scroll-down
Foto: Franne Voigt "Det er næsten pinligt at skulle erkende i min alder. Men når jeg kigger tilbage, har jeg simpelthen tænkt, at ligestillingen ville komme af sig selv," lyder det fra Merete Eldrup i dette interview fra ALT for damerne.

Merete Eldrup: "Det er næsten pinligt at skulle erkende i min alder..."

Dansk erhvervslivs mest magtfulde kvinde, tidligere TV 2-boss og nu forkvinde for flere bestyrelser Merete Eldrup har først for nylig erkendt, at ligestilling ikke bare sker af sig selv. Hun har aldrig haft lyst til at være et offer eller en taber, der har brug for hjælp. Men nu tager hun kampen op – for ikke at spilde mere talent.

Af Marie-Louise Truelsen
Livsstil ALT for damerne

TV 2’s guldkvinde. Dansk erhvervslivs mest magtfulde kvinde. En af Danmarks mest indflydelsesrige kvinder. Merete Eldrup er blevet kaldt det hele og mere til. Og altid er ordet kvinde indgået som en del af mediernes beskrivelse af hendes imponerende karriere fra Finansministeriet over Erhvervsministeriet og Energistyrelsen til direktørposterne i JP/Politikens Hus og på TV 2 og til nu, hvor hun sidder som bestyrelsesformand for Københavns Universitet, Nykredit samt Rockwool Fonden og som bestyrelsesmedlem i en række store virksomheder. Det sjove er, at det først er de senere år, at hun er begyndt at tænke på sig selv som kvinde i erhvervsmæssig sammenhæng. Tidligere skænkede hun ikke sit køn en tanke.

– Jeg trådte mine barnesko arbejdsmæssigt i Finansministeriet. Det var på mange måder en mandearbejdsplads, men var man fagligt dygtig, og kunne man holde til at arbejde en masse timer, så var man med på holdet. Man gik ikke så meget op i, om det var det ene eller andet køn. Og derfor tænkte jeg i mange år slet ikke over ligestilling eller køn i relation til arbejdet.

Men det gør du nu?

– Ja, for jeg må erkende, at bare fordi jeg ikke har oplevet diskrimination eller barrierer på grund af køn, er det jo ikke lig med, at det ikke findes. Det er næsten pinligt at skulle erkende i min alder. Men når jeg kigger tilbage, har jeg simpelthen tænkt, at ligestillingen ville komme af sig selv, når kvinderne kom ud på arbejdspladserne. Men det gør den ikke. Og jeg har nok også haft meget svært ved, når kvinder kommer i offerrollen. Det irriterer mig. Jeg synes, at vi sagtens kan klare os, så det irriterer mig, når kvinder siger: "Det er synd for os" eller "Det spørgsmål stiller du mig kun, fordi jeg er kvinde, du ville aldrig spørge en mand om det samme". Så får jeg det sådan, hold nu op! Og ja, jeg er blevet fremhævet, fordi jeg var den første kvindelige dit og dat, men det er da fair nok. Du fremhæver også den første sorte præsident eller den yngste operachef. Man hiver jo det frem, som er noget særegent, og hvis der ikke har været kvinder før på en post, så skiller man sig jo ud som kvinde. Det synes jeg er helt forståeligt.

– Når jeg har haft svært ved kvinders offerrolle, så er det fordi, jeg ikke har lyst til at være taberen eller en, der skal hjælpes. Men ja, jeg er gået ind i kampen for ligestilling nu, fordi jeg synes, at vi spilder for meget talent. Og det, jeg kan gøre, er at bruge mit eget eksempel. Jeg ved, hvordan jeg selv læser portrætterne i ALT for damerne og aviserne, og jeg plukker ubevidst lidt ud af andres liv og tænker "hmm, hun gjorde sådan, det kunne jeg måske også". Jeg har det lidt svært med at blive kaldt en rollemodel, jeg er ikke på en mission, der handler om, at andre skal gøre lige som mig, men jeg tænker, at hvis der nogen, der læser om mit liv og tænker, "okay, jeg vil gerne have nogle børn og et godt job." Jamen, så kan man da se på mig, at det godt kan lade sig gøre. Både at gå op i børnene og i jobbet og synes, at begge dele er vigtigt. Man kan ikke alting, men jeg synes faktisk godt, at de to ting kan forenes på en ordentlig måde. Også uden, at man får det der billede af børnene, der sidder foran en skærm med en købepizza, mens jeg sidder i en lufthavn i Singapore og ikke har set dem i en uge. Det er ikke det liv, jeg har haft.

