Ole Henriksen ventede ti år på at få sit Green Card, fordi han var homoseksuel

Da jeg lærte at arbejde hårdt - Nibe, 1961
– Da jeg var ti år fik jeg job som mælkedreng hjemme i Nibe. Jeg tog jobbet, fordi jeg følte et behov for at hjælpe til med familiens økonomi. Jeg var det ældste barn – mor var bare 18 år, da hun fik mig – og jeg hørte ofte mine forældre skændes om økonomi. Jeg var jo en lille dværg dengang – det er jeg den dag i dag – men det var det bedst betalte job, man kunne få som bud, for der var ikke ret mange, der gad stå op klokken halv seks og møde mælkemanden på Nibe Torv klokken seks.

LÆS OGSÅ: Robert Hansen om at leve med en kunstig hjerteklap og dødsangst

– Jeg erfarede, hvor dejligt det føltes at stå op, når alt var stille om morgenen. Jeg hoppede ud af sengen på egen hånd, fordi mor var nede og gøre rent i banken, og min far hjalp med det. Og så cyklede jeg ind til torvet, hvor jeg løb om kap med mig selv, mens jeg delte mælken ud. Mælkeflaskerne var meget tunge, og jeg løb fra hus til hus, tjekkede dagens ordre, der sad i halsen på den tomme mælkeflaske, fjernede flaskerne og tog de nye mælk og satte foran folks dør. Jeg løb og løb og løb. Og så hoppede jeg op på mælkebilen og kørte med til næste stop.

– Jeg kendte ikke noget til endorfiner på det tidspunkt, men jeg vidste bare, at når jeg var færdig og klar til at gå op til skolen, var jeg så frisk og følte mig godt tilpas. Og der var ikke nogen tvivl om, at det føltes godt at få den her dejlige løn. Jeg følte mig meget rig, når jeg kunne forkæle familien med gaver og ting. Jeg har altid elsket at købe gaver. Jeg var ret kræsen som barn, så jeg brugte også mine penge på at købe min egen mad. Især min mor kunne ikke rigtig forstå det, for hun var den generation, der var vokset op under Anden Verdenskrig, hvor man bare måtte spise, hvad der var. Jeg tror egentlig i bund og grund, at jeg altid har været ret så uafhængig og nydt at være min egen herre.

LÆS OGSÅ: Ole Henriksen frygter én ting mere end noget andet

– En anden ting, jeg nød ved mit job, var, når jeg skulle ud med regningerne et par gange om måneden. Det var senere på dagen, så var folk oppe, og jeg faldt i snak med mange af dem. Det var så hyggeligt, jeg har altid elsket mennesker, småsnak og hyggesnak. Det var så skønt, at jeg var en del af Nibe by på den måde. Jobbet som mælkedreng lærte mig, at hårdt arbejde egentlig føles godt, og at man bliver belønnet for det. Jeg elsker hårdt arbejde i dag, og jeg er aldrig for træt til at tage fat. Jeg gør aldrig tingene half-ass, det passer mig bedst, når der er gang i den.

Da jeg fandt ud af, at jeg var bøsse - Nibe og København, midt-60'erne
– Jeg har altid elsket at skrive og udtrykke mig med sproget. Som barn deltog jeg i mange skrivekonkurrencer, og da jeg var 13 år vandt jeg en essaykonkurrence, som DFDS udskrev. Jeg vandt en luksusrejse for hele familien til Bornholm. At vinde den konkurrence lærte mig, at det er muligt at gøre sine drømme til virkelighed, hvis man gør en indsats, og jeg besluttede også, at jeg gerne ville være journalist. Det blev jeg dog aldrig, for min skolelærer, fru Birkekjær, syntes ikke, at jeg var dygtig nok, og derfor kom jeg ikke på realskolen. Jeg var rasende og sparede selv sammen til at komme på privatskole i Aalborg, hvor jeg tog min realeksamen på to år med enormt høje karakterer. Bagefter blev jeg optaget på gymnasiet, men jeg ændrede mening i sidste øjeblik og flyttede i stedet til København.

