Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Nicolas Bro
Foto: Les Kaner For Nicolas Bro har det aldrig været en drøm at blive skuespiller.

Skuespiller Nicolas Bro om sin karriere

"Jeg kan ikke rigtig huske, hvornår det har været MIN drøm at blive skuespiller"

Nicolas Bro er en af Danmarks bedste skuespillere, men i bund og grund handler hans ambitioner om den nære familie. Han vil være faren, der henter og bringer 6-årige Dante og er hjemme om aftenen. Da Nicolas selv var 6 år, arbejdede hans forældre konstant, og så forsvandt hans mor en dag med en ny forelskelse.

Nicolas Bro har aldrig interesseret sig for biler. Overhovedet. Men det gør hans 6-årige søn, Dante, og derfor er Nicolas ved at blive det, han selv kalder en "habil bilekspert". Fordi han gerne vil kunne tale med sin søn om alle de biler, de ser på gaden, når de er ude på deres mange små ture sammen. Faktisk er det kommet så vidt, at Nicolas har tænkt sig at tage kørekort. Både fordi det jo nok vil give point i sønnens øjne, men allermest fordi han næste år skal arbejde på Grønnegårds Teatret hele sommeren.

– Og så er jeg er nødt til at kunne køre bil, for ellers bliver det alt for svært at få set Dante, når han og min kone er i vores sommerhus på Sjællands Odde. Jeg kan jo ikke tilbringe hele dagen i København, jeg bliver nødt til at kunne køre frem og tilbage og være sammen med dem. Der er ikke noget at gøre. Men jeg ved ikke, hvordan fanden jeg skal gøre det. Jeg ved jo slet ikke, hvordan det er at styre sådan en maskine... og det med at være på motorvej... den fart! Jeg ved slet ikke, hvordan det skal gå. Man kunne lige så godt sige til mig: "Så Nicolas, nu skal du lære at flyve det her rumskib". Sådan har jeg det lige nu.

At Nicolas Bro er klar til at kaste sig ud i kørekortprojektet, som han i bund og grund er rædselsslagen for, siger faktisk alt om, hvordan han prioriterer i sit liv. Familien kommer før alt andet. Selvom han er en af Danmarks dygtigste og mest kendte skuespillere, er karrieren slet ikke i nærheden af at betyde noget i sammenligning med Dante og Theresa. Nicolas besluttede for mange år siden, at han aldrig vil arbejde for meget.

– Det har jeg slet ikke ambitioner til, ha, ha. Jeg vil gerne kunne forsørge min familie, men jeg gider ikke forsørge min familie for ikke at være sammen med dem. På den måde er der meget stor forskel på mig og mine forældre, som arbejdede som sindssyge, hvis de kunne komme til det. Jeg er privilegeret, at jeg kan sige sådan, det ved jeg godt, men i bund og grund handler mine ambitioner om min familie. Jeg ville helst være sammen med min dreng hele tiden, men han skal jo have et socialt liv, så jeg er nødt til at aflevere ham i skolen. Og det vil jeg kunne. Jeg vil også kunne hente ham og være sammen med ham. Jeg skal ikke være sådan en far, der altid er væk, fordi jeg er på arbejde.

Nicolas er lige nu aktuel i filmen "Mens vi lever". En film, som i høj grad handler om familierelationer. Om at miste. Om at føle sig forladt. Og om at prøve at hele sårene og samle familien. Når Nicolas i dag værner så meget om sin familie, hænger det måske sammen med, at han selv er ud af en brudt familie. Hans mor, skuespilleren Helle Hertz, forlod 6-årige Nicolas, hans far og hans to søskende i 1978, fordi hun forelskede sig i en anden mand.

– For mig brød verden sammen. Jeg husker det som en kæmpe sorg. Et chok. Bruddet skete en sommerferie, hvor min mor lavede en stor filmrolle på Fyn. Hun tog af sted for at være væk i længere tid og filme, og så kom hun aldrig tilbage. Det var hårdt. Min far insisterede på, at hvis hun ville gå, så skulle vi børn blive sammen, og vi skulle blive hos ham. I dag er jeg meget lykkelig for, at jeg ikke blev skilt fra især min søster, som kun er et år yngre end mig. Vi er meget tætte. Men det var en usædvanlig beslutning for en mand dengang at vælge at have børnene boende. Min far var direktør på Gladsaxe Teater, og han gik også lidt ned på det. Det var hårdt både at arbejde så meget og stå alene med tre børn.