Men hvad er det så for et liv, Merete har haft? Det er man lige nødt til at få på plads for at kunne forstå hendes tanker og bevæggrunde for i dag at tage aktivt del i ligestillingskampen.

Som 22-årig politstuderende blev Merete Jørgensen ansat i Finansministeriet af kontorchef Anders Eldrup, som senere blev departementschef. På nogenlunde samme tidspunkt fik hun sit første barn og et par år senere nummer to. Som 25-årig blev hun ansat som fuldmægtig i Finansministeriet og bad om at komme på deltid. Selvom det bestemt ikke var noget, man normalt gjorde, fik hun lov. Efter et år på den måde blev Merete ministersekretær og kom igen op på fuld tid.

Og nogenlunde samtidig blev hun og den 15 år ældre Anders mere og mere glade for hinanden. Departementchefen og ministersekretæren. Og de endte med at gå fra deres respektive ægtefæller og flytte sammen. Anders havde også to børn i forvejen, som dog var noget større.

I 1993 sprang Merete til et job som sekretariatschef i Erhvervsministeriet, og i 1995 fik hun job som vicedirektør i Energistyrelsen, hvor hun var ung – kvindelig – chef for en masse ældre mænd, som vidste meget mere om energi, end hun gjorde, og hvor hun virkelig kæmpede for at blive anerkendt. Hun fandt sig efterhånden tilrette og blev accepteret og blev så gravid med sit og Anders' første fælles barn.

Mens hun var på barselsorlov, blev hun kontaktet og tilbudt et job som økonomidirektør i Politikens Hus, som hun sagde ja til.  Da den daværende administrerende direktør pludselig fik konstateret alvorlig kræft, blev hun konstitueret i hans stilling, og inden længe blev hun tilbudt at blive administrerende direktør.

Samtidig var hun lige blevet gravid med sit fjerde barn, og hun meldte ud, at de måtte finde en anden til jobbet. Tilbage fra barsel rykkede Merete op i koncerndirektionen og var blandt andet med til fusionen med Jyllands-Posten. Hun var vild med sit job, hendes yngste barn nærmede sig ti år, og hun syntes for første gang i mange år, at der var ved at være lidt luft i tilværelsen. Alligevel – eller måske netop derfor – søgte hun jobbet som administrerende direktør på TV 2. Og fik det. Året var 2007, det var lige før den store finanskrise, og Merete måtte gennemføre benhårde spareplaner og massefyringer. Med tiden fik hun vendt TV 2-skuden til en succesforretning, og i juleferien 2018 tog hun en beslutning. Hun ville forlade jobbet for at hellige sig sine stadigt flere bestyrelsesposter. Hun ville gå, mens alt kørte på skinner. I juli 2019 forlod hun så TV 2, som hun havde elsket at stå i spidsen for i mere end 11 år.

Hvordan er dit arbejdsliv så i dag?

– På grund af corona har jeg, som så mange andre, arbejdet hjemmefra en stor del af tiden. På den måde har mit arbejdsliv måske ikke været så meget anderledes, end det ville have været, hvis jeg stadig var på TV 2, hvor jeg folk også har været sendt hjem. Det var selvfølgelig et stort skift at sige det der hårde farvel til TV 2, som jeg virkelig holdt meget af, men det største skift for mig, som jeg virkelig skulle tænke over, det var, at jeg virkelig elsker at være en del af en organisation. Jeg elsker at gå ind ad døren om morgen og sige hej til dem i receptionen og tale med alle mulige mennesker. Det var jeg ikke træt af på nogen måde. Så derfor var jeg rigtig spændt på, hvordan det ville blive, og det tror jeg også, at min mand var. At have mig siddende derhjemme bla, bla, bla, ha ha. Men jeg må bare erkende, at lynhurtigt har jeg fået en masse at lave. Jeg tænkte, at jeg måtte finde ud af, hvad jeg ville bruge al den ekstra tid på, som jeg ville få, men jeg ved ikke, hvor den tid er. Den er der ikke. Men nu har jeg også syv bestyrelser, så jeg er i fuld sving. Men det var nu også min plan.

