Af Nanna Balslev
Der var faktisk styr på det. Min kæreste og jeg havde sparret 40.000 kroner op og lavet en tidsplan for, hvad vi skulle nå hvornår. Tre måneder inden brylluppet havde vi fundet en idyllisk spejderkoloni med udsigt til Roskilde Fjord, fået vores venner til at reservere datoen og hyret en kok, der normalt arbejdede på Søllerød Kro, til at stå for menuen. Jeg havde fundet en hvid halter-neckkjole, der lignede noget fra Marilyn Monroes klædeskab, gav mig lange ben og var til at betale. Nu manglede vi bare at sende invitationer ud. Easy peasy tænkte på de hysteriske bridezillas, jeg havde set i reality-programmer, som flippede helt ud, fordi farven på invitationerne ikke matchede blomsterdekorationerne. Sådan var jeg slet ikke.
LÆS OGSÅ: 20-årige Zainab: Jeg tror ikke på kæresteforhold før ægteskabet
"Ingeborg er brændt"
Det var lige indtil, jeg tog til London for at lave et interview. Efter en lang nat med fest, shots og efter-efterfest på forskellige barer, blev jeg ringet op klokken 8 om morgenen dansk tid af en kvinde, der fortalte, at den koloni, vi havde lejet desværre var brændt ned. Fuck, fuck, fuck med fuck på! Der var under tre måneder til brylluppet skulle stå, og alle festlokaler i København og omegn var for længst udlejet. Jeg ringede til min kommende mand en rimelig bridezilla-agtig ordre: "Ingeborg er brændt! Du bliver nødt til at finde ud af noget. Jeg kan slet ikke overskue det. For helvede noget lortepis!"
LÆS OGSÅ: Derfor bliver vi stadig gift
Min mand er heldigvis en ret handlekraftig type. Så da jeg landede samme aften, havde min kæreste lejet et stort, arabisk-inspireret festtelt med trægulv. Vi fik lov at holde brylluppet i mine forældres have mod, at min far fik lov at føre mig op ad havegangen.
32 millimeter regn
Ugen inden brylluppet havde vi begge taget fri for at ordne det sidste. Jeg havde sommerfugle i maven over at skulle holde mit livs vigtigste fest i mit barndomshjems have. Lige indtil min mor ringede dagen inden brylluppet og fortalte, at det skybrud, der skulle komme dagen efter, i stedet ville komme på selve dagen. Helt præcist 110 millimeter. Det er ret meget vand. Faktisk så meget, at man kan fylde spande med det, og mascaraen bliver skyllet af. Tanken om 72 gæster, der forvirrede småløb rundt mellem hinanden på en drivvåd græsplæne, mens champagnen blev blandet op med regn fik mig til at græde. "Lille skat, nu tager vi i Ikea og køber havepavilloner, paraplyer og nogle tæpper til gæsterne", sagde min mor med myndig projektlederstemme. Som sagt, så gjort. Og teltudlejningsmanden tog en rød løber med gratis, som folk kunne gå på uden at glide i mudder. Trods de indledende benspænd blev det en fantastisk dag. Regnen strømmede ned hele dagen, men det arabiske festtelt holdt tørt og blev oplyst af lanterner, og vi dansede hele natten. Og alle kan sjovt nok huske vores bryllupsfest, som blev kendt som 'verdens vådeste bryllup'.
LÆS OGSÅ: Sådan bliver du gift med de nordiske guders velsignelse
LÆS OGSÅ: Kom med til mit bodegabryllup
LÆS OGSÅ: Derfor friede jeg til min mand