– Grunden, til at jeg ville væk, var, at jeg kæmpede sådan med min seksualitet. Jeg vidste, at jeg var bøsse, men jeg boede ude på landet. Danmark har altid været et frisindet land, men der var stadig ting, der ikke blev talt om, i hvert fald ikke der, hvor jeg boede. Jeg kan huske, at der kom en bog, der hed Fanny Hill, som var straight porn, og den sad jeg og læste, når mine forældre ikke var hjemme. Jeg var helt bidt af den. Jeg ville ikke være en byrde for mor og far, og jeg tænkte, at det kunne være, at de ikke ville acceptere, at jeg var bøsse. Samtidig vidste jeg, at hvis jeg kunne komme til en storby, så ville jeg have chancen for at møde andre mænd som mig.

– Jeg fik et job på det, der dengang hed Sygekassen, og så flyttede jeg til København. Jeg arbejdede med en masse søde mennesker, men jeg opdagede også hurtigt, at folk i København var mere modne. De fleste 18-årige havde et sexliv, men det havde jeg ikke haft endnu. Jeg begyndte at gå ud, og pludselig havde jeg min første sexual experience med en mand. Og oh my God, så begyndte jeg at løbe rundt på natklubberne og mødte selvfølgelig en masse fyre. En af dem sagde, at jeg da ikke skulle arbejde i Sygekassen, jeg skulle være noget kunstnerisk, mente han. Og så blev jeg dekoratørelev inde på Den Permanente.

– Mor og far var helt imødekommende og accepterende, da jeg fortalte dem, at jeg var bøsse. Det beundrer jeg så meget. Virkelig. De kom fra en ganske almindelig baggrund, de forlod skolen i en ung alder, de boede ude på landet, men de har altid været menneskelige og varme, og de dømte mig ikke. Jo ældre jeg bliver, jo mere tænker jeg, gud, hvor har jeg været en heldig mand. Mine forældres indstilling har også betydet, at jeg altid siger: Don't judge a book by its cover. Jeg dømmer ikke mennesker.

Da jeg forlod Danmark - København, 1970
– På et tidspunkt mødte jeg Harvey, som kom fra USA, og han blev min faste partner. Det var på grund at ham, at jeg forlod Danmark i 1970, og begyndte at leve sådan lidt af en gipsy-lifestyle, hvor jeg var all over the map. På et tidspunkt boede vi i Indonesien, hvor jeg var danser og model. Det var også her min interesse for hudpleje begyndte. Jeg levede så usundt, at jeg fik voldsom akne, og jeg begyndte at fokusere på, hvordan jeg kunne komme det til livs. En lokal kvinde lærte mig at pleje min hud, og det blev mit karrieremæssige vendepunkt og grunden til, at jeg uddannede mig til kosmetolog i London.

– Da vi senere flyttede til Los Angeles, åbnede jeg min egen hudplejeklink i Beverly Hills i 1975. Men jeg havde problemer med immigrationen og med at få mit Green Card. Jeg har altid fortalt sandheden, og det gjorde jeg også, da jeg skulle lægge hånden på Biblen og svare på, hvad der var min sexual preference. Jeg vidste, da jeg svarede, at jeg var in deep shit, men jeg sagde: I'm gay. Og manden på immigrationskontoret, som troede, at jeg var sådan en forkælet unge, der havde penge med hjemmefra, fordi jeg havde egen klinik i Beverly Hills, blev så glad, for nu kunne han angribe mig. Han sagde til mig, at jeg kunne gå hjem og pakke mine ting, og så ville jeg blive deporteret. Fordi, som han sagde: You sexual freaks are a danger to society – you are mentally disturbed. Sådan var loven på det tidspunkt, og den blev bakket op af The American Society of Psychiatrists.

– Jeg ser tilbage på den situation nærmest som en spillefilm i dag. Jeg var jo meget ung, men jeg kiggede på ham og sagde: Er De færdig? Ja, det er jeg, svarede han. Og så sagde jeg: You are never gonna get rid of me. Du vil aldrig få mig deporteret. I'm gonna fight and I'm gonna win! Det tog mig ti år og en lang kamp, men jeg fik mit Green Card til sidst. Jeg lærte virkelig, hvad det vil sige at være en minoritet, og hvor hårdt det er at blive uretfærdigt behandlet. Men hvis man bliver gal og bitter, kommer man til at bære det med sig hele livet, og det ville jeg ikke.

