Spring ud som den uperfekte mor

– Jeg synes, det er helt vildt kedeligt at sidde nede på gulvet og lege med mine børn.

Forfatter Karin Heurlin, 35, og mor til ønskebørnene Ingrid på 3½ år og Gertrud på 1½ år, er ikke bange for at sige, hvad hun tænker. I dette bekendelsessamfund, hvor vi er vant til at føle efter og give udtryk for, hvad vi mener, om det så er hos en terapeut eller på Facebook, er det ellers stadig tabu at sige, at man ikke altid lader sine børn komme i første række. I dag udkommer Karin Heurlins bog, „Hvornår er det min tur til at skrige?“ En helt igennem selvbiografisk og meget ærlig bog om, hvordan hun oplevede det at blive mor – og ikke mindst mor til to.

Faktisk er Karin så ærlig og stadig ude af stand til helt at slippe tøjlerne, at hun går til bekendelse, straks efter at jeg har ringet på hendes dør.

– Ti minutter inden du kom, styrtede jeg rundt og støvsugede. Det er jo helt latterligt, for min bog handler jo om, at man skal lære at slappe af som mor.

Scenen er sat
Karin var ellers ret afslappet, da hun fik sin første datter, Ingrid, faktisk så meget, at hun fik ros for det af alle.

– Selv herhjemme spandt den store rosemaskine. Jeg var overrasket over, at Thomas var så god en spædbarnsfar. Og han var lettet over, hvor afslappet jeg var. Vi kunne bare alting, syntes jeg. Alt var, som det plejede at være, nu bare med barn!

Så fik vi nummer to, som så også havde kolik. Vi glemte alt om at rose hinanden, pludselig var det kun ordrer og beskeder, der røg gennem luften.

Midt i dette inferno barslede Karin med ideen om at skrive en bog om at blive mor til to.
– Lige inden jeg fødte Gertrud, læste jeg et interview med en mor, der beskrev sig selv som en lille sodavandsflaske, der var lige ved at boble over – af lykke. Den følelse kunne jeg på ingen måde genkende. Mange steder præsenteres moderrollen som noget helt fantastisk og hverdagen som så gnidningsløs, at du da sikkert også finder tid til at kreere fastelavnskostumer og lave mad efter alle Sundhedsstyrelsen anbefalinger. Men det er jo en stor iscenesættelse af sig selv som mor, som jeg er virkelig træt af, også fordi jeg selv dyrker den.
– Jeg oplever det at være mor meget anderledes end det, jeg læser om i bladene, hvor Frederik og Mary smiler fra de glittede sider fotograferet på tur med deres unger og deres border collie. Jeg har forsøgt at være den perfekte mor. Hentet børnene tidligt for at gå ned og fodre ænder, endda husket at pakke de økologiske kiks med, når vi er ude i det offentlige rum. Købt alt for dyrt tøj til dem, som jeg først har sloges med andre mødre om til de smarte lagersalg. Faktisk kan jeg stadig tage mig selv i at være en lidt sjovere mor, når vi er nede på legepladsen her i Hellerup, end når vi er herhjemme.

Læs også: Sådan møder du drømmemanden

Hvor perfekt en mor er du så, på en skala fra 1-10?
– En god femmer. Lige midt i. Og lige når jeg sidder her med dig og kloger mig, så synes jeg, det er fint nok, men hver eneste dag higer jeg da efter at være perfekt.
– Det har hjulpet mig at snakke med andre, som også turde sige, at det var megahårdt. Det var så rart at høre, for det bekræfter mig jo i, at jeg hverken er sindssyg eller skrøbelig. Det ville være nemmere for os alle, hvis vi var mere ærlige og bedre til at grine af os selv.

Selvfølgelig kunne Karin også få afløb for mor-frustrationerne i mødregruppen, hvor de alle sad om de hjemmebagte boller og savnede deres nattesøvn. Men samtidig var der også et pres under møderne. Karin følte sig helt sat af, de alle de andre mødre begejstret roste den hippe franske legetøjsgiraf Sofie, som Karin aldrig havde hørt om. Efter to gange valgte hun at trække sig ud.

Hvad med så med babysvømning og rytmik?
– Ja hvad med dem? Der har de ikke set mig så tit. Jeg tror, jeg er den eneste mor, jeg kan komme i tanke om, som ikke har gået til babysvømning, men jeg gider simpelthen ikke, og det har jeg det næsten ikke dårligt over. Rytmik har jeg heller ikke gået til. Jeg har valgt at se det som et tegn på, at jeg har formået at hvile i og tro på mig selv.

