Silvias historie: Fra narkoman til iværksætter

At dømme ud fra det kønne, blankpolerede ydre er Silvia Meyer en af de kvinder, der aldrig har haft problemer med noget. Hun sidder her i sin lækre, hvide Valby-lejlighed som mor til skønne børn, hun høster topkarakterer på sin uddannelse og er ankerkvinde bag en ny, succesfuld hjemmeside, der samler misbrug under ét tag. Men Silvia Meyer har været helt derude, hvor livet dingler i en tynd tråd og synes umuligt at rulle op på spolen – tilbage til det faste udgangspunkt, hun kom fra.

Silvia havde, hvad hun selv betegner som "en tryg barndom" i København hos sin mor, der levede af at male porcelæn på den Kongelige Porcelænsfabrik. Både hun og Silvias far, der døde, da hun var ganske lille, er af serbisk oprindelse. Silvia er dygtig i skolen, men som 15-årig møder hun en 18 år ældre mand, der kommer fra et serbisk miljø, hvor stoffer er en fast del af selskabet. Selv har hun aldrig prøvet hverken almindelige cigaretter eller hash, men efter et par måneder i den nye kreds af mennesker sniffer hun sin første bane kokain.

– I mine øjne var det ikke farligt, for jeg så mennesker omkring mig gøre det hele tiden. Det var normen, og jeg havde en ret naiv tilgang til det. Jeg var jo ikke vokset op i vilkår, der kunne øge min risiko for at få et misbrug, og jeg nåede ikke at reflektere så meget, fordi jeg hurtigt kom ind i miljøet og blev grebet af livsstilen. Da jeg prøvede det, kunne jeg straks mærke, at det gav mig en følelse af tryghed, siger Silvia.

Hendes skolelærere begynder langsomt at undre sig over, at Silvia har svært ved at holde sig vågen i timerne, og at hun hver morgen bliver kørt i skole i en kæmpestor, sort Mercedes med en ældre fyr på førersædet. Tingene eskalerer gradvist, Silvia tager flere og flere stoffer, og hendes mor, der må se magtesløst til fra sidelinjen, sender flere gange politiet ud til sin datters nye bopæl for at få hende hjem igen. Forgæves.

– I dag kan jeg undre mig over, at min hjerne var så forgiftet, for jeg kunne faktisk bare være gået ud af døren og bedt om hjælp. Jeg var så bange for konsekvensen, men det viste sig på lang sigt, at konsekvensen skulle være min redning, siger Silvia.

Professionel tyv

Efter et år cutter hun kontakten til sin mor og sine storebrødre, får færdiggjort sin skole, og derefter sikrer hendes kønne, skarptskårne ansigt hende en modelkontrakt hos Scoop Models i fem år. Modeljobbene og de mange modeshows er efterhånden hendes eneste kontakt til den almindelige verden, men oftere og oftere må hun melde afbud til job med kort varsel. Som regel fordi hun aftenen før ikke har formået at skaffe stoffer og ligger rystende med abstinenser i sengen. På en eller anden besynderlig måde formår hun kun at lytte til den del af sig selv, som kæresten og stofferne er flyttet ind i og har møbleret med deres holdninger og vaner.

– Det var skrækkeligt, for jeg mistede en del af mig selv. Jeg gik fra at være den følsomme, pæne pige, der troede på alt det bedste, til at blive hård og skuffet over livet. Men jeg accepterede, at mit liv skulle være sammen med min kæreste, og så måtte jeg jo bare få det bedste ud af det.

Og ud fra det ræsonnement bliver de to gift og får først en søn og tre år senere en datter sammen. Stofmisbruget fortsætter, og da hendes børns far ryger i fængsel, finder Silvia modet til at flytte væk.

– Jeg begyndte at modnes midt i det hele og fik perspektiv på livet. Jeg fandt modet til at cutte kontakten til børnenes far, men at cutte stofferne havde jeg endnu ikke styrke til, forklarer Silvia.

Hendes mor tager begge sine børnebørn til sig, og i håb om at kunne holde sit stofmisbrug skjult for familien flytter Silvia på gaden. Enten overnatter hun på Sundholm (opholdssted for socialt udsatte på Amager, red.), søger ly i opgange eller falder i søvn på bænke med bælgmørket klinet omkring sig. For at finansiere sit stofmisbrug stjæler hun, typisk parfumer, solbriller og cd'er fra butikker, ting, som er lette at sælge videre. Hurtigt og effektivt. Hun cykler fra butik til butik med sit lange, sorte hår flagrende omkring sig.