Det var ikke din plan at drosle ned?

– Nej. Eller det var det måske på den måde, at jeg gerne ville drosle ned til noget, der lignede fuldtid lidt mere. På TV 2 var det fuldtid plus. Fordi jeg også havde bestyrelsesarbejde ved siden af og altid stod til rådighed som øverste chef. Jeg kunne godt tænke mig somme tider at holde en forlænget weekend i sommerhuset og holde en lidt længere ferie. Men det var ikke for at trappe totalt ned.

Hvem er Merete Eldrup?

  • Født i 1963.
  • Bestyrelsesforkvinde for Københavns Universitet, Nykredit Holding og Nykredit Realkredit samt Rockwool Fonden. Sidder desuden i en række andre bestyrelser.
  • Administerende direktør for TV2 i årene 2007-2019 og direktør i JP/Politikens hus i årene 1997-2007.
  • Gift med Anders Eldrup.
  • Parret har to fælles børn og fire sammenbragte børn fra deres første ægteskaber - samt 10 børnebørn.

Har I børnebørn?

– Ja, vi har ti.

Handlede det også lidt om dem?

– Ja, men det passer jeg på med at sige, for nogen superbedstemor bliver jeg nok ikke. Jeg hentede i mandags, så det sker, men jeg har måttet forklare vores børn, at de ikke skal have forventninger om, at jeg har en dag om ugen eller står klar, når der er en, der er syg. For jeg har møder hele tiden. Hvis du ser min kalender, så er der ikke én dag, hvor den er blank. Men der er faktisk dage nu, hvor jeg kan nå ud og hente, og det synes jeg er dødhyggeligt.

– Jeg elsker de unger. Jeg strikker til dem, er du sindssyg, jeg har simpelthen produceret så meget. På den måde synes jeg, at jeg holder mig inden for skiven. Men jeg kommer ikke til at tilrettelægge mit liv efter børnebørnene. Jeg har også sagt til vores børn, at hør her, jeg startede med første barn, da jeg var 22, og har haft børn indtil... Altså, man har et kæmpe ansvar for sine børn, indtil de flytter hjemmefra. Der skal mad på bordet, der skal laves lektier, alt det der. Og jeg vil sige, at lige så trist, det var, da den sidste flyttede, lige så fint var det også. Og da hunden så døde, kunne jeg sige, okay, NU er der ikke længere noget, hvor jeg skal være hjemme på et bestemt tidspunkt. Så jeg ønsker ikke at være bundet af faste hente-bringe-aftaler i dag.

Merete medvirker i bogen Rollemodeller & ravnemødre, der udkom i marts. Af bogen fremgår det, at der i hver anden af Danmarks 2000 største virksomheder ikke er kvinder i bestyrelsen.

Hvorfor er det sådan set med dine øjne? 

– Jeg har altid været intuitivt imod tvungne kvindekvoter i forhold til bestyrelser. Jeg synes, det må være op til virksomhederne selv at vælge bestyrelsesmedlemmer. Og jeg synes, at det er at begynde i den gale ende. Dem, der skal sidde i bestyrelser, skal typisk have siddet i direktioner, og det er der, problemet er, for der er for få kvinder i direktioner. Så man skal starte med at have kvinderne med op gennem alle ledelseslagene og ind på direktionsgangene. I mine øjne er det vigtigere med kvinder i topledelse og direktioner end i bestyrelser.

– Men i forhold til bestyrelser er der det dogme, at vi skal have de bedst kvalificerede, og det er der jo ikke nogen, der kan være imod. Heller ikke kvinderne. Men der er bare noget unconscious bias, hvor man træffer beslutninger på baggrund af tidligere erfaringer og stereotype forestillinger, som man selv er ubevidst om, at man har. Hvis det skal ændres, skal man benhårdt gå ind og beslutte sig for for eksempel at sige til headhunterne, der ofte finder kandidaterne, at der skal være x antal kvinder på deres liste. Og har man så en klokkeklar topkandidat, som er en mand, jamen så er det selvfølgelig ham, der skal have posten. Det vil jeg til hver en tid støtte. Men tit står man med to kandidater, som er lige gode, og der er det en beslutning at sige, at vi synes, det er vigtigt at prioritere kvinderne. Så jeg går ud fra, at de steder, hvor man ikke har taget det ind, må man mene, at det er en ligegyldig debat.