Læs videre på næste side.

Tag det som en mand

Der er langt fra lejligheden i den store Hellerupvilla til Karins barndomshjem uden for Bogense på Fyn.

– Jeg er enebarn og mine forældre er begge folkeskolelærere. De var langt mere afslappede, som man nok var dengang i 1970’erne, hvor sikkerhedsseler på bagsædet slet ikke var opfundet. Vi havde heller ikke varmt vand, så der kunne gå mange uger imellem, at jeg var i bad. Selv når de havde tidligt fri om fredagen, hentede de mig sent i børnehaven for så at tage mig med på værtshus i Bogense, hvor de fik en øl, mens jeg legede rundt. Når de spillede badminton to aftener om ugen, sad jeg i hallen og ventede. Det ville jo aldrig ske for børn i dag! De bliver underholdt og alt arrangeres omkring dem. Jeg tog altså ikke skade af at kede mig indimellem.

– Den store forskel var nok også at man ikke sammenlignende sig selv med andre så meget dengang og heller ikke kommenterede andres måde at være forældre på. Jeg bliver helt panikagtig, når nogen mener noget om mig som mor.

Men er det så børnene, der undertrykker os, eller er det os selv?
– Det er jo vores egen skyld, fordi vi vil være så perfekte, men der sker også noget med samvittigheden og ansvarsfølelsen, når man bliver mor. Det er mig, der har taget konsekvensen i forhold til mit arbejde. Jeg arbejder hjemmefra, og savner helt klart kolleger, men den fleksibilitet det giver mig i disse år, ville jeg ikke undvære. Jeg er meget dårligere end Thomas til at gå ud og drikke mig fuld eller til at være væk længere tid end halvanden time en lørdag. Det er ikke, fordi han stopper mig, eller ikke kan være alene med børnene. Hvis jeg giver for meget slip som mor, kommer den der lille stemme bare og hvisker „Du er en dårlig mor“. Det var for øvrigt samme stemme, der hviskede „Du er for tyk“ gennem mine 20’ere.

Hvorfor får man børn?
– Jeg har en veninde, som er gift men ikke har børn. Typen man altid gør sig umage med ikke at spørge, om de snart skal have børn. Sidst vi sås, kom hun mig i forkøbet og spurgte:
„Hvorfor er det, at man skal have børn?“ Selv om jeg elsker mine piger, så er det svært at komme med nogen logisk forklaring, for når jeg tænker over det, så er det gået tilbage på stort set alle punkter: Jeg er blevet grimmere – det er jeg! Jeg laver kedeligere mad, jeg er blevet en dårligere veninde, og er ikke længere en særlig sjov kone. Mit liv har jo ændret sig fuldstændigt! Det sværeste er at have så lidt kontrol over sit eget liv, og det har man jo stort set aldrig, for man aner ikke på forhånd, hvilket humør børnene er i, og det kan jo ændre alt.

Er der noget, der er blevet bedre?
–Ja selvfølgelig! Jeg er blevet lykkeligere og er trods alt også faldet mere på plads som menneske. Et eller andet sted er jeg jo bare som en lille hund. Hvis børnene stikker mig noget som helst, der minder om et kødben (læs: smil, grin, sød tegning) så er det bare fantastisk.
–Danske mødre er i det hele taget blandt verdens bedste. Der er ingen, der går så meget op i vores børn og dyrker dem så meget, som vi gør, men jeg tror, vi kunne have glæde af at slappe lidt mere af. Det kunne jeg i hvert fald. Og sikkert også mine børn.

Hvordan gør man så det?
– Vi skal lære af vores mænd, som er bedre til at tage tingene, som de kommer. Vi mødre skal huske at rose os selv og hinanden. Vores børn synes jo, vi er perfekte for dem, uanset om bollerne, vi serverer, er koldhævede og hjemmebagte, og om de spiser dem klædt i Marc Jacobs bukser til 700 kroner (som dem jeg købte til Ingrid til 700 kr. på et lagersalg – og nu med jordbærpletter på…). De små vil jo meget hellere have, at du bare er med i deres imaginære teselskab på gulvet.

Karin Heurlin, 35, tidligere journalist på BT, nu forfatter og mor til Gertrud og Ingrid.

Bor i Hellerup med Thomas, 52, tv-producer. Far til i alt seks børn med fire forskellige kvinder. Og morfar til tre.

Læs også: Har dit venskab nået sin udløbsdato?