Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Maria Josefine "JoJo" Madsen
Foto: PR billede Maria Josefine ”JoJo” Madsen fortæller om sine erfaringer med at være veninde til en, som har mistet.

Maria Josefine ”JoJo” Madsen

”Vi er for berøringsangste, når det handler om død og sorg”

Da radioværten Maria Josefine ”JoJo” Madsens gode veninde mistede sin far, var hun stærkt i tvivl om, hvordan hun skulle tackle venindens sorg. Men så tog hun sagen i egen hånd.

At gå igennem en sorgproces er et langt sejt træk, en hård rejse, man aldrig har ønsket at komme ud på. Men at stå på sidelinjen, mens en af ens nærmeste gennemgår den proces, kan bestemt også være svært.

For hvordan skal man egentlig reagere, når en nær kollega mister sin far, eller når ens bedste venindes kæreste bliver alvorligt syg? Er det nok med et "du må sige til, hvis du har brug for noget", eller skal man tilbyde at hjælpe til med praktiske ting og tage på uanmeldt besøg? Skal man blande sig eller blande sig helt uden om?

LÆS OGSÅ: "Patienterne må ikke være bange, når de skal dø"

Netop den situation stod radiovært på Radio Novas Maria Josefine Madsen, også kendt som "JoJo", i for ganske nyligt, da hendes nære venindes far efter et kort sygdomsforløb døde af kræft.

– Man vil jo gerne være der for andre, men det er det her med, hvordan man skal være der for andre, der kan være så svært. Jeg er jo godt klar over, at man ikke kan bære andres sorg – også selvom det er det, man allerhelst vil, siger hun.

Hvordan greb du så situationen an?

– Jeg talte med min egen familie og med venner om, hvad man gør, og jeg måtte ret hurtigt bare beslutte mig for ikke at være bange for at stille de svære spørgsmål og byde ind. Der er jo flere måder, hvorpå man kan være til hjælp i sådan nogle situationer: Man kan både prøve at være den, der giver en pause fra sygdom og triste tanker. Men man kan også give noget praktisk hjælp til helt basale ting som rengøring og indkøb. Jeg ringede selv meget til min veninde for at høre, om hun huskede at spise noget. 

LÆS OGSÅ: Kira Skov: "Jeg var allermest bange den dag, jeg fik at vide, at jeg havde fået kræft"

Hun mener, at det svære ofte kan være at få samtalen åbnet på en ordentlig måde.

– Man har jo alle mulige idéer om, at "måske vil hun ikke tale om det" eller "hvis hun ikke siger noget, er det sikkert, fordi hun ikke har lyst". Og jeg stødte jo også ind det her med, at der er nogle ting, man ikke tør spørge om: "Fik du sagt det til ham, du gerne ville?" Eller mens han var syg: "Har du tænkt over, hvad du skal gøre, når han ikke er her mere?" Men der skal man altså komme over sine egne bekymringer – det er ikke dem, det handler om, lige i den situation.

Åbenheden skabte mere åbenhed
JoJo oplevede, at det, at hun selv var åben overfor veninden, også gjorde, at hun fik mere åbenhed tilbage:

– Jeg sagde simpelthen bare: "Jeg har tænkt mig, at spørge dig om alt, og så må du sige fra, hvis der er noget, du ikke vil tale om." Begge mine forældre er sygeplejersker, og min søster er medicinstuderende, så jeg er vant til at tale om de her ting. Og jeg tror faktisk, at det var en lettelse for hende, at hun ikke selv skulle åbne samtalen, fortæller hun.

Hun kontaktede også Kræftens Bekæmpelses kræftlinje på vegne af veninden – også selvom hun ikke havde bedt JoJo om det.

– Det er jo en svær overvejelse, om man kan tillade sig at tage initiativ på andres vegne. Men det synes jeg helt klart godt, at man kan. Min veninde kunne jo godt tænke sig at få noget hjælp, men hun kunne simpelthen ikke overskue, hvor hun skulle starte. Og så var det rart, at jeg kunne fortælle hende, hvad hun havde af muligheder, og at de nu kendte hendes historie og gerne ville tale videre med hende.

LÆS OGSÅ: Ny bog: Mine veninder reddede mig fra kræften

Har du selv oplevet, at andre har gjort noget lignende for dig? Hvor du har været glad for, at andre tog initiativ?

– Ja. Dels er min familie virkelig gode til at gribe mig, når jeg har lidt for meget om ørerne og måske er på kanten til stress. Men faktisk har jeg også engang været ude for, at jeg var sammen med en fyr, som var virkelig grænseoverskridende – og det havde jeg meget svært ved selv at finde ud af. Der var det min søster, som ringede til en psykolog og talte med hende om, hvordan jeg kunne få hjælp. Og det var jo egentlig præcist det samme, jeg endte med at gøre for min veninde.

Hvad er, mener du, konsekvensen af, at vi ikke tør stille de svære spørgsmål, når vores nære og venner er i sorg?

– Endnu mere ensomhed. Og der er nok ensomhed ude i verden i forvejen. Jeg tror grundlæggende, at vi er for berøringsangste, når det handler om død og sorg. Og det er jo selvfølgelig, fordi det er så svært at tale om. I situationen er det nemmere at lade være. Men på sigt er det bare med til at skabe afstand.

Har du et konkret råd til folk, der står i samme situation, som du har stået i med din veninde?

– Man skal lægge sine egne bekymringer fra sig.  Det der med at man ikke tør eller synes, at det er akavet, det skal man give slip på. Fordi nu er det en anden, det handler om. Og man skal blive ved med at spørge – også en måned efter, et halvt år efter, et år efter. Derudover kan man finde ud af, hvad man kan gøre af praktiske ting. Man kan ikke fjerne sorgen, men man kan gøre processen "lettere" at gå igennem.

Radio Nova har over efteråret sat fokus på brystkræft i radioen gennem deres "Støt Brysterne"-kampagne. Kampagnen slutter denne weekend.

LÆS OGSÅ: Maria-Therese blev syg af at please andre

LÆS OGSÅ: Sig tak og bliv lykkelig

LÆS OGSÅ: Hvem tør sige: "Jeg elsker dig" først?

Se, hvad vi ellers skriver om: Kræft, Sorg, Brystkræft, Døden og Samfund