– På gaden herskede jungleloven. Og leverede du ikke dét, du havde lovet, fik du en knytnæve i ansigtet. Det var én ond cirkel, alt var lukket af, og det handlede kun om stoffer. Samtidig blev jeg meget selvdestruktiv, skar mig selv i armene og døjede med angstanfald. Det eneste, jeg ikke formåede at gøre, var at tage livet af mig selv. Men jeg kunne næsten mærke følelsen af, at det var slut. Jeg vejede 49 kilo og var bare skind og ben, forladt indefra. Til sidst tog jeg stoffer gennem en sprøjte, for at det kunne gå hurtigere. Når folk hører ordet "narkoman", tænker de straks på det usle menneske, som sidder bag kirken på Istedgade. Og dér nåede jeg ud – jeg nåede rent faktisk at sidde dér bag kirken og male jorden rød. Og det har ikke været spået for mig.

LÆS OGSÅ: Hustruvold: Derfor kan hun ikke bare gå

En tur i Vestre Fængsel

En stormfuld januardag i 2006 vælter hun på cykel på Øresundsvej og brækker venstre ben. Efter en tur på hospitalet får hun gips på benet og bliver udstyret med et par krykker. Det gør det svært at være en letbenet og fiks butikstyv, der aldrig bliver opdaget, men som dybt afhængig stofmisbruger ser Silvia ikke anden udvej end at gøre forsøget. Igen og igen bliver hun taget i at stjæle, og politiet kender efterhånden hendes hulkindede ansigt ganske godt. Da hun en dag hiver en vare ned i tasken i Fakta på Amagerbrogade og vakler humpende ud på krykker, kommer politiet, og Silvia ender i Vestre Fængsel. Her bliver hun tvunget til at være stoffri i de tre-fire uger, dommen varer, og da hun kort efter løsladelsen igen bliver taget i butikstyveri og får valget mellem endnu en fængselsdom eller et behandlingsophold, er hun for første gang i sit liv slet ikke i tvivl: Hun vil være stoffri. For imens hun har siddet i fængsel, har hendes eksmand taget deres børn til Serbien, og det wakeupcall gør livet værd at kæmpe for, synes Silvia. De første 14 dage på behandlingsstedet Kongensø husker Silvia som et smertefuldt helvede og som noget, hun kæmpede sig igennem ør af abstinenser og tankemylder:

– Jeg rystede, havde ondt i knoglerne og kunne intet. Derefter skulle jeg lære alt det, der er en rutine for normale mennesker: stå op om morgenen, tage et bad, spise morgenmad. Jeg havde været ude af funktion i alle de år. Det var helt underligt at gå en tur uden at skulle jage.

Hurtigt mærker hun, at hendes tanker og reaktioner hidtil har været pakket ind i skumgummi, hvilket har gjort dem dæmpede og slørede.

– Det, du mærker som det første, når du slipper stofferne, er dine følelser. De kommer blæsende, og du kan mærke alt, som du har undertrykt og lagt låg på i alle de år, både det smertelige, det glædelige, savn, minder og håb. Jeg var som én på 15 år, selvom jeg var 29 – jeg brød den årelange isolation, var ekstremt følelsesladet og gik meget op i at se godt ud og var optaget af, at andre accepterede mig.

Rød tråd mellem misbrug

Allerede under behandlingsopholdet begynder Silvia at bearbejde og studere sin fortid. Endelig tør hun åbne op og se, hvad der egentlig gemmer sig i den bylt af deroute, hun har båret rundt på i de sidste 14 år. Hun søger viden og indsigt i fænomenet misbrug og er fuld af spørgsmål: Hvad er afhængighed? Hvordan er et misbrug sammensat? Hvad sker der i hjernen? Hvorfor kan vi ikke løsne os fra det?

– Jo mere jeg undersøgte det, jo nemmere blev det for mig at forstå mine handlinger. For så længe, du ikke forstår det, betragter du dig selv som et dårligt menneske, du ikke kan stå ved. Jeg vågnede op og tænkte: "Hvad skal jeg bruge mine ressourcer på." Jeg er ikke ubegavet, og jeg ville gerne udfordres, siger Silvia.

Mens hun stadig forgæves kæmper for at få sine børn hjem fra Serbien, mærker hun igen forelskelse i en mand, som senere hen bliver far til hendes to tvillingedrenge, Marko og Steffan. Hun har mod på livet igen, og som et fundament at arbejde videre fra begynder hun på pædagogseminariet i 2011, og da hun ved sin allerførste eksamen høster et 12-tal, ved hun, at hun er i stand til at gøre ting, hun aldrig havde troet. Og tankerne spurter derudaf.