– Når jeg går op i debatten og har kastet mig ind i den efter i mange år at have holdt mig uden for alt med ligestilling, så er det egentlig ikke så meget for at kæmpe kvindernes sag, det kan de godt selv, men man kan ikke se bort fra, at der er nogle strukturer og nogle roller, der gør, at man ikke får kvinderne frem. Det har vi simpelthen ikke råd til. Vi kan ikke uddanne 60 procent kvinder fra universiteterne, og når de så er kørt igennem tragten på arbejdsmarkedet, så er der ikke særlig mange tilbage i toppen. Jeg er helt sikker på, at kvinder og mænd er lige begavede og lige dygtige – og kvinder er endda mere veluddannede – så der skal simpelthen i sidste ende flere frem. Ellers er det ikke de bedste, vi får. 

– Kvinderne ligger bedre karaktermæssigt i både gymnasiet og på universiteterne. Og så når man frem til den evindelige debat, som er så svær: Er det kvinderne selv, der står af? Det er der ingen, der kan svare på.

– Så når jeg stiller op og taler om det her, så er det ikke for at finde nogle kvinder, som slet ikke har lyst til at være chefer. De, der har helt andre interesser, skal have lov til det, vi kan ikke være chefer alle sammen, og det kan mændene jo heller ikke. Nej, dem, jeg er interesseret i, det er dem, der er på vippen. Jeg kunne godt tænke mig, at man fandt 100 kvinder, som ikke valgte at gå efter topjobbet, og som nu sidder og tænker: "Hvorfor gjorde jeg det egentlig ikke? Øv, det kunne jeg godt have gjort. Hvad var det, der gjorde, at jeg valgte det fra?" Og der er mit bedste bud, at det handler om børn.

– Man kan se på kurverne for lønudvikling, at når kvinder får børn, får de et knæk nedad på deres lønudvikling, så det koster. Mændene får det modsatte. Et lønløft. Mit gæt er, at det er fordi, mændene virkelig går i forsørgerrollen, når de får børn. Nu skal jeg have forhandlet ordentlig løn, for nu skal vi have et hus og en bil. Hvor kvinderne ofte tænker, at de ikke vil bede om højere løn, for nu skal de lige på barsel, og så kommer der jo børns sygedage. Jeg kender det selv. Jeg har aldrig været en hård lønforhandler, for jeg tænkte, at jeg skulle ikke bede om noget, for hvis jeg nu ikke kunne levere, var det bedre ikke at have stået helt oppe i hovedet på chefen. Så jeg har ikke været bedre selv.

Er yngelplejeinstinktet også bare stærkere for kvinder?

– Ja, og det er jo så forbudt at sige. Jeg har været lige ved at blive uvenner med min egen mand om det. Han sagde på et tidspunkt: "Du kan jo ikke lave om på, at der er forskel på mænd og kvinder". Først blev jeg sådan: Hvad? Men han har jo ret... Det ER der jo. Det har jeg da kunnet se i vores egne diskussioner omkring børn derhjemme. Det er mig, der hurtigst er blevet mør. Jeg har også haft tidspunkter, hvor jeg har haft så travlt og har tænkt, er det virkelig sådan her, jeg vil leve mit liv? Min samvittighed er hurtigere blevet påvirket. For mig VAR det en katastrofe, hvis et barn blev sendt i skole uden en 10’er til en blomsterbuket til matematiklærer Hanne, der skulle holde op. Virkelig. Der var Anders sådan, "nå ja, det var ikke så godt," mens jeg havde det langt værre med det. Så ja, jeg tror, at de fleste kvinder har en anden tilgang til det end de fleste mænd. Selvom mændene er kommet meget mere på banen, så kan man for eksempel bare måle det på, hvem er på Forældreintra – Aula i vore dage.

