Mette Korsgaard: Hey kvinde, her er 7 grunde til, at du selv er en mandschauvinist

Mette Korsgaard er mandschauvinist. Det slår hun fast i bogen "Min uimodståelige mand", og hun vover også den påstand, at vi faktisk alle – mænd og kvinder – er mandschauvinister. I sin research til bogen, som gennem utallige eksempler belyser uligestillingen mellem mænd og kvinder, tog hun på et tidspunkt en online test, som er udarbejdet på Harvard University. Testen ville afsløre, om hun ubevidst sætter mænd i kassen med teknik og kvinder i kassen med humaniora, eller om hun tænker, at mænd og kvinder er lige gode til humaniora og teknik. Til sin enorme overraskelse fandt Mette ud af, at hun ubevidst mener, at mænd og teknik er stærkt forenet, ligesom hun mener, at kvinder og humaniora er naturligt sammenhængende. Hun lå oven i købet i den "tungeste" ende af testen.

– Jeg havde altid tænkt, at jeg selvfølgelig gik ind for ligestilling, men det havde ikke rigtig noget med mig personligt at gøre, fordi jeg sagtens kunne klare mig som kvinde ude på "slagmarken". Jeg er først nu blevet bevidst om, hvor kompliceret årsagerne til manglende ligestilling er. Jeg bliver 60 år i år, og jeg tror, at jeg først nu for alvor har fået modet til at slå i bordet, fordi jeg i dag ikke risikerer så meget, som jeg havde gjort, hvis jeg havde sagt det, da jeg var yngre. Skuespilleren Ditte Hansen har fortalt, at hun som ung fik det råd, at hun aldrig måtte sige, at hun var feminist. Det ville være den største karrieredræber af alle. Derfor tænker jeg, at min generation af modne og erfarne kvinder ikke bare må støtte den nye bølge af feminisme, men også erkende, at mange af os har dukket hovedet og sagt, at det var vores egen skyld, når vi eksempelvis ikke inkasserede så høj en løn som de mandlige kolleger. Vi er simpelthen forpligtede til at være opmærksomme på vores døtres fremtid.

Flere millioner har efterhånden taget Harvard-testen, og over 90 procent af dem, der har taget den, er ligesom Mette Korsgaard. Tankevækkende. Men hvad kan vi gøre ved det? KAN vi overhovedet gøre noget ved det?

– Mit bud er, at vi i stedet for at blive ved med at diskutere, om der ER ligestilling, eller om vi skal HAVE ligestilling, skulle blive enige om, at ja, der ER stadig ulighed i den måde, vi opfatter hinanden på. Første trin til at ændre det er, at vi og samfundet netop anerkender det, og at vi derefter hele tiden er opmærksomme på det. Det er bevidstheden hos os hver især, der skal ændres.

– Jeg har skrevet bogen til "den uimodståelige mand", for uden ham rykker vi os ikke videre. Vi har en fælles udfordring, nemlig at se det forældede, det fjollede og det begrænsende i kønsstereotyperne, vende dem, dreje dem og stille dem på hovedet, indtil det ikke bliver kønnet, der lægger en tåge hen over, hvad vi kan forvente af hinanden.

Mette Korsgaard fører os gennem syv konkrete eksempler på, at vi tillægger kønnene særlige karaktertræk og evner.

LÆS OGSÅ: Annette Heick: Jeg misunder mænd for at have denne evne

1. Drenge er klogere end piger
– Børn helt ned til seksårsalderen mener, at drenge er klogere end piger. Også selvom de godt kan se, at pigerne får bedre karakterer i skolen, end drengene gør. Det viser forskellige undersøgelser, og en af undersøgelserne går ud på, at børn får læst en historie op, hvor en intetkønsfigur er handlekraftig og udfører forskellige ting. Når børnene skal gætte på figurens køn, gætter både piger og drenge på, at det er en person af hankøn. Er det en intetkønsfigur, der skal hjælpe, eller som er lidt svag, så gætter de på, at det er hunkøn.

