale, kan hun pludselig ligge flad af grin over et eller andet, som, ingen andre synes, er sjovt. Men så griner jeg også, for det er så sjovt, når hun griner. Det er sindssygt få mennesker, jeg kan få grineflip med, men Marianne kan få mig til at ligge og rulle rundt på gulvet og skrige af grin, mens tårerne triller.

– Jeg mødte Marianne for snart 19 år siden på en optagelse til en reklamefilm for noget østrigsk chokolade. Jeg var klædt ud som slagerkonge med hvid paryk og plateaustøvler, og jeg kan tydeligt huske, at det første, jeg sagde til hende, var: "Er du egentlig platfodet?" Hun syntes, at det var et vildt mærkeligt spørgsmål, men så var samtalen ligesom i gang. Marianne var en ud af 20 unge, smukke fotomodeller. De havde alle sammen ens kjoler og parykker på, men Marianne skilte sig ud – og det var altså ikke kun, fordi hun var platfodet. Hun var bare overdrevet smuk og skøn. Efter to dage på settet tog jeg mig sammen og spurgte Marianne, om hun ville med ud og spise. Det sagde hun ja til, og så var vi kærester.

– Vi nåede kun at være sammen et par måneder, inden vi gik fra hinanden. Jeg kan ikke helt huske hvorfor, men det føltes vel ikke rigtigt. I hvert fald havde vi et halvt år hver for sig, og det var der, det gik op for os begge, at vi slet ikke kunne undvære hinanden, og så fandt vi heldigvis sammen igen.

– Marianne er en hel del yngre, end jeg er, og da vi mødtes, var hun kun 20 år og havde aldrig haft en kæreste. Jeg var 34, skilt og havde to børn, så vi var to ret forskellige steder i livet, men det betød faktisk ikke noget. Marianne var meget klog og moden. Det virkede helt naturligt for hende at være sammen med mine børn, og da jeg foreslog, at vi flyttede på landet i et stråtækt hus, så var hun klar på det. Det tror jeg altså ikke, at der er mange 20-årige fotomodeller, der ville sige ja til.

– Meget tidligt i vores forhold sagde Marianne: "Martin, jeg ser os ikke som to personer, der skal smelte sammen og blive til én. Vi skal være hver vores og have hver vores liv, men vi skal følges ad." Det, synes jeg, er ekstremt klogt sagt, og det er sådan, vi lever i dag. Selvfølgelig hjælper vi hinanden og er fælles om mange ting – sådan er det at være gift. Men vi er også gode til at give hinanden plads, og nogle dage kan vi gå rundt i hver vores tankeboble uden rigtig at tale sammen.

– Det bedste ved Marianne er, at hun er enormt rolig og nem at være sammen med. Hun er meget løsningsorienteret, og hun er virkelig svær at hidse op. På den måde er hun nok lidt manden i forholdet. Det er jo ikke, fordi jeg er en hystade, men Marianne tager altså prisen i at sige: "Nå pyt, vi finder en løsning".

Søster: Ulla Brygmann, 61 år, skolelærer
– Min storesøster Ulla betyder ­virkelig meget for mig. Hun er den ældste i søs-kendeflokken, og hun er den, der holder sammen på hele familien. Det har hun altid været, og det sætter jeg stor pris på. Mine brødre og jeg er måske lidt for gode til nogle gange bare at gå rundt i vores egne verdener og glide fra hinanden, men så sørger Ulla for, at vi bliver samlet.

– Da jeg var lille, var Ulla lidt som en ekstra mor for mig. Hun er otte år ældre end mig, og dengang gjorde otte år jo en kæmpe forskel. Jeg syntes, at hun var meget stor, og hun prøvede tit at holde styr på mig og mine brødre. Hvis vi lavede ballade, så kom Ulla og mindede os om, at det måtte vi ikke – ellers ville hun sladre til vores forældre. Nogle gange syntes jeg, at hun var vildt irriterende og latterlig, og så havde jeg lyst til at ­smadre hende for at vise, at hun ­ikke skulle tro, at hun kunne bestemme over mig! Men for det meste lyttede jeg faktisk til hende. Jeg var meget autoritetstro, da jeg var barn, og jeg betragtede lidt Ulla som en af de voksne. Det var på en måde som at leve livet med livrem og seler. Jeg havde min mor – og så havde jeg Ulla.