– Prøv at lave en måling på, hvem der holder øje der. Da mine børn gik ud af folkeskolen, holdt jeg fest, for nu skulle jeg ikke på Forældreintra længere. Jeg var ikke stresset over mit job. Det, der stressede mig, var at gå derind. Der var så mange beskeder om alt muligt, man skulle huske, og der kunne jeg virkelig føle, at jeg kunne dumpe. Og Anders? Han var der aldrig nogensinde. Han anede ikke, hvad det var.  

Og du var jo ikke ligefrem hende, der havde bedre tid?

– Nej, overhovedet ikke. Og jeg har sagt til Anders: "Du aner ikke, hvad jeg har taget ved siden af mit job!" Jeg havde mit arbejde og så kørte mine to-do-lister parallelt i hovedet med alt det, der handlede om børnene. Hvem har fødselsdag, hvem skal have gave med, hvem skal på tur? Hele tiden.

Har I skændtes om det?

– Nej, slet ikke. Da vi besluttede at få børn sammen, var han departementschef, og der var en aldersforskel, så han sagde meget ærligt, at han ville gøre så meget, han kunne, men han kunne ikke være den, der hentede og tog sygedage. Det var præmissen, det vidste jeg. Og han brugte al den tid, han nu havde ved siden af jobbet, på familien. Han brugte ikke tid på at pleje sig selv eller dyrke alt muligt. Der var jobbet og det derhjemme.

– Da børnene var blevet store, havde vi en aupair et par år, men det var mest for at have en til at gå med hunden og gøre rent. Ikke for at passe børnene. Så ja, i mit tilfælde var det et vilkår fra starten, at jeg skulle trække det største læs rent praktisk med børnene, fordi vi var helt forskellige steder i vores karriere, men Anders har altid prioriteret også at lege med dem, læse med dem og putte dem så meget, han kunne. Det ville have været noget andet, hvis vi havde været jævnaldrende og på samme niveau fra begyndelsen. Der synes jeg, at kvinderne bærer en del af ansvaret for en eventuel skæv arbejdsfordeling, fordi de ikke giver slip. Fordi de har så afsindigt mange meninger om, hvordan tingene skal være. Jeg kan være helt rystet over det. At barnet har forkert tøj på, at maden skulle have været på en anden måde. Jeg kan godt forstå, at mændene nogle gange står og ruller med øjnene og tænker, jamen så må du gøre det selv. Hvis man vil have manden på banen, må man trække vejret dybt, tælle til ti og så tænke: Det går nok, at barnet har den bluse på i dag.

Og det har du været god til?

– Ja, jeg har aldrig sagt noget med, at tingene skulle være sådan og sådan. Anders gjorde det på sin måde, og jeg blandede mig udenom.

Da han meldte klart ud, at han ikke kunne trække så meget med børnene, overvejede du så ikke at få børn sammen med ham?

– Nej, for jeg ville sindssygt gerne have flere børn, og det var jo virkelig en dårlig forhandlingsposition, ha ha. Det var jo helt realistisk, at han sagde sådan til mig, og så måtte jeg selv tænke over, hvordan jeg skulle få det til at fungere. Til gengæld har han altid bakket mig hundrede procent op, når jeg har været i tvivl om, om jeg skulle kaste mig ud i nye jobs. Han har altid sagt, det finder vi ud af, og har hjulpet mig så meget, han kunne. Så jeg er selv er et eksempel på det modsatte af, hvad jeg nu prædiker med barsel til mænd. Anders tog ikke barsel, og det gjorde min første mand heller ikke. Det var en deal for os, men man kan ikke altid bruge sit eget eksempel på alting.

Og nu kæmper du så også for øremærket barsel til mænd?

– Ja, for når jeg ser på de yngre børnefamilier, så er der en forskel på de steder, hvor han tager to-tre måneders barsel, og der, hvor han ikke gør. Det er vigtigt, at manden prøver at komme ind og blive den primære i en periode, og det giver også kvinderne en meget bedre overgang tilbage til jobbet, hvis der er styr på det derhjemme et par måneder. Hvis kvinderne ellers kan give slip. Jeg mener ikke, at man skal tage barsel fra kvinderne, for der er mange kvinder, der ikke ønsker at afgive barsel, men jeg mener, at man skal udvide barslen med de der to-tre måneder og så øremærke den del til mændene. Jeg mener, at øremærket barsel til mænd er det, der for alvor ville flytte noget i ligestillingen.

