Nina Sophia Juul er en af de mange danske kvinder, der ser porno

Nina: "Porno er stimulerende"

Nina Sophia Juul er en af de mange danske kvinder, der ser porno. Hun er vild med det, og hun er ikke bange for at stå ved det.

Og hun er bestemt ikke alene om det. For hver tredje gang, der klikkes på en pornoside på nettet, er det en kvinde på jagt efter naturlige bryster, lange forspil og lidenskabelig sex frem for glatbarberede silikonebabes i usandsynlige stillinger, ifølge nye undersøgelser og eksperter.

– Jeg taler med mine veninder om porno, som vi taler om vasketøj, biograffilm og madopskrifter.

Sådan siger Nina Sophia Juul og tilføjer:

– Sex er jo en naturlig del af livet!

Den 37-årige indretningsarkitekt er en af de – flere og flere – kvinder, der bruger porno, og som ikke er bange for at stå ved det. Fem-seks gange om ugen ser hun erotiske film på nettet. Både alene og sammen med sin kæreste.

– Jeg har et ret afslappet forhold til porno. Eller et afslappet forhold til erotik, om man vil. Det er noget supersmukt mellem to mennesker, som elsker hinanden, og jeg ser det som en naturlig del af mit liv. Jeg er visuelt anlagt, så jeg synes, det er både stimulerende og inspirerende at se porno. Når jeg ser det, får jeg ideer til mit eget sexliv.

Nina Sophia Juul var i starten af 20'erne, første gang hun så porno. Hun forklarer, at hun tidligere havde en tendens til at blive lidt for magelig i sine parforhold og glemme at opdatere sexlivet.

– Men jeg har lovet mig selv, at det skal være slut, og på den måde er porno en stor hjælp og inspiration til at gå på intime eventyr med min partner. Jo ældre jeg er blevet, jo mere slapper jeg af og giver mig hen, siger Nina Sophia Juul, der primært finder porno på nettet.

– Efterhånden synes jeg, at udbuddet er blevet ganske stort i de kategorier jeg søger, som er erotik med handling, nærvær og ømhed. Gerne film med en fortælling. Jeg er bestemt ikke til hård porno. Jeg kan bedst lide erotiske film, som jeg kan relatere til med naturlige og søde kvinder og tiltalende mænd.

LÆS OGSÅ: Vi vil ha' porno