Tina Nikolaisen har en yndlingsting ved ALT for damerne

Tina Nikolaisen: Det elsker jeg ved ALT for damerne

Læs, hvad det er, chefredaktørholder allermest af ved ALT for damerne.

I foråret havde vi et stort interview med en mand, som fik en ny kæreste, en måned efter hans kræftsyge kone var død. Da jeg hørte om ham første gang, var jeg forarget. Men interviewet med manden her i bladet fik mig til at ændre mening. Og det er netop noget af det, jeg elsker allermest ved ALT for damerne. Vores stærke interviews med kvinder – og mænd – som sætter tankerne i gang og flytter holdninger og meninger.

Vi kender alle sammen talemåden "der er en mening med alt". Det lyder måske lidt filosofisk og højpandet, men det er faktisk meget sigende for det blad, du sidder med i hånden. Det er nemlig den rettesnor, vi arbejder ud fra hver uge, hvor vi gør vores ypperste for at inspirere dig, gøre dig klogere, overraske dig og måske også flytte din mening eller opfattelse af verden.

Derfor kommer du i denne uge tæt på mange meget forskellige kvinder med hver deres stærke historie. Du kan bl.a. møde undervisningsminister Christine Antorini. En kvinde, som mange har en mening om, da hun står i spidsen for den nye skolereform. Artiklen giver et indblik i hendes privatliv, der de seneste år har været mere end almindeligt turbulent.

Du kan også møde Anja Lovén, der hver dag sætter sit eget liv på spil for at redde afrikanske børn, der af deres familie bliver beskyldt for at være hekse og risikerer at blive begravet levende. En handling, der virker fuldstændig meningsløs. Men det giver mening, at vi bringer historien. For at give dig et nyt indblik i verden omkring dig.

God fornøjelse!

LÆS OGSÅ: Sidste uges leder - Støt brysterne er en vigtig sag