LÆS OGSÅ: Claes Bang om sit mindreværd: "Jeg bærer rundt på et voldsomt bekræftelsesbehov"

Men du må have fået et meget tæt forhold til din far?
– Ja, det gjorde jeg, for der var en masse ting, jeg pludselig skulle have af ham i hverdagen, og som jeg også fik, men mor var alligevel den, der duftede bedst og var rarest at sidde hos.

Hvordan reagerede du på ikke at være så meget sammen med hende?
– Jeg følte, at hun skyldte. Så når jeg var sammen med hende, var der på en eller anden måde et krav til, at jeg skulle begaves. Der skulle være is, chokolade og superhelteblade. Det forventede jeg. Det var det mindste, hun kunne gøre. Senere kom der en vrede mod hende. Jeg kom aldrig til at bo sammen med hende igen. Det gjorde mine søskende. Først flyttede min storebror, som er seks et halvt år ældre end mig, ind til hende, mens han gik i gymnasiet, og da min søster kom i gymnasiet, byttede de, og så boede hun sammen med min mor i nogle år. Men jeg kom aldrig af sted. Det resulterede i den vrede, som jeg havde i mig, fra jeg var 15-16 år, til jeg var omkring 20. Det udmøntede sig i, at jeg, da jeg selv kunne bestemme, bare holdt op med at tage hen til hende hver anden weekend. Det var ikke noget stort opgør, jeg blev bare væk. Altså, det var ikke sådan, at jeg slet ikke så hende, jeg kunne godt finde på at tage forbi efter en tur i byen, låse mig ind og sove på en briks hos hende, hvis det var det nærmeste sted, men ellers holdt jeg mig rimelig meget væk.

Hvad skete der med din relation til din mor, da du var omkring 20 år?
– Da jeg blev voksen, begyndte jeg at forstå hende. Hun blev forelsket. Simpelthen. Og jeg begyndte at forstå, at hvis man bliver forelsket, så er der ikke rigtig noget at gøre. Jeg kunne også se, at der jo skal to til en tango. Det var jo ikke kun min mors skyld, at det kom til et brud mellem mine forældre. Og det gik også op for mig, at min mor i sit nye hjem ikke havde fysisk plads til alle tre børn, så hun havde gerne set en løsning, hvor vi søskende var blevet delt. Men det nægtede min far som sagt.

Nicolas og hans søster kom til at opholde sig meget på Gladsaxe Teater efter forældrenes brud.

– Det var en fantastisk barndom på mange måder. At være sådan et lille teaterspøgelse, der levede på det teater og gik sine egne veje. Jeg oplevede det som et slags hjem.

LÆS OGSÅ: Lars Bom om sine for tidligt fødte tvillinger: "I løbet af natten havde de fået brandsår på knæene"

Var det bestemmende for, at du valgte at blive skuespiller, eller lå det allerede i generne?
– Jeg vil sige, det er sgu næsten lige før, at det rent fagligt har været med til at skabe noget tilbagevendende frustration. Fordi jeg har svært ved at finde ud af, hvorfor jeg blev skuespiller. Selvom det er enormt oplagt. Men hvis du går rundt på gård i Vestjylland og pludselig får idéen om, at du vil være skuespiller, så bygger du en drøm op, som er DIN drøm. Men jeg kan ikke rigtig huske, hvornår det har været MIN drøm at blive skuespiller. Det er faktisk næsten det modsatte. Det var bare som om der var en bagerforretning, jeg pludselig overtog. Ja, ja, jeg ved noget om brød, jeg har set min far bage milliarder af brød, og ja, jeg kan godt glide lige ind i den her bagerbutik, og hov, nu er det pludselig min bagerbutik, nu skal jeg føre familiens bagerbutik videre. Men hvornår valgte jeg selv det? Det kan godt være en tilbagevendende frustration. Også hos min søster, ved jeg. Vi tænker tit, aj, skulle vi måske have været noget andet?