Et andet og meget aktuelt punkt i ligestillingsdebatten handler om sexisme og hele bølgen af #MeToo-sager blandt andet på TV 2.

Har du nogensinde selv været udsat for sexisme?

– Nej, det har jeg ikke. Jeg har ikke banket nogen over fingrene, og hvis der har været noget, har jeg i hvert fald ikke sanset det. Og der kunne jeg godt for nogle år siden være kommet til at sige, jamen I skal jo bare sige "fingrene væk" og så et knæ i skridtet, hvis det ikke stoppede. Men det er jo ikke løsningen på et problem, hvor nogen opfører sig på en måde, de ikke burde. Og jeg kan godt blive sur på min egen generation i forhold til de unge kvinder, der tager det op nu. Mange kvinder oppe i årene har kørt på, at det ikke har været et problem for os, så de unge kvinder er nok bare sarte. Det er ikke i orden. Det er det samme som at sige, at vores forældre røg i bilen, og at man sad uden sikkerhedssele på bagsædet, og det er man da ikke død af. Nej, heldigvis, men vi er også blevet klogere med tiden. Så jeg synes grundlæggende, at de unge kvinder har en pointe, og jeg synes, de er modige.

– Det svære ved debatten er, at mange ting bliver blandet sammen. #MeToo handler om ligestilling, men det handler også om magt. Der, hvor det for alvor bliver et problem, er der, hvor der ikke er et lige forhold. Hvor du har en chef, der bruger sin magt over for en yngre medarbejder eller en løst tilknyttet medarbejder, der står i en svagere position. Noget af det, du ikke vil høre din chef sige til dig som yngre kvinde, har du måske ikke noget imod, at din jævnbyrdige kollega siger til dig. Hvis du ikke fatter det som chef, har du ikke fattet ret meget.

Kan du genkende det, der er blevet sagt og skrevet om den sexistiske kultur og den brutale ledelse i nyhedsafdelingen på TV 2, og burde du have set det som chef?

– Når der kommer noget frem, så må jeg da sige, at det burde jeg have set. Det var mit ansvar.  Samtidig må jeg også sige, at jeg ikke havde nogen sager om sexisme på mit bord, mens jeg var der. Nogle af de sager, der er kommet frem nu, er fra før, jeg kom til TV 2. Og så har der været sager, som er foregået for nylig, og som er blevet håndteret efter min tid. Jeg har, så vidt jeg ved, ikke noget liggende fra min tid. TV 2 er en fantastisk virksomhed, som også har en god kultur – det viser alle undersøgelser – men der har været steder og elementer, hvor det ikke har kørt på den rigtige måde.

– Og der har jeg sammen med mange andre erkendt, at det ikke er nok at lave undersøgelser om medarbejdertilfredshed. I min tid på TV 2 regnede jeg med, at folk ville komme til mig eller tillidsmanden, hvis der var noget galt, men det har siden vist sig ikke at være nok. Og der har de unge kvinder nu taget en kamp på alles vegne, og det er der nogle, der ikke har brudt sig om. Det får mig til at tænke på rødstrømperne, som mange også var trætte af at høre på. Dem sender jeg en hilsen, for jeg er et af de luksusdyr, der ikke har behøvet at kæmpe så meget, fordi rødstrømperne allerede havde taget kampen for mig og alle andre i min generation.

Da #MeToo var oppe første gang i 2017, var du jo stadig på TV 2, overvejede du dengang at sætte en undersøgelse i gang?

– Nej, det gjorde jeg ikke. Vi talte om #MeToo, og jeg forventede, at der også ville ske en masse i Danmark, men det gjorde der jo ikke. Jeg tror, at den fejlslutning, som vi og mange andre lavede, gik på, at Danmark var længere fremme på grund af vores frisind og vores meget direkte måde at tale sammen på. At der ikke var de samme problemer i Danmark. Men hvis nogen var kommet til mig med en sag, ville jeg ikke have tænkt, hvordan får jeg det her til at gå væk, så jeg kan redde lederen. Det er klart, at det var mit ansvar dengang, hvad der foregik på TV 2, men jeg fik simpelthen ingen sager ind.