– I de ti år, hvor jeg kæmpede mod immigrationsmyndighed-erne, var jeg slet ikke hjemme i Danmark, jeg måtte ikke rejse ud af landet. Det var hårdt. Og jeg vil indrømme, at jeg savnede familien SÅ meget. Jeg skrev lange, lange breve, som min mor har gemt. Og jeg skrev dagbøger, som jeg stadig har. Jeg blev meget melankolsk somme tider, men jeg havde jo min klinik, følte et ansvar og kunne ikke bare give op og rejse hjem. Jeg har kampånd. Som menneske er jeg enormt blid og kunne aldrig drømme om at opføre mig dårligt eller på nogen måde være et røvhul. Men på den anden side er jeg også en tough guy. Don't pull around with me.

– Det første, jeg gjorde, da jeg fik mit Green Card, var at tage på ferie i Danmark. Selvom jeg elsker Danmark, har jeg aldrig overvejet at flytte hjem igen. Jeg er her cirka seks gange om året for at besøge min familie og for at arbejde, så jeg savner ikke noget i Danmark.

Da jeg mødte Laurence - Los Angeles, 1984
– Jeg var flygtet fra Harvey, som var skizofren og havde truet mig på livet, og jeg boede i et lille gæstehus hos en veninde. Jeg var ikke rigtig glad, og en dag sagde en af mine klienter til mig, at hun kendte den sødeste fyr, som arbejdede på den frisørsalon, hvor hun fik ordnet hår. Ham skulle jeg møde. Jeg sagde tusind tak, men det skete bare ikke. Noget tid efter var der en anden, der også foreslog, at jeg skulle møde den her søde frisør, Laurence. Han skulle sætte hår på hende til hendes bryllup og også være med til festen, og så kunne jeg møde ham der. Laurence satte hendes hår, men fik kolde fødder og deltog ikke i bryllupsfesten. Så der mødte jeg ham heller ikke. Men så – et halvt års tid efter – var jeg nede og få vasket bil på Santa Monica Boulevard, og der mødte jeg Laurences boss, som jeg kendte. Han var meget straight forward og spurgte: How is your lovelife? Jeg svarede, at jeg ikke havde et lovelife, og så sagde han: I got the guy for you! Han inviterede på frokost mandagen efter, hvor Laurence så også skulle komme.

– Laurence kom lidt for sent, han havde været ude og buldre hele natten og havde tømmermænd, men da han kom ind, åh, så var han bare den her søde, charmerende fyr...! Jeg var vild med ham med det samme, men jeg var også damaged goods efter mit forhold til Harvey, så det var vigtigt, at det hele foregik på en pæn og dejlig måde. Når man er så ung, vil man jo normalt gerne hoppe i seng med det samme, men det skete bare ikke med os. Vi var ude på en del dates. Laurence har senere fortalt mig, at han tænkte, nå, det bliver kun til venskab med ham Ole Henriksen. Men det gjorde det så ikke. Da vi endelig havde haft vores first night together, veg vi egentlig aldrig fra hinanden igen. Jeg begyndte at overnatte hos Laurence og seks måneder efter, flyttede vi sammen. Og 32 år senere sidder jeg så stadig her..., ha, ha!

– Laurence er den sjoveste. Den dejligste. Han har så meget overskud til sine medmennesker, han er så god til at huske folks mærkedage, han sender kort, blomster og gaver. Han er aldrig for træt eller for travl til at gøre alle de her små ting. Vi har det så sjovt, vi griner rigtig meget sammen. Jeg bliver aldrig gal på ham. Jo, måske kan jeg blive halvsur et minut, men det er alt, og sådan har han det også. Vi keder os aldrig sammen, og vi tager ikke kærligheden for givet. Det er så vigtigt at dyrke hinanden, overraske hinanden og udtrykke kærligheden i dagligdagen.

– Jeg elsker at overraske Laurence med en gave, blomster eller med en weekend-getaway. Jeg sørger også for at vise stor interesse for hans job. I dag arbejder han som indretningsarkitekt, og jeg tager mig tiden til at høre om hans arbejde, når han har brug for det – også selvom jeg selv har travlt. Jeg kan godt tænke åh, jeg har ikke tid, men så siger den indre stemme: Ole, Laurence er vigtigere, han fortjener al din attention nu. Og når jeg er ude at rejse, finder jeg tit små kærlighedskort fra Laurence mellem mine skjorter. Jeg kan slet ikke tænke på et liv uden ham.