– Jeg tænkte: "Jeg må kunne omsætte nogle af de ting, jeg har erfaret i mit liv til noget – både mit stofmisbrug, min selvskade og angst. Alle de her komplekse problemer, som normalt sættes i forskellige kasser og behandles forskelligt, havde en klar rød tråd hos mig. Jeg kunne se ting og karakteristika gå fuldstændig i spænd, hånd i hånd. Samtidig kan forskellige misbrug udvikle sig til én kompleks blanding, som kan være rigtig svær at komme ud af, hvis man ikke kan se sammenhængen, men lægesystemet formåede ikke at lave den kobling.

Derfor får hun den idé at samle alle de komplekse, tabubelagte emner som afhængighed, spiseforstyrrelse, selvskade og andre tilstande, relateret til misbrug, under én paraply. Et sted til glæde for alle, der vil ud af et misbrug – eller vide mere om, hvordan man forholder sig som familie til en misbruger. Hun kontakter en IT-ekspert, som laver en hjemmeside, kontakter et par konsulenter og terapeuter med speciale på hvert sit felt, får kendisser til at stille op som ambassadører, og pludselig kan hun ane konturerne af Misbrugsportalen, som hun døber sin platform. Silvia klør på med at få tilknyttet endnu flere specialister, sprede budskabet og midt i arbejdet får hun stor gavn af navnlig ét karaktertræk, hun udviklede under sine 14 år som narkoman:

– Som hardcore misbruger udvikler du en stærk overlevelsesstrategi. Den ihærdighed, stædighed og det overlevelsesgen, du udvikler som narkoman for at skaffe dit fix, er så stærkt, at hvis du tager den med dig ud på den anden side og bruger den for dit liv i stedet for mod dit liv, så er det helt fantastisk. Og den gave har jeg fået med videre. I stedet for at bruge al min energi på at skaffe penge til stoffer, bruger jeg den på at pleje Misbrugsportalen, forklarer Silvia.

LÆS OGSÅ: Unges drukkultur kan føre til alkoholisme

Håndtering af følelser

I dag har Misbrugsportalen over en million hits hver måned. Løbende skriver nogle af Danmarks dygtigste behandlere, specialister og fagfolk guidende tekster og råd til brugerne, og Silvia kan nærmest ikke fatte, at hun startede det hele.

– Det udvikler mig og har været en fantastisk rejse. Jeg vidste ikke, at jeg indeholdt så mange ressourcer, og jeg er stolt af, at jeg ud af ingenting har skabt det her. Rent fagligt er det blevet klarere for mig, at den røde tråd mellem alle former for misbrug er håndtering af følelser. Grundfølelsen af sorg, som alle mennesker i princippet er udstyret med, kan lukkes ned, og det kan du gøre med for eksempel stoffer, alkohol, selvskade, spiseforstyrrelse. Uanset hvad gør du det for at nå en tilstand, hvor du kan være tilfreds med dig selv og slippe væk fra de svære følelser, du lige har været i. Og du kan ikke slippe det, forklarer Silvia.

Hun har opdaget, at sitets mange besøgende kan nikke genkendende til hinandens følelser, uanset om det er anoreksipiger eller dybt alkoholiserede mænd. Deres historier og tanker væver sig fortroligt og overraskende hjemmevant ind og ud mellem hinanden. Og Silvia er glad for, at hendes egen lignende fortid i dag kan gøre nytte for andre.

– Selvfølgelig var jeg ussel som narkoman, men i situationen gjorde jeg det bedste, jeg kunne. Derfor tænker jeg ikke længere på det som noget grumt. Ingen, der er født i denne verden, ønsker at blive misbrugere. Det er et sted, man ender ved at træffe en masse forkerte valg i livet, skæbnen har en finger med i spiller, og hen ad vejen får du muligheder for at ændre din vej. Det er så mit håb, at jeg i dag kan hjælpe og inspirere andre mennesker til at finde den ved at vifte med et vejskilt i den rigtige retning.

Silvia arbejder stadig på at få sine to ældste børn hjem fra Serbien, ligesom hun ikke helt har kunnet slippe panikangsten, der begyndte at plage hende under tiden som misbruger. I dag er hun 34 år, bor i Valby og nyder tilværelsen som mor til sine tvillingedrenge, som pædagogstuderende og frivillig iværksætter.

– Mit håb er at give folk indsigt i misbruget og give misbrugerne en mulighed for at være åbne, bryde tavsheden og tabuet. For tiden er der meget fokus på medicinering af misbrugere og legalisering af stoffer. Men det er væsentligt at have fokus på, at der er mange muligheder for at leve et liv fuldstændig uden misbrug, og man skal ikke dømme et menneske, der sidder på Istedgade og tænke, at han eller hun er for hårdt ramt til nogensinde at få en normal tilværelse igen. Jeg var så langt ude – det er værd at fortælle verden, at det kan faktisk godt lade sig gøre at få et værdigt liv igen.

LÆS OGSÅ: Kvinder i alle aldre: Dét er lykke