Har du noget andet, du gerne ville have været?
– Nu der det desværre blevet for sent. Vi snakker tit om det, Laura og jeg, men så er der pludselig noget med økonomi. Og ja, jeg føler jo, at jeg er blevet god til noget, og jeg har en enorm faglig stolthed. Men jeg har bare aldrig været igennem den der: "Nå, hvad vil du så være lille ven? Jeg vil være skuespiller. Nå, kan man det? Ja, det kan man, og det vil jeg." Tværtimod sagde min mor og far altid, at vi skulle lade være med at blive skuespillere. Det er så usikkert et job, og du udsætter dit følelsesapparat for noget lort. Ikke gennem rollerne, som folk måske tror, nej, du udsætter dig for at blive bedømt hele tiden. På din krop. På dig selv. Det er ikke det stykke arbejde, du har produceret, du bliver dømt på, du bliver dømt på din person. Det er sindssygt hårdt.

Men du får jo også utrolig meget ros for dine præstationer?
– Rosen kan man ikke rigtig stille noget op med, synes jeg. Ros er selvfølgelig dejligt, men det har ikke nogen betydning, når man står med sig selv bagefter. Og frygten for det negative – det, der går på ens person, den fysisk konkrete kritik af den, man er – overskygger næsten den ros, man får. Det må være sådan, kvinder har haft det i tusinder af år. Det er jo ikke fordi, man ikke gerne vil vide, at man ser godt ud, men man kan ikke bruge det til noget, når man er alene med sig selv.

Hvad har du oplevet af kritik?
– Overskrifterne i formiddagsaviserne: Fedt, fed, fed, fed, kæmpestor, overvægtig, ad, ad. Sådan noget. Constantly. Det skal jeg da hele tiden have at vide. Vi ved jo godt, at når vi stiller os til rådighed for en rolle, så investerer vi vores person. Du kan ikke knipse og være en anden. Så alt handler om dig. Alle onde ord handler om dig. Det kan ikke handle om nogen andre.

Hvordan er det?
– Det er da rædselsfuldt, og derfor er jeg også holdt op med at læse anmeldelser for mange år siden. Jeg gider heller ikke snakke om det i interviews...

Nu kom du selv ind på det...?
– Ja, det ved jeg godt. Og det, jeg vil sige, er, at for mig er det ikke et issue længere. Jeg har det fint med mig selv. Jeg tænker ikke på min vægt, når jeg spiller en rolle. Og så må folk have den snak, de har lyst til. Hvis det er spændende at snakke om, at orv, nu er han da meget tyk, så må de gøre det. Men jeg har ikke noget behov for at deltage i det.

Nicolas har aldrig taget den store snak om barndommen med sin mor. Deres forhold har bare lige så stille udviklet sig tilbage til et nært og kærligt forhold, og når Nicolas siger, at han aldrig kom til at bo sammen med sin mor igen, passer det ikke helt. I dag bor de nemlig i samme ejendom, hvor også søsteren Laura bor med sin søn.

– Mit forhold til min mor er rigtig godt. Vi ses hele tiden. Hun er jo blevet en ældre dame på 74 år, og hun er der sindssygt meget for vores søn og Lauras søn. Hun er en fantastisk bedste. Vi er ikke nødvendigvis så enige om faglige ting, men det er hende, der lærer mig mine roller. Det er jeg lidt afhængig af. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, når hun ikke er der mere. Min søster bruger hende også til det, og det er jo nemt, når vi bor i samme ejendom.