– Jeg protesterede selv over for kønsforsker Lea Skewes, da hun sagde, at vi bare lader drengene handle, mens vi taler følelser med pigerne. Jeg har selv tre børn, to piger og en dreng, og jeg synes selv, at jeg spurgte dem lige meget, hvordan det gik henne i børnehaven, men min søn gad ikke tale om det. Lea Skewes sagde til mig, at det var, fordi jeg ikke regnede med, at han gad tale om det, og at jeg derfor lod ham slippe. Modsat med mine døtre, hvor jeg insisterede på, at de skulle tale om det. At tale om følelser er ikke noget, man bare kan, det er noget, man lærer. Og når jeg lod min søn slippe, så lærte han det ikke. Jeg kunne ikke afvise, at det havde været sådan, og jeg satte mig til at se gamle filmoptagelser, som jeg havde lavet med mine børn, da de var små. Der kunne jeg høre mig selv sige: ”Neeej, en fin hat, Marie, hvor har du fundet den?” Eller: ”Sikke nogle seje sko, du har på, Marie.” Og når jeg talte til min søn, sagde jeg f.eks.: ”Hvad laver du, Peter?” Eller: ”Hvad har du gang i, Peter?” Det var så tydeligt, at jeg fik helt ondt indeni, specielt fordi jeg synes, at jeg altid har været opmærksom på ikke at sige noget, der kunne sætte dem i en bestemt rolle. Men jeg kan åbenbart ikke lade være!

– Lea Skewes siger også, at det farlige er, at vi gør det så stereotypt, når vi siger: ”sådan er piger” og ”sådan er drenge”. Det kommer til at begrænse os. For drenge vil det jo være godt at have et sprog for følelser, og piger skal også handle. Ifølge Lea Skewes er forskellen mellem piger og drenge ikke større end forskellen pige og pige eller dreng og dreng imellem.

2. Kvinder taler mere end mænd
– Vi tror, at kvinder taler mere end mænd. Sådan er det bare ikke. Statistiske undersøgelser viser, at mænd taler 65 procent af den samlede taletid. Undersøgelser viser også, at mænd afbryder mere end kvinder. Når kvinder er alene sammen, taler vi virkelig meget. Og vi taler anderledes end mænd. Kvinder lytter til hinanden, stiller nye spørgsmål og holder samtalen i gang. Når mænd er alene sammen, taler de mere for at overgå hinanden. De kommer med hver deres statement, hver deres udtalelse, hver deres historie. Problemet opstår, når mænd og kvinder er sammen, for her taler mænd langt mere og i længere tid ad gangen end kvinderne. De afbryder også mere, både hinanden og kvinderne.

– I det professionelle liv viser det sig, at de, der taler først og mest til et møde, har større mulighed for at få ting igennem. Det, som den første siger, bliver ofte til mødets tema og kommer til at danne grundlag for resten af samtalen. Det bliver også ofte det, der får indflydelse på de beslutninger, der bliver truffet. Konsekvensen er, at det ikke er al virksomhedens viden, der kommer på bordet, hvis kvinderne ikke i samme omfang som mændene kommer på banen til møderne. Det samlede team går simpelthen glip af viden. Så et godt tip er at tage ordet fra starten.

– For at finde svaret på, hvorfor mænd taler mere, skal vi igen tilbage til barndommen. De raske drenge får simpelthen længere snor end de søde piger, og drengene får lov til at fortælle meget længere historier. Kigger man på de tegnefilm, børn ser, finder man også en del af forklaringen.

I 2016 blev det opgjort, at i 22 ud af 30 børnefilm havde hankøn mest at skulle have sagt. I eksempelvis ”Løvernes Konge” og ”Junglebogen” er det hovedsagelig hankøn, der taler, og selv i film med hunkøn som hovedkarakter, f.eks. ”Den lille havfrue” og ”Pocahontas”, har hankønnet alligevel fået over 60 procent af taletiden.

3. Chefen er en mand
– IT-chefen, det er da en mand, ikke? Selvom vi udmærket godt ved, at der i dag er rigtig mange kvindelige chefer, så vil de fleste tænke på en mand, når de hører ordet chef eller direktør. Hvis man beder børn om at tegne en direktør, tegner de en mand. Det har man lavet forsøg med.

– Det er i hjernen, vi skal hente forklaringen på de ofte meget kønsstereotype opfattelser af hinanden. Har vi først fået en idé, er den stort set umulig at ændre på. Hjerneforskere har inddelt vores tankevirksomhed i det bevidste og det ubevidste. Det ubevidste system fungerer på den måde, at når vi oplever noget, sætter hjernen nogle responser op, så næste gang vi oplever det samme eller noget lignende, reagerer hjernen meget hurtigt. Det ubevidste fylder 90-99 procent, og det kan være en stor fordel i mange situationer, hvor vores liv er truet, eller vi ikke har tid til at overveje ting i detaljer. Minusset ved det ubevidste system i hjernen er, at det er så solidt funderet og cementeret, at har vi fra første færd lært, at piger elsker dukker og lyserøde, bløde tæpper, og drenge elsker flyveture og høje træer, så er det næsten umuligt at lave om på.