– Jeg ser egentlig ikke Ulla så tit, men når vi mødes, er det altid rigtig hyggeligt. ­Ulla har ekstremt god humor og er utrolig lattermild og sød, og jeg kan virkelig mærke, at vi kommer fra det samme udgangspunkt. Vi har nemt ved at tale sammen, og selvom hun ikke ­fylder så meget for mig i hverdagen, er hun enormt vigtig. Hun er som et anker for mig.

LÆS OGSÅ: Rasmus Botoft og Lisbeth Wulff: “Vi er fælles om at være naive romantikere”

Svigermor: Anne Lykkesfeldt, 68 år, pensioneret brystkræftforsker
– Alt det der med at svigermødre er nogle forfærdelige og uudholdelige mennesker – det passer overhovedet ikke. Min svigermor er fantastisk! Hun er simpelthen så sød, og jeg føler mig vildt heldig over at have fundet en kone, der ikke bare er dejlig, men ovenikøbet også har en dejlig mor.

– Min svigermor er en enorm stor hjælp for Marianne og mig i hverdagen. Hun er gjort af et helt særligt stof, og hun har altid overskud. Det er virkelig vildt. Sommetider kan jeg pludselig ikke finde mine skjorter, og når jeg så spørger Marianne, hvor de er, så svarer hun: "Nå, dem har min mor taget med." Det er sådan noget, min svigermor gør. Hun kommer forbi og henter en stor sæk tøj hos os, og dagen efter kommer hun tilbage og har vasket og strøget og lagt det hele pænt sammen. Hun bruger også meget tid på at luge ukrudt hos os. Nogle gange ligger hun på alle fire ude i gården og luger ukrudt sent om aftenen. Så kan vi bare se en pandelampe, der lyser ude i mørket, og så ved vi godt, hvem det er, der er i gang.

– Selvom min svigermor ofte kommer forbi, føler jeg aldrig, at hun presser sig på. Når hun har ligget og rodet rundt ude i haven i flere timer, skal vi nærmest tigge hende om at gå med ind og drikke en kop te eller kaffe, for hun vil ikke lægge beslag på vores tid – det er ikke derfor, hun hjælper os. Hun er meget diskret og er aldrig anmassende.

– Jeg har stor respekt for alle de praktiske ting, min svigermor hjælper os med, og jeg er meget taknemmelig. Men det er nu ikke kun derfor, at jeg godt kan lide hende. Jeg synes faktisk bare, at hun er enormt sød og sjov, og Marianne og jeg ser hende heldigvis tit. Sommetider kan jeg også godt finde på bare at ringe til hende for at snakke lidt. I virkeligheden er jeg jo aldersmæssigt tættere på min svigermor end på Marianne, så min svigermor og jeg er ret beslægtede på nogle områder. Vi kan begge huske nogle ting, som Marianne ikke kan huske. Det er ret sjovt og hyggeligt, og det er nok også en af grundene til, at jeg har et så godt forhold til min svigermor.

LÆS OGSÅ: Natalie Madueño: “Man er født som man er, og hvis folk synes man har en grim næse, så synes de det”

Mig: Martin Brygmann, 53 år, skuespiller, komiker og musiker
– Jeg tror, at jeg har været kvinde i mit tidligere liv. Det forestiller jeg mig i hvert fald nogle gange. Jeg føler mig ekstremt beslægtet med kvinder, og det ligger mig meget fjernt at opføre mig som en maskulin mandemand. Det har nok i høj grad noget med min krop at gøre. Jeg er ikke særlig mandig at se på. Jeg er høj og tynd og underlig, og jeg bevæger mig tit lidt feminint. For eksempel har jeg aldrig været bange for at sidde med benene over kors, for jeg kan simpelthen ikke se nogen grund til at lade mig begrænse af mit køn.