– Og mit budskab til kvinder i den forbindelse er, at når man får et spørgeskema på sin arbejdsplads, hvor man har mulighed for at svare på, om man har været udsat for grænseoverskridende opførsel, så skal man simpelthen sige til. Det er ikke for at undskylde ledelserne rundt omkring i landet – eller mig selv – men hvis ingen siger noget, er det svært at opdage, hvis der er noget galt. Og til de mænd, der siger, at nu tør de slet ikke give en kompliment, vil jeg sige, hold nu op, det er noget vrøvl. Det er ikke svært at vide, hvor grænsen går, og hvis I alligevel er i tvivl, så lad være. Hold jer på den professionelle banehalvdel. 

Hvad tænker du om den debat om kvinders påklædning, der for nylig blev sat i gang af Birgitte Erhardtsen på Berlingske, som mener, at kvinder skal tænke sig om i forhold til, hvad de tager på, hvis de vil tages seriøst – illustreret ved Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksens forskellige fremtoning?

– Jeg synes faktisk, at Birgitte Erhardsen har en pointe. Så langt tør jeg godt gå. Men jeg synes ikke, at hendes pointe skal gå på kvinder alene. Jeg synes, den er fuldstændig lige så valid, hvad mænd angår. For mig at se handler det om, at når man kommer ind i et lokale, så registrerer folk blandt andet det, man har på. Grundlæggende synes jeg, at folk skal have lov til at gå i det, de vil. Men du kan ikke undgå, at folk forholder sig til det. Så hvis jeg kom her til interview iført badedragt og gummistøvler, så ville du da også i et stykke tid have svært ved at koncentrere dig om, hvad jeg sagde. Og ja, det må jeg da selv om, hvis jeg elsker at gå i badedragt og gummistøvler, men jeg må nok også regne med, at der er nogle, der vil tænke, hold da op! Så det er jo et valg, man træffer.

Har du tilpasset dit look gennem årene til situationen?

– Ja, det har jeg. Det er ikke en kamp, jeg har ønsket at tage. På TV 2 blev jeg på et tidspunkt spurgt, om jeg ville lave et kodeks for påklædning, men det ville jeg simpelthen ikke bruge mit ledelseskrudt på. Der var nogle regler for dem, der var skærmen i Nyhederne, og så var der nogle regler for salgsafdelingen, som havde kontakt med store virksomheder, der skulle lægge millioner i annoncekroner.

– Men jeg ville for eksempel ikke have en mening om ham, der sad nede i klipperummet hele dagen. Min egen holdning er, at når du er på en arbejdsplads, så har du noget tøj på, der viser, at du er professionel.

Skal man kunne have glimmernegle og udslået hår i et bestyrelseslokale og stadig blive taget alvorligt?

– Ja. Du skal kunne komme, som du vil, men jeg synes bare også, at man skal gøre op med sig selv, at man starter lidt op ad bakke, hvis man er "alt for meget". Hvis du vil tages alvorligt og ikke gider have, at andre hele tiden skal tænke over, at du er kvinde og måske skiller dig ud, så er det en god idé at overveje, hvor meget der skrues op og ned for effekterne. Og der har jeg nok selv valgt at skrue lidt ned. Der ER forskellige kodeks de steder, jeg kommer. Nykredit er stadig et sted, hvor mændene har slips på. Og på Københavns Universitet er det mere afslappet. Og jeg kan godt lide at skille tingene ad og passe ind.

Hvad har du selv tænkt om eksemplet med Thorning og Frederiksen?  

– Jeg synes faktisk, at Thorning passede fint ind i rollen som statsminister. Jeg var da stolt, når jeg så hende tone frem, fedt med nogle farver. Pink blazer. Jeg synes, at hun fremstod fuldstændig skarp og så godt ud. Og Mette Frederiksen ser også pæn og professionel ud på sin måde. At Thorning så nu føler sig mere fri og dyrker lidt mere glimmernegle, det skal hun da have lov til. Det kan ikke hidse mig op.

Ny serie: Det jeg kæmper for

Mød de kvinder, der går forrest og baner vej for dem, der skal komme efter. I denne serie går vi tæt på fem kendte kvinder, der tager de kampe, som kommer os andre til gode.

Se, hvad vi ellers skriver om: Ligestilling, Familieliv og Karriere
Tilbage til toppen