– Det ubevidste er med til at holde os fast i nogle vaner, som gør, at vi bliver overraskede, når noget er anderledes, end vi regner med. F.eks. at IT-chefen er en kvinde. Der er faktisk en gåde inden for lægeverdenen, som viser det meget godt også: En far kommer ilende ind på en skadestue med sin blødende søn i armene. ”Hjælp ham”, råber han, mens personalet kommer farende til. Overlægen kigger ned på det blødende barn og udbryder: ”Åh gud, min søn!”. Hvordan kan det lade sig gøre? Det er selvfølgelig, fordi lægen er en kvinde, men da man brugte gåden til en undersøgelse, var der mange, der ikke kunne gætte svaret. Det er jo ret vildt, alene af den grund, at der i dag er flere mandlige læger end kvindelige.

LÆS OGSÅ: Riskær gør klar til barn nummer 6: ”Hvis man vælger en kæreste i den alder, er der hensyn, der skal tages”

4. Manden har hovedrollen
– I filmens verden er langt de fleste hovedroller skrevet til mænd. Og det er ofte mandehistorier, der bliver fortalt. Da filminstruktøren Charlotte Sachs Bostrup var helt ung og nyuddannet, skrev hun en lille novellefilm om to piger, der tager ind til København, fordi de har besluttet, at de vil have taget deres mødom. Da hendes mandlige producent så manuskriptet, sagde han, at det da ville være meget bedre – og give filmen lidt kant – hvis den ene af pigerne blev udsat for voldtægt. Det var jo ikke, fordi han var en ond mand, men det er bare sådan, vi er vant til, at film er. Det er mandens udgangspunkt og hans tankegang, der kommer til at dominere. Producenten mente simpelthen, at der var for lidt på spil. Men alle kvinder har været teenagere, og vi ved, hvor meget der er på spil, når man beslutter sig for det, som de to piger gør i filmen. At få taget sin mødom er noget, der virkelig er med til at tegne en kvinde, og det er et kæmpe drama i et pige- eller kvindeliv. Heldigvis fik Sachs Bostrup sin historie igennem, og ”Fridas første gang” blev set af rigtig mange.

– Episoden er et godt eksempel på, at vi skal have respekt for hinandens historier og give plads til film og kunst med både mandlige og kvindelige hovedpersoner og historier. Tænk lige på udtrykket ”en rigtig pigefilm”, det bruger vi tit. Og det er ikke en actionfilm. Tænk også på skuespillerne Ditte Hansen og Louise Mieritz, som lavede den grænseoverskridende og sjove serie ”Ditte & Louise”. De fik at vide, at nu var det nok med det kvindetema. Nu skulle man have et andet tema. Jamen, for fanden, var ”Klovn” et mandetema? Nej, det var det ikke, det var bare noget, vi alle sammen så. Vi er vant til, at når kvinder kommer på scenen eller er med i en film, roman, musik eller på kunstudstillinger, så er der tale om kvindekunst, der bliver betragtet som nicheproduktioner.

5. Mænd laver færre faglige fejl
– Dette eksempel kalder jeg ”Emma Hammarlund-eksemplet”. Det handler om et forsøg, der blev foretaget på Syddansk Universitet. Dansk Grundforskningsfond havde fået ny formand, Liselotte Højgaard. Hun er professor på Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet samt chef på Rigshospitalets klinik for klinisk fysiologi, og hun bad universiteterne om at sætte fokus på, hvorfor der er så få kvindelige professorer, og færre end 20 procent af centerlederne er kvinder. På biologistudiet på Syddansk Universitet landede opgaven med at finde et svar hos den eneste kvinde i forskergruppen, ph.d. og postdoc Emma Hammarlund. Hun havde aldrig nogensinde før taget stilling til hverken ligestilling eller køn. Hun havde passet sin forskning i ilt og kræft. Emma Hammarlund tog Harvard-testen om de ubevidste forventninger til køn og fagområderne teknik og humaniora, og hun landede i samme mørke ende, som jeg selv gjorde, da jeg tog testen. Hun var stereotyp i sin ubevidste opfattelse af, hvad mænd og kvinder kan. Hun var rystet over resultatet, fordi hun jo netop selv arbejder inden for naturvidenskab.