– Jeg har det bedst i kvinders selskab. På en eller anden måde føler jeg, at jeg hører til ovre hos dem. Ikke fordi jeg ikke kan lide at tale med mænd – det kan være rigtig hyggeligt. Men sådan nogle herreaftener, det siger mig ikke noget. Jeg kommer altid til at savne det feminine. Jeg omgiver mig meget med kvinder, for jeg synes, at de er så søde og nysgerrige, og de er enormt gode til at sætte sig ind i, hvordan jeg har det, og hvad jeg tænker. De har sådan en dejlig nysgerrighed og vil gerne se alting fra alle sider – og sådan har jeg det også. Måske er det derfor, jeg føler mig lidt feminin. Jeg tvivler altid og kan godt lide at sætte ord på alting, hvor mænd ofte er gode til bare at beslutte sig for, hvordan skabet skal stå og så komme videre.

– Jeg bruger det feminine meget i min humor, og jeg har ofte spillet kvindelige roller. Det falder mig helt naturligt. Faktisk tænker jeg ikke rigtig over, om jeg spiller mand eller kvinde – jeg spiller bare et menneske. Og så kan det da godt være, at det menneske nogle gange har høje hæle og kjole på, men det er ikke vigtigt for mig. Jeg giver mig selv lov til at spille på hele klaveret, og jeg kunne aldrig finde på at holde igen med noget af frygt for at komme til at virke homoseksuel eller kvindelig. Mit liv er simpelthen for kort til at gå rundt og lege macho.

Manager: Henriette Blix, 64 år, manager
– Bortset fra min hustru er Henriette den kvinde, jeg er mest i kontakt med. På en eller anden måde er det lidt, som om jeg også er gift med hende. Vi taler sammen hver eneste dag enten på sms, på mail, i telefon eller i virkeligheden, og hun er enormt vigtig for mig. Hun sørger for alle de praktiske ting, som har noget med mit arbejde at gøre, og fordi mit arbejde betyder rigtig meget for mig, kommer Henriette helt automatisk også til at betyde meget for mig.

– Hvis ikke jeg havde Henriette, ville jeg skulle bruge energi på en masse ting, som jeg ikke bryder mig om, for eksempel at udarbejde kontrakter og forhandle om penge. Jeg synes overhovedet ikke, at den slags er sjovt, men Henriette elsker det, og mens hun slås om penge og er den skrappe købmand, så kan jeg koncentrere mig om at være den følsomme kunstner.

– Henriette og jeg startede vores samarbejde, da jeg lavede musikken til julekalenderen 'Jesus & Josefine' i 2003. På det tidspunkt havde jeg ingen manager, men jeg kendte Henriettes søn, og han anbefalede, at jeg tog en snak med hans mor. Det gjorde jeg så, og jeg faldt pladask for hende! Henriette er sindssygt dygtig, og hun går op i sit arbejde med hud og hår og krop og sjæl. Samtidig er hun sjov og er på mange måder en rigtig drengerøv. Hun har været i musikbranchen i utrolig mange år, så der skal meget til for at støde hende, og det er skønt, at jeg kan sige alting til hende.

– Ud over at Henriette spiller en vigtig rolle for mig rent professionelt, betyder hun også meget for mig på det mere personlige plan. Vi hyggesnakker tit, og vi kan tale om alt mellem himmel og jord. Det er jo enormt heldigt, at vi godt kan lide hinanden privat, og ellers var det nok heller ikke gået i så mange år. 

LÆS OGSÅ: Hella Joof: “Man bliver ikke lykkelig af at lede efter fejl hos sin mand”

LÆS OGSÅ: Sidse Babett Knudsen: “Når man sidder derude - i verden - bliver man simpelthen så stolt af sit land”

LÆS OGSÅ: Jussi Adler-Olsen: “Vis de gamle omsorg og kærlighed, mens de er her”