– Min mor elsker Laurence. Og min far elskede Laurence. Oh my god. Og han er så god til børnene i familien. Han leger med dem, og er virkelig interesseret i dem. Dengang vi mødtes, var der ikke noget med, at bøsser kunne adoptere børn. Det er blevet meget mere normalt nu. Men det blev normalt på et tidspunkt, hvor vi var blevet for gamle til at gøre det, så vi har bare besluttet at være rigtig gode onkler.

Da jeg mistede min far - Nibe, 30. december 2010
– Min far led af Alzheimers igennem mange år. Det var ret så hårdt for os alle sammen. Det er en sygdom, der udvikler sig ganske langsomt, og i begyndelsen var der nogle små søde og sjove situationer, når han ikke kunne huske eller finde ud af ting, men med tiden blev han helt fortabt.

– Jeg var meget tæt på min far. Han havde altid været en enormt blid og varm mand. Og en meget sjov mand. Men ofte er det sådan med mænd, der får Alzheimers, at de bliver meget voldelige, efterhånden som sygdommen skrider frem, og det blev min far også. Det var så forfærdeligt at se, for det var så modsat af, hvordan han altid havde været. Når han havde nogle klare øjeblikke, gav han udtryk for, at han ikke ville være sådan, og det var forfærdeligt.

– Jeg husker især en særlig hård episode for omkring ti år siden, som jeg først nu kan tale om uden at komme til at græde. Jeg var hjemme i Danmark på besøg, og min far blev meget voldsom. Han udtrykte sin misery, og han begyndte at slå ud efter min mor. Han kaldte hende de værste ting og sagde blandt andet, at hun havde haft sex med alle. Det var, som om der kørte sådan en pornofilm inde i hovedet på ham. Mor begyndte selvfølgelig at græde, og jeg sagde, far, nu skal du i seng. Det ville han ikke, men efter noget tid fik jeg lagt ham ned. Og så var det, som om han lige pludselig genkendte mig og sagde: Ole, skyd mig! Skyd mig! Get me out of my misery. Det var ret så chokerende, og det stod virkelig klart for mig, at gud, han følte sig simpelthen fanget i sin egen krop og sit eget hoved.

– Far kom på plejehjem i 2005, hvor jeg altid besøgte ham, når jeg var hjemme. Mor var der hver dag og tog sig af ham. Hun gjorde virkelig alt, hvad hun kunne for ham, og alligevel følte hun sig skyldig over, at hun ikke kunne passe ham derhjemme. Ifølge fru Henriksen kunne de ikke gøre tingene godt nok på plejehjemmet, og det var svært for hende at se på. Man ønsker ikke at se mennesker, man elsker, lide, så det var en lettelse for min mor og for mig, da far døde i 2010. I dag er vi heldigvis gode til at huske på alle de dejlige minder, vi har om far.

– Det er klart, at min fars sygdom har gjort, at jeg har tænkt: Gud, får jeg mon selv Alzheimers? Hvis der er et navn eller noget andet, jeg ikke lige kan huske, så dukker det da op. Heldigvis lavede jeg for et par år siden tv-programmet "Jeg vil være Ole Henriksen" og bogen "Sådan får du Ole Henriksens hjerne" med journalisten Ole Juncker, og vi fik lov til at arbejde med alle de her eksperter, der blandt andet skulle scanne vores hjerner. Jeg blev også testet på hukommelse og reaktionsevner. Svaret var, at jeg var helt på toppen, og det var egentlig en lettelse for sådan en moden mand som mig at finde ud af. Min far havde begyndende Alzheimers allerede i min alder, så jeg føler mig bedre tilpas efter at være blevet undersøgt, og jeg tænker, at jeg nok skal holde længe endnu.

LÆS OGSÅ: Lone Frank: "I starten tænkte jeg, hvad formålet var med at leve videre"

LÆS OGSÅ: Fallulah: ”Jeg havde nogle svære år i tyverne med social angst og mindreværd”

LÆS OGSÅ: Mascha Vang: ”Drømmene var bedre end virkeligheden”