– Efter testen følte Emma Hammarlund sig nødsaget til at gøre sine studerende opmærksomme på de ubevidste forventninger, de havde til køn, og hun satte dem til at læse en fagtekst, hvor der var 20 fejl. Den ene halvdel fik teksten med et kvindeligt forfatternavn og den anden halvdel fik teksten med et mandligt forfatternavn. Hun bad grupperne om at finde de fejl, de kunne, i teksten. Den gruppe, der fik teksten med et mandligt forfatternavn, fandt i gennemsnit seks fejl i teksten. Den gruppe, der fik teksten med et kvindeligt forfatternavn, fandt i gennemsnit 12 fejl i teksten. Altså dobbelt så mange. De studerende blev meget overraskede. Men at blive bevidst om, at de ubevidste forventninger til køn findes, er den eneste måde, vi kan ændre det på, fastslog Emma Hammarlund efter forsøget. Biologi er stadig et stereotypt mandefag, og lige så snart man er inde i sådan en gammel konservativ forståelse i et fag, er det langt sværere som minoritet – kvinde – at slå igennem. Man har en opfattelse af, at mænd er bedre til faget og dermed laver færre fejl.

6. Feminine kvinder kan ikke være ingeniører
– Vores yngste datter, Marie, løb altid rundt i prinsessekjoler, da hun var lille, og hun har altid set meget feminin ud. Som 20-årig kom hun så pludselig og sagde til min mand og mig, at hun ville søge ind på DTU for at blive ingeniør. ”Jamen, lille skat da, vil du være ingeniør?!”, var vores umiddelbare reaktion. Det var virkelig en overraskelse, måtte vi erkende, samtidig med at vi jo også blev super stolte over, at hun kunne finde på at lave noget, der er så langt fra vores egen verden, og at hun tænkte, at det kunne hun sagtens klare. Men vi måtte også se i øjnene, at havde det været en eksamen i optimal forældreoptræden, var vi dumpet med et brag, fordi vi udtrykte vores vantro på trods af, at Marie altid har scoret de højeste karakterer i matematik.

LÆS OGSÅ: Julie Berthelsen: "Jeg er ikke længere bange for at fejle og være uperfekt"

– Marie går nu på DTU, og for nylig var hun til samtale hos en stor ingeniørvirksomhed med henblik på et studiejob. Jobbet gik bl.a. ud på at tage jordprøver ind til analyser. Marie ville virkelig gerne have det job, det er en super virksomhed. Under samtalen sagde en af de mandlige interviewere til hende, at de altså også havde en dreng, der havde søgt jobbet, og at det måske var mere noget for ham, fordi det var et ret snavset job. Marie måtte skynde sig at fortælle, at hun altså ikke er bange for at blive beskidt, hun har været spejder og har boet i en jungle i Nepal under meget primitive forhold. Hun måtte simpelthen argumentere for, at en pige kunne bestride jobbet lige så godt som en dreng. Intervieweren var jo hverken ond eller dum, han kunne bare ikke i sin kønsstereotype forestillingsverden se en pige rode rundt i jorden. Han vendte tilbage til det flere gange under samtalen, men det endte godt. Marie fik jobbet.

7. Kvinder vil ikke være chefer
– Vi hører ofte, at det er, fordi kvinder prioriterer anderledes end mænd, at kvinder gennemsnitligt tjener 14 procent mindre. Men det er ikke en prioritet, for der er jo ingen, der tænker: ”Nå, jeg tror, at jeg vil være sosu-assistent, fordi de tjener så dejligt lidt.” Typiske mandejobs er generelt mere vellønnede end typiske kvindejobs. Ham, der fejer uden for børnehaven, får mere i løn end hende, der fejer indenfor. HK Handels seneste statistik viser, at kvinder typisk får 1.715 kroner mindre i løn om måneden end mændene. Ligesom kvindelige skuespillere generelt bliver dårligere lønnet end mandlige skuespillere.

– En anden generel holdning er, at kvinder ikke er interesserede i at komme til tops. Det hører vi ofte som argument for, at der er flere mænd på toppen, end der er kvinder. Men det viser sig, at kvinder i langt mindre grad end mænd bliver spurgt. Ikke fordi mændene ikke ønsker kvinder, men fordi de får øje på nogen, der ligner dem selv. Og de fleste topchefer er stadig mænd. Mange virksomheder tager initiativ til særskilte ”kvindeprogrammer” for at få flere kvinder til tops. Men det er ikke kvinderne, der skal fikses, det er virksomheden. For det første skal topchefer undlade at vakle i beslutningen om at få kvinder ind i ledelse. Der er empiri nok, der beviser, at det er nødvendigt – både demokratisk og på bundlinjen. Det drejer sig nemlig om at få de bedste medarbejdere.