LÆS OGSÅ: Micki var "klassens tykke dreng": "Min livsglæde er blandt andet en reaktion på de udfordringer, jeg har været igennem"

Så i dag har du i høj grad fået den nære kernefamilie?
– Ja, og det er fantastisk. Vi er jo blevet sådan en slags modern family med den måde, vi bor på. Jeg har kendt min kone, siden hun var 19 og jeg var 21, og det giver en kæmpe tryghed og indforståethed, at vi har været sammen i snart 25 år. Der har altid været en meget, meget stor frihed og en meget stor tålmodighed i vores forhold. Det sidste især fra Theresas side, ha, ha. Vi mænd er bare så meget bagud på point på alle måder helt fra start, så jeg er utrolig taknemmelig for hendes tålmodighed med at lade mig blive voksen. Vi har aldrig siddet på hinanden, og vi har altid taget ansvar for hinanden. Det er meget smukt og meget stærkt.

– Og så er det klart, at projektet skifter karakter, når man får barn sammen. Jeg kan huske, at jeg var lidt rystet, da Dante kom til verden, og Theresa sagde til mig: "Nu er der noget, der er vigtigere end dig." Jeg var helt enig med hende, det går bare lidt langsommere op for manden, fordi han ikke har hormonerne til at hjælpe sig, mens barnet ligger i maven. Men nu har jeg det fuldstændig lige sådan. Det er bare noget, man må acceptere med et barn. Det er sådan: Jeg elsker dig, men hvis du fucker op – knips – så løber jeg med barnet, I'm sorry. Der er en grænse nu. Hvis du ikke lever op til din del af aftalen – den uskrevne aftale, som vi alle sammen kender i et forældreskab – så må man tage konsekvensen. Og sådan skal det være.

Nicolas Bro med sin kone, Theresa Stougaard Bo, og deres søn, Dante på 6 år.

Hvordan er du som far?
– Jeg er jo en gammel far. Jeg er 45, og Dante er 6, og det smitter nok af på det, vi laver. Altså, jeg skulle jo nok have fulgt efter og oppet mig, hvis han havde været en rigtig fodbolddreng, men det er han ikke. Så vi hygger os sammen. Vi kan godt lide at gå ud og se på ting sammen. Theresa er god til at komme ned på gulvet og lege med ham, det er jeg ikke så god til. Theresa kan bygge alt muligt, og Dante elsker Lego.

Så er Theresa også the handywoman hjemme hos jer?
– Ja, hundrede procent. Jeg kan hænge billeder op. Men det har jeg kun lært mig selv, fordi jeg godt kan lide billeder. Alt sådan noget med at bygge og male, det er min kone. Hun kan godt give mig en pensel i hånden, men det ender helt sikkert med helligedage. Theresa slapper af ved at lave noget. Og jeg slapper af sådan her...

Han folder hænderne foran brystet og kigger tomt op i loftet.

– Så vi lavede meget tidligt i vores forhold en aftale om, at hvis hun ikke bad mig om at være med, så lovede jeg ikke at have dårlig samvittighed.

Han slår en høj latter op.

– Hun kunne ikke holde ud, hvis der blev dårlig stemning af, at jeg følte, at jeg burde være med. Så jeg har da siddet på et stykke plastik i sofaen og set Wimbledon, mens Theresa malede rundt om mig. Så er der ro. Alle er glade.

Hvad vil du gerne give din søn med i livet?
– Det er enormt vigtigt, at han interesserer sig for noget. Du bliver så ked af det senere i livet, hvis du ikke interesserer dig for noget. Det bedste er at interessere sig for noget, man også kan leve af, men sådan behøver det ikke nødvendigvis at være. Jeg vil også gerne have, at han er et høfligt menneske. Jeg ved godt, det er blevet enormt moderne igen, men jeg har nu altid troet på det. Det med at sige goddag, farvel og tak. Det gør noget ved den måde, du ser verden på, og det påvirker andre mennesker – og dermed alting – i en positiv retning.

Nicolas Bro, 45

- Skuespiller kendt fra en lang række danske film, tv-serier og teaterstykker. 
- Aktuel med filmen ”Mens vi lever”. 
- Gift med teaterrekvisitør Theresa Stougaard Bro, som er aktuel med bogen ”Byg det selv”. 
- Far til Dante på 6 år. 
- Søn af skuespillerne Helle Hertz og Christoffer Bro. 
Se, hvad vi ellers skriver om: Overvægt og Kropstype